Bormio & Motirolo m.m.

(Passo Bernina - Passo Foscagno - Forcola di Livigno - Passo di Eira)

Lørdag d. 23 juli.

Efter et par gode dage i Schweiz var vi nu på vej videre sydpå. Fra Ravoire gik det over Sct. Bernard – og denne gang gennem tunnelen, som ikke kan anbefales. Dels er det dyrt og dels går man glip af den store oplevelse det er at komme op i selve passet.  Et meget smukt pas i 2469m højde, hvor man bør holde en pause, og bare nyde naturen. 

Men vor destination var Bormio, og påforhånd vidste vi, at efter turen ned gennem Aosta-dalen, ville der være et lang stykke syd om Como-søen, som ikke var motorvej, og med alle muligheder for at blive forsinket.  ”Garmin”  viste den mere nordlige vej, som går næsten til Zürich, og er over 500km, men måske nok den hurtigste, p.g.a. den megen motorvej.  Vi valgte den korteste, som blev lidt under 400km. og havde afsat dagen til transport. Vi nåede Bormio helt efter planen sidst på eftermiddagen.

I Bormio søgte vi lidt væk fra centrum, til et roligt kvarter, og fandt et udmærket hotel. Hotel Giardino. Vejret havde hele dagen været gråt og køligt, så nu håbede vi på lidt opklaring. Alt er meget sjovere og kønnere i solskin.  

Bormio ligger i 1225m højde, og tilbyder mange fantastiske ferieaktiviteter. Udover helårsski, er der i området flere termiske bade, og gælder det cykling, som vi var kommet for, står det ene ben af både ”Passo Stelvio” (EU’s højeste), ”Passo Gavia” og ”Passo del Foscagno” faktisk midt i byen. Og kører man  15 min. længere væk, når man opkørslen til ”Passo Motirolo”, ”Passo Bernina” og ”Aprica”.  Et sandt slaraffenland for ”pas-jægere”.

Søndag d. 24 juli.

Køligt – på grænsen til koldt,(12 - 13 graderC) men dog tørvejr.  I planen for dagen stod der vi skulle køre på flankerne af "Monte Seroltine" (2867m), - nærmere betegnet det berygtede pas, der hedder ”Mortirolo”. Jeg havde glædet mig helt vildt til denne tur. Passet skulle være et af de vanskeligste overhovedet, og bl.a. Lance Armstrong har udtalt, at det er det værste han har kørt.

Fra ”Bormio” er der først 33 km nedad gennem ”Valdisotto”. Vejen hedder "Via Stelvio" og bortset fra en enkelt lille knold, kører vi fra 1225m højde til små 600 i byen ”Mazzo”.  Ingen trafikale problemer. Hele turen går på en lille lokal landevej, som løber parallelt med den større (og mange tuneller) og mere trafikerede ”SS38”. I ”Grossio” kom vi lidt i tvivl, fordi der også her var vist af til ”Mortirolo”, men det var ikke ”den rigtige” vej!

I Mazzo drejer vi til venstre, og der er straks vist af til ”Passo della Foppa” eller ”Mortirola”, som den også hedder.  12,4km som stiger 1300m. Gennemsnit 10,5% Max 18%.  En meget berygtet opkørsel

De første 500m er kun 5%. Det stiger så til 8% og 9%, og efter 3km er den konstant over 11% de følgende 6 km.  Skemaet siger største stigning er 18%, men ”Garmin” viser flere gange op til 24%. Det værste er, at der ingen ophold er. Ingen små ”hylder”  som kan give en lille ”puster”, konstant, skal kæden holdes stram.

Den er hård – virkelig hård, og jeg fik set meget asfalt på denne tur. Vi kørte op sammen med 3 Schweizere, som havede hyret deres egen guide, og da guiden stoppede for at tage billeder, mente jeg også jeg lige var nødt til at holde for at tale med ham.?? Men ”op på hesten igen”. Gennemsnitshastighed under 10km/t. Tid for de 12,4km: 1tim15min. !!

En del af turen er i skov, men dog med åbninger med udsigt tilbage over ”Valdisotto”. Faktisk kommer man ikke helt op over trægrænsen. Men helt oppe (1852m) er der fantastik udsigt over de omkringliggende toppe, og vi havde virkelig god udsyn denne dag. Opad var det ingen problem at holde varmen, men oppe, mærkede vi den kolde vind, og fik godt med tøj på inden nedturen.

Den oprindelige plan var nu at køre ned på modsat side, og så via ”Gavia” hjem til ”Bormio”. Men guiden, fra tidligere på dagen, havde fortalt der lå sne deroppe, vi var også godt møre, så det var meget let at gå til plan ”B”.   D.v.s  3 km nedad samme vej vi var kommet op (den mindst stejle del) hvorefter vi drejede fra mod ”Grossio” og fik en meget mindre stejl, og længere nedkørsel.Vejen førte os tilbage til vejen ned gennem ”Valdisotto”, som vi ramte i ca. 750m højde. Så var det blot at følge vejen ("Via Stelvio") retur til ”Bormio” (1225m) samme vej som vi var kommet tidligere på dagen, hvor vi strøg direkte ind på en sandwichbar.

85km og 2216 højdemeter. En rigtig fin tur på 4½ time.

Mandag d. 25 juli.

Vejrudsigten var en lille smule mere optimistisk end i går. Varmt var det stadig ikke i højden, men vi kunne være nogenlunde sikker på tørvejr, hvilket ville være et ”must” for at genneføre dagens plan. Via ”Passo Bernina” og ”Forcola de Livigno” ville vi nå skisportsbyen ”Livigno” og via 2 mindre pas (”Passo de Eira” og ”Passo del Foscagno”) hjem til Bormio igen. En tur på små 130 km.

Turen ud var en gentagelse fra i går – den flotte tur ned gennem ”Valdisotto”. Blot skulle vi 10km længere, hvilket også betød vi nåede helt ned i 450m højde. Altså fra Bormio i 1225m højde, gennem ”Sondrio”, ”Grosio”, ”Mazzo” og helt til ”Tirano". Samtidigt var temperaturen hernede 8 grader højere

For at komme uden om Tirano reddede vi os lige nogle ekstra højdemeter, men kom på en rigtig flot vej, gennem nogle æbleplantager og ad en rute der gav et glimrende udsyn over byen.

Tilbage ned i byen, og i centrum drejede vi mod Schweiz og ganske kort efter byskiltet, stod vi ved den Italiensk/Schweiziske grænse. Vi vidste nu de næste 33km ville være i Schweiz og ville gå opad, indtil vi skulle passere ”Focola di Livigno”, og dermed køre tilbage til Italien,  så vi fik noget af alt tøjet af.  Og jo – vi havde passet med for en sikkerheds skyld.  

Fra 450m til 2325m. Det gik der godt 2½ time med. Ikke de store stigningsprocenter, men konstant stigende, og tid og ro til at nyde turen. Noget af vejen kører vi ved siden af den berømte Schweisiske Alpe-expres. Det røde tog, som kører over flere af passene her i området.  En fantastisk flot opkørsel op gennem ”Val di Poschiavo”. Høje tinder i ”Berniner- og Livigno Alpen” og i dag indhyldet i dramatiske, og til tider mørke skyer.

I ca. 1000m højde, mellem de to små byer ”Miralago” og ”Le Prese” kører vi langs den meget flotte sø ”Lago de Posciavo”, og på andre tidspunkter også langs floden ”Poschiavino”

Vi skulle ikke helt op i ”Passo Bernina”. Ca. 2 km før passet drejer vi fra ind i ”Livigno”. Vi er nu i 2060m, og herfra stiger vejen over de næste små 5 km op til 2315, som er ”Forcola de Livigno”.

Nu var vi tilbage i Italien, så alt tøjet på igen til den 12 km lange nedkørslen til byen ”Livigno” (1816m).  Vi havde nu tilbagelagt 88km og havde stadig 40 igen og 2 pas. Vi satsede på at klare os med den energi vi havde i lommerne, og ville ikke bruge tid på at stoppe for frokost. Iøvrigt havde vi før været i Livigno om sommeren, som er en by, som  på denne årstid kun kører på halv kraft.

Så vi kørte lige igennem byen og op mod ”Passo Eira” (2208m). Små 7 km, som stiger  400m, og med et fantastisk tilbageblik over Livigno, og bjergene bag den, som går næsten op i 3200m højde.  Nu kunne vi godt mærke, at der skulle lidt mere til end energibar, så oppe i passet, var vi i en lille butik og købe cola og chokolade.

Med fornyet energi kørte vi nu 2½km nedad  (til 2045m) gennem den lille by ”Trepalle” og 4½km opad til 2291m og ”Passo del Foscagno”.

Nu var der så blot 25 km forrygende nedkørsel. God vej og 5-6% hele vejen, næsten helt hjem til hotellet.  En helt fantastisk dag.  128km og 2871 højdemeter.

Tirsdag d. 26 juli.

Vejret var uændret, og ingen tegn på det ville blive varmere.De tidligere dage, havde vi haft 12 - 14 graderC i Bormio, og ca. 5 - 8 grader lavere i højden, med lidt blæst. Vi tog en hurtig beslutning. Passene heroppe i denne del af landet ligger alle så højt, at det ville være sjovere i varmt vejr, så vi gemmer dem til en anden god gang.

Beslutningen blev at køre til Gardasøen – der måtte vejret jo være fint.

Turen sydover skulle så gå over ”Gavia”, hvilket også blev en stor oplevelse i bil. Vi havde begge kørt den i 2005 (”Tour Trans Alp”) i forrygende uvejr, og kunne kun huske svagt, hvad det var. ”Gavia” er et fantastisk pas. 25,5km lang med 5,5% stigning i gennemsnit. Starter blødt og roligt, gennem et par små byer, bliver lidt hektisk undervejs, men flader igen lidt ud, og de sidste 4 km er kun 4 – 5 % og en fantastisk udsigt. (Heldigvis fik jeg mulighed for at køre den senere på året, sammen med Joachim og ”Bike Italien”).

Da vi kom op (2621m), fik vi bekræftet, at vor beslutning om at holde flyttedag, var rigtig.  Opkørslen (nordsiden) foregik i sol, men fra passet, og de første km. nedad, lå alt indhyllet i en tæt og kold tåge.! Nedkørslen var lige så teknisk og hurtig som vi kunne huske den. Vi huskede også at vi her blev bombarderet med grankogler i den dengang stride blæst. Vejen var så smal, att der kun var plads til én bil, så ind imellem må vi finde vigepladserne for at passere.  

Nå men videre over ”Passo Tonale” og snart holdt vi ved Gardasøen. Igen tilsmilet af held og tilfældigheder fik vi et fantastisk hotelværelse (Hotel Sole)  med tagterrasse og udsigt over hele byen og søen. Og vejrudsigten for de kommende dage var fin!