Giro delle Dolomiti 2008

 

Giro delle Dolomiti 2008.

32. udgave.

 

 

 

 

Igen i år - og for nu 3. gang var vi enedes om at deltage i Giro delle Dolomiti. Beslutningen havde været let, for de 2 tidligere år havde vi været særdeles tilfredse med forløbet, samtidigt med at tidspunktet passer perfekt for at indrulere det i den sidste uge af vores sommerferie.  Endvidere gav dette års tur muligheden for dels igen at opleve Stelvio (Europas næsthøjeste pas med 2758 m og 48 hårnålesving) og "Passo Rombo" eller "Timmelsjoch", som den også kaldes, på en etape, som stiger over 80 km og først slutter i 2491 m.Indskrivning i messecentret Stelvio havde vi kørt 3 gange før, men den er så udfordrende, at det er en meget stor oplevelse hver gang. Dog håbede vi denne gang på rigtigt godt vejr. Passo Rombo, havde vi derimod aldrig prøve, og kun hørt om, da den er fast bestandel i "Ötztaler Radmaraton".

Som de to tidligere år havde vi igen  planlagt det således, at det passede med den sidste uge i vores sommerferie. Igen havde vi haft et par forrygende uger med vandring, klatring og selvfølgelig en del cykling, som der kan læses om andet sted her på hjemmesiden. Men lørdag d. 26. juni kørte vi fra Canazei til Hotel Steinmannvald i Laives lidt syd for Bolzano, som også i år, skulle være vort hjem i den uge turen skulle køres. Fra hotellet er der 10 min. på cykel til Messecentret i Bolzano, hvorfra starten går hver morgen, så det kan ikke ligge mere optimalt. Samtidigt er både værelser, forplejning og pris efter vor opfattelse helt ok, og værterne nogle hyggelige mennesker, der får alting til at glide let.

D. 26. juni overraskede vi dog værten lidt med at komme én dag før, han regnede med, men værelserrne var ledige, så ingen problem. Siden sidste år var der bygget lidt om så garageforhold, og cykelopbevaring var blevet en del bedre. Efter indkvarteringen gik det ind til Messecentret for registrering og udlevering af nummer, chip til tidtagning plus diverse informationer, som var nødvendige for at følge ugens forløb.   Og så var det blot tilbage på hotellet og gøre cyklen og alt muligt andet klar til dagen i morgen tidligt kl. 08,00, hvor første etape skydes igang.

Afgang til 1. etape.

Løbets logo

 

Lidt om "Giro delle Dolomiti"

 Turen, som i år blev kørt for 32. gang, ændrer ruten fra år til år, men går altid over nogle af Europas allersmukkeste bjergpas. Det strækker sig over 6 dage og altså 6 etaper, med en enkelt hviledag midt i. Totalt var planen for i år at køre 700 Km, passere over 10 bjergpas som ialt gav 12000 højdemeter. Distancen på de enkelte ture er fra 80 - 150 km, og på en af de hårdeste dage runder man som regel 3500 højdemeter. I år var vi bl.a også over det meget, under Giro di Italia, omdiskuterede bjerg "Plan de Corones". Så nu forstår vi bedre, hvorfor nogle af rytterne syntes det var for hårdt.

Turen eskorteres hver dag, meget proffesionelt, af en kortege af biler og motorcykler, som afspærrer og leder hele feltet sikkert gennem de trafikerede områder/byer. Af de 2 - 3 bjergpas, som hver dag køres, vælges en enkelt stigning, som regel 12 - 15 km som konkurrencestigning.  Hele feltet hænger nogenlunde sammen i én stor gruppe (en form for masterstart) det meste af dagen, men på konkurrencestigningen får den fuld gas. Med elektronisk tidstagning bliver tiden over distancen målt, denne tid afgør placeringen. Der konkurreres i flere aldersgrupper og efter køn. Undervejs på dagens etaper er der fuld forplejning med fine depoter med alt, hvad hjertet begærer.

Turen kan stærkt anbefales til grupper, klubber eller par, som ønsker at køre samme en stor del af tiden. Det er der rig mulighed for - samtidig med, at man kan "brænde den af" unde konkurrencen.

Mere information på  www.girodolomiti.com

 

Søndag d. 27. juli.Klar til start

Den blå himmel var ikke at se, men kun en grå-hvid vekslende masse. Det kunne vist blive til hvad det skulle være, så belært at tidligere erfaringer pakkede vi tøj til alt slags vejr ned i den taske vi fik mulighed for at smide ind i en af følgebilerne, kl. godt 7,00 kørte vi fra hotellet efter et solidt morgenmåltid - spændt på hvad dette år ville bringe af oplevelser.

Med kun 3 min. forsinkelse satte cykel-karavanen i gang kl. 08,03. Temperaturen var fin, hvad den jo næsten altid er, når det ikke lige regner, og humøret var højt i feltet. Igen var der ca. 700 deltagere, og igen mærker man det lille sug, det giver. Jeg har altid syntes, det var noget meget specielt, at deltage i løb af denne størrelse, med så mange mennesker af forskellige nationaliteter og aldersggrupper.

 

P.g.a vejarbejder var denne første etape lagt en smule om. Hvilket betød, at vi først kom til konkurrencestigningen efter 20 km, og ikke efter 6, som oprindeligt planlagt. Det var så også den eneste ruteændring, vi havde i ugens løb.  Turen gik først 8 km nordvest ud af Bolzano til Terlano Depotet i Collalbofor at vende tilbage nordom byen til "Ponte Renico", hvor konkurrencen gik løs. En 13,7 Km panoramatur som steg 868m.  En forholdsvis hård sag med lange afsnit på op til 10,7% stigning. 52 min. fik jeg til at gå med det, men nu var vi i gang, hvilket føltes godt. Og så var der depot. Af alle turens mange depoter var dette nok det mindst charmerende. En byggeplads - lidt rodet og ingen steder at stille cyklen og lidt træls at se på. Men vi manglede stadig 80 km af dagens tur.

Fra målområdet I "Collalbo" gik det ad små smalle snoede veje ned til "Chiusa". Lidt støvregn og våde veje gjorde, at alle kørte meget forsigtigt, men egentlig regn blev det ikke til.  I "Chiusa" passerede vi Brenner-motorvejen og startede straks opad igen på den modsatte side, mod "Gudon" og"Laion".  Denne stigning var betydeligt hårdere end ventet. 17½ Km som steg fra 450 m til 1200 m, men med stigningsprocenter op til 20%. Til gengæld var udsigten tilbage over dalen og byen formidabel.Opkørslen til Laion

 

 

I "Laion" var dagens anden depot og opsamling, inden turen igen gik nedad, resten af vejen hjem. 35 Km, som igen ender ved messecentret.

Ialt blev det til 114Km / 2152 højdemeter. Og så var vi også på resultatlisten, selv om det måske ikke er det, vi går mest op i. Men nu er den der, så er det selvfølgeligt lidt sjovt at følge med i. Jeg var nummer 38 (af 113) i min gruppe som er fra 50 - 57 år. Lotte var nummer 24 af ialt 50 piger, men nummer 2 i sin gruppe - "Lady" (piger over 55 år).

Højdekurvej 1. etape.

Vi havde været afsted i over 7 timer. Så det var fint at komme hjem i bad, og så bare skulle sætte sig til aftensbordet. Når vi kører, som i denne uge, vil vi ikke også skulle tænke på selv at lave mad, og Steinmannvald er et fremragende spisested.

 

 

 

Mandag d. 28. Juli.Klar til 2. etape

Fra den tidlige morgen kunne vi glæde os over en positiv udvikling I vejret. Mere blå himmel og mindre skyer, hvilket vi inderligt havde håbet på. Dagens tur var nemlig intet mindre en "Passo Rombo", for nogen nok bedre kendt som "Timmelsjoch".  Starten gik allerede kl. 07,30 da planen for dagen var 158 km. Fra Bolzano kørte vi mod nordvest, de 25 km til Merano. Hertil var det næsten fladt, men til gengæld steg det så de næste 50 Km. Fra 325 m til 2491 m, som er højden på passet, og vort mål for dagen. Imponerende - Passo Rombo / Timmelsjoch

 

Fra Merano kører vi lidt mere direkte nord, ind i "Val Passiria", hvor det over de næste 30 Km kun steg 400m.  I San Leonardo, var dagens første depot henlagt, inden vi tog hul på den sidste og mere stejle stykke af bjerget, som var delt i to. Den første del, 12 km op til "Bel Prato" steg hele 750 m, så vi var godt "varme" inden konkurrencedelen, som var det sidste stykke op til toppen.  

 

Vi havde i lang tid kunnet se resten af opkørslen sno sig op ad bjerget, men efter at have kørt igennem porten, hvor tidtagningen blev sat i gang, var der stadig 10,2 km. De første 2 Km lå konstant ml. 10,4% og 11,2% stigning. Herefter en lille stykke med kun 4% inden den igen "bøjede" lidt opad og lå på ca. 8% indtil tunellen på toppen. Vi vidste, at efter tunnellen var det næsten fladt over 3 km, indtil selve passet, som også er grænseovergangen til Østrig, og det var et meget velkommen syn, da den dukkede op.omklædning i det fri

 

 

 

Selvom solen for det meste var fremme, var der en kold vind heroppe, så vi var rigtigt glade for den taske med skifte- og varmt tøj, vi kunne hente i følgebilen. Det er en rigtig god fornemmelse at stå i 2500 m højde efter at haveKlar til nedkørsel fra Timmelsjoch "givet den gas" opad, at skifte til tørt tøj, nyde depotets forfsyninger og betragte den storslåede udsigt - og vide, at nu går det nedad over 80 Km, indtil vi er hjemme I Bolzano igen. TImmelsjoch er et goldt, råt men betagende smukt pas. Dagens rute var en ud- hjem-tur. Fortsatte vi fremad kørte vi længere ind i Østrig, så vi vendte cyklen og blev ledt ned i små hold.

 

 

Efter 30 Km og et par ubehagelige tuneller i fuld fart nedad, var vi igen nede i S.Leonardo (688 m), hvor dagens frokost-depot var. Efterfølgende i et stort felt tilbage til, og igennem Bolzano til messecentret, hvor vi landede efter ialt lige godt 9 timer og 158 km. En lang men smuk dag med 2590 højdemeter.

Dagens placeringer var næsten uændret I forhold til i går. Jeg selv kom ind som nummer 44 og Lotte igen på en 2. plads.

Nedkørslen

 

   Højdekurven 2. etape

 

 

Tirsdag d. 29. Juli Gensyn med Stelvio

 

Dagen var "et gensyn med Stelvio".  Selv om det var 4. gang vi skulle køre dette bjerg, var forventningerne store. Europas næsthøjeste bjergpas, med 48 hårnålesving og en højde på 2758 m, er det en helt speciel oplevelse. Denne gang skulle nedkørslen gå gennem Schweiz, som vi ikke havde prøvet før.

Starten skulle gå I Prato kl. 09,00, hvilket betød tidligt op, morgenmad kl. 06,00 og 1½ time i bil, hvilket næsten skete i kolonner på motorvejen, sammen med alle de andre deltagere. Vi var fremme i god tid og fik cyklerne gjort klar.Start på Stelvio-etapen

 

Starten var ca. 10 min. forsinket, og mens vi stod og ventede hørte vi over højttaleren at Mauritzio Fondriest ville køre med på turen, men vi hverken så - eller nåede at hilse på ham.

 

Konkurrencen startede 2 km efter start i 913 m højde og sluttede på toppen efter 27 km i 2758 m. Det første år vi kørte med i dette løb, var Stelvio også på programmet. Da havde jeg kørt op på under 2 timer, hvilket jeg var godt tilfreds med. Jeg troede derfor jeg var snu, og blot kunne holde nøjagtigt samme puls som sidst. Imponerende flot opkørselJeg havde blot glemt at tage højde for, at jeg var blevet et par år ældre, og min max-puls måske tilsvarende lavere. Om det var det el. andre forhold der gjorde sig gældende, ved jeg ikke, men jeg fik lagt hårdt nok ud, og straffen kom allerede ved 10 - 12 km.

 

De første 5 - 7 km er rimeligt flade, man kan køre et pænt gear og holde en god hastighed. Efter 8 - 9 km strammer det lidt til, kort efter kører man op gennem Gomagoi 1266 m og Trafoi i 1543 m og ud af skoven (trægrænsen er over 2000 m her), herefter er stigningen forholdsvis konstant resten af vejen. Det hele set fra oven

 

 

 

Som sagt kørte jeg helt efter min puls, og hvad jeg troede, jeg kunne klare, selv om kroppen nok sagde, det var for meget, fandt jeg først ud af det, da det var for sent. Så den fantastiske udsigt der er, når man kører  ud af skoven, og faktisk kan overskue hele bjerget og vejen, som zig-zag'er derop-ad, står kun klar i min erindring, fordi jeg kan huske den fra de tidligere gange. Jeg var knap halvvejs, og jeg led resten af vejen.Lotte i mål på Stelvio

 

Efter 1 time og 33 min manglede jeg stadig 6 km, og jeg kunne godt se min plan om under 2 timer ikke holdt mere. Tænkte ikke så langt frem, men et sving - et stykke ad gangen - men holdt mig igang hele tiden.  Det var ikke mig, der overhalede mere, men jeg blev taget af rigtigt mange - syntes jeg. Demoraliserende. Uha - 2 timer og 7 min. men så kan du vel lære det. ?

Ned fra Stelvio

Proceduren på toppen - den samme, som i går på Timmelsjoch. Tørt tøj og noget vindtæt til nedturen. Temperaturen havde også fra de 30 grader i startområdet bevæget sig ned til 14 grader her på toppen, og en kold vind, selv om der ikke var meget af den.

 

Lotte havde også haft en hård tur op. Ryggen havde drillet, men da hun kort efter kom op, fik vi tanket lidt op i depotet, og startede nedkørslen på den anden side.

Først et par Km ned til grænseovergangen, og over Passo Umbraill, hvor der er ca. 3 km grusvej på nedkørslen, hvilket dæmper hastigheden en smule. Men ellers en rigtig god nedkørsel gennem byen "St. Maria", hvor vindtøjet igen røg af p.g.a temperarturen, til "Valico Tubre", hvor græseovergangen igen bringer os tilbage til Italien. Herfra fortsat nedad på god vej og med høj hastighed til "Glorenza" og tilbage til "Prato".

Turen i dag havde kun været 64 km, men alligevel hård. Ialt 4 timer var vi undervejs og havde kørt Nedkørsel i Schweiz1865 højdemeter.

Hver dag er der i et af depot-stoppene indlagt en frokost. En pastaret eller tilsvarende.  Det betyder et lidt længere ophold, i den tid det nu tager at bespise alle 6 - 700 deltagere.  Denne dag, p.g.a. den korte tur, blev frokosten først serveret, da turen var slut. Efter vi havde spist, var der igen 1½ time i bil tilbage til Hotel Steinmannvald.Højdekurve Tirsdag d. 28. juli 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 Onsdag d. 30. Juli.

Bolzano 1      Bolzano 2     en helt speciel café

Giro delle Dolomiti er en 6-dages tur. Man kører altid 3 dage - holder en hviledag - og kører så 3 dage igen. Nu var vi nået til hviledagen, hvilket betyder vi sover lidt længere, og I det hele taget forsøger at slappe at. Bolzano er en herlig gammel by, med gamle huse, gyder og gader, men også et udmærket forretningskvarter. Nogle timer fordrives sagtens her med blot at slentre rundt eller sidde på byens caféer og fortovsrestaurationer.  Selvfølgelig er der også tid til at give cyklen et check, så den er klar til de sidste 3 dage. Hotellet har mange motorcyklister boende og derfor også vaske- og reparations-faciliteter og selvfølgelig gode garageforhold, så cyklerne er sikret for natten.

 

Torsdag d. 31 Juli.På vej til turens sværeste etape

 

"Plan de Corones" eller "Kronplatz", som den også hedder. Alt hernede har jo 2 navne. Dels et italiensk, men da området før 1. verdenskrig var østrigsk, er der også tyske navne på alt.   Men "Plan de Corones" var jo tidligere i år med som enkeltstart på "Giroen" og blev i den forbindelse meget omtalt. Flere mente, den simpelthen var for hård med sine op til 24% stigning og så tilmed på grusvej.  Vi havde 8 dage forinden været ude at prøvekøre den, og selv om vi dengang kørte en smule forkert, vidste vi lidt om, hvad det drejede sig om. Stigningen var dagens konkurrencestigning, men hvis man ikke kunne, eller ville køre op ad den, var der mulighed for at undlade. Man blev så blot noteret for "dagens dårligste tid + 5 min".

 

 

 Igen startede vi lidt før hjemmefra, da dagens start var henlagt til Bressanone, 50 Km nord for Bolzano. På en stor P-plads i byen pakkede vi cyklerne ud og var klar til start kl. 08,30. I udkanten af byen, allerede efter 3 km mødte vi dagens første stigning. Vi skulle 200 m op over 4 km, hvorefter det igen var nogenlunde fladt helt til "S.Lorenzo di Sebato".den er faktisk rigtig hård. !!! Her drejede vi fra hovedvejen, som vi havde kørt på indtil nu og sydpå ind i "Val Badia" til dagens første depot i "Longega" (med det tyske navn "Zwischenwasser") efter 40 Km. Arrangørerne forsøgte her, at dele feltet op i 3, da man var bange for det skulle klumpe lidt sammen længere fremme. Det lykkedes ikke helt, men var også helt unødvendigt, da stigningen var så hård, at feltet blev trukket meget laaanngt ud.

 

 

Udsigten taler for sig selv.

 

 

 

 

 

Kort efter depotet begyndte det at stige svagt. Der var stadig 20 km til toppen, og hefra ville det stige ialt 1270 m.  Vi drejede af mod "Passo Fucia", hvor konkurrencen skulle starte, men hertil var der endnu 5 Km og 200 højdemeter. "S.Vigilio de Marebbe" er en lille by, hvor der garanteret er mere liv om vinteren. På den store plads midt I byen, hvor svævebanen om vinteren bringer skituristerne videre op i området, blev tidtagningen sat i gang, og konkurrencen løb nu over de næste 13,5 km. Ingen var I tvivl om, at der havde været tidskørsel under "Giroen". Enorme skilte fortalte, at det var her det skete.Mål Kronplatz

Stigningen starter lige på og hårdt. De første 8 km er på udmærket vej, men med en gennemsnits-stigning på 10% og ind imellem op til 19%. Vi havde som sagt prøvekørt turen tidligere, og vidste der skulle spares lidt på reserverne, så  der var heldigvis både tid og luft til at se den fantastiske udsigt, der er på denne opkørsel. Lotte lige før mål

Efter de 8 km når man "Passo Furcia" og er samtidigt kommet 566 m højere op. Under tunellen, som om vinteren bærer skiløberne over vejen, og umiddelbart derefter til venstre ind på den del, alle havde talt om og frygtet. Grusvejen !! 5 km som stiger 514 m. Den første km møder jeg flere, som er på vej ned igen. Opgivet? Men den er også stejl, og lægger ud med et stykke på 20%.  Jeg kørte 36/28 og kunne lige holde den i gang. Flere havde til denne etape skiftet ud til MTB - hvad jeg synes er lidt snyd. I gruset  skal man koncentrerre sig lidt om at holde cyklen på ret kurs, samtidigt med man på de stejleste stykker skal holde forhjulet nede. Fra 3 - 4 km flader den lidt ud og er under 10%, for så igen på den sidste km at have 3 små stigninger, hver af 200 m længde, og med h.h.v. 24% 20% og 19% stigning. De sidste meter bliver man klappet ind af de mange publikummer, der er her denne dag, og kører i mål med en puls tæt på max.

 

En fantastisk tur, og lidt sej er man også - over "at have gjort det". Og så var det tid til en alternattiv nedkørsel. Dels var det for farligt at køre ne, og dels ville det tage lang tid inden de sidste konkurrencedeltagere var nået helt op. Og der var kun den samme vej. Alle skulle med kabineliften ned, men da den kun tager 4 mand, Lift-kø "om sommeren"når det er cykel de har med, betød det at køen blev lidt lang. Heldigvis var vejret fornuftigt, men med korte bukser, og tøj der er gennemblødt af sved, er det svært at holde varmen. Alle som kørte op var pålagt at have en vindvest med, men vi glædede os til at komme ned - tilbage til "Passo Furcia", hvor depotet var, og hvor bilen med vores tørre tøj også ventedeSå fi vi prøvet det også - cykle i skilift !.

Påresultatlisten kan man se den hurtigste rytter kørte de 13,5 Km på 46 minutter. Den lansomste på 2 timer og 5 minutter, og de 76 som opgav at køre op, blev så noteret for 2 timer og 10 minutter. Jeg kørte op på 1 time og 7 og blev nr. 28 i min gruppe og Lotte på 1 time og 20 og blev igen nr. 2.

Da der havde været så stor spredning I feltet, var pasta-pausen også ekstra lang, men vejret var fint, så der var tid til at slappe lidt af.

 

Turen hjemad fortsatte videre rundt om det store bjergmassiv til byen "Valdaora", og på landevejen ud gennem "Val Pusteria" til "Brunico" og videre til "Bressanone".  58 km som stort set kun gik nedad - herligt. Uheldigvis var der her et uheld med en af rytterne, som blev klemt af en af følgebilerne, og måtte i asfalten og efterfølgende med ambulancen.

Ialt 120 km, 2005 højdemeter og vi var afsted i 8½ time. Plus - 2 x ½ time i bilen frem og tilbage.

Højdekurve torsdag d. 31 juli

 

 

 Fredag d. 1. August.Feltet kører ud af Selva Gardena

 

Vejret havde i år artet sig helt fantastisk. Hver dag var det blevet en smule bedre, og til turen i dag kunne det ikke være bedre. "Sella Ronda" er simpelthen verdens smukkeste cykeltur, og kunne vi ikke glæde os over det, kunne vi se frem til at køre med Joachim Jerrichow (www.BikeItalien.com) og hans gæster, som havde tilmeldt sig denne dag. (Hvad angår vejret blev vi meget klogere senere på dagen).

Sidste år havde vi kørt "den anden vej rundt" så vi vidste det ville blive en lang dag, og starten var også rykket frem til 07,30. Fra Bolzano går det stort set opad de første 62 km, indtil man står på toppen af "Passo Sella", og har da kørt næsten 2000 højdemeter. Incl. tid I depotet i "Val Gardena"  tog denne tur næsten 3 Sella Ronda er en rigtig "Panoramatur" timer, men rigtigt hyggeligt med så mange danskere i feltet.  I forvejen var der også Kjeld og Karsten fra Frederecia, som vi stødte på næsten hver dag.

 

Sella Ronda-turen har vi efterhånden kørt et utal af gange, da de sidste mange ferier er tilbragt i Canazei, og kender den rigtigt godt. Turen rundt er ca. 56 km, men fra Bolzano ryger der jo lidt ekstra km på frem og tilbage, så turen bliver 56 + (2 x 50) km. Ialt 156 km

Fra "Passo Sella" er der en helt utrolig udsigt. Marmolade - Dolomitternes "Dronning" og det højeste bjerg med sine 3342 m, og det meget karakteristiske "Sasso Lungo". Kan man løsrive sig her, er der 12 km ned til "Canazei", men allerede 5 km nede skal vi dreje fra mod "Passo  Pordoi", hvor dagens 2. depot er henlagt. Et herligt sted, også med en forrygende udsigt, og et godt sted at holde pause i godt vejr. Og en dag som i dag er der udsigt til "det hele".

500 m før toppen af Pordoi

Fra "Pordoi" går det 10 km ned til "Arabba", så over "Campolongo" - en 4 km op- og 6 km nedkørsel til "Covarra". Vi havde nu kørt 93 km og 2775 højdemeter, og var nået frem til dagens konkurrencestigning. "Passo Gardena" !! 9,5 km med en stigning på 566 m.

Lidt oppe ad bjerget, mærkede vi alle, at vi kørte lidt tættere i dag. Der var ikke den store spredning på feltet, som der plejer at være. Det skulle senere vise sig at der havde været et uheld, en motorcyklist, som var kørt ud over kanten, og politiet havde holdt alle trafikanter - incl. cykelryttere - tilbage.Uvejret oppe i 2100 m højde - her tørt i 1550 m Det betød senere, at resultatet af dagens konnkurrence ikke kom til at tælle med i det samlede resultat, da alle ikke havde haft mulighed for at køre deres bedste.

 

 

Kort efter blev vi udsat for en af de luner, man kun oplever I bjergegne. Et pludseligt vejrskift. På den sidste opkørsel havde jeg godt bemærket at skyerne trak sig lidt sammen. Da jeg kom helt op i passet så det faktisk ret truende ud, og da jeg trak min vindvest på faldt de første dråber. I løbet at ganske få sekunder var få dråber blevet til noget, der mindede om et vandfald.  Der var 11 km ned (600 m nedad) til "Val Gardena", hvor næste depot og dagens spisepause (og også vores skiftetøj) var.Pasta gør underværker Normalt ville jeg have ventet på Lotte, men med regnen, med dråber så store som kaffekopper, og kraftigt faldende temperaturer, var det bare at komme fremad - nedad i sit eget tempo. Vandet sejlede nedad vejen og tog sten og grus med sig ud på vejen og væltede ud over kanterne i de skarpe sving. Helt ufarligt var det ikke.

 

 

Et par km før byen holdt regnen op, og rystende af kulde kørte jeg ind i en helt tør by. 20 minutter havde det taget, selv om jeg synes jeg havde kørt pænt til og overhalet mange nedad. Lynhurtigt fik jeg det våde tøj skiftet ud med et tørt sæt og forsøgte at få varmen. Så trak jeg op og gjorde klar til at modtage Lotte, som jo måtte være mindst lige så forkommen som jeg. Regnen var startet inden hun var helt oppe i passet. I passet havde hun stået i læ lidt. Da det ikke så ud til at ændre sig, startede hun nedad. På vejen ned søgte hun ly under et halvtagt, da hun også var blevet bombarderet af kæmpehagl. Da hun havde stået der lidt, og det ikke så ud til at holde op, havde hun også valgt at køre forsigtigt ned. En barsk tur. Tørt tøj og en omgang pasta gør nogen gange underværker. Der var stadig 50 km hjem, men det gik nedad det meste af vejen, og forløb uden yderligere dramatik, selvom der kom et par byger mere.Højdekurve for fredag d. 1 august

 

156 km, 3441 højdemeter, og vi havde været afsted i over 10 timer.Sådan en dag forbrænder man over 3800 kcal., så der bliver taget godt fra når der er noget spiseligt I nærheden. Bike Italien tager afsked

 

 

 

 

 

Lørdag d. 2. August.Først rundtur i Bolzano - her den gamle byport

 

Den sidste dag er altid noget specielt. Stemningen i feltet er anderledes, lidt højere humør og mere snakken og pludren end normalt. Vejret var heldigvis tilbage til normalt Italiens-vejr, med sol og højere temperatur end gårsdagens. Starten gik kl. 08,00 og turen gik først ind gennem Bolzano. Lidt imponerende at være med i et felt på over 600 cyklister, der hjulpet af lokalt politi på hvert gadehjørne, mellem 12 og 15 motorcykler, og en sværm af følgebiler der holder alt andet trafik tilbag,e og får det hele til at glide.I mål efter sidste konkurrence

 

Fra "Bolzano" kørte vi ud af den gamle byport mod det gamle hæderkronede opstigning til "Passo Mendola", hvor konkurrencen skulle foregå på den første del af denne opkørsel. Stigningen er kun 4,5 km lang og stiger "kun" med 6%, hvilket sikkert får flere til at køre lidt over evne. For Lotte og jeg gik det ganske udmærket. Min tid blev 13 min 38, hvilket var til en 29. plads og Lotte's tid på 16 min 19, var bedste tid i hendes gruppe.

Resten af turen var ren paradekørsel. Først med "Strada del Vino" mod syd, på den vestlige side af floden "Adige". En meget flot tur ned forbi "Lago de Caldaro" helt til "Mezzocorona". Dernæst på den anden side floden mod nord igen, hvor vi af alle de mange mennesker  i de små byer, blev "klappet" fremad.

Ialt blev det til 100 km og 856 højdemeter. - Og så var der pasta-depot i målområdet ved messecentret.

Klokken var nu 13,00 så der var lige tid at køre hjem at få et bad, og nå tilbage til præmieoverrækkelsen og afslutningsceremonien.Højdekurve Lørdag d. 2 august

 

 

 

 

Lotte havde jo fået en samlet 2.-plads i hendes gruppe, så der måtte være præmier på vej. Jeg var blevet nr. 39 ud af 94 i gruppen, så det gav næppe noget, bortset fra den kæmpeoplevelse det er at være med.

Ialt deltog 469 cykelryttere alle 6 dage, og kom dermed på resultatlisten. Derudover var der mange som kun deltog på en enkelt etape, hvilket er muligt, men selvfølgelig uden at deltage i den samlede konkurrence.

 En del af vognparken der følger os hver dag   Præmietagere i Lady-gruppen     2. Plads "Lady".

Som nævnt allerførst kan deltagelse varmt anbefales. Prisen for at være med alle dage er kun 170,- alt inclusive: en cykeltrøje, pasta-party hver dag, depoter, mulighed for teknisk hjælp undervejs, mulighed for fragt af skiftetøj o.s.v. Plus selvfølgelig cykling i nogle af de allersmukkeste bjerge i verden.

Og bliver man nr. 2 er der også præmier at hente. Et par kg. parmesan og en flaske (forhåbentlig fin) vin

Dette var samtidigt den sidste dag I vores ferie - og søndag morgen gik den de 1400 km hjemad

Se også beretningen fra 2007 og 2006