Giro delle Dolomiti 2010

Lørdag d. 31 juli.

Igen i år havde vi planlagt at bruge den 3.- og sidste uge af vores sommerferie til deltagelse i den 34. udgave af ”Giro Delle Dolomiti”, og nu er vi så  i gang med dette års løb  Dagen i går gik med at flytte residensen fra Garda, hvor vi havde tilbragt 5 gode dage – med held til at cykle de ture vi havde tænkt på inden vort ophold.  Vi havde haft god tid og nydt køreturen, og ankom til Hotel-Steinmanwald kl. ca.13,00. Det er  5. gang vi skal deltage i dette etapeløb, og hver gang har vi boet på samme gode hotel, lige uden for Bolzano, men centralt for start- og mål for Giro’en.

Vi slæbte kufferter og tasker ind, og kørte til ”Fiera” (Messecentret) for at blive indskrevet, få nummer og chip. Alt var bestilt hjemmefra via nettet, så det var blot en formsag, og et bevis på vi var dukket op.

Tilbage på hotellet og få cykel og tøj gjort klar. Nu var der kun at vente – få noget godt at spise og en god nats søvn.

Som tidligere år var løbet over 6 etaper. I alt var der planlagt 693,5Km og 11709 højdemeter. 2 etaper ville være helt nye for os. De 4 resterende havde vi kørt flere gange og kendte rigtigt  godt.

1. Etape. Søndag d. 1 August.  ”Passo Giovo”  -  138km 2481 højdemeter

Alle starttidspunkter er i dette års løb fremskrevet med ½ time i forhold til tidligere år. D.v.s. vi skulle  starte fra centret kl. 08,30.  Så allerede 06,30 var der morgenmad på hotellet . Himmelen var heldigvis skyfri, som også lovet i udsigten, og temperaturen fra morgenen 18 grader i skyggen.  Det skulle nok blive fint.

Dagens etape var ”Passo Giovo” eller ”Jaufenpass” som  den også kaldes.  Ruten ud og hjem var nøjagtig ens, og toppen skulle nås efter små 70 km.

738 deltagere, som var noteret til denne første start, fylder fint op i en lang streng gennem  Bolzano by, men jeg tror alt disponibelt politi var dirigeret ud, og med professionel regulering af trafik  gik det, denne søndag morgen, uden problemer gennem byen og mod Merano, som vi nåede efter en lille times tid. Fra Merano drejede vi mod nord øst, ind i ”Val Passiri” som leder både mod ”Passo Giovo”og ”Passo Rombo” (Timmelsjoch), som vi kørte sidste år. Efter yderligere en times tid var vi nået til ”S.Leonardo”  (688moh) hvor dagens første depot var henlagt.  ”S.Leonardo” var også startsted for dagens konkurrence – så efter depotet, var det lige hen om hjørnet, og så gik det  løs.

Vejen fra ”S.Leonardo” (688m)  til ”Passo Giova” i 2099m er meget varieret og de første 15km fortrinsvis i skov. Når man kører ud over trægrænser ser man de sidste 3 stræk klistret ind på de grønne bjergsider. Så hjælper det lidt på humøret at møde det første skilt, hvor der står 3 km til mål, og man forsøger holde fast i tempoet.  19km er lang at køre med høj puls, men med lidt fornuftig disponering klarede jeg det på 1tim29min.

Efter hver dags konkurrence, er der altid depot, og mulighed for at få fat på en taske med tørt tøj, som vi har afleveret samme morgen.  Samtidigt ønsker arrangørerne også at lave en form for opsamling,  og  holde nogenlunde sammen på feltet, inden de leder os videre på dagens tur.

Denne dags depot var blot 1km og 100 højdemeter nede på modsat side. Og da vi skulle samme vej hjem, som vi var kommet derud, gav det lidt ekstra højdemeter og distance.

Hurtigste tid på dagens etape var under én time, og lamgsomste 2t54min, og for at de hurtigste ikke skulle vente for lang tid oppe i kulden, blev de sendt ned i mindre grupper.  Da vi kørte nedad, mødte vi den bageste, som stadig  manglede 7 km til toppen.

I første omgagn skulle vi blot retur til ”S.Lorentzo” – byen ved foden af ”Giovo”. Her ville dagens ”store depot” være henlagt. Hver dag er der, enten undervejs eller ved hjemkomst, indlagt en spisepause, hvor der serveres varm mad til samtlige deltagere. Altid en pastaret efterfulgt af kød og grøntsager.  Varigheden af denne pause er ca. én time, og giver så også de sidste/langsomste deltagere muligheden for at slutte op.

Nu var der så blot 50 km hjem igen, som fortrinsvis var nedad.

I alt kom vi denne første dag  til at køre i alt 138km og 2481 højdemeter.   Vejret var hele tiden fint, så en rigtig god start på løbet og ugen.  Af andre danskere, mødte vi 5 mand fra Fredericia, som også deltog I løbet.

2. Etape. Mandag d. 2. august ”Giro del Civetta” – 110km og 2531 højdemeter

Vi havde set meget frem til denne etape,  da det ville være første gang vi skulle køre disse 2 stigninger. Etapestarten var henlagt til ”Arraba”, hvilket ville sige vi skulle tilbagelægge de første 98km i bil. Så sammen med mange andre deltagere kørte vi næsten i kortege de 1½time det tager at køre til ”Arabba”. Cyklerne og alt bagagen var pakket aftenen i forvejen.

Starten skulle gå kl. 08,45, og igen havde vi en fin blå himmel. Vejrudsigten havde talt om lidt nedbør i løbet af dagen, men foreløbigt var det fint. ”Arabba” ligger i 1602m højde, og de første 42km af dagens tur gik nedad til ”Agordo” i 611m.  Ved starten i  ”Arabba” var det med direkte udsigt til ”Sellamassivet”, og på den første tur mod øst, var der periodevis udsigt til Dolomitternes Dronning  ”Marmolada”, som er højeste spids i Dolomitterne (3342m) . Senere da vi kommer ned til ”Caprile” kører vi langs floden ”Cordevole” som også leverer vand til den smukke  opdæmmede sø  i ”Alleghe” – så alt i alt var det en rigtig god og smuk indledning på dagen.

I ”Agordo” var vi nået så langt mod syd som turen ville bringe os, og vi skulle nu nordpå igen – øst om bjergmassivet ”Civetta”, så vi drejede ind i ”Val Agordina”, og der var her, på flanken af "Monte Tamer” (2540m) konkurrencen startede.

I løbet af  12,1km skulle vi 900m højere op og ende i ”Passo Duran” (1601m). Over ca. 8 km var det en sag på over 10% med et max. på 15%.  Mod slutningen bliver den igen lidt mere medgørlig, men absolut en udfordring. Stigningen udmærker sig ved at have mange 90 graders sving. D.v.s. ikke rigtige hårnåle, hvor man midt i svinget kan finde lidt ro, men sving, hvor stigningen fortsætter, og kæden skal holdes stram,  gennem svinget.  Oppe i passet er der igen en storslået panorama på begge sider, bl.a. den 2875m høje ”Cima Moiazza”, som ligger helt tæt op ad vejen.   Et fortræffeligt sted at gå i depot.  Vi havde nu i alt kørt 57 km, og altså godt og vel halvejs på dagens tur.

Vejret er fint, så i solen tørrer vi hurtigt, og får ikke brug for det ekstra og tørre cykeltøj vi har i følgebilen.

Fra arrangørernes side var vi advaret om en dårlig nedkørsel.  Elendig - er en bedre beskrivelse.  Store huller, meget smalle veje og samtidigt stejlt. Og det blev ikke bedre af at flere tabte flasker og andet, som blev rystet af cykler og ud af lommer, og derfor pludselig stoppede for at samle det tabte op.

De 8 km nedkørsel til byen ”Dont” (915m) afløstes med det samme af opkørslen til ”Passo Staulanza”. Samtidigt kørte vi ud på mere befærdet vej, hvilket også betød meget fin vejkvalitet. 

Dagens konkurrence var jo kørt, så alle finder ind i deres eget tempo op mod ”Forcella Staulanza”  (1773m).

.

Undervejs passere vi nogle småbyer, som alle er en del af det kendte skiområde ”SkiCivetta” som igen er en del af ”Dolomitti Superski”, som er verdens største ski-cirkus  En del af vejen er også i skov, men dog med periodevis udsigt til flere andre af de meget smukke klippepartier, der findes her i Dolomitterne.

I passet er der igen depot, ved foden af  ”Monte Pelmo” (3168m) på vores højre side. Vi mangler nu kun ca. 32 km hjem.  Vi har givet os god tid og nydt turen på vej op, derfor er vi dumpet ned igennem feltet, og kører nu i den sidste 1/4-del, hvilket vil sige at depotet her har været raseret, og udvalget er lidt begrænset, men 30 km til dagens afslutning og spisning, mener vi nu nok at kunne klare. Undervejs ser vi dog flere, som er hårdt ramt af varmen og dagens program, og nu godt slidte, kæmper sig hjemad.

Vi havde, incl. depoterne, også været i gang i 6½ time og 110,5 km og 2531 højdemeter blev det til. Men den høje temperatur – op til 36 grader på stigningerne – havde tæret godt på kræfterne. Men hellere høje temperaturer end regn. Skyerne var trukket lidt samme  nu, og der var lovet regn til natten. Lad os håbe det har regnet af inden i morgen.

3. Etape. Tirsdag d. 3. August  ”Nel Regno di re Laurino” (I kong Laurino’s rige) – 146km og 2681 højdemeter 

Det var med lidt bange anelser vi trak gardinet til side denne morgen. Vejrudsigten havde lovet regn, og det var vådt derude. Endnu ikke rigtig regnvejr, men våde veje efter lidt byger, og en himmel der lovede mere, hvor det kom fra.  Vi havde en lang tur foran os. Turen skulle i dag gå ind i i hjertet af  Dolomitterne. Til ”Rosengarten”, som er kendt af mange for de berømte eventyr om Kong Laurino og prinsessen med kjolen lavet af rosenblade.

Vi skulle køre én af de skrappeste stigninger i området (stigninger  over  20%), og i den forbindelse ved jeg at vejret også havde givet arrangørerne nogle problemer.  Der var kun en vej ned fra stigningen (den samme som op) og hvis vejene var våde, ville de ikke turde lade 700 cyklister cykle nedad igen. Så galt gik det dog ikke.

Med regnjakke i baglommen, og skoovertræk kørte vi med normal start-tid (07,30) mod syd til ”Ora”, hvor vi først skulle forcere ”Passo Lugano” (1097m). Opstigningen er ganske imponerende, med et fantastisk blik ud over ”Val d’Adige” og søen ”Lago di Caldaro”, men først havde vi dog lige fået en rigtig 10 -15 min. skyller, så alle var  gennemblødte.

Samtidigt med opstigningen begyndte opklaringen, og med en meget dramatisk udsigt, med skyerne, i perioder hængende under os, blev det regnvåde tøj tørret.  I stedet blev vi  gennemblødt af den indefra kommende varme, som røg et par ekstra grader op, når solen ind imellem ramte os mellem skyerne.

Efter en kort nedkørsel, kørte vi i dagens første depot i byen ”Cavalese” og videre op i ”Val di Fiemme” hvor vi  passerede  ”Predazzo” og kørte ind i ”Val di Fassa” mod dagens mål. Snart kunne vi se de karakteristiske tinder, som kaldes ”Torri di Vaiolet”, ved hvis fod konkurrencen slutter.

Efter 73km når vi til selve konkurrencestigningen. ”Gardeccia” har udgangspunkt i 1335m højde. Den er 6,1 km lang og stiger 613m. Gennemsnitsstigningen er 9,2%, med +20% som de stejleste. Altså: ”en hård nød”.

Allerede fra starten er det ned i det laveste gear. De første 1500m siger ca. 15%. Så bliver den lidt mere human, går faktisk en smule nedad på et tidspunkt, men strammer så til igen,  indtil de sidste 3km ,som kun bliver værre og værre, og ofte viser 18% på lange lige stræk, hvor kæden hele tiden skal holdes stram.  Jeg kørte de 6,1km på godt 34 min., og må indrømme at under de sidste 9  minutter, som var tiden på den sidste km, overvejede jeg flere gange ”en lille pause” – men kørte dog op i et hug.  Lotte kom op kun 7 minutter senere end jeg, og da vejret efterhånden havde vendt sig til noget meget venlligt, kunne vi slappe lidt af i græsset, nyde solen, udsigten og forplejningen i depotet, indtil de sidste deltager også var inde i målområdet,og transporten nedad kunne påbegydes.

Man punkterer sjældent i Italien, da de ikke har flintesten, men nedad”Gardeccia” holdt der alligevel 15-20 stk. på den kun 6 km lange nedkørsel. Bremsen havde simpelthen overophedet fælgen, med punktering til følge og ødelagte (smeltede) carbonfælge var også blandt defekterne.  Her må jeg lige nævne, at vi også mødte flere, som endnu var på vej op – gående. !!  Jo – den er stejl. !

I første omgang skulle vi dog blot lige nedenfor stigningen, til ”Pozza”, hvor dagens store spise-depot var arrangeret.

Konkurrencedelen var slut, men den videre tur bragte os over yderligere to pas på dagens resterende næsten 60 km. Første ”Passo Costalunga” (1745m) og ”Passo Nigra” (1688m) efterfulgt af en god lang nedkørsel, igen med fantastisk udsigt over ”Val d’Adige”. Faktisk sluttede nedkørslen i ”Prato Isarco”, lige udenfor Bolzano.  Og så var der kun 10 km hjem gennem byen.

I alt kørte vi denne dag 146km og 2681 højdemeter. Selvfølgelig brænder vi også nogle kcal af sådan en  dag.  Min Garmin viste 7005 kcal, hvilket er en pæn sjat. Om det passer helt, er der ingen garanti for, men vi var afsted i 10 timer, hvor jeg var aktiv i 7, så helt ved siden af er det næppe.

Bliver der brændt nogle kaloriar af, skal der også indtages lidt – og selvom vi hver dag får serveret frokost undervejs på turene, er  det  også en af årsagerne vi vender tilbage til ”Steinmannwald”.  Maden er glimrende og varieret.

Onsdag d. 4 August.  Hviledag.

Giro Delle Dolomiti køres altid over 2 x 3 dage, med en hviledag imellem. Denne brugte vi på afslapning og en tur ind til den hyggelige gamle by ”Bolzano”, som altid er et besøg værd.

4. Etape. Torsdag d 5. August. ”Sella Ronda” (Rundt om bjergmasivet Sella).

Denne tur kan man altid glæde sig til. Efterhånden over alle årene, har vi vel kørt den en snes gange, men en tur man aldrig bliver træt af. Turen over de 4 pas (”Sella”, ”Pordoi”, ”Campo Lungo” og ”Gardena”) er nok den flotteste cykeltur overhovedet.  Men denne dag gik ikke helt efter planen !

Vejrudsigten havde ikke været god, og man må sige – den levede helt op til sit rygte. ! I løbet af natten, var der kommet flere byger, så alt derude var vådt, og selvom det ikke lige nøjagtigt regnede, da vi først kiggede ud under gardinet, lignede det noge,t der kunne blive en rigtig våd dag.  

Som sædvanligt var vi i startområdet kl. 07,30, men hørte straks, dagsplanen var ændret. Der havde været, og var stadig, endnu mere uvejr inde i bjergene, hvor vi skulle have kørt, så løbsorganisationen havde taget konsekvensen og ændret ruten.  Det er trods alt et løb med 700 deltagende motionister og ikke nogen overlevelsestur.

I nærområdet omkring Bolzano er der rigtigt mange gode cykelruter, og også mange gode stigninger/bjerge at køre.  Men inden tidtagningsudstyret var flyttet, og alt logistik med hensyn til transport (politi m.m.) var på plads, gik der en times tid, hvorfor start på dagens etape var udskudt til 08,30.

Det var endnu ikke rigtigt regn, men en meget høj luftfugtighed, og meget lavt hængende skyer.  I stedet for den lange tur (155,6km) blev turen kun 38km. Vi kørte gennem Bolzano og 10km mod nordvest til ”Terlano”, hvor konkurrencen startede.  9km med konstant 10% stigning, og en lille udglatning den sidste km.  Rigeligt hård! Undervejs op trak skyerne lidt sammen og begyndte at give lidt vand fra sig. Da vi var helt oppe, var regnen helt konstant, og det var en rigtig god ting at have tørt tøj og regntøj i den medsendte rygsæk, der lå og ventede i depotområdet. Problemet var mere at finde et egnet sted at klæde om.  Der var rejst en del ”oversejl” så depotet og vore tasker kunne ligge i tørvejr, men der var snart fyldt op af flere hundrede omklædende cyklister. Lidt kaotisk, men alle hjalp hinanden, så det forløb, som det nu bedst kunne.

Da alle var i mål, blev vi ledt nøjagtigt samme vej retur til start/målområdet.  Vi havde kørt en konkurrence-etape under fuldt betryggende forhold uden at blive udsat for bjergegnenes ekstremiteter.  Vi havde kun kørt 38 km, men alligevel med 918 højdemeter.

Rent tidsmæssigt var vi hjemme igen efter mindre end 3 timer, hvilket var 5 timer før den oprindelige plan, så det kom også til at virke som en halv fridag, hvad man sagtens kunne bruge, inden morgendagens program, hvor garanteret Europas sværeste stigning stod på programmet.

5. Etape. Fredag d. 6. August.  ”Stelvio”

Planen for denne fredag hed ”Stelvio”.  Med sine 2758m er det Europas næst højeste pas, og helt sikkert blandt de smukkeste.  Blot navnet ”Stelvio”, kan helt sikkert kalde billeder frem på nethinden på de der tidligere har kørt dette pas,  men sikkert også lidt frygt, specielt for de der endnu ikke har prøvet kræfter med dette bjerg. Ikke fordi den er speciel stejl, (gennemsnit på 7,4% og op til 9,5% som det stejleste på den sidste km),men mere p.g.a. dens længde (24,3km) og vedholdenhed, og derfor noget af det mest spektakulære, man kan cykle. 

Med start i den lille by ”Prato” i 907m går det langs vandløb og gennem skov, gennem de små byer,  ”Gomagoi” og ”Trafoi” op til det sted, hvor man kører ud af skoven og over trægrænsen, herfra kan se de sidste 10 km til toppen (2758m). Et ganske imponerende syn med vejen i zig-zag klistret ind til klippesiden.

Men denne dag indeholdt også ændringer.  Først skulle vi i bil, de ca. 80 km til ”Prato”, hvor starten skulle gå.  Alt var derfor, som den foregående dag, pakket allerede aftenen før, så vi var klar til afgang lige efter morgenmaden.

Fra vort hotelværelse i ”Bolzano” havde vi fra vort vindue direkte udsyn til en lille bjergkæde, som i daglig tale kaldes  ”Merano 2000”. Og denne morgen, kunne vi godt se der var et drys sne på toppen. Men der var langt til ”Stelvio” og derfor kunne vejen jo også godt være fri der.  Da vi senere, i bil, nærmede os ”Prato” var der på skiltene, som adviserede om passets tilstand, information om at passet var lukket.  Vi talte om det og blev enige om, det nok var fordi, der skulle være cykelløb der i dag.

Men nej - - - ! Der var 40 cm sne på toppen, så passet var lukket for alt trafik.  Så igen måtte løbsorganisationen finde  en  alternativ løsning.

Snegrænsen var ved ca. 2200m højde, så alt tidtagningsudstyr, depot o.s.v. blev flyttet til et lille hotel ”Franzenshöhe” i  2188m højde.  Konkurrencen blev altså kørt på samme strækning, dog uden de sidste 6-7km til toppen, som også er de sværeste.

Lidt ærgerligt ! Vi har faktisk kørt ”Stelvio” 3 gange før, så ærgelsen lå ikke så meget i, at vi ikke fik lov at køre bjerget, men mest i at den plan man havde -  forsøget med at prøve sig selv af - at køre en bestem tid, blev spoleret. Og selvfølgelig den kendsgerning, at man var opsat på én bestemt ting, som så blev ændret.

For mit vedkommende kom det til at betyde, jeg ikke fik lov at køre op imod de 2 timer, som jeg havde håbet at komme under, men var 1t16min om de 18,7 km konkurrencen løb over.

Nu var vi så kommet op i kulden, og tasken med alt det tørre og ekstra tøj, var en rigtig god ting denne dag. Ligesom den varme the i depotet også lunede lidt. 

Èn god ting ved at denne etape var afkortet, var til gengæld at vi slap for den påtænkte nedkørsel.  Fra toppen skulle vi nemlig havde været ned over  ”Passo Umbrail” som betød vi skulle have krydset grænsen til Schweiz, som igen betød  omkring 10km nedad – på grusvej, inden vi igen kørte ind i Italien i ”Müstair”.   Nu kørte vi blot nøjagtigt samme vej ned som op, som var rigtig god vej og pæne hastigheder.

Ned til start/mål-området, hvor også denne dags store depot (Spisedepotet) var opstillet.  Vejret var igen udmærket, og det er en rigtig god ting efter dagen anstrengelser at få en varm pastaret serveret, og have tid og lejlighed til at nyde den i solen.     

40km med 1295 højdemeter.  1½ time op og ½ time ned + lidt pause deroppe.  Igen en hurtig dag. Men så var der jo lige de 80 km hjem i bil igen.  Hjem på terrassen, til en kold øl og en varm solstråle.

Under vort ophold på Steinmannwald, havde vi forrnøjelsen at møde Elin og Poul, som af forskellige årsager ikke deltog I selve "Giroén", men som kørte mange af de samme ruter, blot forskudt med én dag. Dagen efter vort mislykkede forsøg på "Stelvio", cyklede parret samme tur - i tørvejr og fuld solskin - og kom selvfølgelig helt op i passet. 2758m.  Men allerede dagebn efter, på konkurrencens sidste dag, forlød rygterne - at "Stelvio" sikkert ville dukke op på næster års tur igen.

6. Etape. Lørdag d. 7. August.  Strada del Vino.   Sidste etape   -   ”Vinruten” ved Bolzano.

Så var vi nået frem til sidste etape, og som tidligere år var denne lagt på den meget smukke ”SydTyrolske Vinrute”,  sydvest for Bolzano.  Distancen på sidste dag er som regel beskeden i forhold til de tidligere dage, ligesom selve konkurrencedelen er både kortere og knap så hård. Alt sammen medvirkende til at der i feltet er en ganske speciel stemning denne dag. Man taler mere sammen, der er en mere afslappet stemning, og på den sidste del kan man endog se små champagneflasker køre lidt på omgang i feltet.

Turen ud til konkurrencebjerget var ganske kort. Kun 11km, tværs gennem byen, så man var knapt blevet varm.  Konkurrencedelen bliver så kørt på den nederste del af "Mendola-passet”.  Kun 4,5 km med kun 6% stigning, hvilket betyder, der bliver kørt enormt hurtigt lige fra starten. For mig betød det 13 minutter med den absolut højeste puls jeg havde haft i løbet af ugen. Det var helt vildt, men sjovt.

Når konkurrencen er slut, er man kommet op i små 700 m højde, og bliver ledt videre til vinruten. Man kører gennem små byer og store vinmarker ned i dalen igen, mod syd gennem de forskellige vindistrikter, hvor ”Appiano” er det største i hele ”Alto Adige”.  En rigtig flot tur, hvor man også ser adskillige af de mere end 180 gamle slotte, der er her i området. Vi fortsatte helt til ”Mezzocorona” hvor en af de store vinproducenters P-plads havde givet mulighed for at anlægge et depot for næsten 700 cyklister.  Logistikken havde igen klappet 100% på hele turen. Depoter, bespisning, trafikregulering m.m. Alt havde virket 100%, hvilket ikke er en selvfølge med så mange deltagere. Men også én af årsagerne til vi nu er her på 5 år.  

Efter depotet bliver vi ledt på den østlige side af floden, hvor vi kører gennem  ”Ora” og ”Laives” på vejen hjem til ”Bolzano”.

Sidste dag blev til 95km og 829 højdemeter.  I alt havde vi på de 6 etaper kørt  ca. 570km og 10.750 højdemeter, men vigtigst af alt - Vi havde igen haft en fantastisk tur.

Ud af de 738 der startede den første dag, var der 449 der fuldførte alle 6 etaper. Heraf var 40 piger.

I min klasse som er aldersgruppen 58-65 år var jeg blevet nr. 14 ud af 38 fuldførende. Den sidste dag netop vippet af 13. pladsen, som jeg havde haft indtil,  med kun 7 tiendedele af et sekund.

Lotte vandt igen sin klasse, som hedder ”Lady” og er piger over 55 år, og blev behørigt hyldet og præmieret efter hjemkomsten til messecentret den sidstte dag. Det er nu 4 gang ud af 5. Allerede efter første dag førte hun med ca. 5 minutter til nr. 2 i gruppen, men de andre 7, der var noteret i gruppen, kom ikke med op over de +20% på ”Gardeccia”, som var 3 etape. Så allerede efter 3 etape var hun eneste deltager, og skulle blot fuldføre for at vinde, hvilket hun ikke var helt tilfreds med. Det er sjovere at  vinde over nogen – men det kan  man jo faktisk godt sige hun gjorde. ?

Turen – resultatet  -  og en god ferie blev rundet af med en flaske champagne hjemme på terrassen på hotellet.

Så er der kun en Søndag og 1400km tilbage af denne ferie. Men den/de forløb også helt efter planen.

Se også:     Giro delleDolomiti 2006        Giro delle Dolomiti 2007       Giro delle Dolomiti 2008       Giro delle Dolomiti 2009