LA MARMOTTE 2001.

Som et indslag i vore ferie havde vi i år planlagt at deltage i cykelløbet ”LA MARMOTTE”.

Vi havde også talt om ”La Fausto Coppi” i Italien, men da arrangørerne havde ændret ruten fra sidste år til noget der så mindre interessant ud, faldt valget på ”Marmotten”. Turen er 174 km lang og er nok mest kendt for at ende på Alpe d’Huez. Men inden da er der lige 3 toppe at passere, hvor ”Col de Galibier” går over 2600 m.  Da turen også er kendt for at være et af de hårdeste motionsløb overhovedet med over 5000 højdemeter, var det ikke uden tøven, Lotte accepterede at dette blev beslutningen.

Datoen for løbet var d. 7. juli, hvilket vil sige nøjagtig midt i ferien. Vi kunne så passende lige få prøvet ”det der med bjergene” inden.

Nu har vi de sidste år holdt ferie i bjergegne, hvor vi har cyklet og vandret meget, vi havde blot glemt, at under vandring anvender vi nogle muskler, der ikke røres så meget til dagligt. Så da vi lagde ud med 2 dages vandring i de Schweisiske bjerge (to ture på h.h.v. 16 og 18 km) med ret mange højdemeter, var vi tvunget i ”pit” en hel dag. Vi kunne dårligt løfte benene og hvert skridt gjorde ondt. Ikke just den bedste træning til den forestående cykeltur. Vi støttede dog hinanden ned til det lokale svømmebad for en gang Hydromassage.

I løbet af de næste dage fortog det sig langsomt, og vi nåede at få konstateret at cykelmusklerne ikke havde lidt samme overlast. Med udgangspunkt i Martigny, Schweitz nåede vi to gode ture h.h.v. til Forclaz-passet, som er grænsen til Frankrig, og op til Verbier, som er et af de store skiområder her.

Vi havde besluttet at ankomme til Frankrig et par dage før, for at have god til at finde os til rette, og torsdag morgen kørte vi mod Alpe d’Huez. Vi kørte via ”Col de la Croix de Fer” som også er en af toppene på turen, for at få et indtryk af noget af ruten. Det så voldsomt ud, men vejret var fint og der var ingen sne. Det skulle nok gå. Det passer mig fint at køre i varmen.

Ankommet på toppen af Alpe d’Huez, tog vi straks til målområdet som er på selve toppen,  hvor man skulle indskrives til løbet. 2 x180 FF fattigere skulle vi nu finde et hotel. Et par danske (dem var der mange af) fortalte hvor ”Holger-Danske” holdt til.  Jens Kasler havde nævnt, der evt. kunne være et par pladser på det hotel han anvendte, så det ville vi først forsøge. Jens sad på terrassen og gik os i møde da vi viste os, i løbet at kort tid havde han serveret kaffe og nogle ansatte på hotellet var i færd med at finde et hotel til os, da de der havde fyldt helt op. Genbo-hotellet ”La Charmois”, som var ejet af nogle fantastisk flinke englændere indlogerede os, gav os plads i baren i kælderen (blev kun anvendt som bar i  vintersæssonen) til cyklerne, og på samme hotel spiste vi aftensmad.

                                                            Col de Galibier - dagen efter. Fint vejr!

Dagen før:

Vejret var fint. Blå himmel og over 30 grader. Planen for dagen var at få cyklerne til at fungere og køre et par kilometer. Men først morgenmad som blev serveret på charmerende vis af en englænderen iklædt korte bukser, sokker med jordbærbilleder og højt humør

Dernæst fik vi samlet  cyklerne ordentlig, fik bremseklodser og dæk udskiftet.

Vi ville køre fladt og aftalte Lotte skulle cykle ned og jeg følge efter i bil. Vi skulle så mødes neden for bjerget. Så havde vi bilen til at klare de 21 sving op igen.

Imidlertid holdt slangen kun 3 sving inden punktering, og da det var på samme måde som tidligere, kom mistanken om anden fejl. Et defekt fælgbånd viste sig at være årsagen, hvorfor vi stoppede hele molevitten i bilen og kørte til serviceområdet på toppen og hos MICHELIN klarede de en udskiftning og montering gratis. Igen ned hvor alt gik godt.

Efter 25 km fladt og 3 sving op ad bjerget (for lige at prøve) mente vi at være klar.

Tilbage til hotellet hvor aftensmaden var Lasagne og kun ½ fl. rødvin.Vækkeurene stilles til 05.05 og tidligt i seng.

”LA MARMOTTE”

Dagen i forvejen havde vi bestilt udviddet morgen-complet. Spagetti med tomat kl. 05.30 giver en god bund for sådan en dag, men vejret var ikke tilfredsstillende. Efter et par dage med over 30 grader var det nu overskyet, 17 grader og støvregn. Dette blev kun værre i løbet af dagen, og stemningen blandt hotellets beboere, som stort set alle var deltagere i dagens løb, var ikke høj. Vi valgte at køre ”de 21 sving” ned i bil. Til byen Bourg d’Oisans hvorfra starten skulle ske, så var vi da tørre fra starten.

Fremme v/start 06.30, som var parkeringspladsen til et stort supermarked, og fandt plads i den rigtige bås. Her befandt vi os sammen med  4500 andre deltagere som var opdelt i båse med 800 i hver. Hollænderne var nok i flertal, men også rigtigt mange danske iblandt italienere, franskmænd, spaniolere osv. Forrest stod (sagde de) talentholdet fra RABOBANK, men der var 3900 mellem dem og os, så vi så dem aldrig. Udover den almindelige cykelbeklædning var der også brugt plastic-sække m.m. til beskyttelse mod den tiltagende regn. Overbevist om opklaring havde vi selv kun medbragt lange ærmer og en windbreaker, hvilket skulle vise sig at være alt for lidt. V/starten kl. 07.15var vejret slået over i silende regn, hvilket fortsatte de næste timer.

At starte 4500 cyklister tager tid, og inden vi nåede over startlinien var der også gået de første 15 –20 minutter. Når man starter i et felt så stort, i regnvejr, bliver alt vand slynget op i hovedet på én af de forankørende (sådan føltes det), og måske var det det, der tog modet fra mange. I alt fald var der mange, der de første 35 km (inden den første top) valgte at vende om. Kun 2842 er registreret som fuldført.

Turen starter i 719 m højde og går over 10 km til 820 m. Herefter lidt kraftigere stigning over 10 km til 1254 m, inden den egentlige start på ”Col de Croix de Fer”. På opturen hertil var der en hollænder der rigtigt opmuntrede Lotte ved at fortælle hende at med kun 2 klinger foran, nåede hun aldrig turen rundt. Man kunne bare ikke køre op af ”Col de Galibier” med kun 2 klinger foran. Men heldigvis fortsatte hun.

Efter i alt 37,5 km er man i 2068 meter. Herefter er der en 30 km ubehagelig nedkørsel. Vejen er dårlig, svingene hælder forkert og en stor del af vejen kørte vi inde i skyerne med over 50 km i timen og mindre end 10 m sigtbarhed. Det bedste var at holde sig ca. 10 m bag den forankørende, så man netop kunne skimte ham, og på den måde få en fornemmelse af hvordan vejen svingede.

At vi samtidigt hundefrøs, gjorde ikke sagen bedre. Lotte havde endda været så uheldig på vej op at ramme ind i et rigtigt godt alpe-haglvejr, og mener kun hun overlevede p.g.a. nogle aviser, en venlig sjæl rakte hende på toppen, til at stikke ind under tøjet til isolation.. Efter de 30 km er vi nede i byen ”St Jean de Maurienne” i 546 m, hvorefter der følger 14 km næsten fladt landevejskørsel (det stiger kun 200 m). Alle arbejdede godt, da der skulle varme i kroppen igen inden den næste opstigning. Vi havde nu kørt i alt 81 km og begynder opstigningen til ”Col de Telegraph”. Til 1570 meter over 11,5 km . Solen kiggede lidt igennem og varmede på de våde klæder, og iblandt kunne man faktisk få den fornemmelse af at ”nu kører det bare”, men…. men…. efter en lille nedkørsel starter ”Col de Galiber” som er en hård nød.  En 17 km opstigning til 2642 meter. Vi var advaret, og rygtet holdt helt stik. Heroppe var der faktisk et par meter sne nogle steder og kun 7 grader og en piskende kold vind, og at den er stejl kan bekræftes af en rytter, cyklende foran Lotte, der faktisk gik bagover med cyklen.  Komisk nok var der trafikprop på toppen. Alt var fuldstændig blokeret af de mange følgebiler rytterne havde med, der hverken kunne komme frem eller tilbage, så vi måtte sno os igennem smalle passager. Samtidig var der depot her så alle skulle af cyklen. Vildt kaotisk.

Varm suppe, kage, powerbar m.m. og af sted igen. Nu var der kun Alpe d’Huez tilbage, men der var endnu 47 km hen til den. Heldigvis gik det nedad en stor del af vejen. De første 18 km skulle vi faktisk ikke røre pedalerne. Blot holde fast, hvilket var svært nok. Frøs vi ikke i forvejen kom vi til det nu. De fleste var nok af deres cykel på nedturen mindst en gang, om ikke for at tælle at alle fingre og tæer var der endnu, så dog for at få banket lidt liv i de følelsesløse blå vedhæng. Men nedad gik det og frem mod ”Burg d’Oisans”, hvor den sidste opstigning ad Alpe d’Huez ventede. Løbet er således, at er man ikke fremme her inden kl. 18.00 bliver man simpelthen taget ud af løbet og får ikke lov at køre op. Man får dog bevis på man har kørt ”Den Lille Marmotte”. Man kan også frivilligt stoppe her, hvilket der var flere der gjorde.

For os var der ingen problemer, der var rigelig god tid og vi startede den berømte opstigning. Det bedste der er at sige om denne sidste forhindring var, at man fik varmen igen, men jeg må nok erkende at de ”21 sving” trak lidt søm ud. Ikke fordi turen op ad Alpe d’Huez i sig selv er noget specielt, men mere fordi man lige har været over 3 bjerge og måske burde have tænke på at gemme noget energi til denne sidste tur. Jeg bed tænderne sammen og nåede til det andet væskedepot opad….., efter det 13. sving,…...8 tilbage.  Her stod jeg kort af cyklen og overvejede i et kort øjeblik om den sidste energibar jeg havde spist var på vej op eller den blot skulle druknes i noget mere vand. Det blev det sidste, og med et skub i ryggen fra en af de mange tilskuere, der stod hele vejen op, lykkedes det mig at klare de sidste km til mål. Jo nærmere du når mål, jo bedre bliver man igen kørende, og faktisk var der overskud til en lille spurt, (opildnet af mængden) men det nyttede ikke så meget, da der var trængsel ved mållinien og det tog 3 minutter at få registreret sin tid. Der er faktisk tiljublende tilskuere hele vejen fra bund til top, og selve opløbet er helt fantastisk . Masser af publikum, afspærringer, højttalere, jubel, støj og larm.

Og så var der pasta og rissalat ad libitum, men jeg må indrømme, at det første jeg tænkte på var et langt varmt bad, og da vort hotel kun lå 50 m fra opløbet blev det det første jeg gjorde.

Herefter tilbage til pastagryden og langsomt fylde depoterne op igen.

Trods alle trængsler lykkedes det os at komme i mål på følgende tider.

Lotte:            11.00 timer.

Bjarke:           9.43 timer.  

                         Nedkørslen fra Galiebie          (dagen efter)               Opkørsel Galibier

 Det gav os begge hvad der svarer til en ”sølv”-tid” i vores respektive aldersgrupper og vi var begge enige om at vi ikke kunne have kørt hurtigere. Vi var jo også først og fremmest kommet for oplevelsens skyld. Den fik vi om end det var af en lidt anderledes karakter (læs temperatur) end ventet.

Jeg kan så blot bagefter ærge mig over der kun er  7 minutter til ”guld-tiden” når nu jeg stod  15 minutter i startboksen og ikke kunne komme ud.

Efter Lotte var i mål cyklede/trillede jeg ned ad bjerget, gennem de 21 sving, for at hente bilen.

Dagen efter:

Vejret var igen fint. Blå himmel og en fantastisk udsigt.

Modsat, efter vore vandreture tidligere på ugen, var vi helt uden mén af gårsdagen anstrengelser. Efter morgenmaden gik vi til målområdet for at se om resultatlister var tilgængelige. Det var de, men efterhånden som de blev hængt op blev de stjålet, men jeg blev lovet et pass-word til deres hjemmeside pr. E.mail, hvor vi så selv kunne hente den.

Billeder taget på h.h.v. Col de la Croix de Fer og Col du Galibier var udstillet og vi bestilte et par eksemplarer.  50 FF pr. stk

Under opholdet på hotellet havde vi haft cykler opbevaret i Hotellets bar som ikke blev anvendt nu, men i nattens- morgenens- løb var der blevet fjernet en funklende ny  ”De Rosa” fuldt udstyret med det dyreste Campagnolo. Værdi 34.000. Så ejermanden piskede lidt rundt fra politi til hotel og tilbage.

Placeringer er sekundære i denne sammenhæng men:

Lotte blev nr 2320 total og nr 13 i aldersgruppen

Bjarke      nr 1324 total og nr 104 i aldersgruppen

Vor ferie har det med altid at ende i Italien iDolomitterne. Et sted som vi holder utroligt meget af både sommer og vinter, og bjergene er jo de smukkeste i verden. Her nåede vi senere på ugen endnu 2 ret fantastiske cykelture.

Tur 1.: Med udgangspunkt i Canezei over 4 bjergpas med i alt 2000 højdemeter. ( ”Passo Pordoi”, ”Passo Campo Longo”, ”Passo Gardena” og ”Passo Sella”). Denne tur kan anbefales. Hører til de smukkeste overhovedet.

Tur 2.: Med udgangspunkt i Canezei over 2 pas: (”San Pelegrino og ”Fedaia” v/Marmolada”. Igen over 2000 højdemeter (den er hård)