Med  Ikast AM ved Gardasøen

Torsdag d.6. maj     Cyklerne pakkes.

Allerede torsdag aften mødtes vi ved klubhuset på Navervej for at aflevere cyklen, og ved fælles hjælp, at få de ting som skulle med transporteren, pakket ned.  De fleste havde pakket cyklen hjemmefra, mens de sidste klarede det på P-pladsen foran klublokalerne.

Carsten og Kenny som skulle køre transporten med cyklerne til Garda, havde besluttet at køre lidt tidligere fredag morgen, så torsdag aften kl. 19,00 var der aftalt mødetidspunkt ved klubhuset .

Transporteren rummede sagtens en snes cykler + diverse reservehjul og værktøj. Så selve pakningen voldte ingen problemer.  Og så var der blot at ønske hinanden en god tur – og på gensyn i Garda.

I alt ville vi være 30 afsted, hvoraf de 23 skulle cykle - når vi var fuldt hold.  Startende med 15 cyklister og 5 uden cykler de første dage og så med tilløbere henover ugen.  De i alt 7 som var af sted uden cykel, fik i ugens løb tilnavnet ”mødregruppen” (undskyld Heine), de hjalp og ydede support og service,  på et  ”meget højt niveau”. !!

Fredag d. 7. maj.     Afgang til Garda.

Den første fælles cykeltur, var planlagt med start lørdag kl. 14,00, så efter temperament havde vi hver især valgt vort afgangstidspunkt, således vi kunne være fremme i god tid. I første omgang var vi 4 biler + transporteren af sted.  Nogle startede tidligt fredag morgen, og havde en overnatning undervejs, eller som vi – med start kl. 17,30 og direkte, med chaufførskift, til Garda, hvor vi rullede ind foran Hotel Royal, kl. ca. 10,00 lørdag formiddag.  Trods meget regnvejr på den første del af turen, gik det helt planmæssigt. Og var, bortset fra en enkelt oplevelse med en forankørende bil med aquaplaning, helt udramatisk.

Lørdag d. 8. maj.     Ankomstt / Udpakning / 1. cykeltur. "Murænebakkerne"

Efter 16 timer i bilen, havde vi håbet at kunne få værelserne udleveret lidt tidligt, så vi evt., kunne nå ”en time på øjet”, men hotellet havde lige tjekket 165 gæste ud, så rengøringen af værelserne var i gang og ikke færdig. !

De to chauffører (Carsten & Kenny)var netop ankommet, og havde fået et par minutters søvn på drømmesenge ved poolen, men blev banket op for at finde nøglen til bilen, så vi kunne få samlet cyklerne, hvilket skete i hotellets indkørsel.  Joachim (Bike Italien) som stod for en stor del af ugens arrangement, dukkede op med de bestilte, og meget lækre,  sandwich, som gjorde stor lykke. Der blev dækket op på en lille plads, ved siden af hotellet, alt imens også den sidste bil dukkede op, og vi nu var samlet de 20 IAM’ere, der udgjorde ”Start”-teamet.

Da cyklerne var samlet, var hotelværelserne også blevet klar, vi havde fået nøglerne og var blevet indkvarteret.  Det lykkedes næsten at komme af sted på den først planlagte tur, til den annoncerede tid. Kun 6 min. forsinkelse.  Fantastisk – og en meget stor ros til deltagernesindstilling med at overholde mødetidspunkter, som fortsatte ugen ud  –  dette var helt sikkert med til at sikre turens succes.

Tuen gik syd for søen. Til murænelandskabet her, som ikke har bjerge (vi kom aldrig over 150 m højde), men til gengæld rigtigt mange små bløde bakker. Et område, som også rummer en meget stor del af Italiens historie  om uafhængighedskrigen i 1860’erne og Italiens genforening og dermed historien om, hvordan det Italien vi kender i dag, er blevet til.  

Fra Garda gik det langs søen til Bardolino, hvor vi søgte ind på lidt mindre befærdede veje og videre mod syd.  Gennem ”Colá” og videre gennem byer, hvis navne også figurerer i historiebøgerne.  Den første ”Custoza” – videre til ”Valeggio sul Mincio”, hvor vi gjorde vort første lille stop. Efter en kort heftig stigning stod vi på gårdspladsen i det gamle slot ”Castello Scaligera” og nød udsigten over den lille by ”Borghetto” og den gamle bro ”Ponte Visconteo”.  Selvfølgelig skulle vi også lige en tur ind i ”Borghetto”, så vi trillede ned fra slottet, og sammen med mange andre italienere der havde fået samme gode ide denne lørdag, vandrede vi en lille tur, for at få den helt specielle stemning med, som er her. Vores tur fortsatte herefter over broen, som ledte os over floden ”Mincio” (leder vand fra Gardasøen til Po), og videre mod vest.

Punkteringer er sjældne i Italien, da de ikke har flintesten på vejene. Alligevel blev vi denne dag, ramt af ikke mindre en 3. Den første sikkert p.g.a. Kenny havde bragt lidt flint med fra de danske veje, og som havde valgt netop denne dag, til at gå helt igennem dækket. De to sidste punkteringer stod Joachim for. Tilsyneladende fuldstændig forundret over, at dæk med synligt lærred, ikke giver optimal beskyttelse mod punktering.

Men vejret var fint og humøret højt, så det betød mindre.  Turen gik nu videre gennem ”Solferino”, en by og et område som også bærer mange mindesmærker, vej- og stednavne, til minde om krigen, og videre igen mod nordøst. Undervejs blev der også tid til at høre lidt om alle de trængsler området havde gennemgået under genforenings-krigene.

Hjemad gennem ”Peschiera” og langs søen  til Garda. Turen blev på 104 km og 970 højdemeter og en rigtig god start på ugen. Vi havde været af sted i små 5 timer og vejret havde hele dagen været fint.

Så nu var det bare hjem i bad og klar til aftensmaden, som hele ugen var sat til 20,00. Men først skulle vi lige dele dagens oplevelser omkring en øl, og alle glædede sig nu til at se, hvad Hotel 8Royal kunne klare til sultne cyklister.  

Efter middagen blev det i ugens løb en fast tradition lige kort at samles, og gennemgå morgendagens tur, og vejrudsigten til søndag var også god.

Søndag 9. maj.  "De 4 søer"

I forbindelse med, at Joachim ikke havde mulighed for at deltage i alle vore forskellige cykelture, havde vi bytte lidt rundt på rækkefølgen, så de korte og lange ture kom til at passe bedre sammen med vore udflugter og andre aktiviteter, hvor Joachim’s deltagelse var nødvendig.  Det betød, at vi allerede på 2.dagen skulle på den kilometer- og tidsmæssige- længste tur.  ”De 4 søer.”

Første mål var den lille havn i ”Torri del Benaco”, 8 km nord for ”Garda”, hvorfra færgen førte os til modsat side.  Vi ankom til havnen i god tid til afgang kl. 09,50. En overfart på kun 20 minutter, og da vi kørte fra borde i ”Toscolano-Maderno” kørte vi samtidigt ind i ”Lombardiet”.  Desværre var Torben uheldig netop da vi var kørt i land. En lille kant i marmorfliserne i havneområdet fangede hans forhjul, og hev ham omkuld. Han kørte meget langsomt, og der skete ingen skade (troede vi).

Herfra var der kun 10 km mod nord langs søen til byen”Gargnano”, hvor måske den smukkeste opkørsel ved Gardasøen har sit udgangspunkt.  Vejret var fint, næsten helt overskyet, men mildt og roligt.

Det var turens første seriøse stigning, så der blev lagt hårdt ud i front og brændt en del kalorier af. Beskeden var at mødes ved den første af de 3 søer – ”Valvestino”- som ligger i 500 m højde.Fra Gardasøens 65m går det, med den smukkeste udsigt over søen, op i 520m, inden det igen går en smule nedad til dæmningen ”Ponte Cola” som opdæmmer floden ”Toscolano” . Dæmning og sø anvendes til at fremstille elektricitet til området.

Herfra kørte vi næsten fladt langs lodrette klippevægge og på klippehylder langs stejle skrænter over ca. 12 km, inden vi mødte dagens 2. stigning. Over 7 km skulle vi endnu næsten 500 m op, gennem byen Capovalle og over ”Passo San Rocco”.  På toppen havde vi igen opsamling, inden vi startede nedkørslen til ”Lago d’Idro”. 

Vi havde knapt kørt et par hundrede meter, inden der lød et skarpt knald, og man tænker ”bare det ikke er en af os”. !!  Det var det – men heldigvis kun materiel skade. Torbens dæk var måske alligevel blevet beskadiget ved det lille uheld i havnen, og nu viste følgerne sig så.

Lige før et serpentinersving, eksploderede dæk og slange og blev krænget helt af og flænset op.  Heldigvis beholdt han balancen og kørte kontrolleret ud i rabatten, men ud over dæk og slange, led fælgen også stor overlast.  

Langt fra hjemmet var det nu tid at tænke kreativt. !!!!  Henrik fik spændt det defekte hjul på ryggen og kørte nedad med håbet om at få ”nogen” til at hjælpe sig. Vi var et par stykker, der kørte ned i byen og spurgte os lidt frem, men fik oplyst, at der var 30 km til nærmeste cykelhandler, som så sikkert ville være lukket på en søndag.  Men for at gøre en lang historie kort, lykkedes alt på følgende måde.

Henrik mødte en MTB’er og på sit brede vestjyske (+ tegnsprog) forklarede han Italieneren, hvad der var sket og viste ham hjulet.  Manden forstod sagens alvor og vendte om hjemad for at hente sin bil.

Samtidigt havde Torben fået en lift ned fra bjerget. Siddende bagpå en motorcykel med sin cykel ud til siden i strakt arm ankom han, under stor jubel og morskab for os andre over det uvante syn, til bygrænsen, hvor vi stod. Undervejs ned havde Torben undret sig over, at cyklen kunne lugte brændt, indtil han opdagede, at han havde fået begge lægge for tæt på motorcyklens udstødning, og det var hans egen hud på benene, der lugtede brændt.

Samtidigt med Torben blev læsset af ankom MTB’manden med sin bil (Fiat Multipla). Torbens cykel op bagi, og alle mand af sted til mandens hjem og værksted, som lå kun 500 m væk.  Mandens garage rummede et komplet cykelværksted  med reservedele. Fælgen blev rettet med fil og smergellærred. Fælgbånd repareret med isolerbånd, og et nyt dæk/slange monteret. En super reparation med de forhåndenværende midler – og så ville han bestemt ikke have mere end € 20 for det hele – incl. nyt dæk?

Dagen reddet – og hele aktionen havde vel kun forsinket os ½-times tid.  Vi var nu i byen Idro i 370 m højde, vi manglede endnu 100 km af dagens tur, men de værste højdemeter var ovre, og vi blev enige om, at en gang Spaghetti Bolognaise ville være godt at fortsætte på – og som bestemt – så gjort.

Vejen ud af ”Idro” følger søens bred over 10 km. og er en meget smuk tur med ”Monte Stivo” (1466m) og Monte Cingla” (1669m) på modsat side af søen. Herefter kører vi igen ind under de lidt højere bjerge. Tinderne her omkring går nu op i ca. 2000m, og vi skal op i 738 m over ca. 12 km, hvorefter vi ad en meget behersket nedkørsel når frem til ”Lago di Ledro” i 655 m., og kører ca. 3 km langs søens bred.

Fra søen til Riva er der vel. ca. 12 km nedkørsel, hvoraf de 6 går i en fuldt oplyst tunnel, hvor vejen er bred og fin, og man blot skal bøje sig ned over styret og holde fast.  Hastigheden er godt 50 km/t og man behøves ikke træde en omgang.  Alligevel var det ikke alle, der var helt begejstret for at køre i tunnel.   (Efterfølgende skal også lige bemærkes, at der ved tunnellens indgang er afmærket ,at man ikke må køre cykel eller gå i tunnellen, men det ser man ikke, når der er fuld fart på).

 Vi havde nu kørt 120 km, og der var stadig over 40 km hjem. Først Zig-Zag ind igennem Riva by, indtil vi fandt vejen ud igen, langs med søen mod syd og i modvind hele vejen.  Da vi nåede” Maltecine” slap det gode vejr også op og over ca. 10 km, fik vi en ordentlig skylle. Som så ofte i bjergområder forsvandt regnen lige så pludselig, som den var kommet, og vi fik de sidste 10 km hjem i tørvejr. Faktisk var vi næsten tørre igen, da vi ankom til hotellet.

Hjemme kl. 18,02 efter 9 timer, til en meget velfortjent øl på terrassen.  En lang men god dag.  167 km og 1850 højdemeter.  

Mandag d. 10. maj.  "Perri-Fosse" og "Madonna di Corona"

Dagens planlagte cykeltur var ”Peri-Fosse”, fordi det er en af de kortere (83 km), således vi kunne komme forholdsvis tidligt hjem og af sted på dagens anden planlagte tur.  Udflugten til ”Madonna di Corona”.

Vejrudsigten havde ikke været god, og da vi første gang kiggede ud denne morgen, kunne vi ved selvsyn se, at det ikke bare var løse rygter. Regnen stilnede imidlertid af, så da vi, iklædt regntøj, stod klar til start klokken lidt over 09,00, var det stort set tørvejr. En meget høj luftfugtighed, men ingen nedbør. Turen ud af byen gik først lidt mod syd, for at slippe for stigningen som ligger rundt om Garda by. Derpå mod vest, og nordpå øst for Brenner-motorvejen.  En flot og dramatisk tur, langs lodrette klippevægge, og i dag med tungt hængende skyer som smøg sig omkrig klippesiderne.

Efter 32 km stod vi i den lille by ”Peri”, hvor stigningen tager sin begyndelse. 9 km med en højdeforskel på 800 m og en stigning på gennemsnitlig 8,9 %.  En klassiker i området, som alle, der har holdt ferie her i området, vist har kørt. Og hvem husker ikke denne stigning?  Når man har passeret de 6 km, kommer man til et sted, med godt udsyn opad, og her er man ikke i tvivl om (kan faktisk både se og mærke), at vejen rejser sig med over 15 %.  Efter en god times tid var vi igen samlet på det lille torv i ”Fosse” – klar til belønningen: En fantastisk 24 km nedkørsel helt til St. Ambrogio.

 I første omgang skulle vi dog kun 4-5 km ned ad, da vi havde besluttet at stoppe for frokost, for at tørre lidt og få varmen.  Lidt våde var vi blevet af den støvregn, der havde faldet under den sidste del af opkørslen.  Ikke meget, men nok til at det var godt at komme indendørs og tørre lidt og få noget og spise, inden vi påbegyndte den videre nedkørsel, som vi måske heller ikke var helt trygge ved på de våde veje.

Efter en god gang pasta og Cola, var det så nedad igen. Og at vi ikke kunne være forsigtige nok så vi, da Kenny havde et – heldigvis mindre – uheld.  I et 180-graders sving krydsede han den hvide linje midt på vejen, som viste sig at være meget glat i det våde vejr. Så han måtte en tur i asfalten. Heldigvis kun mindre afskrabninger, som kunne plastres til, når vi kom hjem.

Efter nedkørslen – opsamling i St.Ambrogio, hvorfra der kun ca. 14 km hjem, og hvor vi ankom lidt efter klokken 2. Turen havde ialt været 83 km og 1325 højdemeter, og der var rigeligt tid til en øl på terrassen, et hurtigt bad og omklædning, inden vi i 4 biler kørte mod ”Brentino”, som var udgangspunktet til den fantastiske 1½-times vandretur op (3000 trappetrin) til klostret ”Madonna di Corona”. 

Her var vi nogle stykker der (hurtigt) meldte os frivilligt til at køre bilerne op til ”Spiazzi”, som ligger på klippen umiddelbart over klostret.  Ventetiden fordrev vi med kaffe og Apfelstrudel inden vi gik ”det vandrende folk” i møde.  Fra Spiazzi havde vi nemlig kun 10 min. ned til klostret.  Så selvom vi gik glip af den fantastiske travetur opad, samt Joachims historier om stedet, fik vi dog et indtryk af det enestående bygningsværk, klosteret er. !

Tirsdag d. 11. maj    "Rollercoasterride I Vallipocella"

Tirsdag blev vor lille trup udvidet med endnu 5 mand. Kim og Heine ankom, mens vi andre endnu spiste morgenmad. De fortalte, at fra de kørte ind i Italien, havde regnen silet ned, og havde fulgt dem hele vejen.  Det var det samme vi havde oplevet denne morgen, så ingen havde noget imod starten på dagens tur var udskudt ½ time, så Kim også kunne komme med.  Senere på dagen ville Martin, Dan og Lars så også ankomme.

 Den ½ times udskydelse betød også, at regnen næsten var holdt inde, og når regnen stopper stiger temperaturen hurtigt et par grader, så alle var lidt i tvivl om, om de havde valgt rigtig påklædning.

Men de fik endnu et par minutter at tænke over det, for da vi trådte an for at komme ud fra p-pladsen, blev der med det samme råbt ”defekt”. Kaj havde trådt kæden itu, så heldigvis var vi ikke længere fra hjemmet end værktøj kunne hentes og få klaret sagen. Det betyder kun 10 min. ekstra, når vi har Henrik med.

Endelig undervejs, og igen ud ad den ”blide” udkørsel fra Garda, hvilket vil sige syd på, til Bardolino og mod vest ind i landet.  Ruten var i forvejen tegnet ind i ”Garmin”, da både motorvej og floden Adige kun kan passeres på helt specifikke steder.  Vejret vendte hele tiden mere og mere mod ”det fornuftige”, men stadig var vejen meget våd.

Planen for turen var ”Rollercoasterride i Valpolicella”. D.v.s. 4 mindre stigninger (hver gang op i 300 – 500 m) i Valpolicellaområdet, og efterfølgende ville vi så køre ind i Verona og slutte af med ”Torricelle”.  Denne stigning ligger i udkanten af Verona by, og er meget kendt da den 2 gange har været brugt som en del af ruten til verdensmesterskaberne. (Måske husker du Michael Rasmussen i 2004, på vej alene opad på næstsidste omgang).

For at komme til Valpolicella-området, passerede vi igen Brenner-motorvejen (E45) og krydsede floden ”Adige”, og fik et par km ekstra på bogen, p.g.a lidt vejarbejde og omkørsel.  Vi fandt dog hurtigt ruten igen og kørte igennem ”Sant Ambrooggio” og nordpå, hvor den første stigning startede.

Vi forsøgte altid at give god instruktion om ruten, men alligevel gik det galt her. Tommy drønede der-op-ad, og kørte selvfølgelig forbi vort aftalte mødested, og blev moppet godt og grundigt, da han var skyld i vi andre fik 5 – 10 min. ekstra ventetid her.   Vejen gik herefter lidt østover på endnu 3 stigninger.  Alle 4 – 5 km lange og med fin vej.  Vi kørte gennem ”Mazzurega”,” Fumane”, ”Marano”,” Negrar”  og på vej op ad den 4 stigning ved ”Qarratar” startede regnen.  Vi havde da været af sted i 3½ time, og havde kørt ca. 60 km. Regnen var så kraftig, at lysten til at fortsætte helt til Verona forsvandt.  Alle kunne godt tænke sig at køre den berømte ”Torricelle”, men at køre igennem Verona for at finde en lille ekstra-bakke, med knap 200 højdemeter, var der alligevel ingen, der havde lyst til. 

.Et lyst hoved (Knud) foreslog, vi kunne spørge pigerne ,om de ville sørge for Pizza til os, når vi kom hjem, der blev ringet hjem for at effektuere den gode ide. Heldigvis var de med på ideen, hvilket også i den sidste ende ville spare tid

Ny plan var nu at forsøge finde den oprindeligt planlagte vej hjem, som et lang stykke af vejen gik langs floden Adige, og med hjælp fra kortet i Garmin m.m.,  og via en trappe ned til floden (hvor vi bar cyklen), fandt vi ind på ruten.

 Regnen havde heldigvis toppet. Undervejs hjemad, blev det igen opholdsvejr, og det er lidt nemmere at nyde den smukke tur i tørvejr. Turen rundt i Valpolicella, er en af de flotteste ture i området, men p.g.a. vejret var udsigten begrænset, og som regel indhyllet i dis og meget lavtliggende skyer/tåge.

På et rigtigt godt stisystem, og gennem små byer bevægede vi os hjemad. Vi passerede floden 3 gange, krydsede motorvejen igen (E45) og kørte ind i ”Cavaion Veronese”. Så var vi på kendt område og kun 10 km hjemmefra.

Hjem til Øl og Pizza. ”Mødre-gruppen”, som de efterhånden var blevet døbt, samt Heine og Esber, stod klar med servering ved ankomst.  Kæmpe succes, og endnu engang: ”Tak fordi i gad”.

I alt fik vi denne dag kørt 99 km og 1390 højdemeter.  Udover cyklerne var svinet godt til i regnvejret, var vejret også årsag til at bremseklodserne blev slidt lidt hurtigere. Jeg havde forsynet mig med nogle ekstra, som hurtigt blev afsat, men der var også bud til de lokale cykel-smede.

 Et er, at cyklen skal holdes ren og i orden (Cykelvask foregik på plænen ved siden af poolen. Hotellet havde en slange til formålet, og det fungerede fint) noget andet er at nå at følge med til at vaske cykeltøj. At få det vasket er som regel intet problem, men at få det tørt igen i 98% luftfugtighed, kan godt volde kvaler.

Vejret havde skiftet til det meget bedre, og da vi var hjemme før 15,00, blev der tid til en lille spadseretur ned i Garda by.

Martin, Dan og Lars var ankommet, og efter lidt rod i Hotelles booking-liste, fandt de også et værelse til dem.

Onsdag den 12. maj   "Rundt om Monte Baldo / Sante Barbera"  og  Besøg på vingård "Monte Zovo"

Fra morgen Torsdag, skulle vejret gå mod det bedre, men allerede i dag, onsdag, synes  morgenen fin,  så påklædningen blev lidt optimistisk – de korte ærmer, men med lommerne fyldt med overtræk.  Turen hed ”Rundt om Mt. Baldo” og skulle først gå nord for søen, hvor stigningen St. Barbara skulle forceres og derefter øst om Mt. Baldo og hjem gennem dalen (Val d’Adige). hvor floden Adige løber mod syd.

Igen var klokken kun et par minutter over 9, da vi trillede ud fra P-pladsen, og kørte de 45 km mod nord langs søen.  Turen langs søbredden er en del trafikeret, men absolut en flot og god tur. Det meste af vejen kørte vi i 2 grupper, men blev lige før ”Torbole”, som ligger ved nordspidsen af søen, igen samlet. Ved den første cykelforretning i Torbole, skal Martin lige have en klampe på sin cyklesko udskiftet, men ellers forløb turen uden problemer.  Fra Torbole går det via et stisystem, og en del af vejen langs flode Sacra (Gardasøens tilløb), til Arco.  De sidste par km ind mod byen, hvor dagens stigning starter, ser man meget tydeligt byens vartegn, middelalder-slottet ”Castillo di Arco”, som knejser højt på en klippe over byen.

Stigningen starter i den nordøstlige del af byen, i ca. 100 m højde.  Den er udfordrende, 15 km lang og er det meste af tiden konstant 7 – 8 % uden pauser.  Et par gange ml. 5 og 7 km-mærket stiger den op imod 13 %, for igen over de sidste 4 -5 km kun at være 4 – 5 %.   

Lynhurtigt blev vi spredt på stigningen, så alle kørte alene op – koncentreret om at finde sit eget tempo, og gøre turen op til en god oplevelse. I begyndelsen er der en fremragende udsigt over søen, men over lange stykker køre man i forholdsvis tæt bevoksning.  De sidste var oppe efter 1 time 15 min., så det var ikke nødvendigt at begynde at køre ned i grupper, som vi havde talt om. Det blev det nu alligevel, for inden de sidste var helt oppe var regnen begyndt.  Ret hurtigt tog det til, så det ikke bare var ”en lille byge”.

Det stod ned i stænger, og selv med alt det medbragte overtrækstøj, var det en rigtig ubehagelig og kold nedkørsel.  En skam, da det ellers er en rigtig flot tur. Efterfølgende kan jeg ikke engang huske, om man kunne se noget den dag, da jeg var fuldt koncentreret om ”at køre nedad når det reger” – en disciplin der ikke hører til blandt favoritterne.

Men ned kom vi. Meget forsigtigt fra ”Passo Santa Barbara” i 1169m til ”Mori” i 535m. I Mori var der opsamling på den første tankstation, hvorfra det gik samlet hjemad.  Alle var våde og opsatte på at komme hjemad, og bemærkede nok stadig ikke meget til den flotte natur, blandt vin- og æblemarker, og bortset fra en enkelt vinbonde, der med traktor og vogn, var ved at klippe hele feltet med et uheldigt højresving, forløb turen fint.  Små 40 km uden alvorlige stigninger. 

Turen blev til 131km og 1620 højdemeter, og vi var hjemme kl. 15,15 – kun et kvarter efter den første beregning, hvilket stadig gav os god tid til at spise lidt, og selvfølgelig – helt efter traditionen - at få den fuldt fortjente øl på terrassen.

Igen havde mødregruppen overrasket.  Super lækre Pita-Kebab-burgere, som endnu var lidt lune. Belært af succesen fra i går, var alt aftalt, og ca. ½ time inden vi var hjemme, blev der ringet, at nu var vi på vej, så serveringen var på plads, lige da vi kørte ind på Hotellets område.  

Og så vi havde endda tid til et kvarters tid – på langs - på terrassen, hvor det i øvrigt ikke havde regnet hele dagen, inden vi gjorde os klar til dagens næste disciplin, som endte med at blive rigtigt morsomt.  ”Besøg på vingård”!!

Efter lidt telefon-kommunikation og misforståelser mødte vi Joachim på vingården ”Monte Zovo” kun 10-15 minutters kørsel fra hotellet. Efter en rundvisning og fortælling om druer, vinproduktion, lagring o.s.v. på den helt nye og fuldt moderne vingård, skulle vi også smage på varen. I et fornemt lokale, med meget fin opdækning, fik vi serveret smagsprøver af gårdens brede sortiment. Lige fra de billige bordvine til de dyreste Amaroner, og dertil brød, olivenolie af egen avl, lidt skinke og pølse og selvfølgelig de berømte cantuccini til de søde vine.

 8 forskellige vine smagte vi, og der var rigeligt  -  så humøret og støjniveauet steg en anelse.  Måske var det en taktisk disposition var vingårdens side, for flere fattede stor interesse for muligheden, for at købe nogle af de gode flasker med hjem. 

Hjemme på hotellet igen til aftensmad lidt over 20,00, hvor Bjarne, Lene og Poul nu også var ankommet. Og under middagen ankom også turens sidste 2 deltagere - Peter og Preben.  Vi var nu fuldt hold d.v.s. 23 med cykel og 7 uden. Desværre for Esber, følte han sig ikke 100% på toppen, og ville ikke udfordre helbredet med de strabadserende cykelture vi andre kørte.

Torsdag d. 13 maj.      "Classic Gardasø"  & udflugt til Verona.

Dagens tema for cykelturen var ”Classic Gardasø”. D.v.s. vi skulle køre på Monte Baldos flanker, og via nogle af de bedste udsigtspunkter køre til dagens højeste punkt – ”Prada” i godt 1000m.

Før dagens start var der, med fuldt hold, basis for holdfotografering, sammen med vores guide Joachim, Bike Italien. (se øverst på siden)

Der skulle køres højdemeter, så derfor blev det ”den hårde” vej ud af Garda.  D.v.s. mod nord, hvilket betyder at vi kører ca. 2 minutter, hvorefter vejen stiger næsten 300 m på 3 km. En hård tur at starte op med, men en god tur – især da vejret viste sig fra sin pæne side.  En hvid film trukket over himlen, men ingen mørke skyer.

Fra ”Marciaga” kørte vi videre over ”Castion” til ”Caprino”, hvor dagens første alvorlige stigning startede. Vi bed den over i 2 og lavede første opsamling i den lille by ”Lumini”.  Ca. 7 km med en stigning på 450 m, værste stigningsprocent er 8,2%.  Fra Lumini er der så igen ca. 7 km til Prada, men med lidt mere moderat stigning, således at vi i alt fra ”Caprino” til ”Prada” kørte godt 700 højdemeter.

Den lille købmand på toppen solgte også denne dag en del Coláer, men pausen varede kun til alle var oppe, da vi havde en plan om en anden lille pause, på en restauration i ”San Zeno di Montagna” som har en af områdets fineste udsigter.

Vejen ned fra ”Prada” er samme vej som op, hvis ikke man vil ud i noget ubehageligt stejlt og grusvej, så vi vendte cyklen og kørte nedad igen. Efter 5 km er der afkørsel mod ”San Zeno” og vi rullede ned til pause og kaffe/kage som blev indtaget i godt 600m højde med fuld panorama-udsigt over søen.

Efter Joachims formaninger om farlig nedkørsel, og fortælling om tidligere uheld – kørte vi den smukke nedkørsel med god udsigt over søen.  Vejen har et par farlige sving, men føret var godt, og det gav ingen problemer.

Vi havde nu godt 15 km hjem, og valget var at køre langs søen, og altså helt fladt, eller tage turen op over ”Albisano”.  Resultatet blev at vi delte os, og halvdelen fik de ekstra 225 højdemeter, der ligger på denne lille stigning  - 4 km op, og 4 km ned, og som ender i Garda.

Igen tidlig hjemkomst. 62km med i alt 1420 højdemeter. En god blød start for de sidst tilkomne, og en fin lettere dag for de, der nu havde kørt i 6 dage.

4 timer og 20 min. havde vi været af sted, hvilket var fint for dagens videre planer, som var en rigtig ”Sight-seeing-tour” til Verona. 

 Efter et hurtigt bad, pakkede vi os igen sammen i bilerne, og kørte mod Verona. Ved indkørslen til betalingsanlægget ved motorvejen mødte vi Joachim, som ledte os til Verona og ind gennem byen til et centralt beliggende P-hus i nærheden af ”Piazza Bra”, hvor vi på én af de små restauranter fik vores frokost.

Joachim havde sin kone og 2 børn med, og i samlet flok gik vi gennem byen, hvor Joachim fortalte om byens historie og  de seværdigheder vi passerede.

Efter Verona var det så hjem på hotellet igen til aftensmad, og derefter den daglige briefing om morgendagens tur.  Ingen kan vist klage over der manglede aktiviteter på turen. Nogle gang kunne man næsten blive helt stresset for at nå det hele.

Fredag d. 14. Maj.    Kongeetapen  "Monte Baldo"  og  Festmiddag.

Kongeetapen!.            -        Turen var henlagt denne dag, for at alle kunne få mulighed for at køre den. Men samtidigt havde vejret de andre dage heller ikke været godt nok til at køre turen, da vi skulle højere op end de tidligere dage (2 gange op i over 1600m højde) og op over trægrænsen. Men nu var vejrudsigten fornuftig og dagen begyndte godt. Hvide skyer på blå himmel.

Turen gik først til Bardolino, og mod øst til Zuane.  Vi passerede Brennermotorvejen  og kørte til Avio, med stort set den samme vej vi havde kørt modsat, tidligere på ugen da vi kørte ”St. Barbara”. Men det betød ingenting. Sidst gang var der vist ingen, der så noget p.g.a. regnen – alle ville bare hjem. !  Så en smuk tur op gennem dalen. Da vi kørte ind i ”Avio” havde vi kørt 36 km, og stod ved foden af dagens stigning.  

”Avio / Rif Graziani” - 22km – 1583 højdemeter – stigningsprocent 6,8 – max 12,7% -  værsgo´.

Aftalen var i første omgang at køre til ”Passo di San Valentino” (1325m) som vi ville nå efter  16 km og dermed skulle de værste stignigsprocent være overstået.  Vi var klar over temperaturen ikke ville være høj heroppe, så alle skulle fortsætte videre de sidste 6 km til toppen, hvor ”mødreguppen” (Hanne og Britt) havde lovet at møde os, og havde medbragt en taske med tørt tøj, m.m. som vi hver især havde pakket hjemmefra. Det skulle vise sig at blive ”guld” værd.

Jeg tror godt jeg kan sige, alle havde en fantastisk tur. Fra start blev der lagt ud med godt tempo, og inden længe sad vi som perler på en snor op ad bjerget.  En meget flot tur der skiftede fra skov til dramatiske klippehylder, til strækninger, hvor vejen var klistret op af klippevæggen. Omkring ”Passo San Valentino” bliver bevoksningen lidt mere sparsom, og man kører lidt efter på strækninger med fantastisk udsigt. Da vi nærmer os toppen aner vi også, at det ikke er længe siden sneen har forladt området, for i områder med skygge ligger der endnu store driver.

Endelig – efter 22km – bilen holder der – tørt tøj !!!  Efter turen op er man blevet godt gennemblødt, og temperaturen er kun et par grader over 0, så det er rigtigt godt med skiftetøj fra inderst til yderst + et lag vindtæt ovenpå !!!  - - Og så har Tommy lige en flaske rødvin (fra vinsmagningen på Monte Zovo) i bilen, og synes lige dagens stigning skal fejres.  Rødvin ??   i godt 1600m højde ?? – tja ? – hvorfor ikke ? Men det  var lidt svært at lave en samlet skål, for Cipollini (Preben i forklædning) manglede  endnu en times tid, inden han nåede frem.  

Med tørt tøj listede vi nu fremad og lidt nedad til ”Refugi Bocca di Navene”.  En lille restauration som ligger i 1420m højde, og som har en fantastisk udsigt over Gardasøen.  Her ville vi bestille noget at spise, og lave opsamling/vente på de sidste.  

Alle nåede frem i god behold og der var trængsel om det lille træ-fyrede varmeapparat mens vi ventede på maden.  Vi var nu godt og vel halvvejs på dagens tur, og de fleste højdemeter var overstået. Og selv om der gik endnu en times tid inden vi fik ”Zebraen”  trukket med op over toppen, var alle ved godt mod.    

Fra ”Bocca di Navene” skulle vi lige 200m op igen, inden vi kunne påbegynde den lange nedkørsel.  Enten koster det nogle ”kcal” eller også må man hænge fast i bilen. Begge løsninger blev brugt. Hvorefter vi kunne påbegynde de 30km hjemad, som stort set gik nedad hele vejen.  På den første del var der nogle lange lige strækninger med et godt fald, der betød pæne hastigheder. Samtidigt var det begyndt at regne lidt, og med temperaturer omkring frysepunktet, skifter det let fra regn til hagl. Og hagl slår altså hårdere på kinderne, og på de bare knæ for de der ikke havde overtræksbukser. Samtidigt er det uden briller vanskeligt at se noget som helst, når haglene står ind i øjnene!

For en gangs skyld havde jeg valgt rigtigt med tøj, og havde en fantastisk nedkørsel – indtil man når ned i højere temperaturer og solen skinner, og sveden løber ned ad ryggen. Men man kan ikke få det hele. Heldigvis holdt følgebilen igen i ”Caprino”, så vi kunne lave en hurtig omklædning igen.

98 km og 2120 højdemeter var det blevet til.  Og så var der igen lidt at prale af, og moppe hinanden med ved pool-kanten, samtidig med dagens afsluttende alkoholiske energidrik.

Fredag var også dagen, hvor aftensmaden var omdøbt til ”festmiddag” og flyttet til en nærliggende restaurant.  Joachim hentede os og vi gik i samlet flok, 100 m op ad vejen til en lille hyggelig restaurant, ”Hostaria La Cross”, hvor vi nød mange at egnes specialiteter – spæk – skinke – pølse – crostini – caprese – syltede peber & løg – polenta – spaghettiretter m.m. alt ledsaget af godt brød, olie - og hvid og rødvin af det gode mærke ”ad libitum”.

Der blev holdt taler - der blev pralet – der blev mobbet - og til allersidst blev der holdt fødselsdag.  Ved midnat tog vi hul på en ny dag, og sang en fødselsdagsang for Alvin.  Hvorefter nogle (de fornuftige) gik hjem i seng, og andre fortsatte et par timer endnu hjemme på hotellet.  En munter aften, hvor der blev talt om meget andet end at cykle.

         Billeder fra en munter aften på "Hostaria La Cross

Lørdag d. 15 maj.    "Ponte  Veia"

Sidste cykeldag.!   Igen var vejrguderrne venlige overfor os.  Ikke varmt, men tørvejr – og det er lettere at klæde sig på mod kulde end det er mod regnvejr. Og samtidigt  ville vi også have mulighed for at komme til noget skiftetøj i løbet af dagen, for planen var at  ”Mødregruppen” i bil, ville køre ud og møde os ved bestemmelsesstedet, hvor vi skulle spise frokost sammen.

Bestemmelsesstedet var ”Ponte Veia”.  Europas største naturbro, som ved nogle specielle naturfænomener i undergrundern, blev dannet for over 100.000 år siden.

Fra Garda gik det over Bardlino og mod øst, over floden ”Adige” og til ”Sant Ambrogio”. Et vejstykke vi havde været på et par gange i løbet af ugen.  Herfra videre mod øst til til ”San Pietro” inden vi kørte mod nord gennem ”Marano-Dalen” og byen  ”Fumane”.  

Et kort stykke efter ”Fumane” havde vi en kort pause. Vi havde kørt ca. 30 km og til nu forholdsvis fladt. På et spørgsmål om der ville komme nogle stigninger, svarede jeg som jeg mente at kunne huske (jeg havde jo været her før) at vi nok skulle forvente vejen fortsatte som hidtil. En udtalelse jeg sidenhen blev mobbet en del for. (Vi stod i 295m højde, og de næste 12 km steg det 670m).

Men en meget smuk stigning, med lejlighedsvis udsigt over dalens bløde skråninger, stejle klippevægge med grotter, og en meget kraftig og grøn bevoksning. Området er bl.a. meget kendt for sine kirsebær. Halvvejs oppe kørte vi gennem den gamle by ”Molina”, som er kendt for sine vandfald.

De mange dages cykling havde efterhånden sat sine spor.  Der var knapt den samme entusiasme at spore, men efter i alt på dagen at have kørt 42 km, gik det 6 km nedad, fra 850 m højde til området ved ”Ponte Veia” i 625m.

Kort efter vi var ankommet, kom bilen også til,  med ”de ikke cyklende folk”. Vi kunne så i samlet flok gå den lille tur ned og besigtige det imponerende fænomen som ”Ponte Veia” er.   Ikke blot broen selv, men også de op til 180 dybe huler ( ”La Grotta dell'Orso”/bjørnens hule) som findes i umiddelbar nærhed.

I det lille cafeteria på stedet fik vi alle en gang pasta og Cola, inden det igen gik hjemad.  I mandags havde vi kørt en ret god nedkørsel i regnvejr. Nu var muligheden for at køre den samme nedkørsel med tørre veje. Blot skulle vi lige 10 km opad først. Fra de 625m vi stod i til 985m i byen ”Fosse”.  Som sagt havde ugen efterhånden sat sit præg, så det blev en laaaang opkørsel. En enkelt gik helt sukkerkold og måtte i bilen hjem.  Men fortjenesten var god nok. 26km nedad. Lige til ”Sant Ambrogio”  med fuld fart.

  Efter opsamling på det lille torv i byen, valgte vi at køre mod nord over ”Affi” og ”Albaré” for dermed at kunne slutte ugen med en god lille nedkørsel til ”Bardolino”.

Og så var det bar de sidste km med strandvejen hjem til hotellet. Vi sluttede sidste dag med 101km og 1660 højdemeter.

8 cykeldage – 843km – 12351 højdemeter- alt i alt vel slet ikke så dårligt. Vejret havde ikke været 100% med os, men vi havde kun afkorte en enkelt tur p.g.a. regn.

Tak til alle deltagere for kun p.g.a. jer – klappede alt som det skulle. !