Milano – Rom med Bike-talien

Uge 38  -  2014

En fantastisk tur, der over 7 meget forskellige etaper, bevæger sig gennem Italiens smukke og varierede landskab, og viser en stor del af landets mangfoldighed  i alt sin glans. Og når man så samtidigt får lov at cykle 7 dage, 890km og godt 14000 højdemeter i høj solskin, Så er succesen helt hjemme.

 Meget fornuftigt havde ”BikeItalien” (Joachim Jerichow) valgt at samle os i Cadeo, små 100km syd for Milano. Så slap vi også for at cykle over den helt flade og mindre interessante  PO’slette. Sjællænderne var samlet op i lufthavnen Malpensa, nordvest for Milano og jyderne i Bergamo´s  ditto, lige så langt nord øst for.  Og alle  - incl. cykler og kufferter,  bragt m/bus og trailer til hotellet i ”Cadeo”.

Efter lidt forsinkelse – og med cyklerne samlet, gik vi til aftensbordet, hvor alle for første gang var samlet. Vi er her jo alle af samme årsag, så stemningen var høj lige fra starten.  Alle var spændte på hvad ugen ville bringe.

Efter middagen samledes vi i baren, hvor Joachim briefede om turen, opdelingen i hold, køre-disciplin osv., osv.  !!

 1. Etape.   Cadeo  -  Varese Ligure

Krystalblå himmel og højt humør.  Med start i ”Cadeo” som ligger i 65m højde, kørte vi mod syd, mod ”Appeninerne”, hvor dagens rute - 3 gange skulle bringe os op over 1000m . Allerede fra starten gik det en smule opad. De første 25km mærkede man det knapt, men så tog vi fat på dagens første regulære stigning, og efter 50km stod vi oppe i det første pas.  ”Passo del Pellizone” med 1029m.

En god nedkørsel, og ca. 10km senere, kørte vi gennem den lille by ”Bardi” (625 m.o.h.) , som i historiebøgerne er nævnt som det sted i de ”Puniske krige”, hvor den sidste af Hannibals 37 elefanter opgav livet, efter den anstrengende tur over alperne. Meget markant for området er også "Castello di Bardi", eller "Castello dei Landi" som det også hedder. Et meget velholdt slot opført på en høj klippe midt i dalen "Val Ceno" 

Efter ”Bardi”  var det tid til frokost, som vi indtog på restaurant ”La Terazza” umiddelbart før det udtørrede flodleje ”Torrente Toncina”.  Herefter, på den anden side flodlejet,  tog vi, med fyldte maver, straks hul på ”Passo S. Donna” (1000m.o.h.).

Den blev passeret efter 74km og den sidste ”Passo Cento Croci” (1065m) efter små 110km .  Op- og nedkørsler havde vekslet mellem tæt skov og udsigter til dyrkede arealer og et pænt kuperet terræn (starten på Appeninerne).  

Da vi nåede op i det sidste pas, var vejret trukket lidt sammen og begrænsede udsynet lidt – skyerne hang næsten helt nede i cykelhjelmen.  Men pyt, herfra var det bare nedkørsel hele vejen til hotellet i ”Varese Ligure”.  Vi var nu i  den nordligste by i provincen ”La Spezia”, og blev indlogeret på et fint lille familieejet hotel, som diskede op med glimrende egnsretter, og også gav et par flasker vin dertil.

122km og 2417 højdemeter – og en helt igennem vellykket dag.  Vi havde sammenlagt kørt opad i mere end 50km, men stigningerne var beherskede, og alle havde en god oplevelse med det.  Så med energidepoterne fyldt op igen, og et par glas vin, var vi alle en tur rundt i den smukke middelalderby, hvor den gamle del  er opbygget som en rund borg /fæstning, med alle åbninger ind mod centrum.  I centrum for den gamle by står det smukke slot ”Castello Fieschi”.

2. Etape.  Varese Ligure – Massa.

Allerede før kl: 9 rullede vi ud af byen. Solen havde knapt fået disen brændt helt af, men det kom hurtigt. ”Varese Ligure” ligger i 353m højde, og da kursen var ud mod ”Cinque Terre-kysten” gik de første 33km hovedsageligt nedad.   Lige før vi kørte ind i ”Levanto” drejede vi mod syd, mod den smukke kystvej til  ”La Spezia”, og straks  begyndte dagens første stigning.  Over ca. 7 km skulle vi ca. 450m op.

En flot stigning, som i glimt gav udsigt over det blå middelhav, og  den smukke ”Cinque Terre” kyststrækning.  Bortset fra enkelte vejarbejder, er hele kyststrækningen genetableret og vejen fin.  Området her var d. 25 oktober  2011 udsat for ca. 500mm regn, som faldt i løbet at 6 timer, hvilket  ikke blot havde ødelagt dele af kystvejen, men også efterladt bl.a. ”Levanto” men især ”Vernazza” og ”Monterosso” begravet i mudder og i  undtagelsestilstand med meget store ødelæggelser.  

Når man kører langs med kystlininen – højt oppe – kan man se ned til de små charmerende byer med de kulørte huse, som er bygget op ad klippesiderne, og vi valgte at køre ned til 2 af dem.  Først ”Manaola” og derefter ”Riomaggiore” – kun 6 km senere, hvor også frokosten blev indtaget.

Efter ”Riomaggiore” skulle vi lige op i 300m højde igen – inden d. 7 km lange nedkørsel til ”La Spezia”.  Ved foden af nedkørslen og lige før byen drejede vi fra mod ”Porto Venere”, som er den mindste by  i provinsen ”La Spezia”  men også den mest charmerende.  Samme farvestrålende huse som i de andre byer langs ”Cinque Terre” men mere tilgængeligt i det næsten flade terræn.  Her var rigtigt mange turister, men vi fandt en lille café ved strandkanten, og fik tid til både at nyde kaffen og udsigten.

Under hele turen havde vi ledsagervogn. Hver morgen kunne vi aflevere en lille taske med et sæt ekstra tøj og hvad vi ellers mente at få brug for i løbet af dagen. Og chaufføren Lucca var hele tiden i nærheden, eller kunne kaldes, hvis der pludselig blev brug for ham. Ellers ville han holde et par gange i løbet af dagen på forudvalgte steder, hvor vi kunne få vand, fyldt flaskerne eller få anden form for energi.  Bussen kunne ikke komme med ind i alle de små byer, men så snart vi var tilbage på ruten, var han der.

 Efter ”Porto Venere” var det samme vej tilbage til ”La Spezia”, som ikke er den mest spændende by at cykle igennem, men vi listede os rundt i kanten og ud igen gennem den lille forstad ”Muggiano”,  hvorefter de 2 hold kørte hver sin vej videre.

Vi havde nu kørt 100km, og forskellen herfra til hotellet på de to ruter var kun ca. 7 km, men til gengæld ca. 550 højdemeter.  Hold 2 kørte den direkte vej, mens hold 1 kørte ”Monte Marcello”. Vi skulle have været forbi et udsigtspunkt, ”Punte Bianca”, men jeg tror de forreste ryttere var begyndt at lugte øllet fremme på hotellet, for ingen havde tid til pause og ”udsigt”,  og pludselig var vi  på nedkørslen. !  Herefter  var der kun ca 18 km på den brede strandvej til hotellet i ”Massa”, hvortil vi ankom lidt efter hold to, som allerede havde tømt restaurationen for de gode, store 0,7 liters øl.  i

Hold 1 kørte 142km og 2388 højdemeter, hold 2  - 136km og 1788 hdm.  En rigtig fin tur, gennem en meget smuk og speciel del af Italien.

3. etape:   Massa – Lucca.

Afhængigt af dagens etape startede hold 2, hver dag mellem 15 og 30 minutter før hold 1. Det gav muligheden for nogenlunde at ramme tidspunktet for frokost på samme tidspunkt, hvilket også lykkedes de fleste dage. 

Mange havde set frem til dagen i dag. For det første var  turens første ”rigtige” bjerg på programmet, og allerede udenfor hotellet begyndte man at køre langsomt opad, og til toppen af "Passo Vestito” i 1061m højde, var der kun ca. 28 km.

Fra hotellet på strandvejen kørte vi op igennem byen ”Massa”, og efter ca. 7km stod vi i udkanten af byen i ca. 80 m højde.  Herfra starten den officielle stigning, som er 19,7km lang og stopper umiddelbart foran indkørsel til en af de mange marmorbrud der er her i området. Hurtigt blev vi spredt op og ned ad hele bjerget, men med forskellig start tid, nåede vi alle at være samlet på toppen, inden nedkørslen.

Fra toppen af ”Marmorbjerget” som passet også kaldes, er der en fin 22km nedkørsel til ”Castelnuove de Garfagnana”, som lige ligger ud med et par gode lange mørke tunneller.  Ikke alle er lige begejstrede for at køre i mørket, men de fleste havde lygter med, så alt forløb selvfølgelig uden uheld. Den første tunnel voldte ikke de store problemer. Den startede på toppen, hvor man er helt nede i fart og den var ikke længere end man skimtede udgangen i den anden ende.     Lidt værrer med den anden, hvor man kom i fuld fart nedad i stærk sollys, og kørte ind i bælgmørke (med solbriller på). !!

I centrum af byen ”Castelnuovo de Garfagnana” drejer vi af mod dagens 2. , og denne gang ”lille” stigning. Kun 4 km der stiger 200m. Op igennem skov til ”Monte Perpoli”, hvor planen var vi skulle spise frokost. Det viste sig dog ikke at være muligt, p.g.a, at et større selskab havde indtaget restaurationen. Så vi blev nødt til at trille videre til næste mulighed, som dukkede op allerede 6 km senere i den lille by ”Gallicano”.

Vi havde nu kørt ca. 60 af dagens planlagte 115km, og profilen for resten af dagens tur, viste  at det hovedsageligt gik svagt nedad, og faktisk hele vejen,  langs floden ”Serchio”,  til ”Lucca.”

Efter dagens 75km nåede vi til ”Ponte della Madalena” eller ”Ponte Diabolo”, som den også kaldes. Vi cyklede/trak til broens top, hvor den gamle legende om broen helst skal fortælles. !! Næste stop var Lucca,hvor indkørslen til byen er lidt besværlig, p.g.a. de ensrettede gader, men vi fandt vejen, og trillede den rigtige vej ind på torvet. 

Dagens hotel  lå små 10km syd for Lucca, men inden vi i samlet trop kørte dertil, havde vi spist is, vekslet penge, nogen fik skiftet klamper på deres cykelsko og selvfølgelig skulle vi en tur hele vejen rundt på den gamle bymur.  En hyggelig afslutning på en god dag.

Og for de der gerne ville se lidt mere til den gamle hyggelige by, og spadsere en tur ”by night”, kørte bussen derind igen efter aftensmaden.

Dagens tur var 115km  og 1617 højdemeter.

4. Etape:  Lucca – Siena

Alle var advaret om, at de første 5km kunne være farlige, hvis vi ikke var opmærksomme. Efter  ca. én km er der en tunnel, og umiddelbart efter - en hurtig nedkørsel,  som ender i et lyskryds, hvor der lige efter et sving, kan være en kø af biler. Umiddelbart herefter skulle vi dreje fra.  Alle kørte selvfølgelig eksemplarisk og alt forløb glat.

Efter 12km nåede vi ”Calci” og så kunne vi begynde at tænke på dagens stigning, som vi nu skulle tage hul på.  ”Monte Serra” !  Også kendt som det bjerg den berømte/berygtede, i doping-sammenhæng, læge ”Cecinni” brugte til tidskørsler.  Alle kendte proffer har en tid på at bestige dette bjerg,  og nu havde vi så også muligheden.  Og uden jeg tror nogle kom i nærheden af rekord-tider, blev der dog lagt godt fra land.

Godt 8km som bragte os 600m højere op i terrænet.  Først med nogenlunde pæn samling gennem byen, inden der blev givet gas.  Opkørslen er meget i skov, men imellem er der lige et glimt ud over det flotte, men endnu temmelig flade Toscanske landskab.

Vi  tog nedkørslen til ”Buti” og videre mod sydøst gennem landskab der mere og mere lignede det ”Toscana” vi kender fra billeder. Indtil vi stoppede for frokost i ”Palaia”.

Vi manglede endnu 70 herlige kilometer gennem de ”bløde” bakker med de fantastiske landskabsbilleder. Efter godt 90 km dukkede ”San Gimignano” op i horisonten. Middelalderens ”Manhatten”. Let genkendelig på sine tårne. Det fortælles at byen engang havde 72 tårne, opført fordi byens indbyggere skulle overgå hinanden. I dag står der blot 16 tilbage, men alligevel let genkendelig.  Den højeste er 54 m – ”Torre Grossa” fra 1311.

En is, en kop kaffe og en lille pause på torvet i ”San Gimignano” blandt de mange andre turister der også havde valgt denne lille by i dag – inden vi kørte videre de sidste 30 km mod ”Siena”.  Vort hotel var i den nordlige ende af ”Siena” og vi nåede det tidsnok til at nyde de sidste varme solstråler på terrassen. Og her havde de nok af øl i den rigtige 0,7L størrelse.

131km og 2475 højdemeter fik vi trukket ud af det smukke landskab.

Morgendagen ville starte ind gennem byporten i den gamle by, men da det er svært at opleve så meget med cykelsko, kørte bussen også derind denne aften efter aftensmad. Alle der havde lyst kunne komme en tur til fods gennem byen, og indånde stemningen. Ikke mindst en tur forbi den berømte ”Piazza del Campo”, hvor det berømte hestevæddeløb (Il Palio) afholdes 2 gange om året.

5. Etape: Siena – Abbadia San Salvatore.

Fra hotellet til bymuren var der mindre end 3 km, og vi skulle lige indenfor, for at få et indtryk i dagslys. Politiet var desværre på arbejde, så det blev til fods/cykelklamper op til den store plads ”Piazza del Campo”.  Videre ud gennem en af de andre byporte, og mod syd – ud i det sceniske Toscanske landskab.

50km i bølge og dal, bl.a. over ”Monte Olivieto”, som er knapt stort nok til at blive kaldt et bjerg (150m stigning)  inden vi kom til den første mindre udfordring.  9 km ad ”Strada Provinciale del Brunello” som ledte os 400m op til ”Montalcino” – ”Brunello’ens” hjemby.  Selvfølgelig var det her vi skulle have frokost, og selvfølgelig blev det sammen med et glas af de berømte dråber.

Fra ”Montalcino” gik det pænt nedad over ca. 10 km.  Herefter lidt ”bulet” igen, indtil vi ved ca. 80 km nåede starten på opkørslen til ”Monte Amiata”. 22km som med få og korte nedkørsler, hovedsageligt er stigende.  22km som stiger ca. 700m.   Midtvejs blev der lige tid til ”opsamling” og en kop kaffe i den lille by ”Campiglio d´Orica”. Fra toppen (940m) er der så ca. 10km til hotellet i ”Abbadia San Salvatore” (800m).

Dagen gav 111km og 2380 højdemeter på kontoen. Vejret havde igen været fint. Store skyer, hvor nogle ind imellem var pænt sorte, men hovedsageligt blå himmel.

Nu var vi nået så lang mod syd, at man altid skal spørge til kvaliteten af drikkevandet. Og netop her, hvor de er kendt for tidligere at have udvundet cinnober/kviksølv af undergrunden er der ikke drikkevand i hanerne.  Hotellet havde dog mulighed for at åbne en  speciel tank, hvor vi kunne få drikkevand og fyld flaskerne til næste dag.

6. Etape:   Abbadia San Salvatore – Tuscania.

Næstsidste dag, og endnu en lang én af slagsen.  Rundt omkring er trætheden begyndt at melde sig, men heldigvis står vi foran en dag med et par af turens store højdepunkter. Udgangspunktet  ”Abbadia San Salvatorer” er i 800 m højde, og vi ved at når vi har kørt de 50 af dem, er vi ved de varme kilder i ”Saturnia”. ”Saturnia” er beliggende i ca. 150m højde, så turen hertil kan der ikke være mange problemer i.

Det viste sig dog ikke at være helt rigtigt. Nedkørslerne var ganske vist lange, men desværre er underlaget ikke alle steder godt. En del af strækningen er så dårlig, at selv om vi kører meget langsomt nedad, skal holde rigtigt godt øje med hvor vi kører.

Inden vi nåede ud af byen denne morgen, havde vi en defekt, som krævede mekaniker, så følgebilen var en smule forsinket da vi efter 50km nåede frem til ”Saturnia”. Det betød også at der var tid til en kop kaffe, inden Lucca/chaufføren nåede frem med vore tasker, og badetøjet som var en del af udstyret denne dag.

Vi er i den del af Italien, hvor der er vulkansk undergrund, og i ”Saturnia” bruser det svovlholdige vand frem fra jorden i et stort vandfald, og er blevet en attraktion for området.  Vandet er konstant 38 grader varmt og siges også at have en vis helbredende virkning.  Så efter en hurtig omklædning var det tid at få de efterhånden godt brugte muskler blødt op i det varme vand.

Godt opblødt og ophedet var det lidt svært at komme i gang igen. Solen bagte ned på os, og det var svært at komme af med varmen,  men heldigvis var der ikke de store stigninger inden næste punkt på programmet.  Nedkørslen før ”Pitigliano” er i skov, men pludselig åbnes der for en fuldstændigt fantastisk udsigt. Her er også en lille rasteplads, hvorfra man fra et punkt, kan se hele byen, på modsatte skråning.

”Pitigliano” er meget speciel. Opført hovedsageligt i ”tuf”. Også kaldet ”Lille Jerusalem” for sin  tidligere andel af jødiske bosættelser.  Her midt i byen i de historiske omgivelser fandt vi et godt sted til frokost, og efterfølgende en lille tur rundt i de små gader..

Fra ”Pitigliano” gik turern videre gennem bl.a. ”Sorano” ad veje som er skåret dybt ned i den vulkanske tuf. Terrænet stiger hele tiden og da vi kører fra  ”Toscana” og ind i ”Lazio”, har vi faktisk sneget os op i ca. 700 meters højde igen.  Herfra går det ned til - og langs ”Lago di Bolsena” (305m)  – én af de vulkanske søer. Fra den sydlige ende af søen og byen ”Marta” var der 15km, svagt nedad,  til hotellet i Tuscania.   

140km og 1771 højdemeter – og kun én  dag/etape  tilbage.

Aftensmaden denne aften var på en restauration inde i byen, og undervejs hjemad blev den daglige briefing afholdt i/på  den lokale ”Forum Romanum” et stenkast fra hotellet.

7. – og sidste etape:   Tuscania – Rom.

Få km efter vi var kørt ud af ”Tuscania” kunne vi det fjerne skimte omridset af den gamle vulkan, hvor vi skulle op over kraterkanten og ned til vulkansøen ”Lago di Vico”.  Vejen dertil gik bl.a. på veje skåret 4 – 6 meter ned i den bøde tuf.  Lidt specielt at køre med lodrette vægge på begge sider af vejen.

Videre gennem den lille by ”San Martino Al Cimino”, som skulle have været startstedet for turens  lille indlagte  bjergkonkurrence.  En  2½km stigning for ”fuld gas” – men deltagerne var slet ikke ”konkurrencelystne” – og havde/fandt alverdens undskyldninger for ikke at deltage – så aflysning. !!

Så vi rullede videre  op på kraterkanten (725m) og videre ned til søen (500m). Vi havde nu kørt ca. 40km. Efter 60km skulle vi op over endnu en lille kant (410m) som ledte os ned til ”Lago di Bracciano” (150m).

10km på en flad vej/sti blev lige afsluttet med en kort men hektisk stigning, hvilket fik benene til at brænde hos de fleste.

Nu er der mindre end 50km tilbage af hele turen, og spændingen stiger, men trætheden er også ved at melde sig.  Vejen ind til Rom går gennem en meget kuperet del, hvor vi ikke er de eneste på arbejde. Langs vejen står der mange piger fra ”det lette kavaleri”, og tilbyder alle deres talenter, så der var mange tilråb i begge retninger.  !!.

Ca. 20km vest for Rom kører vi ind på den store vej ”Via Aurelia” et par km., inden vi sniger os gennem et mindre trafikeret industriområde.  Helt undgå den heftige trafik kan vi ikke, men efter at have ventet lidt på hold ét, som havde en lidt længere distance denne dag, kørte de to hold samlet det sidste stykke. Via den gamle vej ”Antica Aurelia” i tæt eftermiddagstrafik, kører vi direkte ind på ”Piazzo Garibaldi” –  hvor vi gratulerer hinanden med en helt fantastik tur. Propperne sprang  og det hele blev skyllet ned med et glas boblevand.

Turen er gennemført. Den sidste dag blev til 132km og 1836 højdemeter, hvilket betød at vi i alt – over de 7 etaper – kørte 890km og 14777 højdemeter.  Kilometre og højdemetre er en ting der taler for sig selv, men alle de oplevelser vi har fået med i bagagen kan dårligt beskrives.  Italien er meget mere end du aner. !!

 Selvfølgelig skulle vi ind til byen denne aften. En ordentlig afslutning på ugens mange oplevelser. Og hvordan kan man gøre det bedre, end på en af de utallige rrestaurationer, med Pizza og Italiensk rødvin.

Lørdag d.20. september 2014.

Det var da helt rart at vågne, og vide man ikke skulle haste afsted på cyklen denne dag. Flyet hjem afgik først søndag middag, så vi kunne "snue" lidt længere og efterfølgende havde vi hele lørdagen til at pakke og gå på opdagelse i Rom.

Cyklen blev pakket I kufferten - så var det ude af verden Så tog vi bussen ind i centrum af den gamle by, hvor vi slentrede rundt og så nogle af alle de ting man "nu skal se når man er her". Indsnusede atmosfæren og i det hele taget slappede af og lavede "ingenting".  Men at opleve ROM på 6 - 7 timer er også en ordentlig mundfuld man godt kan blive lidt træt i benene af. Er man interesseret i byferie, kan man sikkert godt få 14 dage til at gå her. 6 timer er helt fint for mig. !!!