Milano - Rom 2015.

For 3. år i træk, fik jeg mulighed for at deltage på denne tur, som efter min mening hører til blandt de absolut bedste cykeloplevelser. En meget varieret tur, med rimelige udfordringer for både den erfarne motionist og den måske "grønne" tur-cyklist, der dog skal være indstillet på at bide tænderne sammen og yde en indsats.  Referatet her, kan med fordel læses sammen med historien fra sidste år "Milano - Rom 2014" hvor beskrivelsen af de enkel etaper, måske er lidt mere indgående.

Bike Italien har kørt denne tur siden 2012, og har alle 4 gange bevæget sig ad stort set samme rute  "på langs i støvlelandet". Turen i år var fuldtegnet med ialt 30 glade motionister fra hele landet, med lidt overvægt til deltagere fra Nakskov, Odder og Ikast. Alle var i forvejen bevidst om hvad der ventede (7 etaper med ca. 890 km og 14.000 højdemeter) og alle havde forberedt sig godt, hvilket igen betød at hele holdet fik en rigtig god oplevelse.

Ryan-air havde desværre ændret afgangene fra både Sjælland og Jylland, således at de sidste først kom frem til hotellet i "Cadeo" kl. ca. 23:00. Det betød at både aftensmad og samling af cykler blev en midnatsforestilling. Direkte fra bussen og ind i restaurationen, hvor hotellets personale stod klar med hurtig servering.

De ville jo også gerne hjem. Og efter en velkomst og "lyn-briefing" af Joachim var det igen udenfor, og med pandelamper og i den smule lys der var på hotellets parkeringsplads, blev cyklerne pakket ud og samlet.

 For de flestes vedkommende, var klokken næsten 01:00 inden vi kunne gå til ro. Alle spændte og forventningsfulde for de følgende dage. !!

Fredag d. 18. september

Selv om vi alle var kommet sent i seng, var  intentionen at komme afsted så tæt på kl. 09:00 som muligt. Distancen/ruten var den samme som sidste år, så vi vidste der lå en opgave foran os. Alle deltagerne havde afgivet ønske om, hvilket af de 3 hold (opdeling sket på forventet gennemsnitshastighed) de gerne ville køre, og kort efter 09:00, da de sidste skruer var strammet og de sidste justeringer foretaget, rullede hold 3 ud af parkeringspladsen. En enkelt deltager havde et problem med et knækket geardrop, og måtte en tur forbi den lokale cykelsmed først, men blev senere på formiddagen droppet ned på ruten, af vor følgebil.

Som det ses af højdekurven er det en hård dag. Allerede fra start går det ganske svagt opad, og faktisk er det sådan at over dagens 115 km, går de 80km opad. Efter ca. 17km er der mulighed for at runde ind i den lille by "Castell A'Quarto", som nok er mest kendt for filmen med Michell Pfeiffer - "Lady Hawk" som blev optaget her.

Hele vejen kørte vi imod "Appeninerne" som vi kunne skimte foran os, og kort efter tager vi hul på den første regulære stigning, som alle efterfølgende betegnede som "en god start".  "Passo del Pellizone" er 1029m højt og stiger ca. 800m over 25 km. Stigningsprocenterne er beherskede og ind imellem flere flade stykker og enda små nedkørsler.  

Frokosten blev for hold 2's vedkommende indtaget på en restauration nær flodlejet imellem den første og den anden stigning. Flodlejet var stort set udtørret, og ingen kunne se på stedet, at 4 dage forinden havde vandet stået ½ meter over gulvhøjde i restaurationen. Voldsomme regnskyl havde raseret i området. For os betød det, at restaurationen ikke formåede at lave frokost til alle 35 personer (alle 3 hold), men kun kunne overkomme (køkkenet virkede endnu ikke optimalt) at betjene ca. 10. Det betød nu ikke så meget da andre spisesteder var inden for overskuelig radius.

De 2 næste stigninger ("Passo S.Donna" og  "Passo Cento Croci") gik også smertefrit. Vi er endnu i de "bløde Appeniner". D.v.s. ikke voldsomme bjerge, - og selv om vi 3 gange kommer over 1000m højde, ligner der mere nogle meget store og grønne bakker.  Historien om "Cento Croci" skulle være, at man fra toppen skulle kunne tælle 100 kors i distancen, som ofte er markeringen på de enkelte toppe.

Den sidste nedkørsel ender i byen "Varese LIgure" som også var målet for dagen. Hoteller er en af de første huse vi kommer til. Det lykkedes dog en enkelst af gæsterne at køre forbi stoppestedet og videre helt ned i byen. Her stod han så én times tid og ventede på "at blive fundet", mens vi andre, nervøse, kørte op og ned ad bjerget for at finde ham. Det var lige før der var "panik før lukketid", men alt endte godt.

Efter spisningen var vi en tur rundt i den gamle by, som er bygget "rund" som en gammel fæstning. I midten af byen er den velholdte borg "Borgo Rotondo" og lige uden for byen den 500 år gamle bro,"Grecino", som i anledning af fødselsdagen var illumineret med  tallet "500".

Den sene aften-gå-tur i mørket gav mig også en oplevelse jeg godt kunne have været foruden. En uafmærket kælderskakt betød et fald på ca. 1½ meter ned, og gav mig, hvad jeg i første omgang troede kun var en ubehagelig forstrækning i ryggen, men som jeg døjede med resten af turen, og senere skulle vise sig at være lidt mere end en forstrækning. !

Lørdag d. 19. september.

Stadig lidt forslået og øm efter "aftenens styrt" var nu også jeg, efter en enkelt "600mg ibu" og et par panodiler, klar til 2. etape.   Med Hold3 som de først startende gik de første 25 km hovedsageligt nedad, hvor vi kørte langs og adskillige gange over floden "Vara". Efter 25 km skulle vi så over en lille stigning på kun 100 højdemeter, hvorefter der fulgte en 6km meget smuk og hurtig nedkørsel til byen "Levanto".  Fra "Levanto" går det nu mod  "CinqueTerre". Den berømte kyststræking med de små hyggelige byer, hvor planen var vi skulle besøge 2 - "Manaola" og "Riomaggiore", og spise frokost i én af dem.   Men først en lille stigning. Fra udkanten af "Levanto" går det op  i "Passo del Termine". 496 højdemeter over 7,7km,  og 6,4% i gennemsnit.

Så var vi oppe på platauet. Med fantastisk udsigt over det blå - blå Middelhav, og stedvis et rigtigt godt udsyn over de små idylliske byer, hvor "Monterosso" og "Vernazza" er de 2 første vi passerer. Vi skulle nu have kørt med denne smukke kystvej næsten til "La Spezia", men da vi kom til afkørsel "Vernazza" var vejen spærret for videre færd, og der var omkørsel, ind i landet, til "La Spezia".  Ærgeligt!!!  For det betød vi kom til at mangle nogle af de smukkeste kilometre på turen, og beøget i de 2 små byer (og vor planlagte frokost-sted) gik fløjten.

Nå !! - men på iøvrigt ellers udmærket vej, men uden udsigt, gik det nu nedad mod "La Spezia". Her gik det lidt galt  i kommunikationen mellem de 3 hold. Selvom Hold3 var de første der startede denne morgen, var de blevet passeret af både Hold2 og Hold 1, og var kun pr. telefon orienteret om, at Hold1&2 fulgte omkørslen til "La Spezia". Så da de nåede omkørselsstedet, kørte de selvfølgelig ned til "Vernazza" som de mente der var aftalt, og fik dermed som de eneste denne oplevelse (og ekstra kilomter/højdemeter) med.

"Vernazza" var den by, der under katastrofen i 2011 fik de største ødelæggelser. Efter 6 timer, hvor der faldt 500mm regn, var hele "CinqueTerre-kysten" i undtagelsestilstand. Vejene var lukkede i flere dage og byerne kunne kun nås ad vandvejen.

"La Spezia" er ikke nogen god cykelby, men det lykkedes os  - også selv om vi drønede lige ind i en ca 1,5km lang tunnel - at finde den korrekte vej ud til "Porto Venere", som er den sydligste, og mest tilgængelige at "Cinque Terre" byerne.  I byen var der masser af turister, men det lykkedes at blive fordelt på et antal restaurationer, som kunne forsyne os med den efterhånden meget tiltrængte frokost.

Med ny energi (Hold 1 og Hold 2  !!! - Hold 3 var stadig længere bagude) begav vi os videre mod destinationsbyen, som var "Marina di Massa". Først gennem endnu en af de smukke kystbyer "Lerici". Dernæst: Hold 1 over "MonteMarcello" (betyder +500 højdemeter) og Hold2 mere direkte til Massa, Hvor de sidste 10km er på pandekage-flad strandvej - med megen trafik og mange lyskryds.

Hotel "Dei Ronchi" var virkeligt denne turs kulunariske overraskelse. Kan ikke ´huske om det var 6 el. 7 retter de bar ind, men garanteret ingen gik sultne fra bordet. Efterfølgende underholdt vor chauffør Puolo (Joachims svigerfar) med sin store viden om marmor, som er dette områdes "guld".

Søndag d. 20. september.

Alle havde set frem til dagen. Vi skulle bare lige hen om hjørnet, så begyndte opkørslen til marmorbruddet, som også udgjorde turens eneste reelle bjeg. TIl forskel fra tidligere år havde vi i år startet turen en fredag, hvilket betød, at 3 etape som vi nu skulle køre, var en søndag - og dermed  0 trafik. Så de 7 km. op til "Massa" centrum var der ingen problemer i. Herfra på en lidt kringlet vej ud af byen og ud på de 19,7km som er den officielle længde på stigningen til "Passo Vestito" i 1061m højde.  

Hold3 var igen startet lidt før, men de andre hold fulgte kort efter, og snart var hele stigningen beklædt med danske cyklister, som alle rullede ind ca. 100m før toppen, i læ for den kolde vind der var helt oppe. Paolo og følgebilen var lidt forsinket, da han havde kørt lidt forkert i byen, så vi kastede os alle over taskerne med det varme tøj, da han endeligt dukkede op.

Så var der 21km nedad, og specielt på det første stykke gennem de 2 tuneller, var det godt med noget vindtæt tøj. Nede i dalen samlede vi op på et fladt stykke, - og måtte sende Paolo op - tilbage til passet igen - , efter en glemt mobiltelefon. VI andre listede videre mod "Castelnuovo di Garfagnana" og opkørslen til den lille stigning "Monte Perpoli", hvor det var planen at indtage frokosten.

Restauratøren blev helt forskrækket da han hørte vi var over 30 personer der gerne ville have frokost, og afviste os. ??? Heldigvis ingen problem i Italien, hvor vi ikke behøver køre mange kilometer inden andre muligheder tilbyder sig. Vi delte os dog, og fandt ind på 2 forskellige frokoststeder. !

Fra Hold3's spisested i "Gallicano" kørte vi langs floden "Serchio" hele vejen til "Lucca" med kun en enkelt pause ved "Ponte della Maddalena" - også kaldet "Ponte del Diabolo" (Djævelens Bro). Vi fortsatte selvfølgelig helt op på den, hvor historien om denne bro helst skal fortælles. !!

Derefter gennem megen trafik ind til Lucca", og vi husker de kaotiske sidste 200m, hvor der denne dag var "Markedet" med mange boder og telte, hvor Hold3 kørte udenom og hold 1 & 2 valgte at køre (spadsere) direkte - lige igennem al panikken.   Lige ind på "Piazza S.Maria" hvor vi samlede op - og alle kørte til "Det runde torv" - "Piazza dell Anfiteatro" hvor der var dømt kaffe og kage. !! (enkelte øl blev også set på bordene).

Dagens hotel lå 6 km uden for bymuren, så efter vi alle havde været den traditionelle tur rundt om byen - på muren - gik det mod hotellet

105km og 1488 højdemeter

Mandag d. 21. september.

Hotellet lå nord for byen, så dagen startede med et gensyn med "Lucca", tværs igennem den gamle by. Syd for byen gik det mod "Calci", som er mest berømt for at ligge ved foden at "Monte Serra" (også kaldet  "Antennebjerget" p.g.a. de mange antenner på toppen), og som er det bjerg den berømte/berygtede "Professor Cecchini" anvendte til test og træning. Næsten alle proff. cykelryttere er testet, og har en "tid" på stigningen.  

Stigningen går op i 917m , som kun 4 kørte op til. De skulle tilbage igen til 635m højde hvor de fleste stoppede - og ventede. D.v.s. ved afkørslen/nedkørslen til "Buti".

Efter "Buti" begyndte landskabet langsomt at ændre sig til noget af det "Toscana" som vi kender fra billeder, og i "Palaia" mødtes alle 3 hold igen til frokost.

 Efter frokosten og et par hurtige små nedkørsler, tog vi fat på de "Toscanske bakker". Landskabet bølgede mere op end ned, så ca. 25 km senere stod vi små 500m højere i "Il Castagno".  Herfra videre indtil den gamle historiske by "San Gimignano" dukker op.

Et imponerende syn med de mange tårne, selv om kun 13 af de oprindelige 76 "belle torri" stadig står.Tårnene er opført som bevis på rigdom og status, og har aldrig haft nogen forsvarsmæssig formål. Byen er også en turistmagnet, så turen op gennem hovedgaden blev mest til fods.  Og det lykkedes os at "møve" os ind på en lille Café til kaffe og kage.  Jeg kørte denne dag med Hold1, så vi var først på pletten, men inden kaffen var drukket dukkede også Hold2 op.

Efter yderligere 15km kørte vi genne "Colle deVal d'Elsa" - et område der står for 15% af verdens krystal-glas produktion, og også har nogle af verdens største producenter af samme. Videre til "Siena", hvor vi i den nordlige ende af byen kørte ind på "Hotel Vico Alto", som var dagens mål, til en meget velfortjent kold øl.  Desværre var hold 3 blevet forsinket lidt, - hvilket igen betød at følgebilen med vor bagage også var forsinket - hvilket betød at det nok blev til mere end én øl, for de først ankomne. !!

145km og 2442 højdemeter blev dagens tal.

Ingen havde lyst til Joachims aften-tilbud. En  tur til byen, og til fods rundt i de små gader. Men efter aftensmaden delte Per Brolægger, som har stort kendskab til området, sin viden med os andre om, hvorledes den berømte "Palio" (hestevæddeløb på byens torv) spænder af i "Siena" by, 2 gange om året.

Tirsdag d. 22 september.

Hotellet lå nord for bymurene, så første plan for dagen, var at trille ind og se centrum - "Piazza del Campo", hvor "Palioen" bliver afholdt, og hvor vi også benyttede lejligheden til at repetere historien lidt.

Utroligt der kan være over 60.000 tilskuere her, samtidigt med et hestevæddeløb. ?

Vor vej gik mod "Asciano" og med det samme var vi ude i det dramatiske landskab, som Italienerne kalder "Le Crete".Det ligner det "Toscana" vi kender fra postkort. Brun-røde lerhøje så langt øjet rækker. Ingen træer på de nøgne høje, bortset fra alléer af slanke cypresser langs veje der snor sig frem til ensomme bebyggelser. Umiddelbart før byen drejer vi op over "Monte Olivo".  En god lille stigning, som gav et par hundrede højdemeter, inden nedkørslen til "Buonconvento".

Et par km syd for "Buonconvento drejer vi ind på "Strada del Brunello". Herfra er der 12km til "Montalcino" hvor de sidste 9km stiger ca. 400m.  Denne dag kørte jeg med Hold2, som var det mest homogene af de 3 hold. Hvilket også betød at alle var på toppen, næsten samtidigt.  Vi kørte gennem byporten og direkte gennem byen til udkigspunktet på modsatte side, og da ingen havde lyst til at nyde "Frokost &.Brunello" i byen kørte vi straks videre. 14km senere, efter en 7km nedkørsel og en mindre opkørsel - i den lille by "San Quirico d'Orcia" fandt vi en super Pizzaria/Cafeteria, som kunne opfylde alle de forskellige ønsker vi havde om en god frokost.

Vi havde længe anet "Monte Amiata" foan os.  En gammel udslukt vulkan, som på sit højeste måler 1738m, men som vi skulle passere i små 1000m højde, og 10km nede på den anden side lå "Abbadia San Salvatore" som var vor målby. Og selv om vi efterhånden er langt syd på, er bjerget endvidere højt nok til også at tilbyde et ski-område.

At komme over "Monte Amiata" betød 22km, hvor terrænet steg 650m. I sig selv ikke så slemt, men ind imellem var der strækninger på op imod 2km som faldt op til et par hundrede meter. Så alt i alt ligger der nok +1000 højdemeter på denne stigning! I byen "Campiglia d'Orica"mødte vi også en vejspærring og advarsel om at fortsætte p.g.a. jordskred. Lidt længere fremme var vejen borte, og kun cykler kunne passere på en meget smal hylde.

Opsamling på toppen, og samlet hurtig nedkørsel til "Hotel Parco Erosa" i "Abbedia San Salvatore", som vi nåede som de første.

Dagens tur var 110km og 2294 højdemeter

Området her var også kendt for sin udvinding af "Cinobber" som danner udgangspunkt for produktion af kviksølv. Så nu er vi nået så langt sydpå, at vandet i vandhanen ikke er drikkevand. ?

Onsdag d. 23 september.

Vor overnatnig i "Abbadia San Salvatore" var i ca. 800m højde, og vi vidste at efter ca. 50km skulle vi være i ca. 150m højde. Så det første stykke ville være overvejende nedad. Højdeprofilen fortalte dog også, at der ind imellem også var den del små og mellemstore stignnger, så helt let var det ikke. Endvidere, skulle det vise sig, et langt stykke, med særdeles dårlig vej.

Alligevel kom det til at passe nogenlunde med at alle 3 hold mødtes ved de varme kilder i "Saturnia". Efter lidt P-problemer for "Paulo" fik vi vor taske fra bilen, og kunne klæde om til badetøj, for en tur i det svovlholdige varme (konstant 38 grader) vand. Jeg havde håbet det kunne hjælpe lidt på min efterhånden gennemtæskede ryg, som til stadighed voldte lidt problemer efter "styrtet" i "Varese Ligure".

Efter det varme vand, er kroppen "lidt oppe at køre" og har vanskelig ved at komme af med varmen - specielt når de første 5 km går pænt opad, og der skal arbejdes. Efter 25km ekstra kører vi ud i en lille lysning, som giver et fantastisk udsyn over den meget specielle by "Pitigliano", hovedsageligt opbygget i "Tuff" (hårdtpresset vulkansk aske). Inde I byen fordelte vi os på et par restauranter til frokost."Pitigliano" kaldes også "Lille Jerusalem" p.g.a. at den jødiske befolkning tidligere udgjorde en stor del at byens indbyggere, og der er i byen også en synagoge.

Efter yderligere 10 km  på snoede veje, skåret ned i den bløde tuff, kørte vi igennem "Sorano", som er mindre, men med samme opbygning, som "Pitigliano".  Vi kørte nu ud af "Toscana" og ind i"Lazio" og samtidigt ind i et område hvor gamle udslukte vulkaner lå ved siden af hinanden også kaldet "Monti Volsini". Turen gik ned langs en af de gamle vulkansøer "Lago di Bolsena".

Turen vil nok blive husket mest p.g.a., at inden vi nåede helt ned til søen, havde vi i gruppen en punktering. Det betød, at vi i vor gruppe (Hold3) knapt blev våde af den regnbyge de andre hold kørte direkte ind i. Langs søen var der nogle kilometer med "Strade Bianche" som er den Italienske betegnelse for "grusvej, og som afsluttende med en lille stigning, så stejl, at den tog pusten fra en del. Flere måtte ned på klamperne.

Det havde været en lang dag, så stemningen var nu at vi bare skulle hjemad, så følgebilens sidste stop blev "kørt forbi" - og de sidste 15km til Hotellet i "Tuscania" tilbagelagt hurtigt.  Det var jo næstsidste dag, så trætheden var efterhånden mærkbar.

Hotellet i "Tuscania" kan ikke klare bespisningen, hvorfor vi samlet vandrede ned i byen, efterfulgt af den daglige briefing, som blev afholdt i byens "Forum Romanum"

Torsdag d. 24. september.

Mange vågnede nok op til et fantastisk syn ud af vinduet/terrassen. Vulkanen "Vico" tegnede sig skarpt i horisonten. Vi skulle senere op over kanten, og ned og køre langs vulkansøen "Lago di Vico".  De første 25km er rimeligt flade, men efter ca. 15km kører vi på små markveje, som leder os ad små veje, som er skåret dybt ned i "tuff'n. Smal vej med 4 - 5m høje, stejle sider og bevoksning, der næsten er vokset sammen helt oppe.  Efter nogle kilometer her, snitter vi lige hjørnet af byen "Viterbo" inden dagens første stigning. En heftig sag op til "San Martino Al Cimino", og især de sidste 500 gennem byen over torvet til kirken, trak lidt "tænder ud". Herfra var der så stadig 2km (som kunne køres som konkurrence, men ingen interesse) inden toppen, hvor alle hold blev samlet.

Turen gik nu nedad til "Lago di Vico", og 7 km langs denne vulkansø, som ligger i 507m højde. Efter yderligere 25 km er vi nået frem til "Lago di Bracciano" hvor frokosten skulle indtages. Søen ligger i 164m højde, og vi (Hold2) fandt en lille solfyldt plet tæt på - og med udsigt over søen i den lille by "Trevignano Romano".  Hold1 var allerede på pletten, og vi hørte senere Hold3 sad kun et par hundrede meter derfra.

Nu var der kun 50km tilbage af turen. Vi skulle lige ud af vulkankrateret, og ned på sletten på den anden side. Og herfra køre med mindre trafikerede veje ind mod "Rom".

Ved én af de første muligheder i en af forstæderne lavede vi opsamling på en P-plads og kørte de sidste 14km samlet i kortege. 35 cyklister i én lang række. Stille og roligt - afventende at alle kom over diverse lyskryds og med igennem forskellige sving. Med "Via Aurelia" og Via Aurelia Antica" gennem tæt trafik - lige ind på "Piazzo Garibaldi" med fantastik og storslået udsigt over alle Roms tage.

Turen var slut. Den sidste dag blev til 132km og 1842 højdemeter. Ialt for de 7 dage 883km og 14.000 højdemeter, som var klaret helt uden uheld.  Jeg tror alle havde følelserne lidt uden på skjorten og følte stor forløsning og glæde ved at have nået dette mål. Herfra var der kun 3½km hjem til Hotellet, hvor Champagne-propperne sprang - og alle kunne gratulere alle med turen.

Selv om alle var trætte, var der stor enighed om en afsluttende middag, som blev på "Ristorante da Arturo" lige på den anden side gaden. !!

Fredag d. 25 september

En fridag i Rom. Cyklen skulle pakkes, men ellers blev dagen tilbragt i små grupper, som turist i Rom. For vort vedkommende gik det stille og roligt rundt i byen. Torben havde planlagt en tur som både sikrede vi fik set alle de "turistede" ting, men også havde tid til bare at sidde stille på de små listige steder, og få den kop kaffe - den øl - det glas vin - og bare indånde den stemning der er i Rom.

Lørdag d. 26 september.

Gæsterne var alle taget af sted tidlig morgen, med fly ud fra "Fiumicino", som lufthavnen I Rom hedder.  Vi skulle så blot have pakket bilen og nordpå. I første omgang til "Cadeo", hvor vor egen bil stod, og efterfølgende mod Danmark.

Efter en overnatning i Bolzano og endnu en dag bag rattet, ankom vi til Ikast søndag aften.

Mandag d. 28. september / efterspil.

Mandag morgen var det stadig ikke meget bedre med ryggen, så jeg opsøgte min egen læge, som omg. sendte mig til røntgen. Herefter gik det stærkt. !!!
Da billederne var tydet, blev jeg omgående kommanderet "ned at ligge", og skulle have hjælp til at tage tøjet af !!. Det hjalp ikke at fortælle jeg have cyklet 800km og kørt bil i 2 dage siden uheldet var sket. !!! Billederne skulle vurderes nærmere, inden de ville tillade noget.!

Resultat: 3. ryghvirvel var trykket/knust. Bruddet var heldigvis stabilt, hvilket betyder alt sidder som det skal, men skal have ro til at gro sammen igen. Så udstyret med korset blev jeg udskrevet med ordre om at holde mig i ro indtil eftr jul. !!!

Januar 2016: Trods alt har jeg nok alligevel været heldig. Genoptræningen kører på fuld knald, og jeg er på cyklen igen. .