Col du Sanetsch/Cabane Prarochet  &   Pierre Avoi  

Ravoire Schweiz juli 2010

I forbindelse med vore sommerferier, har vi ofte haft muligheden for at tilbringe et par dage i Wallis Schweiz. Med udgangspunkt i Ravoire, hvor vi hos Birte og Michel nyder en fantastisk gæstfrihed, og hvorfra der er forholdsvis fin adgang til den måske flotteste del af Schweiz og  dermed også nogenlunde let adgang til de områder, som giver mulighed  for at opleve de høje bjerge på nært hold.

Vi ankom midt på dagen d. 23 juli, direkte fra "Kanton Uri" i det østlige Schweiz, hvor vi havede haft et par fantastiske cykeldage, (Furka/Grimsel), og bl.a. havde stået ved Rhonens udspring. Den samme flod, som vi fra huset, højt hævet over  byen "Martigny", kunne se nærme sig fra øst, og i byen dreje med nordvest, hvor den tager retning mod "Lac Leman".

Vejrudsigten for de kommende dage var ikke som vi helst ville høre den, men eftermiddagen var mild og venlig, og det blev til en vandretur gennem vinmarkerne på skråningerne ned mod byen, hvor vi fik udpeget de nyerhvervede vinstokke. Spændende at høre senere, om druernes videre liv. ??

Dagen efter skulle det vise sig, at vejrguderne helt levede op til forudsigelserne. Men vi trodsede dem, i håb om en lille bedring, når vi kom lidt op i højden. ????

 I bil gennem Sion, hvorfra vi de næsten 30 km kørte opad - nordpå - til "Col du Sanetsch" i 2244 m højde.  Himlen var én grå masse, og det så mildest talt ikke særligt indbydende ud.  Men nu var vi kommet så langt, og så skulle de små 5 km til "Cabane Prarochet" også forsøges.

Tæt tåge - en meget høj luftfugtighed (regn ind imellem) - og begrænset sigtbarhed, gjorde det til en "speciel" oplevelse, men Michel havde GPS'en med, så vi skulle nok finde den rette vej.   Heldigvis havde vi bragt det vind- og vandtætte tøj, til at tage den iskolde vind.

 Selv blomsterne led I kulden.!

Jo højere vi kom - jo tættere blev tågen. Så den fantastiske udsigt der skulle være heroppe, hvor vi faktisk skulle bevæge os meget tæt på "Tsanfleuron-Gletschen" forsvandt helt bogstaveligt "i tågen".   

Gletschen havde blankpoleret underlaget, og indimellem var der mange fossiler at se

Men vi kom frem, og havde trods alt en rigtig sjov, god og spændende tur. En pølse og kop varm the , hjælper gevaldig på "alting", og under alle omstændigheder glæder vi os til en gang at gøre den igen - i høj solskin.  Turen ned/hjem var lidt lettere og gå, og føltes også hurtigere, da vi undervejs blev grebet lidt I at finde svampe. !

 Dagen efter - d. 25 juli var vejrudsigten en anelse bedre, dog uden at være god.  Men selv om sigtbarheden ikke var 100% OK, kunne vi se tværs over dalen, og kunne ved selvsyn se den markante "Pierre Avoi", lå nogenlunde skyfrit, hvorfor vi besuttede den skulle være dagen mål.

Den letteste adgang til "Pierre Avoi" er med svævebanen fra "Verbier". Så med bil ned til "Martigny" - rundt om bjergmassivet og op til skisportsbyen "Verbier". Herfra med gondolen fra 1560 m højde til "Savolyeres" i 2354m højde.

Herfra, var der så kun 120 højdemeter og en spadseretur på ca. 45 minutter.

Ind imellem lukkede tågen helt til, (og så var det rart med skilte), for i næste øjeblik at klare helt op

Turen var let at gå, med trapper hugget ind I klipperne på de mest stejle stykker, hvilket også gjorde den populær, som igen betød der var mange mennesker.

På toppen i 2473 m, hvor det lykkedes at tage nogle billeder, så det så ud som om vi var der helt alene, hvilket langt fra var tilfældet. .

Herfra havde vi så beslutte at vandre tilbage til bilen i "Verbier", hvilket, incl. den tid det tog at spise madpakke, tog ca. et par timer.