9. juli 2013

Monte Zoncolan

Blandt de Italienske pas jeg har haft på ønskesedlen gennem.nogen tid er ”Monte Zoncolan”. Bjerget har nogle gange figureret  i ”Giro di Italia” og hver gang blevet omtalt som det mest udfordrende og sværeste af alle pas i Italien, og blandt de sværeste i Europa.  Beliggenheden helt ude i det nordøstlige af Dolomiterne betyder blot at man skal planlægge lidt efter at komme der forbi. Det lykkedes så i år, hvor vi tog  et par overnatningr i ”Auronzo di Cadore”, som også ligger rimeligt central for et par andre gode cykel- og vandreture, og faktisk var der også et par ”Via Ferata’er” i denne del af Italien som stod på min ønskeseddel.

På forhånd kendte jeg kun cykel- og vandremuligheder i området, men troede dog på at det ville være muligt at finde plads på et hotel uden forudgående reservation. Hvilket også holdt stik – ”Hotel Serena” et OK hotel i udkanten af byen, med parkeringskælder, så bil og cykler var forsvarligt gemt væk.

Vejret var med os hele vejen, så allerede næste mogen, kørte vi  i bil mod  ”Ovaro”, som var byen, hvor ”Monte Zoncolan”-stigningen har sin begyndelse.  En tur på godt 50km, og bortset fra en 4km lang tunnel (Comelico) en meget flot køretur.  Gennem den lille by Sappada og Cima Sappada (i byen) i små 1300 m højde.

I ”Ovaro” var der denne dag marked, men vi fandt alligevel hurtigt en P-plads til bilen og pakkede cyklerne ud. Jeg havde planlagt en rundtur, som ville begynde med Monte Zoncolan, føre os ned på den anden side til ”Sutrio” og lidt op ad siden på Monte Crostis, inden vi igen ramte ”Ovaro” efter kun 45 km.  En kort, men heftig tur.

Med en så kendt og omtalt stigning, er det ingen problem at finde frem til starten, som i øvrigt er midt i byen.  Afmærkningen er optimal. Og spændte kørte vi gennem byen mod foden af ”Monte Zoncolan”.  Kun  10,2 km, men med en højdeforskel på 1225m (gennemsnit på 11,5%).  

Straks efter afkørslen,  mærker vi lidt hvad det drejer sig om  .  En 14% stigning, som er nogenlunde konstant over de første 2km til den lille by ”Liariis”. Her svinger vi til højre ind på ”Strada al Zoncolan”.  Så er der et par hundrede meter, hvor det kun stiger få %, inden vejen igen svinger til venstre.  En ældre mand som sidder på en bænk, vinker og råber opmuntrende til os.  Nu ser vi tydeligt, hvad den næste times tid skal bruges til. Vejen bøjer kraftigt opad, i vejsiden står et skilt med 14% stigning, hvilket er vildt underdrevet.  Stigingsprocenten svinger med det samme  op mod 20%.  

Belært af turen op på ”Mortirola” for 2 år siden,  havde jeg planlagt ikke at forcerer fra start, men det var et problem, blot at holde gang i cyklen.  Med ca. 6km/t snegler jeg langsomt opad.

Stigningen er vedvarende og uden muighed for ”en lille puster”. Mange lige strækninger, uden sving hvor man har mulighed for at skifte rytme. Det drejer sig blot om at holde kæden stram. De første 6 km ligger med gennemsnit langt over 15%, og ind imellem viser ”Garmin” også over 20%.  

Langs den smalle vej er der med mellemrum opsat store plakater med billeder at tidligere tiders cykel-koryfæ'er, og en anmærkning om hvor langt man er nået.  Jeg husker Eddy Merckx ved 3,1km som fra sit skilt, synes at kigge ned på mig og sige ”hvorfor gør du dette her?”  Men ca. 900 meter  (og ni minutter senere) er der en plakat med Bernard Hinault, som synes at sige ”det skal du nok klare”. Undervejs opad møder du dem alle sammen. Coppi, Saronni, Pantani, Indurain o.s.v.,, også selv om nogle af dem aldrig har kørt her.

Efter 4 km kommer der et stykke, hvor jeg på Garmin læser 24%, og må virkelig bide tænderne sammen. Mellem 5 og 6km læser jeg omkring 18% det meste af tiden, og det er helt rart når man efter 6km for en kort periode kun ser 12%.  Jeg havde læst,  de første 6km skulle være de sværeste, fordi stigningen over denne distance er over  900m, men min subjektive opfattelse, når man sidder der, er - at anstrengelserne varer lidt længere.  Hurtigt vises der igen 17 – 18% og først ved ca. 9km er udlæsningen på én cifrede %. Jeg må indrømme at jeg på turen op, så meget ned på ”Garmin”,  og på hvilken stignings% den oplyste. Og jeg så også en masse asfalt.!!!!!  Jeg registrerede dog også at der ind imellem var et ophold i skoven, som gav mulighed for at kigge lidt ud over de skovbeklædte og grønne skråninger.  Men jeg havde alt for travlt til at nyde udsigten. !!

Lige før 9km flader det noget ud. Du kører ud af skoven, og (som jeg husker det) får du for første gang et godt udsyn over landskabet og de nære og lidt fjernere bjergtoppe. Det værste er ovre, og stignings% falder til helt ned omkring et par %. Stigningen tager til igen. Lidt efter kører du igennem de 3 små tuneller, og på den anden side kan du hele tiden se toppen, hvilket også betyder du næsten ikke mærker at stigningen igen tiltager en lille smule. Igen over 10% det sidste stykke, men med fornyet energi haler  du dig op forbi de sidste skilte,  og helt op på plateauet.

Helt oppe ruller du ind på et plateau på størrelse med en håndboldbane, hvor det eneste der er, udover selvfølgelig en fantastisk  360º panoramaudsigt, et lille mindesmærke,  som helt sikkert har rod i cykelhistorien.

En stigning som helt lever op til sit ry og rygte, og ganske sikkert er den sværeste jeg har kørt til dato.

Bjerget har til i dag kun været 4 gange på ”Giro di Italiens” program. I  2003, 2007, 2010 og 2011, og ”Simoni” har vundet de 2 første. Hver gang har de forceret bjerget på ca. 40 minutter, hvilket skal sammenlignes med mine "over dobbelt så meget".  Men det betyder også at profferne har været nede omkring 15km/t, hvilket for dem er langsomt.

Fra toppen går det nu ned på den anden side, mod ”Sutrio”.  14km , hvor de første 4 er på temmelig dårlig vej, men det vidste vi godt på forhånd. Efterfølgende var der en 10 km forrygende fin nedkørsel.

For første gang kører vi i de ”Friulianske Dolomitter” og sammenlignet med det vi kender bedre til,  i de "centrale Dolomitter", synes området mindre barskt. Knapt så høje, dramatiske og voldsomme bjergtinder, og siderne dækket af skov og bevoksning, men dog med højder på den anden side 2000m.

I ”Sutrio”  var vi mere end halvvejs på vor planlagte tur, så nu var det bare hjemad mod ”Ovaro” igen.  Med den lidt mere trafikerede vej kørte vi til  ”Cervicento” og ”Ravascletto”, hvilket betød vi skulle fra ca. 570m op i 960m igen, hvilket Lotte brokkede sig lidt over, da jeg havde glemt at fortælle hende om denne ekstra (bonus-)stigning.

Fra ”Ravascletto” søgte vi lidt mod nord ind på siderne af ”Monte ”Crostis”, som jeg havde hørt feltet i ”Giro’en” havde nægtet at køre p.g.a. det skulle være for farligt. Vi nåede nok ikke langt nok op ad bjerget til at se ”det farlige”, men iI stedet for den trafikkerede og direkte vej, fik vi en meget smuk og varieret tur frem til den lille by ”Tualis” og herefter ned til ”Ovaro”, hvor det hele var startet for  46km siden.

Og så var det bare at pakke cyklerne ned i bilen igen, og de 50 km hjem til hotelle igen.

  Tjaa ! Man har det godt efter sådan en dag. !