”Tour des Alpes 2004”

13 bjergtoppe på 6 dage – 766 Km og 16.580 højdemeter.

Efter at jeg, 2 år i træk, havde cyklet tværs over Frankrig, tværs igennem Pyrenæerne og alle de sagnomspundne bjergtoppe her,  på turen der populært hedder ”Coast to Coast” ville vi i år gerne prøve kræfter med de Franske alper. Dels p.g.a vi kun har cyklet en enkelt gang her før, men mest fordi tidspunktet, Juli måned / skolernes sommerferie, gjorde det muligt at vi kunne deltage begge to. Lotte havde selvfølgelig hørt meget om de 2 x ”Coast to Coast” og havde stor lyst til at prøve noget tilsvarende. Og lad mig nævne det med det samme – det blev en af de helt store cykeloplevelser. !!!!

På forhånd vidste vi det var ”en hård nød” og der skulle mange kilometer i benene inden afgang. Det skulle gerne være en god oplevelse, og ikke et spørgsmål om ”blot at gennemføre”.

Turen kort: Med start i Antibbes ved Middelhavet – over Isola 2000 (2000 m) og Col de Lambarda (2350 m) til Cuneo i Italien. – Tilbage til Frankrig over Colle della Madalena (1996 m) til Vinadio. Over Col de Vars (2111 m) og Col de Izoard (2361 m) til Briancon. – Over Col de Lautaret (2059 m) og Col de Galibier (2646 m) til Valloire. – Over Col de Telegraphe (1566 m) – op på Mont Cenis (2083 m) og ned igen . Over Col de Iserand (2770 m) til Val d’Isere. – Over Madaleine  (2000 m) og  Croix de Fer (2068 m) til Alpe d’Huez (1780 m) hvor turen sluttede på toppen. I alt 766 Km og 16.580 højdemeter

Fredag d. 9. Juli.

Planlagt afgang var 09,15 fra Kolding rutebilsstation og her mødte vi i bussen både gamle kendinge fra tidligere ture og nye ansigter. Bussen var startet kl. 06,00 på sjælland og flere havde således allerede været undervejs i flere timer. 26 timer i bus er lang tid, men alle er spændte og snakken går. Der smutter et par vidofilm og lidt rødvin til at sove på – så alt i alt er det ikke så slemt.  Endvidere havde Jens Kasler undervejs i Tyskland indkasseret en bøde for at køre lidt for stærkt og ved ankomsten til Antibes var vi 6 gange rundt i en rundkørsel inden man mente at vide hvilken vej vi skulle af – jo, lidt underholdning er der skam.

Lørdag d. 10 Juli.

Tidligt morgen da alle begyndte at få øjne, kl. 7,30 gjorde vi holdt lidt nord for Genova for at spise morgenmad. Temperaturen var 20 grader og der var blå himmel, så det begyndte at trække lidt i de ”krøllede”(efter at være pakket sammen i bussen) cykelben. Ca. 11,30 holdt vi ved hotel ”Apogia” i Antibes, hvor værelsesfordelingen skete med det samme. Straks efter blev alle cykler læsset, samlet og justeret, og efter at have provianteret de mest nødvendige ting i et nærliggende supermarked, skulle vi lige trille en tur for at se om det hele virkede. Vi kørte ned langs strandvejen til Cannes og retur, ca. 30 Km.  Herefter tilbage til hotellets swimmingpool for at nyde eftermiddagens sidste sol og en dukkert. Efter middagen holdt guiderne (Jens Kasler, Michael Elmstrøm og Keld Birkelund) en briefing om ugens forventede forløb. De 40 ryttere vil blive delt på 3 hold, hvor det forventes at hold 1. kører med størst gennemsnitsfart og måske også længst o.s.v.

Alle var forholdsvis tidligt i seng og nogle lod sig ikke forstyrre at en skole der også havde valgt dette hotel til overnatning.

Søndag d. 11 Juli. Så var det nu. Dagen vi alle havde set frem til med spænding. Dagens etape, som var turens længste skulle allerede starte kl. 08,30, og efter et super morgenmåltid – med det hele – rullede de 3 hold, med 5 min. mellemrum, ud af gården ved hotellet. Lotte og jeg havde erkendt vi nok fik mest ud af turen ved at cykle med de der ”passede bedst” til ens niveau. D.v.s. Lotte på hold 3 og jeg på hold 2. Et valg som jeg også her bagefter tror var rigtigt. 

Efter nøjagtig 5 Km. måtte vi holde første punkteringspause. (Per – når du læser dette, så tænk lige på at prøve cyklen af, næste gang du skifter dæk og slange). Ventende her blev vi overhalet af hold 3, som vi dog nåede hurtigt igen. Men kort efter under en lille tissepause, kom de igen trillende forbi. Selvom der var tre hold var der ugen igennem nær kontakt, hvor vi ofte mødtes.

Efter 40 Km begyndte terrænet at stige jævnt  og ganske hurtigt mærkede vi, vi var på vej ind i bjerge, med stejle klipper på begge sider af vejen og nede i kløften, floden ”Le Var”.  Efter ca. 80 Km var vi i St.Sauveur hvor følgebilen ventede ved springvandet i byens centrum, med flutes og vand. Kort efter vor lille frokostpause stod vi i byen Isola, klar til dagens store udfordring. Byen Isola ligger i 870 meters højde og godt 16 Km længere fremme ligger Isola 2000 i 2000 meters højde og endnu 5,3 Km længere ”dagens top” – Col de la Lombarde – på 2350 meter.  Blå himmel – et-par-og-tredive-grader – hjelmen af – og deropad. Det var dét vi var kommet for – herligt. Og snart var de 3 grupper spredt ud over hele bjerget. sola 2000 er skrap, ingen pauser, ingen små plateauer hvor man kan ”puste” lidt.I Konstant stigning - startende med over 9% de første 3 Km og derefter ml. 7 og 8 % resten af vejen. For mit vedkommende var der 1 time 20 min til Isola 2000, hvor vi gjorde et kort stop ved en kilde for at få fyldt flaskerne og løsne musklerne lidt. Der var ingen trafik på vejene, men hvem skal også herop uden for skisæsonen. ? Yderligere en lille ½ time for at komme helt op i 2350m højde. Selv om vi her burde være et stykke over trægrænsen er forholdene her således at der helt op i 2100 meters højde vokser skov. På det sidste stykke til toppen er vejen meget smal men udmærket kvalitet, og på det allersidste stykke åbenbaredes den smukke udsigt, som Alperne i solskin er, sig for os for første gang på denne tur. Imponerende – det er alle anstrengelser værd. Og i det fjerne hører man Marmotternes små skrig som gør de opmærksom på at dette er deres land vi er trængt ind på.

Efterhånden som de hurtigste nåede toppen indtog de skråningen med udsigten over den sidste Km og kunne herfra opmuntre de sidste på vejen op. Den uvante varme og anstrengelserne, måske sammen med manglende vædskeindtag gjorde dog, at et par stykker måtte ind i følgebilen for at ”køle” lidt af.

Toppen er samtidigt grænseovergangen til Italien, og nu gik den nedad over 21 Km for fulde gardiner. Den Italienske side af bjerget var lidt mere besøgt. Mange Italienere havde taget hele familien og grillen med ud for at nyde det gode vejr og slået lejr på bjerget. Vejen var god, men mange sving gjorde den ikke ufarlig. De 21 Km op tog 2 tim 10 min, men de 21 Km ned kun 40 min. med hastigheder op mod 70 Km/t. Det var rent ud sagt skide skægt.

Vel nede var der stadig 40 Km til Cuneo, byen hvor vi skulle overnatte. Turen kørte vi samlet i gruppen, og i alt blev det denne dag til 180 Km.

Hotel Lovara Palace er et glimrende hotel som ligger midt i byen, og ikke har noget imod man trækker cyklen tværs ind over marmorgulvet og ind i elevatoren, og så spiser man i øvrigt udmærket samme sted.

 .

Mandag d. 12 Juli

Jeg vågnede ved at vandet plaskede ned i baggården hvortil vort vindue vendte, men i løbet af morgenmaden vendte vejret fra silende regn til overskyet og truende regn. Denne tilstand blev langsomt forbedret i løbert af dagen, så vi faktisk endte med hæderligt solskinsvejr med få skyer.

De første 40 Km var de samme som vi i går var kommet til Cuneo på en forholdsvis traffikeret vej og ikke de mest spændende. Herefter en 30 Km opkørsel til toppen af Colle della Maddalena (på fransk hedder den Col de Larche) som også er grænseovergangen tilbage til Frankrig, fra 890 m højde til 1996 m.  En smuk opkørsel som det meste at vejen stiger 5-6% som også betød vi nogenlunde kunne holde sammen på gruppen hele vejen. Det sidste stykke er meget karakteristisk med serpentiner-svingene stablet ovenpå hinanden op ad bjergsiden.  På selve toppen var der koldt, øde og en lille butik på den Franske side. ”Chez Mario” solgte kun spiritus og souvenirs, og selv om vi var de eneste i miles omkreds var ”Mario” ikke glad for vi stod i læ af hytten for at iklæde os tøj til nedturen. Hold 3 var her kommet lidt bagud og oplevede lige inden toppen et kort hektisk snevejr.

Herfra var der 20 Km ned til ca. 1300 m højde, hvor opstigningen til Col de Vars begyndte. Næsten nede stoppede vi ved en lille café for at få lidt og spise og for at de der havde fået for lidt tøj på kunne få varmen igen (så ka´ de lære det, ka’ de).  Samtidigt med opstigningen til Col de Vars kørte vi også ind på det der hedder ”Routes des Grandes Alpes”, hvilket betyder at de kendte og legendariske pas ligger som perler på en snor og du overalt kører i en ubeskrivelig natur hvor den ene udsigten til stadighed kun overgås af den næste udsigt - henne om det næste sving. Col de Vars er ca. 14 Km hvor specielt de sidste 4 trækker tænder ud. Det værste sted er +10%, så på toppen var alle glade for det herfra kun gik nedad til dagens mål. Var dagens første nedkørsel fra Maddalena forrygende, var denne ikke mindre. 20 Km fra 2109 m højde til byen Guillestre som ligger i 1000 m højde. Og helt nede var det svært at få benene i gang igen og træde cyklen op ad den endog meget kraftige stigning til hotellet. Heldigvis var der kun få hundrede metre derop, til sandwich og rødvin, som blev serveret ud af cykeltraileren. Hotel Les Barnieres  var et lille hyggeligt hotel i meget smukke omgivelser, og der var netop tid til en lille spadseretur – ud at nyde solnedgangen.

 Tirsdag d. 13. Juli.

Den konstante vejrforbredring så ud til at fortsætte. Blå himmel og små 20 grader lige fra morgenen. Det tegnede fint for de næste par dage hvor vi virkelig skulle op i højden. Og dagen i dag, startede lige på og hårdt. Ned i byen – rundt om hjørnet – og værsgo’ ! 25 Km til toppen af Col de Izoard. Opkørslen er lang og smuk men også hård. Flere stykker hvor stigningen er over 10%, og specielt de sidste 4 – 5 Km hvor landskabet er meget goldt er en meget smuk oplevelse. 2361 m er højden på toppen og selvom ”Turen” endnu ikke havde været forbi her i år, mindede de bemalede veje om, at det gjorde den ofte. Som på turen op, var de 20 Km ned på rigtig god asfalt.

Vi kendte jo turen og vidste godt hvilke stigninger der ventede resten af dagen. Efter frokosten på ”den lille lokale” gik turen gennem Briancon hvor stigningen til Col de Lautaret og Col de Galibier begyndte. Over 37 Km stiger det fra 1300 m til 2646 m. Det kan man få næsten 2½ time til at gå med. Holdet fulgtes pænt ad til Col de Lautaret som nås efter godt 29 Km. Her er højden 2058 m og temperaturen var faldet betydeligt, så med udsigt til gletchen her, iførte vi os lidt mere tøj inden vi påbegyndte de sidste 8 Km til toppen Der er noget helt specielt ved at cykle i over 2000 m højde, og især når solen skinner som her. Luften - , udsigten der brænder sig ind på nethinden –  alt virker dobbelt intenst når man er cyklet herop. .Selv om det var solskin var luften kold og på toppen var der kun 3 grader, så der blev kun stoppet for at tage det obligatoriske billede inden vi hurtigt begav os nedad. Ved nedkørslen er kører man med toppen ”Le Grand Galibier (3228 m)” helt tæt på sin højre side, som jeg kunne huske (fra løbet ”La Marmotte” 2001, hvor vi frøs meget). Med 3 grader og hastigheder omkring 60 Km/t, svarer det til ca. minus 10 grader, så det var rart med noget godt overtræk, men hurtigt var vi nede hvor der var mere læ og hvor solen havde mere magt. Igen 20 Km forrygende nedkørsel lige til ”Hotel De La Poste” i Valloire, hvor sandwich og appelsinjuice blev indtaget i haven foran det lille "Tyroler-hotel" med pelargonierne sprarg ud fra alle altankasser, samtidigt med de sidste historier blev udvekslet i eftermiddagens sidste sol. De hurtige nåede også en lille tur i byen, inden aftensmaden.

Vi var blevet varskoet om at der denne aften ville være fyrværkeri fra byens torv, p.g.a. Bastilliedagen (d. 14. Juli). Nogle få havde energi til at gå derom for at se det, andre sov helt fra det, hvor vi valgte at se det fra terrassen.

Onsdag d. 14 Juli.

Så var vi på tredjedagen, hvor slitagen begynder at melde sig. Er der cyklet for få Km hjemmefra begynder det nu at sætte spor. Nogle melder om træthed i benene, men endnu værre betyder det også de første slidmærker og siddesår melder sig. Vi slap for de værste scener, men hørte de farverige beskrivelser om hvordan sådan noget ser ud. Buksefedt og rene bukser hver dag kan varmt anbefales til sådan en tur, men skulle uheldet være ude er apoteker på disse breddegrader bekendt med sådant og har midler imod det. Og det var vigtigt at være i orden inden dagens tur som var ikke mindre end ”Kongeetapen”. Turens højeste -, og Frankrigs højeste bjergpas,  skulle passeres i dag, men først efter at have tilbagelagt 110 Km. Byen Valloire, hvor vi havde overnattet, ligger rigtigt smukt klemt ned mellem bjergene, og opkørslen til Col de Telegraphe startede lige uden for hotellet og allerede efter kun 6 Km stod vi på toppen (1566 m) og havde så 11 Km nedkørsel foran os til byen St-Michel-de-Maurienne i 650 m højde. På nær den første dag var turene påbegyndt kl. 09,30, så først på dagen skulle der stadig lidt overtrækstøj til på nedkørslerne. I byen forberedte vi os nu på turens længste opkørsel. 73 Km til toppen af Col d’Iserand, og en højdeforskel på over 2100 meter. Undervejs kom vi forbi et af de mange imponerende bygningsværker, Fort Victor-Emanuelle som er en del af et større fæstningsværk som inkluderede flere fort, og som var at se på turen.  De første mange Km er stigningen meget moderat, hvilket vil sige man ca. 40 Km fremme, i byen Lanslebourg-Mont-Cenis er kommet op i 1400 m. Herfra var der mulighed for at udvidde turen lidt, og gøre en afstikker op på Mont-Cenis og få den efter sigende meget smukke udsigt over søen ”Lac de Mt.Cenis”. Dette betød en afvigelse på 10Km op og 10 Km ned igen,  altså en ekstra stigning men så også en ekstra nedkørsel. (fra 1400m til 2083 m og ned igen). Vi var 3 fra holdet der valgte denne variant og havde en meget smuk og god tur op igennem skoven, op over trægrænsen og frem til en helt formidabel udsigt over søen, som ikke bare var blå, men blå-blå. Netop oppe mødte vi hold 1. på vej ned, som alle havde haft samme tur. En kort pause – et par billeder – og igen en helt forrygende nedkørsel.  ”Det er altså sjovt det her”. !!!!

Da vi kørte op på Mont-Cenis kunne vi køre fra, lige før byen og da vi kørte ned igen opdagede vi, at vi kunne køre ned på den anden side, hvilket betød vi ikke behøvede at komme ind i byen. Dette viste sig at være knap så smart, da følgebilen holdt inde i byen, hvilket betød ingen frokost til os. – Skidt – lommerne var stadig fulde af energibar, så vi overlevede, men samtidigt var vi kommet et stykke foran alle andre som havde holdt frokost. Dette gik først op for os 20 Km senere i Bonneval sur-Arc hvor vi havde et godt overblik langt op ad bjerget samtidigt med vi kunne se langt bagud og fik øje på de andre.

Col d’Iserand er et utroligt smukt bjerg. Store dele af året ligger der stadig store sne/is-driver rundt på bjerget. Den hårde del af opstigningen starter først i Bonneval-sur-Arc og stigningen runder på det sidste stykke flere gange 10%, men udsigten de sidste mange Km er enestående. Rigtigt mange steder er der et godt overblik over hvad der sker et stykke oppe og et stykke tilbage på bjerget, og man har hele tiden fornemmelsen af dette er et ”rigtigt” bjerg, vildt og utæmmet. Passet betegnes også som det hårdeste sektion af ”Route des Grandes Alpes, men fantastisk at være så heldig med vejret når vi skal så højt op. På toppen er der en 360º imponerende udsigt, domineret at ”La Tsanteleina (3602 m)” i forgrunden. Fra 2770 m højde skal der selvfølgelig også være en god nedkørsel, og ligesom opkørslen var det flere steder muligt at få et godt overblik over hvordan vejen var lagt ud på bjerget.  Igen med serpentinerne stablet op og ned af bjergsiden, med smeltevandet der springer ud af klipperne og danner et vandløb der fosser eller blot risler ned langs vejsiden.

Val d’Isere var målet for denne dag. Den kendte eksklusive skiby som bestemt også er et besøg værd om sommeren. Her ser ud til at være orden i sagerne. Hotel Les Sorbiers lå midt i byen, og var også en oplevelse for sig. Bl.a var alle værelser udstyret med det nyeste elektronik på badeværelset. En spa med jet-stream og et elektronisk toilet der udover et opvarmet sæde også kunne spøjte vand og luft-tørre. Men efter 20 min. i et varmt jet-stream-bad er den sidste energi tappet og man skal næsten skrabes op af kummen igen. En hurtig tur i byen nåede vi inden vi tilsluttede os hele holdet for i samlet flok at gå ned i byen for at spise. Sammenlignet med ”Coast to Coast”-turene  var både hotellerne og madstandarden betydelig højere, så vi var altid spændte når vi satte os til bords.

Torsdag d. 15. Juli                               

Så kom belønningen for at have kørt så mange Km opad i går. Dagen begyndte lige med 72 Km nedad, og jeg skal hilse og sige det gik godt – specielt i starten, hvor vejen var rigtig fin. Efter planen skulle alle gøre et hold efter ca. 5 Km, efter dæmningen til søen ”Lac du Chevril”. Der skulle efter sigende være et ret imponerende maleri på bagsiden af dæmningen, men enten var det borte, elle bevoksningen dækkede det. I hvert fald var der intet at se. Men 72 Km nedad er også en oplevelse. Vi passerede opkørslen til flere af de kendte skisportssteder – Tignes, Les Arc, La Plagne, Val Thorens m.m.- og endte i Moutiers. Fra 1840 m til 470 m højde.

I  Moutiers var der lidt uklarhed over hvorledes man kom uden om byen. Vi vidste vi skulle mod Albertville, men der var både er en motorvej og en almindelig landevej. Jens Kasler valgte af følge skiltningen, som imidlertid var motorvejen, og kort efter var der 12 cyklister undervejs på motorvejen. Der gik dog ikke ret længe inden 2 motorcykelbetjente dukkede op ved siden af os og hovedrystende fik os guidet af den første (som også var den rigtige) afkørsel. Og de fulgte os endda lidt på vej for at sikre vi fik den rigtige vej ud af byen. Lidt længere fremme, inden dagens eneste stigning ”Col de la Madeleine” var der igen samling på de 3 hold til frokost på en lille lokal café.

Col de la Madaleine er en sag på ca. 1 ¾ time. Fra 470 m højde til 2000 m, lige midt i middagsheden, med temperaturer op til 38°C, på turens absolut varmeste dag. Selv har jeg det meget fint med denne varme, blot der er væske nok, og på sådan en stigning smutter der let et par liter. Jeg husker Madaleine som et rigtigt godt bjerg at cykle. Meget variation, både i naturen, hvor der bl.a. også passeres et par byer undervejs, men også i stigningsprocenterne undervejs. Knapt halvejs oppe, er der et stykke hvor terrænet over 3 Km falder et par hundrede meter og senere, efter ca. 2/3-dele af turen er der en strækning på 3 Km hvor det ”kun” stiger 120 m. Denne stigning er så svag (i forhold til resten) at det faktisk føles lidt som kører man nedad. De sidste 3-4 Km er der frit udsyn helt til toppen, men man ligger her med stigninger omkring 7-8% så det føles ikke rigtigt som kommen man ud af stedet. Som sagt – vejret var perfekt – og Madaleine vil altid stå som en rigtig god oplevelse. Efterhånden samledes alle på toppen hvor der var en rigtig god stemning. Cykel- og svedtrøjer spredt ud på terrassen til tørre, mens kaffen/colaen blev nydt sammen med lidt spiseligt, og selv om der vel er ca. 50 Km i luftlinie til Mont Blanc, knejsede den majestætisk og meget tydeligt i horisonten . Mens vi gjorde os klar til nedkørslen kom der en varevogn, hvor der sprang 3 skateboardere ud af og kastede sig ned af nedkørslen. Vi så kun lige de kørte ud over kanten og det virkede lidt som halsløs gerning at køre ned heroppefra på sådant et bræt. Da vi kørte forbi dem lidt senere så de også ud til at have fortrudt. De sad alle ned på brædtet og havde nok at gøre med at bremse hele tiden. Vores nedtur til byen La Chambre var derimod (selvfølgelig igen) hel perfekt. Kun afbrudt af et par stop for at fotografere. Det er helt rart at have fotografiapparat med, så kan man altid bruge det som undskyldning når man trænger til et pust.  Efter La Chambre – ca. 11 Km til St.Jean d.Maurienne og hotel Dor, som var turens absolut mindst spændende hotel. Ved ankomsten var der sandwich og rødvin, skænket af "den muntre chauffør Jimmy" fra 5L plast-spand i hvidt plast-bæger, samtidigt med dagens oplevelse blev revideret.

Cykel-dagen havde været lidt kortere end de andre dage, hvilket gav mulighed for at gå en tur i byen og den lokale ”super” inden butikkerne lukkede.

Tilbage på hotellet igen blev aftensmaden serveret I en standard der svarede til hotellets. Dog var det lykkedes Jens Kasler at få en mellemret (pasta uden tilbehør) skubbet ind. Et måltid vi sent vil glemme, men rødvinen var incl.

Fredag d. 16 Juli

Der er altid noget specielt ved sidste dag, og denne tur ikke anderledes. Alt var til nu forløbet efter planen og mange var allerede, i tankerne, fremme ved Alpe d’Huez som var turens sidste stigning. Planen for dagen var beskeden i afstand og højdemeter fordi man fra Holger Danskes side havde lagt op til en ”tidskørsel” op ad Alpe d’Huez. Så 83 Km og godt 2700 højdemeter var planen – men det skulle for de flestes vedkommende gå helt anderledes.

Igen startede stigningen lige ude foran døren. Fra St.Jean d.Maurienne (546 m) var der 29,5 Km til toppen af  ”Col de la Croix de Fer” i 2068 m. De 3 grupper kørte samlet ud af byen og blev temmelig hurtigt delt op på kryds og tværs af grupperne. Guiderne havde de andre dage skiftet mellem de forskellige hold fra dag til dag, men i dag var alt lidt mere afslappet og alle kørte ud af byen samlet. Med det resultat at ingen vidste hvilken guide de i dag havde tilknyttet holdet, og hvad værre var – guider vidste ikke hvem der denne dag var på de forskellige hold. Alle kørte og småsludrede og da vi ”kørte forbi” afkørslen (eft. 4,5 Km) til ”Croix de Fer”, fordi vi blot fulgte efter de der kørte foran, blev det blot sagt at vi også kunne komme denne vej. Faktisk var vi nået 10 Km forbi og op i 1469 m højde inden vi opdagede at dette ikke var tilfældet. De forreste var blevet mistænksomme og havde spurgt om vej – og derefter vendt om. Vi kørte nu de 10 Km ned igen og samlede alle (troede vi) op på nedturen. Lotte havde på vejen op haft en defekt og fået hjælp af et par af de andre deltagere, men havde så tabt os af syne. Uheldet ville så at de efterfølgende i et vej-Y, valgte den anden vej end vi kom ned, og at vi således ikke mødtes.

Forvirringen var total. Nogle få var kørt rigtigt. Mange (heriblandt den gruppe jeg var i + 2 guider) var nu igen på ret køl, og 3 (Lotte + 2) var stadig på vildspor, men det var der ingen der vidste. Set i bakspejlet må vi nok bebrejde guiderne det gik så galt !!!

Croix de Fer hører også bland klassikerne fra Tour de France, hvilket man sagtens forstår. Det er et bjerg ”med det hele”. Meget varieret, lidt nedkørsel og mindre byer undervejs, for at ende over trægrænsen med udsigter så smukke at ”det gør helt ondt i øjnene”. Da jeg først var på rette vej var det et spørgsmål om 1tim50min, og et besøg hos købmanden i ”Arves” for at købe en liter vand, inden jeg var oppe ved ”Jernkorset”. Vejret var fint og flere valgte at holde lidt spisepause her, men da jeg stadig troede Lotte var foran (jeg troede hun var kørt den rigtige vej – vi havde jo ikke mødt dem på vejen ned) valgte jeg at køre ned med det samme. Turen ned udmærker sig ved, foruden selvfølgelig at være meget meget smuk med storslået udsigt over søen ”Lac de Grand-Maison” og små vanfald der løber ud i denne, også at være meget hurtig. Vi havde fået forklaret at tophastigheden her kunne være op til 115 Km timen (vist nok Greg Lemon i Tour de France) og vi skulle passe på. Disse svimlende hastigheder nåede jeg ikke, men oplevede en MountainBike med syngende dæk, komme fløjtende forbi mig. Jeg synes jeg kørte pænt stærkt og havde vel kørt 70 Km/t, men uden hjelm og med rygsæk på MTB klarede fyren her betydeligt mere. 

Helt ned mødte jeg nogle af deltagerne (der ikke havde kørt forkert) og som her havde ventet længe, samt Jens Kasler der efterhånden havde fundet ud af at hele hans rejseselskab var spredt ud over hele Croix de Fer, og som også kunne fortælle mig at Lotte plus de to hun fulgtes med først skulle til at begynde opkørslen på den anden side. D.v.s. de var i hvert fald over 3 timer bagud, men havde det godt og havde sagt de nok selv skulle finde frem.

Herefter begav vi os imod Bourg d’Oisans, som er byen ved foden af Alpe d’Huez. Her ventede vi på torvet til resten (minus de 3) var samlet. Da flere havde valgt at holde pause forskellige steder varede det en god times tid inden der var samling. Tiden blev brugt til at fylde lidt på depoterne, og strække benene lidt.

I samlet flok kørte vi lidt uden for byen, til afkørslen/opkørslen til bjerget, og efter at have afleveret hjelmen i følgebilen gik starten til det afsluttende ”race”. Efter de foregående dages strabadserende ture i benene er det begrænset hvad der var ”at skyde med”, men efter ganske få min. var der god spredning på hele feltet og alle kæmpede deres egen lille kamp. Der var stadig 5 dage til ”Turen” skulle køre deres tidskørsel her, men publikum var i stort antal begyndt at indtage deres pladser på bjerget. Campere, telte og biler – var kørt ind på alle ledige m² der var langs vejen og der var liv og glade dage på skråningen så det skortede ikke på tilråb og opmuntringer når vi kørte forbi.  21 nummererede sving, 14 Km og næsten 700 højdemeter – Alpe d’Huez var ikke det hårdeste bjerg på vores tur, men ”på tid” er den hård nok. Op til parkeringspladsen umiddelbart før byen var min tid 1tim09min. Den hurtigste tid tror jeg var 53 min., og den langsomste – en del langsommere.

Med alle i mål var det tid for Jens Kasler og takke af, Tour des Alpes var kommet i mål, og det skulle fejres med champagne (også selvom der stadig manglede 3). Herefter i samlet flok igennem byen til hotel Chemin de la Chapelle, hvor vi skulle slæbe bagagen temmelig langt p.g.a. P-restriktioner for bussen.

Vejret var allerede ved middagstid begyndt at skifte lidt og på vor tur op ad bjerget havde det støvregnet en smule, men ophørt igen. Efter jeg efterfølgende havde været i bad var vejret igen gået til det værre og det styrtregnede nu. Jeg  havde regnet mig frem til hvornår Lotte kunne være fremme og med den tiltagende regn mente jeg nu følgebilen  burde køre dem i møde (det tordnede og regnede kraftigt), men fik oplyst den var kørt efter mere champagne til når de ankom. Ingen havde hørt fra dem siden de startede opkørslen til Croix de Fer. Efter yderligere én time, det var faktisk begynd at blive mørkt, ankom de 3, – drivvåde, men ved godt mod, til hotellet. Der var ingen champagne ?, men trods alt en sandwich. Trætte og lidt kolde var det derfor hurtigt i bad, og heldigvis kunne vi fra egne forsyninger klare den obligatoriske fyraftensbajer mens Lotte berettede. Allerede under nedkørslen fra Croix de Fer havde de første gang kørt i silende regn (her kørte vi andre i solskin) og hun havde flere gange undervejs haft problemer med pedalarmen der løsnede sig. Erik og Mogens, som hun fulgte med havde haft  noget værktøj i cykeltasken, og havde klaret problemet midlertidigt. En stor tak til de 2 herrer for support’en.

Cykelturen var slut. Sammenlagt en rigtig god cykeloplevelse og nu var der kun tilbage at fejre turen. Hotellet var dansk ejet og vidste godt hvilken mad trætte cykelmotionister helst vil have (gælder både aftens- og morgenmad dagen efter). Et ekstra glas rødvin og en pils i baren blev det vel også til inden vi for sidste gang gik til ro i det franske.

Lørdag d. 17 Juli

Afgang mod Danmark kunne først ske kl. 16,00 så vi skulle have dagen til at gå. Heldigvis var vejret igen fint, så vi kunne stille lunte rundt i byen, ”shoppe” lidt, på Café hvor TV-kørte med ”Tour de France” og hvad man ellers kunne fordrive dagen med.

- Og så var der kun 24 timer hjem igen (+3 for øboerne).

Jeg hører meget gerne fra de der var med på turen (og selvfølgelig også alle andre)- Skriv en mail!

Bjarke