Coast to Coast uge 38 - 2001.
På cykel fra Frankrigs vestkyst til østkyst tværs igennem Pyrenæerne lyder som en helt vild ide. Det var ikke desto mindre sådan en tur rejseselskabet Holger Danske inviterede til i uge 38.
Alene navnet ”Coast to Coast” lugter lidt af eventyr og når der så samtidig er mulighed for at stifte et helt tæt bekendtskab med alle de sagnomspundne ”Col’s” som har medvirket i ”Tour de France’s” historie siden 1910 er beslutningen om at deltage i sådant arrangement meget let at tage, og mange dage i forvejen flyver navne som ”Tourmalet” og ”d’Abuisque” og alle de andre ”spidser” ofte gennem hovedet, samtidigt med at Frankrigskortet studeres.
En lille forhindring er der dog. – Transporttiden, der er rigtigt langt i bus. Vi startede fredag d. 14. september fra Kolding rutebilsstation kl. 10,00, og godt og vel 24 timer senere holdt vi i Bayonne, på Frankrigs vestkyst, ca. 25 km nord for den spanske grænse. Godt ømme i ballerne af den meget ”sidden” blev vi indkvarteret på hotellet ved floden Adour, fik cyklerne samlet og cyklede en tur langs stranden. Der var fin strand og mange badende. Temperaturen omkring 25 – 26 grader så det lovede godt. Mærkeligt at tænke på vi skulle cykle ”tværs over” og 6 dage senere hoppe i bølgerne i Middelhavet.
En hurtig tur i supermarkedet for at købe vand, chokolade osv., aftensmad og tidligt i seng, klar til i morgen.
P.g.a. den store forskel på tidevandet på Frankrigs vestkyst, havde vi den mærkelige oplevelse at se vandet løbe den ”forkerte” vej i floden. Selv om floden vel var ca. 100m bred v/hotellet. Det vendte dog et par timer senere som det skulle, og det er så lidt lettere at få det rigtige forhold af øst og vest ind i hovedet.
Start 09,55 i Bayonne
Slut 16,30 i Barcus
Km 127,8
Hdm 2260
Col d’Osquich 392 m
Under busturen derned var deltagerne opdelt i 3 hold, alt efter ønsker og formåen. Jeg havde et ønske om at komme over ”dem alle sammen” og havde meldt mig på hold ét. Sammen med hvert af de 3 hold kørte én af guiderne. Jens Kasler (fra rejsebureauet ”Holger Danske”), Dan Frost (tidligere verdensmester og nu medarrangør af turen) og Michael Elmstrøm (Indehaver af FABIN-Sport i Kbh. og turplanlægger).
Planen for den første dag var at køre fladt og et enkelt bjerg på små 900 m. Men guiderne havde, fornuftigt nok, da de havde været ude at ”rulle” om lørdagen opdaget at det flade ikke var helt fladt. Så den ”flade” dag med et enkelt bjerg, og i alt 1350 hdm, blev til en meget kuperet dag med en enkelt Col på 507m (dog med stigningsprocenter op imod 8%), og i alt 2260 hdm. Vi fik en forsmag på hvad der ventede. Udmærket vejr og højt humør. Landskabet mindede meget om Toscana med de mange bløde bakker, og det blev en rigtig god dag. Kl. 16,30 var vi fremme i Barcus hvor første overnatning var bestilt. Vi var kommet nærmere mod de virkelige bjerge og i morgen ventede et par af de kendte toppe. Barcus er en meget lille by, med sikkert kun få hundrede indbyggere, og midt på byens lille torv var kirken med mindesmærker for de faldne i krigen og hotellet hvor vi boede. Hotel du Fronton er et lille hotel med kun 21 værelser som betød vi måtte klemme os lidt sammen, 3 på vores værelse, men OK.
Skulle nogen komme forbi her kan jeg anbefale Boularbaisen, den er fremragende, som i øvrigt maden under hele turen.
Får på vejen op ad d'Aubisque
Toppen af Tourmalet 2115 mo
Start 09,55 i Barcus
Slut 16,20 i Aucun
Km 100,8
Hdm 2500
Col de Marie-Blanque 1035 m
Col d’Aubisque 1709 m
Col du Soulor 1474 m
Klar til de første rigtige bjerge. Som alle dage på turen var der heftig aktivitet fra morgenstunden. Cyklerne skulle klargøres, det rigtige tøj til dagen skulle pakkes i lommerne og resten afleveres i bussen. Bussen fungerede ikke som følgebus, men fandt som regel en vej udenom de værste bjerge og stod så ved det næste hotel når vi ankom hen på eftermiddagen. Vejret var lidt skyet og vi fik også en smule støvregn i løbet af dagen. Den første forhindring vi rendte i denne dag var ikke turens højeste men måske den heftigste. Col de Marie-Blanque stiger over 4 km mere end 10% i gennemsnit, men benene var endnu friske så de store problemer voldte den ikke. Herefter en rigtig god nedkørsel, hvor vi for første gang, i fuld fart nedad, mødte en flok køer frit spadserende på vej og grøftekant. Skiltning gør overalt opmærksom på at de går løs i bjergområderne, men alligevel…. Ikke ufarligt. Hvis ikke køerne selv så deres efterladenskaber. Ko-kager (der var mange) der er kørt flade af trafikken og derefter blødt lidt op af støvregn har, udover de er glatte at køre på, en vedhæftnings-egenskab som gør at noget bliver slynget op af hjulet og videre ..…….!
Så er vi fremme ved foden af Col d’Aubisque. De næste 1½ time går det opad. Konstant. Ingen udglatninger, intet hvil ind imellem, laveste gear og opad. Oppe kan vi høste noget af belønningen ved sådan en tur, - udsigten. Vi kører i et af de smukkeste hjørner af Europa, vejret er godt cykelvejr (ikke for varmt / en lille smule støvregn fra morgenstunden / bjergtoppene stikker ind i skyerne), og naturen er frodig. Lige før toppen stopper vi for at nyde udsigten og få en kop varm kakao, og det sidste stykke op kører vi igen slalom mellem flere hundrede får.
Vi kan nu konstatere vi i dag har kørt 80 km hvilket vil sige vi mangler godt 20. Heraf er det meste nedad, blot lige Col du Soluor undervejs, som stiger 114 m over 2,5 km, så sammenlignet med de andre mærkes det næsten ikke som en stigning, og hele vejen en fantastisk udsigt.
Efter Soluor gik det nedad, hjemad til sandwichen der venter, efter en rigtig god dag. Aftensmaden var hver dag ca. kl. 20,00, så fra vi kom hjem var der altid ca. 3 timer inden vi skulle spise. Derfor havde de fleste bestilt sandwich som hver dag stod klar når vi kom hjem, lige til at tage den værste sult efter dagens anstrengelser. Byen Aucun ligger som en gryde mellem bjergene og ved ankomsten til Hotel Le Picors, var himmelen både sort og grå, det så virkeligt ud til det trak op til uvejr.
Start 09,30 i Aucun
Slut 16,10 i Arreau
Km 122,2
Hdm 3490
Luz Arididen 1720 m
Col de Tourmalet 2115 m
Col d’Aspin 1489 m
Så kom dagen alle havde set lidt frem til. (og måske frygtet lidt). Bekymringer om dagens vejr havde været helt ubegrundet. Solen skinnede fra en skyfri, men kun 16°C, så vi kunne begynde at kalkulere hvad temperaturen ville være på toppen af Tourmalet, og pakke tøj derefter.
Byen Aucun vi boede i, ligger 806 moh og vi startede med at køre næsten 400 m ned over de første 10 km, og herefter gik det over 20 km opad til byen Luz St.Sauveur (710moh). Her starter opkørslen til Luz Arididen. Stedet var i år med på Touren som målområde. Det er 15,3 km som stiger med 6% i snit, max 10%. Så er der nogle af de andre, der vil ”rykke” – så gerne for mig. Jeg finder mit tempo.
Undervejs op tænkte jeg flere gange på det mindede meget om opkørslen til Alpe d’Huez. Distancen, stigningen og svingene - og så var asfalten helt ny. Oppe er der intet andet end et skiområde som her i sensommeren virker meget øde, men en fantastisk udsigt hvor man kunne følge vejen som snoede sig op ad bjerget, og kun den samme vej ned. Her var der ingen kø’er men får. Efterladenskaberne efter disse er ikke så store, men virkningen den samme, og der er flere får.
Nede i byen igen – hen om hjørnet – og så starter opkørslen til Tourmalet.
Tourmalet vil jeg sent glemme. Som man også ser på højdeprofilen bliver den kun værre og værre hele vejen. Således husker jeg den også. Endvidere var min første flaske vand gået på Luz Arididen, og én flaske til Tourmalet rækker kun til 3 km før toppen når man sparer. Resultat: de sidste 3 km var ”bar’ træls”, og specielt den sidste km som tilsyneladende bøjer lige op i himmelen. Tourmalet var turens højeste punkt og de sidste 3 – 4 km kører man ovenfor trægrænsen, og for mit vedkommende også udenfor nogle andre grænser.
Vi havde startet dagen i 16°C og sol, men på toppen var der bare 6°C og blæst, hvilket betød der faktisk var is på vandpytterne. Jeg havde virkeligt brug for at ”tanke op” igen, men de som stod og ventede på mig var ved at blive kolde, så det var bare med at komme ned igen. Når energien er brugt begynder man at fryse, og nedad i den temperatur gør det ikke bedre. Så efter 20 km nedad (max hastighed ca. 70 km/t) og 1300 hdm m lavere var jeg bare nødt til at gå i ”pit”. Og da de andre ville hjem blev vi enige om jeg selv kørte resten af vejen. Jeg fandt ind på en lille restaurant, fik varm kakao, en sandwich, en cola noget chokolade og 1l vand og efter nogen tid jeg begav mig af sted på den sidste tur. Der var ca. 25 km og Col d’Aspin (1489 moh) imellem mig og dagens mål, det næste hotel. Det burde være en overkommelig opgave. Jeg fandt mit tempo og startede op ad de 12,5 km. Kun de sidste 4 km blev lidt problematiske. Her knækker bakken og stigningen bliver lidt hårdere (godt 8%). Hastighed: ca. 10 km/timen. Forsigtig med at forcerer for meget – jeg havde været flad én gang. Ca. 2 km fra toppen kom Jens Kasler imod mig og fulgte mig de sidste 2 km op. Et lille skub i ryggen blev det vist også til. Men op kom vi og så var det blot at trille de sidste 12 km ned til Arreau (705 moh), hvor det gik fint nedad hele vejen. Nu skulle der virkeligt ”fyldes på” og restitueres til i morgen. Overnatningen her var på hotel d’Angleterre. Et hotel fra tiden før de rette vinkler blev fundet, men ganske hyggeligt.
Start 09,30 i Arreau 705 moh
Slut 15,46 i St.Girons 395 moh
Km 109,5
Hdm 2430
Col de Peyresourde 1569 m
Col de Menté 1349 m
Portet d’Aspet 1069 m
Også onsdagen blev en dag i sol. Det var den dag der hjemmefra var planlagt med flest højdemetre, og den lagde hårdt ud med Col de Peyresourde, som nok er mest kendt som det bjerg hvor Jan Ulrich i år kørte af vejen. Nu kørte vi modsat vej som ”Touren” så derfor var der fin tid til at studere det sving det skete, og undre os over det ikke gik mere galt for ham, for der var også en dyb grøft. I øvrigt var det meste af vor tur i modsat retning som dette års ”Tour”, hvilket betød at alle bemalinger af vejene, som vi på TV ser rytterne kører over, var på vore nedkørsler. Peyresourde er lang og sej, men som den første på dagen voldte den ikke problemer. Jeg havde p.g.a. i går været lidt bekymret for dagen, men kunne snart mærke jeg var bedre kørende end i går, hvilket jeg var glad for, for jeg vidste hvad der kom. Franskmændenes dagligdag går jo videre selv om en flok cykelidioter tonser op og ned ad deres bjerge, og lige inden toppen af Peyresourde var en del forsamlet, og vi der kun kørte langsomt forbi kunne se der var gang i en hesteauktion. Cykling har jo en helt anden placering i franskmændenes kultur, så et smil og en hilsen var der altid tilovers til os uanset hvor vi kørte..
I forvejen var vi blevet advaret om at når vi bevægede os frem på den måde vi gjorde, og boede nye steder hver nat, var der en chance for at tabe fornemmelsen for tid og sted hvilket er ganske rigtigt. Vi skulle kun sørge for os selv. Bussen bragte vor bagage frem, og maden blev serveret. Så cykle, spise, sove – var hvad det hele drejede sig om.
Efter Peyresourde var der Col de Menté og Col du Portet d’Aspet som er to heftige sager der kom lige efter hinanden. Jeg ved ikke om der normalt falder mere regn i denne egn af Pyrenæerne end andre steder, men på disse to stigninger var der flere steder som om man kørte inde i meget tæt løvskov og med træerne hængende helt ud over vejen. Col de Menté er godt 10 km m/8% i snit (den er altså virkelig stejl nogle steder) så frokost på restauranten på toppen var meget velkommen.
Toppen er 1349 m, og altså stadig nedenfor trægrænsen, hvilket betyder vi kunne sidde udendørs i læ for blæsten og nyde solen og tørre lidt af vor tøj samtidigt. I øvrigt fik restauranten udsolgt af brød, pølse, skinke og ost.
11 km nedkørsel og umiddelbart efter opstigning til Col du Portet d’Aspet, hvor vi kun kommer ind på de sidste godt 4 km, men hvilke 4 km (9,7% i snit) . Allerede efter 500 m opad kørte vi forbi det mindesmærke der er rejst over Fabio Carsatelli, den italienske cykelrytter der kørte sig ihjel her i 1996. En virkelig hård stigning, men alligevel virker det ikke rigtigt som et bjerg, fordi du kører i en tæt skov.
Vi havde nu kørt godt 80 km og tilbage var der denne dag ét bjerg og én bakke, vi havde kørt små 3000 højdemeter og var ved at være mætte for i dag. Da der så viste sig en muligheden for at korte turen lidt og køre direkte til St Girons, som var næste stop, blev holdet delt i to og jeg var blandt de der kørte direkte til hotellet. (Det viste sig senere at de der kørte videre også var ved at være møre og kun kørte halvdelen af det planlagte). St. Girons var en lidt større og hyggelig by, og da vi således var lidt tidligere hjemme blev der mulighed for en kort bytur og en kop cappuccino på en café ved flodbredden.
Efter aftensmaden og den daglige briefing om dagen der gik og den der kommer, var vi alle samlet i hotellets spisesal, hvor Hans Glahn, én af deltagerne, viste lysbilleder og fortalte om én lille tur på 2500 km han havde cyklet, på langs ad Norge!
På næsten alle stigninger er der en meget fin skiltning med stignings% og resterende antal Km til toppen.
Start 10,10 i St Girons 395 moh
Slut 16,12 i Quillan 289 moh
Km 118,4
Hdm 1690
Sommet du Portel 1485 m
Col de Péguére 1375 m
Col de la Babourade 655 m
Col de Py 525 m
Rappy 606 m
Col de la Babourade 655m
Morgenmaden var under hele turen udvidet til ikke kun af indeholde den traditionelle franske ”kop kaffe og en croissant” men også noget cykel-rigtigt energi. Cornflakes, müesli, ekstra brød og juice o.s.v. Når denne var indtaget skulle vi pakke kufferten og aflevere den i bussen og så blot sørge for vi medbragte det fornødne til dagen. Overtrækstøj, energibar og –drikke. Afgang var hver dag ca. 10,00. Med 5 – 10 minutters mellemrum ml. de 3 hold.
Himlen denne dag var lyseblå. Dækket af et tyndt skylag, men godt cykelvejr, igen ca. 16°C. I dag (den næstsidste) ville turen igen begynde at gå mod ”lavlandet”, men først dagens ”små” forhindringer.
Den første, Col de Croizette og Col de Portel som er i forlængelse af hinanden. Vi var informeret om at efter ca. 18 km skulle stigningen, som var over 4 km begynde. Det viste sig at være fejlinformation. Efter 4 km begyndte stigningen som varede over 18 km, og nogle steder næsten 11%. Undervejs op passerede vi hold 2 og 3, og på toppen var der stor opsamling således vi alle 45 mand cyklede sammen herfra over Col de Pegueres (fantastisk udsigt), den efterfølgende lange nedkørsel (24 km) og endte i byen Foix, hvor vi midt på byens torv, alle invaderede en café til frokost. Snart kunne man se byens bager bære en favnfuld flutes til, som hastigt blev omdannet til vores frokost.
Col de Py/Rappy og Col de la Babourade på hhv. 606 m og 655 m var de sidste to ”knolde” denne dag som endte i Quillan. Overnatningen denne dag var som den eneste gang ikke på et hotel, men et vandrehjem. På stedet var der mange muligheder for aktiviteter. Wild-river rafting (når der var vand nok i floden, hvilket der ikke var nu) kanosejlads – med en kano-slalombane, klatring og vandring i bjergene. Men vi skulle jo blot ”spise-bade-spise-sove-spise” inden vi tog af sted igen. Aftensmaden blev indtaget på en restauration i byen, og selv om vi denne aften var flere til at snorke om kap (10-mands stue), var der heller ikke her problemer med at falde i søvn. Ikke engang turbinernes hylen fra elektricitetsværket ved siden af kunne gøre noget ved det.
Col dÁubisque
Start 10,10 i Quillan
Slut 15,33 i Port La Nouvelle
Km 112,6
Hdm 1090
Col du Padadis 622 m
Mouthoumet 538 m
Col du Bedos 485 m
Col du Prat 366 m
Col de Souil 267 m
Vel udhvilet til turens sidste cykledag. Dan Frost var igen i dag guide for vort hold. Guiderne havde delt turene imellem sig således vi kørte med hver af dem i 2 dage. På papiret så turen overskueligt ud. Kun 4 Col’s, med i alt ca. 500 hdm. Igen snød landskabet, ved at være særdeles meget kuperet og med adskillige små toppe som ikke var afmærket på kortet. I alt fik vi kørt 1090 hdm, og bevægede os efterhånden ud i Corbieres/Roussillon, vindistriktet. Vinhøsten var i gang, og når vi passerede vinmarkerne var der ofte tilråb og vinken fra arbejderne på markerne. Fra de frodige skråninger inde i landet, var vi nu kommet til de tørre og golde egne. Vejene snor sig imellem de laver klippeformationer og det er sparsomt med træer. I de små byer vi kørte igennem fortalte ”duften” at vinen havde startet sin gæring, og de små traktorer, med deres små ladvogne med druer kørte pendulfart. Frokosten blev indtaget i Durban Corbieres, inden de sidste 30 km blev påbegyndt. Col de Souil (267 m) var den allersidste, hvorefter det kun gik nedad.
Med det flade land i sigte og synet af middelhavet ude i det fjerne fyldtes jeg af den mærkelige fornemmelse man kan få når noget er lykkedes. De sidste 6 dage har helt sikkert været den største cykel-oplevelse jeg nogensinde har haft, og jeg føler det som en enorm tilfredshed at have klaret turen.
Coast to Coast - 700 Km og 13.460 højdemeter – det er f….. dog noget.
Iflg. planen skulle vi have mødtes med de andre hold og alle, med bussen bagefter skulle have kørt de sidste 10 km over fladt land. P.g.a. vores lille omvej efter frokosten nåede vi dem ikke, men det gjorde dog ikke de sidste 10 km mindre fornøjelige for os. Jeg tror alle var lidt ”høje” af den fantastiske oplevelse. Direkte til Hotel Mediterranée, som ligger på strandpromenaden. Ved ankomsten var der champagne til alle og ”tak for en rigtig god tur”.
Port la Nouvelle er en lille bade-havneby 30 km nord for Perpignan, men feriesæsonen var ovre og byen næste mennesketom, det afholdt dog ikke flere fra en tur i det kolde Middelhav.
Efter aftensmaden denne dag (i øvrigt den eneste dag vi betalte for vinen vi drak til maden – vi var vel kommet i turistområde), underholdt Dan Frost et par timer med nogen af de mange oplevelser han havde haft under sin lange karriere, bl.a. med højdepunkter omkring hans verdensmesterskab.
Efterfølgende var der basis for et par ekstra omgange i baren inden den sidste nat i det franske.
Dan Frost skænker champagnen
Torsdag d. 22 september.
Tilbage var der nu kun en lang bustur hjem. Det havde vi jo prøvet. Nu var vi blot en fantastisk oplevelse rigere. Lidt mæt af cykling for de næste par dage, og ikke spor misundelige på guiderne og Keld, som med start søndag, tog turen den modsatte vej med et nyt hold.
Jens Kasler - Dan Frost - Michael Elmstrøm