Calá del Sasso

Torsdag d. 20 Juli 2017

 

 

 

 

Under min planlægning af cykelture I området omkring Levico Terme, var jeg faldet over en noget speciel vandretur, som lød rigtig interessant og anderledes. Calá del Sasso. Stien er én lang trappe med 4444trin (quattromila-quattrocento-quaranta-quattro) og mellem første og sidste trin er der en højdeforskel på 744m.  I beskrivelsen fra gamle dage står der "Lang som skærsilden" og "mørk som et uvejr". Trappen bringer dig fra byen "Valstagana", og floden "Brenta" op til et stort skovområde og den lille by "Sasso"

 

 

Trappen er oprindeligt fra 1400-tallet hvor den blev brugt til at fragte træ ned fra de store skovområder, ned til floden hvor de med strømmen blev sendt videre til "Venedig" hvor de store skibsværfter lå. Derfor har trappen også det specielle design, med en trappe som er ca. 1m bred og ved siden af  et vælvet spor - ligesom en tagrende - hvor man kunne slæbe træstammerne. Alt lavet i kalksten, som var det forhåndenværende materiale.

 

 

Trappen er den længste i Italien, og én af venderns længste.  Den blev anvendt helt frem til ca. 1900, hvor andre transportformer overtog.

Stien, som også findes som nr: #778  er i forholdsvis god stand, og strukturen ses stadig meget tydeligt. Først i de senere år har man genoptaget vedligehold og erkendt en vis historisk værdi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Legende.:  I året 1638 venter 2 unge elskende fra Sasso (Loretta og Nicholas) sig deres første barn. Men Loretta bliver alvorligt syg.  Fast besluttet på at redde hende drager Nicholas mod "Padova" for at få fat på en mirakuløs salve. Han kommer til "Valstagana og lejer en hest, men ved mørkets frembrud, er han endnu ikke vendt tilbage  Indbyggerne  i Sasso beslutter at komme den unge mand i møde, de medbringer fakler ned ad stien. Forbløffet opdager de andre lys på vej nedefra og op, langs stien. Det er Nicholas der eskorteres af mænd fra "Valstagana".  Historien har en lykkelig slutning. Salven helbreder Loretta, og de to unge bliver gift i kirken i Sasso med deltagelse af alle indbyggerne i Valstagana og Sasso.  Og derfor er det populært at tro, at hvis to elskende går hånd I hånd på stien, vil de være elskende for evigt.

For at genoplive dette budskab om kærlighed afholdes der, på den anden søndag i august hvert år, et fakkeltog med flere hundrede mennesker fra Valstagana til Sasso, hvor de bliver mødt med fest og musik.

 

Turen op tog os ca. 1tim50min og ned  ca. 1tim 25min. Men med alle de trapper, havde vi fornøjelse (læs: ondt i benene) af turen op til flere dage bagefter.  --  Og - !! - 4444trin ! Det er altså mange.

 

Senere på ugen cyklede vi turen "Valstagana" - "Foza" - og det er på samme stigning denne vandretur har sin begyndelse. Helt nøjagtigt i 2. serpentinersving.  (Læs om cykelturen her.)