Vinterferien 2014 – Gran Canaria / Maspalomas.

Fredag d. 7. feb

Hvor vinterferie måske for nogle er noget med ski, har vi efterhånden i flere år været af sted med vore cykler. Et par år på Mallorca, og nu efterhånden 4 gange til det mere ”vejr-sikre” Gran Canaria.  Efter 5 timers fly, er man på samme breddegrad som ”Hawaii”, hvilket næsten garantere at man kan færdes udendørs i korte bukser og korte ærmer.

Vi var tidligt oppe denne fredag, men efter 5 timers fly, og ankomst til hotelle kl. ca. 13,00. Så kan man både nå at få samlet cykler, og komme af sted på en lille tur for at se om det hele fungerer som det skal. Med ”Spies” er alt transport og incheckning under kontrol, og snart var vi på plads i den lille bungalow, "Vistaflor", Maspalomas.

Cykelterrænet på Gran Canaria (jeg kender kun den sydlige del af øen) er rigtigt godt. Vejene bliver bedre (udbedret) år efter år og klimaet er perfekt for uge 7. Det kan blæse - enda temmeligt kraftigt - - men som regel er vindforholdene i bjergene gode. Øen er af vulkansk oprindelse, hvilket betyder højest midt på, så hvis man ikke bevæger sig parallelt med kystlinien, går det opad. Maspalomas på den sydlige spids, er det perfekte sted for en cykelfereie på Gran Canaria, og kan varmt anbefales. Der er adskillige muligheder for adgang til baglandet, og dermed hele øen. 

Men synes man f.eks. Mallorca er fint, men trænger til flere udfordringer i form af længere, stejlere og hårdere stigninger, kunne Gran Canaria sagtens være stedet.

 Samling af cykler er efterhånden en triviel formalitet, som hurtigt blev klaret, og bag byen, er der alle tiders mulighed for at få prøvet om alt er skruet sammen som det skal være. Så et par timer efter ankomst, gik turen mod ”Monte Leon” – en lille rundtur på godt 30 km og 500 højdemeter, op til "Cima Pedro Gonzales". En god op- og nedkørsel, og klarer cyklen denne tur, er der god sandsynlighed for den også klarer resten af ugen.

Temperaturen var ca. 20 grader, lidt højere i solen, og nogenlunde uden vind, - og så var der "kun" ca. 80% blå himmel , men også en vejrudsigt der kun blev bedre hen over ugen!

33km og 495 højdemeter, en herlig start, som også gav høje forventninger til resten af denne uge.

Lødag  8 feb.  Soria – Ayacata.

Lidt træt efter rejsen, og tidligt op, må man jo alligel have været, for det blev til godt 9 timer – men så var vi også udsovet. Det første kig ud af vinduet ca. 07,15 var ellers ikke for godt, men det skal man ikke lade sig narre af. En totalt overskyet himmel, var godt en time senere erstattet af en krystal klar – blå himmel, nøjagtigt som vejrudsigten havde sagt.

Vi havde beslutte at ligge ud med turen op til søen Soria, og videre op gennem det meget smukke landskab ved de store søer. Det betød 91 km og ca. 1900 højdemeter.  Det er meget vanskeligt at planlægge en tur på Grand C. som er i nærheden af 100km – uden at der også løberr en masse højdemeter på. Uanset hvilken vej men kører går det op, eller ned, og da vores udgangspunkt er Maspalomas i 30m højde, er der faktisk kun op. Men så går det jo også nedad – hele vejen hjem.

Kl. 09,45 kom vi af sted, og kørte de første 10 km langs kysten til "Arguineguin", hvor vi drejer ind i landet, direkte mod nord. De første 10 km er nogenlunde fredelige, med kun små et par hundrede højdemeter, men fra ”Cercado di Espina”bliver det en regulær, og meget smuk, 9% stigning over ca. 10km, til ”El Barranquillo Andres”.

Første gang vi var på Gran C i 2010 mødte vi faktisk ikke nogen cyklister overhovedet, men i løbet af bare 5 år er antallet steget til at vi faktisk hele tiden møder nye grupper – der kører enten den ene eller anden vej. Alle nationaliteter er repræsenteret, og denne dag kørte vi en del af turen med en flok Italienere.

Stigningen er meget smuk og varieret. Vejen er god, så det ”kører” rigtigt godt på denne feries første regulære stigning. ! Desværre havde vi også glem kameraet denne dag, så det blev kun til ganske få billeder med mobiltelefonen.

 I ”El Barranquillo Andres”, lige før byen ”Soria” skal vi dreje til venster, men først tager vi de 3 km ekstra ind til ”Soria” -  til ”Martas Supermarcado” for at købe en Cola, en vand og en pose figner.

Vi har været herinde hvert år, og Marta sidder samme sted, med benene oppe (dårligt gående) og styrer den lille butik, med et stort smil. Vi havde nu kørt 36km og stod i 660m højde.

På turen ud af Soria konstaterer vi lige at haven med de "alternative blomsterkummer" stadig er intakt.

Efter "Soria" drejer vi af mod "Tauropass", og det næste stykke af turen ligger ud med 14 – 16%,  og er en enkel gang lige oppe at runde de 20. Vejkvaliteten er ikke høj, og huller og grus er der i rigelige mængder.  6 km til  "Tauropass”, og vi står i 928m.  Efter en kort nedkørsel drejer vi til højre og kører mod ”Ayacata. Vejkvaliteten er nu fin, og vi kører nu i nationalparken ”Cruz de San Antonio”,  med udsigt til nogle af øens opdæmmede vandreserver.

Midtvejs møder vi et andet dansk par - de eneste danskere vi mødte på vore ture - som er på samme tur, og gør en kort banan-pause.

Vi skal helt op i 1300m inden vi når Ayacata. Et par km før, når vi frem til et område, og en højde, hvor mandeltræerne trives særdeles godt. Og netop i denne uge blomstrende i fuldt flor.

På den lille bar i Ayacata mener vi at have fortjent en kop kaffe og en lille kage. Fra ”Ayacata” går det over de næste 5 km først 100m ned og gennem den lille by ”La Plata” og 50 m op igen til ”Cruz Grande”, som er et lille pas, og bagefter er det hovedsageligt nedaf.

30 km fantastik nedkørsel, kun afbrudt af et lille stykke efter ”San Bartolome” og så de 3 km efter ”Fataga”, op til  "Degollada". Især den sidste lille stigning er rigtig god. 4 km med et lille mellemstykke der falder ca. 1%. Og der kan holdes et godt tempo helt til toppen.

I alt blev det til 95km og 2020 højdemeter.

Søndag   9. feb. "Risco Blanco"

Vejrudsigten havde sagt at denne dag ville der være en lille chance for skyer, og det tog også lidt ekstra tid denne morgen, inden der begyndte at gå hul. Mærkligt nok så det ud til skyerne kun lå over byen, og mod nord – i bjergene – var der blå himmel.

Vi ville op til "Risco Blanco" (Den hvide klippe), og valgte vejen ud af Maspalomas mod lufthavnen. Vil man køre fladt på Gran C, er det faktisk den eneste mulighed her langs kysten. Men vor plan var nu at følge kystvejen til "El Dotoral" og derefter søge mod nord, ind I landet . Efter "Sardina" er det en rigtig ”udsigtstur” helt til "Santa Lucia". Vejen stiger stille og roligt op til ca. 500m højde. , hvorefter den slynger sig ud og ind på små hylder, der er skåret ned i de rustbrune bjergskråninger.

Det er søndag, og der er lidt mere traffik end vi er vant til, på de små bjergveje, men vejkvliteten her er fin, og der er plads til alle. I de små byer fylder lokalbefolkningen også mere end vi ser til dagligt.

Kort efter ”Santa Lucia”, begynder stigningen, som er målet for dagen, så i byen stopper vi kort, for en kop kaffe og en banan. Samler kræfter til næste træk.

Ca. 1km eftr byen svinger vejen skapt til højre mod ”Taidia” samtidigt med den er "bøjet" kraftigt opad. 12- 14% over de første 100m så er der ligesom varslet hvad der venter os.  Vi havde prøvet den tidligere, og vidste der kom mere, men havde faktisk glemt, hvor hård den virkelig er.

”Risco Blanco” (Den hvide klippe) stigningen er bland de absolut hårdeste på øen. Heldigvis er den ikke så lang. 3,5km som stiger 325m og ender i godt 1000m højde,  og er i perioder op til 24%.

Man skal holde sig godt nede over styret for ikke at stejle. Heldigvis er der ind imellem stykker som lige netop kommer under 10%, men hele vejen op er der tryk på.

Efter "den hvide klippe" fortsætter stigningen over de næste 4 km til over 1100m højde, men betydeligt mere moderat og hyggeligt. Snor sig gennem små byer, for til sidst at falde igen over ca. 5 km, ned mod ”San Bartolome”, hvor vi fandt ind på byens torv for at få lidt koldt at drikke.

Det sidste stykke ned gennem ”Fataga” og videre voldte ingen problemer. Det var jo også stort set samme nedkørsel som gårsdagens, men vi kunne igen se skyerne da vi nærmede os kysten. Vi havde kørt rundt i solskin hele dagen, men ved kysten, havde der dagen lang været drivende skyer.

Turen havde været 80km og 1700 højdemeter, og vi havde været undervejs  i 5 timer.

Mandag d. 10 feb. "Tårernes dal". (the VOTT / Valley Of The Tears).

Var vi i går kommet lidt ud i det ”stejle” skulle dagen i dag vise sig at sætte det lidt i relief med ”hvad der er stejlt”  !!!?

Vejrudsigten var let skyet fra morgenen, men omkring middag skulle det igen blive blå himmel, hvilket ville passe os godt. Planen var en lidt længere tur, vi ikke havde prøvet før. "Tårernes dal” skulle være meget smuk og speciel, men ville også betyde en tur på den anden side 125km. De første 30km var velkendte og en morgen som denne en sand fornøjelse. Med kystvejen mod vest, til "Porto Mogan", og med start lidt over 09,00 betød det meget ringe trafik.  Næsten hele vejen er der frit udsyn over havet, som denne morgen var meget roligt. Vejen er fin og kun omkring de større turist-byer (bl.a. Puerto Rico) er trafikken lidt mere hektisk.

Uden at køre helt ind i "Porto Mogan", drejer vi nordpå, ind i landet,  mod "Mogan". De første 30 km havde ikke bragt os højere op. Stadig var vi på kystvejen, i kun ca. 20 m højde, men undervejs havde der alligevel været så mange ”buler” i kystvejen at vi allerede havde kørt  over 400 højdemeter.

Efter yderligere 12 km havde vi passeret ”Mogan” og nået op i ca. 330m højde. Her skulle vi dreje af mod ”Le Aldea de San Nicolás”. Vejen førte os forbi spektakulært farvede klippeformationer, og  op i 679m til ”Mirador de Tasartico”. Fra passet gik det igen nedad til ”La Aldea St. Nicolás”, hvor vi igen var under 100m højde. 

Byen er centrum for Gran Canarias  ”frugt & grønt”, hvad man også ser på de mange specielle drivhuse. Drivhusene her er hvidt uigennemsigtigt plastic, og som en plasticpose, trukket over et tyndt skelet. Funktionen er vist mest at beskytte mod den stride "Scirocco-vind” og sand, blæst hertil hele vejen fra "Sahara". Kønne er de ikke, og endnu mindre når vinden alligevel har taget dem og enten spredt dem ud over et større område, eller også har efterladt rester og trevler af plastic, rundt om i vegetationen.

Fra ”Le Aldea” skulle vi finde vejen ind i ”Tårernes dal” – og var meget spændte på hvad der mødte os

.

Vi var nu i under 100m højde, og viste vi skulle være i godt 1400m om ca. 25km. De første 6 -7km med vej ”GC210”  skete der kun lidt med højden, men efterhånden som vi kom fremad i dalen (slugten) kunne vi godt mærke det ikke ville fortsætte.  Vi når til dæmningen ved den første sø, og serpentinersving med nogle gode stignings-%  bringer os op i niveau med søen.  

Lidt længere fremme når vi et punkt med en fantastisk udsigt.  Vi kan på samme tid se både ”Roque Nublo” (1803m) og lidt nærmere på  ”Roque Bantayga” (1415m). Begge meget karakteristiske toppe, som siges at have haft en stor betydning, måske religiøs,  for de nu uddøde  ”Guancherne”, som  original-/uhrbefolkningen hed hernede. 

Snart begynder det at stige mere heftigt og vi kommer til vejdelingen GC210/GC606.  Vi kan komme til ”Ayacata” begge veje. Fortsætter vi med GC210 betyder det 33km herfra, og med GC606 til højre -  kun 12km.  Antallet af højdemeter er sikkert det samme.  

GC606 er den mest omtalte, og berygtede, så vi drejer fra – det skal jo prøves.  De 5 Italienere vi mødte på vor tur til ”Soria”, havde også valgt denne rute i dag, men fortsatte ligeud på den lange tur. 

Straks tager stigningen fat med konstante og høje stignings-%.  16% - 18% uophøligt og uden pauser over flere km. Flere steder op til 25% siger Garmin.  Ingen sving der flader ud og flere lange lige stykker. Overhovedet ingen trafik, så selv om vejen er smal, er der plads til at zig-zagge lidt for at tage det aller-stejleste ud af vejen.

De første 4 km før vi når til ”El Carrizal” (740m) føltes uendelige. Hastigheden er omkring 6km/t og pulsen konstant helt oppe i det røde felt. Lidt før byen flader det lidt ud, og vi enes om at finde et sted til en Cola, hvis det findes i denne lille flække. ?

Jeg finder en lille terrasse, med en stabel tomme flasker udenfor, det kunne godt ligne en bar, men der er ikke et menneske at se i hele den lille by. Efter at have puslet lidt omkring, kommer der en ung pige, som også finder en Cola og en ”Twix” som er det eneste denne lille bar formår.

Vi toede nu vi havde overstået det værste – men nej !!!   Inden vi er helt ude af byen tager stigningn til igen. og igen sidder vi og kæmper med puls, åndedræt og bare det at holde cyklen i gang. 3km længere fremme kører vi igennem en anden lille by ”El Toscón” (1140m), og flere gange mener vi at kunne se slutningen på stigningen lidt længere fremme – men nej ! Rundt i svinget – og endnu mere opad !!.

Næsten oppe gør vi et lille stop, og nyder udsigten. I det klare vejr, ser vi tydeligt helt til Tenerife (ca. 100km).

Vi har gennem tiden bl.a. kørt Motirolo og Zoncolan, og troede vi havde kørt de hårdeste stigninger  i Europa. Men denne slår dem helt klart. Bagefter så vi også på hinanden og sagde ”den tager vi aldrig mere”. !!

Den ”korte” vej (GC606) på kun 12km tog os 1tim20min at køre, og da vi endelig dumpede ned i stolen, på den lille café i "Ayacata”, rullede de 5 Italienere også ind på Café’en – så næsten 3 gange så mange km på samme tid !.

Herfra var der 35km hjem, og  de 30 af dem nedad. Samme tur som vi havde kørt lørdag. Det er fin vej og en rigtig god tur, man slet ikke kan få nok af. Men dagen var fremskreden, så under den sidste nedkørsel fra ”Fataga” var solen forsvundet bag bjergene, og disen lagt sig over bjergtoppene, hvilket gav et helt specielt lys.

 I alt blev det en uforglemmelig tur på 129km og 3160 højdemeter, men vi var også af sted over 8 timer.

Da vi kom hjem til vor lille bungalow, var klokken blevet næsten 18, og vore naboer havde været helt bekymrede for os. De holdt helt fast på, at ”Gammel Dansk” kunne hjælpe på ”alt muligt”.

Tirsdag d. 11. feb. - "Santa Lucia"

Igen en dag med krystal-blå himmel. Efter den vellykkede tur i går, havde vi ingen hastværk med at komme af sted, og under alle omstændighed vidste vi det ikke ville blive en længere tur. Når det så er sagt, skal man passe lidt på med at undervurdere turene hernede. Gran Canaria er en fantastisk og anbefalelsesværdig cykel-ø, men terrænet er betydeligt mere krævende end f.eks. Mallorca. Vil man gerne undgå at køre samme vej ud og hjem, og gerne vil køre en rundtur, er man sagtens i nærheden af 100km og samtidigt et stykke over 1000 højdemeter.

Og sådan endte det også med vor tur denne dag. Vi kom først af sted 10,30, og besluttede at køre op gennem ”Fataga” til ”San Bartolome”. Altså samme vej op, som vi var kommet ned i går, og så var de første 27km og 1100højdemete  besluttet.  Lige før ”San Bartolome” drejede vi af mod ”Santa Lucia”. Vi havde ikke kørt denne vej tidligere, men fandt en rigtig god vej, med god udsigt, der falder ca. 300m over 6km.

I ”Santa Lucia” fandt vi på café – med udsigt over dalen – og mange andre cyklister. Vi delte bord med en englænder, som måtte forlade sit selskab som skulle længere op i bjergene, p.g.a. krampe. Han fik vores kort som hjælp til at finde vej hjem, men vi så ham nu senere nede på strandvejen – hoppende/haltende rundt på vejen med en ny omgang krampe. !

Fra ”Santa Lucia” kørte det ned ad mod ”El Doctoral” og kystvejen.  Et par og tyve km, med god asfalt og 4-5% nedad. En sand fornøjelse, med den udsigt.

Da vi når kystvejen, er vi glade for at have valgt at køre den vej rundt, for det er en af de dage med god vind. Vinden kommer fra nord-øst, og lige så snart vi er kommet på ud på kystvejen, som stadig falder en anelse bærer vinden vor hastigheden op på +50km/t, faktisk uden at træde ret meget rundt. Sådan går der 5-6km inden vi kommer lidt i læ og vejen skifter lidt retning. Men stadig en pæn hastighed, hele vejen ind til Maspalomas. En super måde at slutte en rigtig god tur.

En kort tur, hvor vi kun var af sted i godt 4 timer, men alligevel belv det til 70,5km og 1331 højdemeter.

Onsdag d. 12 feb. ”Roque Nublo”

Fantastisk at have en ferie, hvor vejret ikke sætter begrænsninger. Til nu havde vi været utroligt heldige, og det lodt til at fortsætte. Det betød planen om at køre mod toppen sagtens kunne udføres. ”Toppen”  behøvede ikke at være helt op på ”Pico de las Nieves” (1932m), som er det højestte punkt, men i hvert fald til ”Roque Nublo”. De sidste 10 km/300 højdemeter herfra er ikke de mest interessante at køre, og vi har allerede prøvet et par gange før.

Igen blev klokken 10:00 inden vi kom ud af hullerne, og stille og roligt begyndte ”klatreturen”, op ad ”GC-60” mod øens centrum. Selv om vejen er en af de mest befærdede bjergveje på øen, møder vi kun ganske beskeden traffik.  En enkelt ”Jeep-safari” og en klynge af små ”Boogeys” passere dog ind imellem.

Starten var ligesom i går. ”Fataga” – via den flotte bjergvej og alle serpentinerne til ”San Bartolome” og så videre, hvor vi efter 29km når op til ”Cruz Grande” (1251m) som næsten virker som er port, der leder os ind til højsletten.

På den anden sid falder terrænet en smule ned mod den lille by ”La Plata” og stiger så igen op mod ”Ayacata”.  Hvorfor mandeltræerne kun er at finde heroppe i højderne ved jeg ikke, men der er mange af dem, og de blomstrer stadigt flot. Den lille bar i ”Ayacata er igen fyldt med cyklister. Stedet fungerer også som et lille knudepunkt for flere forskellige ture fra alle sider af øen, og et helt naturligt samligspunkt. Således også for os, hvor der stod kaffe og Cola på forfriskningsmenúen.

Herfra er der 3km og næsten 300 højdemeter til ”Roque Nublo” – Gran Canaria’s vartegn, som trækker mange turister til. En heftig og konstant stigning på god vej, der trods alt kun er 3km, og derfor rimeligt overkommeligt.

Hjemmefra havde vi nu kørt 39,5km, og nået op i næsten 1600m højde,  og da vi havde besluttet at dette var dagens mål, var det nu blot at vende cyklen og køre nøjagtigt samme vej retur.  Selv om vi havde kørt turen før, er det en af den slags nedkørsler man altid kan glæde sig lidt til. Dels er vejen i tip top stand og naturen ejendommelig og smuk og dels opfattes oplevelsen ved at kører nedad og se det hele fra den anden side, som helt ny og anderledes. 

 79km blev det så altså til og 2141 højdemeter.

Torsdag d. 13 feb. Monte Leon / Cima Pedro Gonzales.

Sådan en uge går alt for hurtigt. Vi er lige kommet – og allerede på sidste dag. ?? Formiddagen brugte vi i bycentrum og slentrede lidt omkring, og enedes om en liggestol og lidt sol, men det der med en liggestol er, jeg ikke helt så god til som Lotte, så det endelige resultat blev, at jeg ville cykle den lille tur hen over ”Monte Leon” til ”Ayagaures” (33km/500 højdemeter), hvorefter jeg ville kør hjem og hente Lotte, så vi sammen kunne køre den anden vej rundt. Siden sidste år, er der kommet meget nyt asfalt på denne rute, så den er blevet rigtig god.

Begge veje rundt er der en god stigning. Fra den ene side – kort og heftig, og fra den anden mere moderat, men meget smuk. Fra toppen som er kaldet ”Cima Pedro Gonzales” er der et kig ned i dalen på ”Palmitos Park”, som er store bassiner med delfiner og en stor papegøjepark.

Hejmme igen på terrassen består frokosten af ”sandwich” – som p.g.a. sidste dag skylles ned med et glas koldt boblevand.  Ferien må jo godt slutte lidt festligt. !

Den sidste dag blev til 66km og 1000 højdemeter. I alt i ugens løb 552km og 11852 højdemeter.  Ikke dårligt på denne årstid.

Og så var der jo blot at få cyklerne ned i kufferten igen – og være klar til i morgen tidligt, når bussen afhentede kl. 09,00.  Flyafgang ca. 12,00 og hjemme på addressen kl. 19,00.  Alt forløb smertefrit.