Cykling på Grand Canaria.

Vinterferien / uge 7  -  2010

Lørdag. 13. feb.

Vores ferie til Grand Canaria startede tidligt om morgenen – meget tidligt. Flyet afgik kl. 07,00, og da vi skulle være i lufthavnen 2 timer før betød det tidligt op, og da lufthavnen var den i Kastrup, betød det meget – meget tidligt op. Det lykkedes mig at få et par timers søvn inden den 3 timers biltur, og med 5 timers flyvetur, hvor man ikke kan andet end slappe af og blunde lidt, var vi nogenlunde udhvilet, da vi ankom til Las Palmas, Grand Canaria kl. 12,30.

Ind- og udlevering af cykler gik helt smertefrit, selvom vi altid er lidt bekymret, indtil vi igen ser kufferterne. Under indcheckning morede vi os lidt over at ”manden ved skranken” efter at have set vore cykelkufferter, lige slog op i bogen, og bemærkede om ”luften nu var lukket ud af hjulene og styret var drejet”.  En passus som gælder for dem, der ikke har emballeret cyklen i kufferter.

14,30 var vi på hotel Oasis Club i Maspalomas, som er på Grand Canarias sydspids.  Hvis jeg var hurtig til at samle cyklerne, kunne vi måske nå en lille tur, inden dagen var omme. Vejret var fint - let skyet og 26 grader. Rigtigt cykelvejr.   Men rejsen, som var købt 8 dage i forvejen, var også en ”all inklusive”, som vi ikke havde prøvet før, så da frokost-serveringen endnu var i gang, måtte vi først lige en tur omkring frokost-buffeen.  ”All-inclusive” ideén tiltale os, fordi vi ikke gider jagte rundt efter aftensmad, når vi har cyklet en hel dag.

Cyklerne blev samlet, og så af sted. Hjemmefra havde jeg undersøgt flere muligheder for cykelture, og mange var printet ud og klar til brug. Èn af mulighederne var at køre op til søen Soria i 625 m højde. En tur som var beskrevet til ca. 3 timer. Vi havde max. 2½, hvis vi ville deltage i rejseselskabets info-møde, men vi startede af sted, og ville så blot vende om, når vi syntes.

De første små 10 km er langs kysten. En rigtig flot panoramatur, med lange stigninger. En fantastisk udsigt over Atlanterhavet, kun brudt af cementfabrikken i El Pajar. Vi drejer af mod ”Cercados de Espino”, kører direkte mod nord, og vejen begynder at stige en smule.  Turen er en flot – andersledes tur. Bevoksning på begge sider vejen, og bag den rejser klippesiderne sig.

Efter 10 km, når vi byen, men er stadig kun ca. i 200 m højde. D.v.s. 10 km mere med kraftigere stigning, hvis vi skal nå søen. I forventning om at vi sikkert får chancen igen, vender vi om og kører nedad – hjemad.  

44km og 490 højdemeter.

Søndag d. 14. feb.

Jeg tror det er de færreste forundt at vågne op på Grand Canaria i øse regnvejr. Men det var tilfældet. Skyerne hang meget lavt over de nære bjerge, og flere af de lidt for sorte, kom drivende hastigt ind fra vest. Efter morgenmaden var regnen dog holdt op, og i forventning om at det var en opklaring, der var på vej, startede vi ud efter dagens plan. Denne var at køre nordpå til Fataga og videre op til San Bartolome. Derfra skulle vi lidt mod vest, og retur ned forbi Soria-søen og hjem langs med kysten.

Ca. 3 km oppe ad stigningen mødte vi to tyskere på vej ned, som råbte ”schlectes wetter oben”, hvilket vi også måtte sande kort efter, hvor regnen begyndte at falde.  Fremad/opad – så det ikke godt ud, så det var en let beslutning at vende cyklen og køre ned igen. Nede i tørvejret, så det ud til at kystvejen mod øst, kunne være et godt alternativ, og med en god medvind, strøg vi ud af byen ad ”GC-500”.  (Kystvejen). Vejen mod øst var af lige så høj kvalitet som den mod vest, men måske knap så smuk, og derfor ikke den samme oplevelse. Alt tydede på opklaring i vejret, lige indtil vi nåede ”Juan Grande”.  Vejret vendte 180 grader, hvilket vi også gjorde, og kæmpede os hjem i ”høvlende” (læs: meget, meget kraftigt) tropisk regnvejr og blæst (storm).

Turen er ikke flad, så bakkerne vi i frihjul og medvind havde ”rullet” nedad, med over 60km/t, var knapt så ”sjove” den anden vej. Samtidigt skal man også være opmærksomme på at spanske veje i regnvejr, har det med at blive som en skøjtebane. Temperaturen var stadig over 20 grader, så trods uvejret, frøs vi ikke på noget tidspunkt. Ca. samtidigt med vi var hjemme, stoppede regnen, men vi var gennemblødte, og hurtigt på vej under bruseren.

Vi havde regnet med at være væk hele dagen, hvorfor vi også havde bestilt picnic. Den lå i køleskabet, hvor den blev liggende. Vi var hjemme før tid og kunne derfor nå at nyde det større udvalg i restauranten.

Efter en times tid så det alligevel ud til opklaring. Vi besluttede os for at gøre forsøget igen – klædte om og fik igen gang i cyklerne op mod ”Fataga-stigningen”. Denne gang nåede vi 20 km op ad stigningen. Op til ”Dollogada de los Yeaguas” i 480 m højde, hvor der var gjort ekstra ud af et lille udsigtspunkt. Ud over en fantastisk udsigt kunne vi også se, at hvis vi fortsatte, ville det de første km gå nedad (d.v.s. vi skulle opad igen, når vi skulle hjem), men også at vejret længere oppe så lidt grumset ud. Respekt for vejrets luner i bjergene, og da det første støvregn nåede os, var beslutningen ikke langt borte. Hjem til hotellet – nedad hele vejen. !!!

Med 2 forsøg denne dag, blev det i alt til 63 Km og 890 højdemeter.

Men da regnen ikke nåede helt ned til kysten, kunne det jo så være tid til en fodtur. At gå ned og se på ”klitterne” på øens sydspids. Hotellet lå i Maspalomas, og kun ½ times gang fra de berømte ”Dunes”. Et større ørkenområde, som vinden har transporteret hertil fra Sahara. Her var der ingen regn, men en rigtig god vind.

Mandag d.15. feb.

Natten havde igen bragt regn med sig, og det var knapt regnet af, da vi først kiggede ud af vinduerne. Men det lignede opklaring, så turen op til søen ”Soria”, vi forsøgte os på lørdag, med en mulig udvidelse til en rundtur, som gik endnu mere nordpå, skulle have et fornyet forsøg.  De første km langs kysten var igen en god oplevelse. Havet var mere uroligt, og bølgerne slog godt ind mod klippekysten. Da vi lige før ”El Pajar” drejede mod nord fra kystvejen, blev vi indhentet af en god flok fra Essen, Tyskland – og vi hægtede os på dem de første 10 km, indtil den mere alvorlige stigning begyndte. Vejen var stadig meget våd, og vi talte om, at hvis vi var startet en halv time før, havde vi sikkert kørt i regnvejr. Nu fik vi ”kun” det vand fra baghjulet foran, plus lidt op ad ryggen fra eget baghjul.

Efter ca. 10 km, var vi nået til ”Cercados de Espino” og i 200 m højde (lige som I Lørdags). Stadig havde vi 13 km og 450 højdemeter til søen. Vejret fortsatte sin opklaring, men vejen var stadig våd, og vi kunne se der var faldet adskillige mm. Vi passerede et skilt, som sagde 9 km endnu – 7,7% stigning i gennemsnit – max 14,6. Vi slap gruppen af tyskere, som efterhånden var halveret p.g.a tempoet, og fortsatte i vores eget rolige tempo op i selve passet. En overraskende smuk opstigning, hvor man flere steder både kan se tilbage på de serpentinere, man netop har passeret, og fremad/opad kan se vejens vedhæftning på klippesiden.  I 575m højde når vi til en lille gruppe huse ”Baranquillo Andrés” her er der en afkørsel mod ”San Bartolome”, som vi regner med at tage senere, men først op til søen ”Soria”.

D.v.s. 2 km, hvor vejen først falder lidt for så igen at stige op til 625 m. Den lille by var netop nu opholdssted for mange Jeeps, parkeret på kryds og tværs. Vi var flere gange i løbet af dagen blevet passeret at Jeep-korteger på ”Jeep-safari”, og de var tilsyneladende landet alle her for frokost. Vi kørte gennem byen og fik taget billederne af søen, som var brun og grumset p.g.a. den megen regn. En Cola fra den lille købmand sammen med sandwichen fra lommen, og vi var klar til at køre igen

.          

De 2 km tilbage til afkørslen, til højre - og klask – 16% stigning - lige i synet. Vi kørte fra en befærdet vej ind på en forholdsvis utrafikeret del. På de lokale kort, skiftede vejen også farve, så man kunne have den mistænkt for ikke at være asfalteret. Vi havde talt med en hollænder, som sagde, det var muligt, men senere fandt vi ud af, hvad farven betød.

Vejen var i begyndelsen meget smal, og ofte så vi stigninger på 13/14/15%. Igennem skov og noget der lignede private afspærringer, men alligevel med asfalt af rimelig kvalitet. Flere steder åbnede skoven sig, og man fik et tilbageblik på stigningen, som var meget imponerende. Efter nogle km på denne lille vej kører vi igen ud på GC-605, som mod venstre svinger mod ”Mogán” og til højre til ”San Bartolome”, som var vor plan. Vejen bugter sig lidt – går lidt op og ned, og vi kører på en længere strækning omkring 950 m højde. Passerer et sted der hedder ”Cruz de San Antonio”, og har hele tiden en fantastisk udsig til alle sider. Kort efter kommer vi ud på noget ganske forfærdelig vej. Noget som engang for nogle år siden, sikkert har været asfalt, eller måske nåede de kun at forberede til asfalt, og køre lidt slagger ud. Jævnt var det ikke og store huller og store sten hold hastigheden omkring 15 km/t over ca. 4 km., hvor vi har nok at gøre med at holde tungen lige i munden.  Her passerede vi et skilt som sagde ”Pinar de Pajonales”, som vist var et rekreativt område, for omkring en lille sø var der adskillige, der havde slået lejr for dagen, med campingudstyr og gang i grillen. Åbenbart regner man med, folk kommer til dette sted fra modsat side af hvad vi kom fra, for herfra og resten af vejen er asfaltkvaliteten igen rigtig god.

For at komme ud til den større vej GC-60 som kan bringe os ned til ”San Bartolome”, skal vi først videre, direkte mod øens midtpunkt, og det højeste punkt ”Pico de las Nieves”, men drejer fra i ”Ayacata”, som bliver denne dags højeste punkt med 1335 m, og følger vejen ned til ”San Bartolome”.

Vi havde nu kørt 65 km, og de værste stigninger var overstået. Men selv om vi herfra, totalt skulle 1300m nedad – til kysten, var der endnu et par stigninger, der skulle klares. 

Vejen fra ”San Batolome” til ”Fataga”, betyder en lille stigning på 50 m - op til 930 m op til ”Alto de Fataga”, inden den helt forrygende nedkørsel til ”Fataga” – 7 km med 400m fald. God asfalt og god oversigt på brede veje, og mulighed for at se flere sving fremad. Ned igennem Fataga i 630 m højde og videre ned i ca. 400m inden vejen igen stiger op imod ”Dollogada de los Yeaguas” i 480 m højde.  Herfra er det så stort set at slappe af de sidste små 20 km hjem til hotellet, igen på god vej, og kun de sidste 5 med lidt trafik gennem byen.

En rigtig god dag, som endte med 94 km og 2070 højdemeter

Tirsdag d. 16. feb.

Igen en nat og morgen med uvejr. Stormen havde raset hele natten, og der var stadig rigtig godt gang i den midt på formiddagen. Ikke et vejr at cykle ud i, og også for andre af hotellets gæster, som havde regnet med, de skulle på udflugt, var der blevet dømt hjemmedag, og vi hørte alt bilkørsel i bjergene var indstillet. Vi var åbenbart ”heldige” at opleve Grand Canaria fra denne side. Selv inkarnerede Grand-Carien fan’s, som var kommet der flere gange om året de seneste 10 år, havde aldrig oplevet et vejrlig, som det vi havde i denne uge. Denne dag var der endog en rivende strøm af mudret vand og alskens affald og træ i den ellers udtørrede flod, der løb 100 m fra hotellet, og der var gang i oprydningen efter væltede kaktus og store palmetræer.

Men på forunderlig vis kom opklaringen hurtigt og kraftigt. Kl. 13,00 var himlen krystalblå, og næsten ikke en sky, og vinden var som den vel altid er her i monsun-området. Lotte havde fået en forstyrrende bakterie i fordøjelsessystemet og turde ikke køre hjemmefra, men jeg besluttede at benytte det gode vejr, og prøve om jeg ikke kunne nå en tur til ”Fataga”. Turen er direkte nord og de første km stiger kraftigt og er på forholdsvis åbent land.

Først efter ”Dollogada de los Yeaguas” i 480 m højde og vejen igen går nedad kommer man til at køre ved siden af høje klippevægge, og ser det meget vand, sten, klipper o.s.v., som uvejret har skyllet oppefra og ned over vejen. Den første oprydning havde været der, så klippestykkerne var skubbet ind i vejkanten, og vejen var fri. Kun flere steder skyllede vandet stadig over vejen, og når man så op ad klippesiderne, kunne man tælle mange små vandfald, som samledes og helt nede i byen gav en brusende strøm af mudret vand, i et vandløb som ellers plejer at være helt udtørret.

I Fataga (635m) var jeg hos den lille lokale købmand efter en Cola, hvorefter jeg vendte cyklen for at køre nedad igen. 

Alt i alt en Ok tur, som blev på 42 km 980 højdemeter.

Onsdag. d. 17. feb.

Man kan jo ikke sige vi er vant til at vågne op til godt vejr på denne ferie. Og heller ingen undtagelse i dag. Himlen grå, bjergene i baglandet indhyllet i skyer, men dog nogenlunde vindstille og 23 grader. Cykelturen i dag skulle også være moderat !, for i bedst mulig omfang at tager hensyn til Lottes, endnu ”ikke-helt-på-toppen” mave. En tur til Grand Canarias ”Venedig” lå dog inden for mulighederne. Langs kysten – til Puerto Rico og videre til Puerto Mogan, som p.g.a. sin opbygning, med små kanaler og lille havn, har fået tilnavnet ”Lille Venedig”.

De første 10 Km til El Pajar havde vi kørt før, og er langt de smukkeste. Tæt på havet og vejen som varierer fra 5moh til 40-50 moh.  

Efter El Pajar stiger intensiteten i trafikken og hotellerne bliver større og flere i antal. Og helt ind til Puerto Rico, hvor stort set alle ledige klippevægge er klistret til med den ene rædsel efter den anden. Det er virkeligt grimt, og man tænker på de stakkels turister, der hver dag må døjes med denne udsigt og de forfærdelig mange trapper, de hver dag må gå. Omvendt er der sikkert en god udsigt, når man sidder inden i en af lejlighederne/værelserne og kigger ud over Atlanterhavet.

Kystvejen forsætter sin bugten og når et enkelt sted helt op til 75 moh inden man på en lang nedkørsel ender i den lille hyggelige by ”Puerto Mogán”.  Vi kørte en tur ud for enden af havnen og fik en kop kaffe, hvorefter vi var en kort tur igennem den lille by. Velholdte huse og små butikker, der ikke alle handlede med håndklæder og oppustelige badedyr, men en lille by, der godt kunne være en god afveksling på feriens gråvejrsdag. Det var der også mange, der havde fundet ud af, så mange biler og mennesker fyldte godt i den lille by.

Og så var det samme vej hjem. Det gør nu ikke noget med den havudsigt, og så var der medvind.

Hjemme igen efter ca. 4 timer, hvor vi havde kørt 66 km og de mange små kuperinger var løbet op i i alt 990 højdemeter.

- og hjemme i god tid til den næste lille uvejrs-front satte ind over Maspalomas. Igen et regnevejr af tropisk format og de tilhørende kraftige vinde. Heldigt vi klarede hele turen i tørvejr, men lidt øv! at skulle sidde indendørs om aftenen, når man nu er under de ”sydlige lune himmel-strøg”.

Samtidigt er ”all-inclusive” menuen ved at være lidt for ensformig. Selvom der er mange valgmuligheder, har de en evne til at få det hele til at smage ens, og selve anretningen er ikke super-spændende. Og når man tænker på hvilke muligheder der er for friskt grønt og frugt i denne del af verden, forstår jeg ikke man skal have kunstig juice, marmelade der aldrig har set frugt, eller grøntsager som er ”Spansk-kogt” (for længe). ?

Torsdag d. 18. feb.

Man kan læne sig op ad vinden!! Der er virkelig gang i sagerne. Torden og lyn i nat (siger de, jeg hørte intet).

Det vil være uforsvarligt at cykle i den vind, så en spadseretur ind i byen, hvor vi undervejs ved selvsyn kan se, hvad stormen har forårsaget. Væltede kaktus og palmer køres væk, og kun langsomt forsvinder de store vandpytter gennem et utilstrækkeligt kloaksystem. Hjemme på hotellet er der gang i saven for at skære de grene af palmerne, som er på vej til at falde selv.

Først på eftermiddagen, ser der alligevel ud til at blive opholdsvejr. Og kl. 14,30, er det blevet så roligt, vi tør starte ud på en mindre tur.

Direkte op i baglandet bag byen, er der en lille rundtur på små 40 km hen over et lille bjerg ”Monte Leon” til ”Ayagaures” og retur gennem dalen. Hotellets beliggenhed for cykling er perfekt, og snart er vi ude af byen, og på vej. Det skulle vise sig at være et fint lille bjerg. Fra 80 til 508 m højde på 8½ km. Ind imellem nogle ret kraftige procenter. Før vi kørte ind på stigningen, havde vi set at returvejen fra ”Ayagaures” var spærret, men tænkte dog ikke yderligere på det. Da vi er helt oppe på toppen og kan se udsigten over returvejen nede i dalen, forstod vi godt hvorfor. Floden løber lige ved siden af vejen, og flere steder er hele vejen under vand i den brusende flod. Ret dramatisk at være vidne til.

Vi fortsætter ned på den anden side bjerget til den lille by (Ayagaures i 270 m højde), og ser den lille opdæmning, som faktisk er svømmet over, og vandet fosser blot igennem. Vi kører langs vejen nede i dalen for at se, hvor slemt det står til, men bliver vinket tilbage og må opgive. Der er kun en vej retur. Op over bjerget igen. Men det er en fin tur, så det gør ikke noget, og trods morgenens vejr – kom vi alligevel af sted. 39 km og 855 højdemeter.

Fredag d. 19. feb.

For 2. gang i denne uge, ser det ud til at vejrguderne tilsmiler os lige fra morgenstunden. Det er også sidste chance. Vi har fået cyklet nogle gode ture, men mangler måske lige en af de længere ture op i baglandet. Og denne dag, som også er Lottes fødselsdag, er det selvfølgeligt godt vejr.

Belært af flere dages hurtige vejrskifte, vidste vi, at vi kunne blive nødt til at ændre planer undervejs, men ville forsøge nå ”San Bartolome” og herfra køre til ”Aguimes” mod øst.  500 m fra hotellet skimter vi i det fjerne en af vor egen klubs klubdragter på vej rundt i en rundkørsel. Jeg speeder lidt op, og minsanten - Bjarne Østergård og svoger på vej ud langs kysten. De forsøger køre op til Soria, og vi fortsætter efter vores plan for "sidste tur på denne ferie".

Allerede på den første stigning op mod ”Fataga” møder vi mange cyklister, som satser lidt som os. Bl.a. flere nordmænd og svenske er der på stigningen i dag. Efter den første stigning, gør vi et kort stop på  ”Dollogada de los Yeaguas” (480m) inden nedkørslen. Her får vi en kort snak med ”far & søn” fra Varde, som gør os følgeskab på resten af turen.  ”Søn” har lidt flere HK, der skal brændes af, mens ”far” er indstillet på lidt mere ”voksent” tempo, som os andre. Og så er det jo også hyggeligt undervejs at udveksle cykeloplevelser.

Fra ”Fataga” kommer vi på den flotte stigning op til ”Alta de Fataga” i 980 m, inden den korte nedkørsel til ”San Bartolome”. Herfra følger vi vejen GC65, som stiger ganske lidt til ”Santa Lucia”.  Efter ”Santa Lucia” drejer vi med GC560 mod ”Aguimes”. Vejen stiger stadigt, som dog er udmærket for det er med til at holde tempoet nede, på den dårlige vejkvalitet. Asfalt – ja, men en temmelig ujævn overflade, som dog først bliver et problem efter 5 km, hvor vi er nået op i ca. 820 m og over de næste godt 10 km skal køre ca. 500 m nedad. En meget smuk tur, hvor man, for at krydse de små klippe-dale, kører lidt op og ned på flankerne i de forskellige dale. En rigtig udsigts-tur, hvor dog det ene øje helst skal være på den dårlige vejkvalitet. Næsten i ”Aguimes” kører vi på GC561 næsten den samme vej retur, blot lidt længere ned af bjerget, lidt lavere og på rigtigt fin vej.

Tilbage på den større hovedvej GC60 søger vi gennem ”Vecindario” ned på kystvejen, og i god medvind går det tilbage på ”Maspalomas”.  I ”Playa des Ingels” vinker vi farvel til ”Varde & søn” og triller videre de sidste km ud til ”Columbus” (statue af søfareren, som stod ved vejen, hvor vi drejede ned til hotellet) og ned til hotellet.

Den sidste cykledag havde været rigtig god, 95 km og 1835 højdemeter. Og hvordan kan man bedre slutte sådan en uge end med lidt champagne. Og så var der endda en fødselsdag at fejre også – inden vi lod ”all-inclusive” være, hvad det var – og gik i byen for en opgradering af aftensmaden. !!

I alt ca. 450 km og små 7500 højdemeter er vist slet ikke så dårligt, når man tænker på de mange vejrskift vi blev præsenteret for i ugens løb. Hjemmefra havde jeg planlagt lidt flere ”rundture”, som desværre blev ændret p.g.a. vejr.

Området er udmærket for cykelfolk, og flere planlægger også deciderede træningslejre hertil. Vi mødte bl.a. det Schweiziske Triatlon hold + et par ukendte teams. Men i februar er der jo også begrænsede muligheder med godt vejr. Heldigvis valgte vi i år Grand Canaria til fordel for Mallorca, hvor der i år i samme periode har været sne. Men cykel-, logistik-, infrastruktur- og alt muligt andet, vil jeg til enhver tid hellere til Mallorca.  Ligesom man skal regne med forøget tid til transport. Lørdag d. 20 feb., stod vi klar foran hotellet kl. 09,00, klar til hjemrejse - og vi trillede ind på gårdspladsen herhjemme kl. 23,45. Dét - var en lang dag. !  

Da vi landede I Kastrup, var der desværre igen en cykelkuffert knust. Det er efterhånden ved at være mere end regel end en undtagelse. Ingen skader på cyklen, så kufferten havde gjort sin mission, men det er blot træls at skulle hele turen igennem med skadesanmeldelse o.s.v.  Ingen problemer luftfartsselskabets forsikring betaler.

Som udgangspunkt er Maspalomas ideel for cykling på Grand Canaria. Ligger central for de muligheder, der er for ture op i baglandet og langs kysten.