La Maroma, Andalusien, Spanien.   9. Maj 2004

La Maroma, som man kan se den fra landsbyen Almachar, hvor vi boede. I fugleflugt er afstanden til toppen herfra ca. 22 Km og til byen Canillas de Aceituno, hvor turen sluttede og som skimtes foran, ca. 16 - 17 Km.

(Billedteksten kommer frem når du fører curseren over billedet.)

Under vor ferie i Andalusien i uge 20, fik vi muligheden for at deltage i en arrangeret tur til toppen af ”La Maroma”, som ligger i den lille kæde ”Sierra Tejeda” ca. 50 Km nordøst for Malaga. Vi tilbragte ugen i den lille by ”Almachar” (hos Lottes datter og svigersøn) og ud over vore mange cykelture, som der kan læses om andetsteds, var det naturligt at deltage i denne tur til toppen af det bjerg, som tydeligt ses fra ethvert sted i byen. Turen var arrangeret for byens indbyggere, og man havde i forvejen spurgt til vores kondition, da turen på forhånd var betegnet som ”hård”.

Alle deltagere samledes på byens lille torv kl. 07,30 søndag morgen, og kort efter var vi (deltager antallet var vel ca. 40) på vej i bus til tuens udgangspunkt.  Almachar ligger i ca. 250 m højde, og undervejs skulle vi samle vore guider op, for derefter at køre mod turens begyndelsespunkt, som var ”på den anden side af bjerget” (den side som vendte bort fra byen). Dette indebar, at vi skulle køre ca. 1 time i bussen – og blev ”læsset af” på nordsiden af bjerget til et område kaldet ”El Robledal”.  Herfra ( i 1102 meters højde) var der 7,5 Km og en niveauforskel på 966 m til toppen.

Vejret var fint til sådan en tur. Ikke for varmt - vekslende sol og skyet. Ca. 09,15 gik vi fra bussen og tæt på 3½ time senere, efter flere pauser/hvil  stod vi i 2068 m højde. Med ca. 40 personer som flytter sig i forskellige tempi, var ”rækken” til tider trukket ud over flere hundrede meter, men der var 3 guider (med Walkie Talkie) så de sørgede for at holde lidt sammen på det hele. De første 2 timer vandrede vi i let skov. Mest fyr, Douglasfyr og mange kastanjetræer, med små lysninger græsbevoksninger. Alt grønt og frodigt af den meget regn, der var faldet til nu i år. Herefter over de 17-1800 meter blev bevoksningen mindre og klippepartierne mere markante. På et tidspunkt gik vi langs en ryg, hvor det faldt adskillige hundrede meter lodret, men meget flot udsigt.

De sidste 100 højdemetre foregik  delvist inde i en sky, hvilket ikke blot begrænsede udsigten men også sænkede temperaturen en hel del. Heldigvis var vi forberedt (gå aldrig i disse højder uden at medbringe ekstra tøj) med varmt tøj og klarede os fint, også da de fandt på at madpakken skulle indtages her – højest oppe – i kulden og skyerne.

½ time senere bevægede vi os igen fremad og nedad, og vi skulle kun gå ganske få hundrede metre inden vi igen var ude af – neden under skyerne, og igen kunne mærke solen bage lidt på ryggen.

Iflg. Kortet var turen ned 8,5Km, men med niveauforskel på 1480 meter. Fra tidligere ture vidste vi hvad det betød (læs om turen til Weisshorn), men mente vi var lidt bedre forberedte denne gang. Det er lidt hurtigere at gå nedad så i alt 3½ time senere gik vi ind i den lille by ”Canillas de Aceituno”, hvor restautionen midt i byen, midt på byens torv, hurtigt arrangerede en masse borde, hvor der blev båret forplejning frem.  Øl i kander og ”tapas” af forskellig oprindelse. Sardiner, oliven, lidt kød – små lækre bidder, på nær blodpølsen. !!! Rigtigt spansk som det skal være.  Alt i alt må vi sige, det var en rigtig god oplevelse. På nær os var samtlige deltagere spanske, og alt kommunikation foregik på spansk. Alle kendte hinanden i forvejen og der blev talt med en hastighed og styrke som kun spaniolere kan. Vore spanskkundskaber kan være på et meget lille sted, men med Sanne’s hjælp og tolkning fik vi fint indhold i dagen.

I alt havde vi været til fods i næsten 8 timer, og vi kunne da heller ikke helt sige os helt fri for mén dagen efter. I øvrigt kunne vi også, dagen efter kende de andre lokalbeboere, der havde deltaget – på deres gang.