Piz da Cir V / Grand Cir  Dolomitterne er de smukkeste bjerge i verden.

 

Via ferrata's i Italien.

 

Juli 2005.

Vore mange ferier i Dolomitterne har efterhånden givet os et temmelig godt kendskab til disse bjerge, som jeg på ethvert tidpunkt vil beskrive som ”De smukkeste bjerge i verden”.

Vort udgangspunkt har som oftest været Canazei, og det er således bjergene heromkring der har været mål for de fleste besøg.

Canazei ligger helt ind under ”Sellamasivet” og også ganske tæt på ”Marmolada” som er områdets højest punkt med 3300 meter.

Andre steder på denne hjemmeside kan man læse om nogle af vore ski- og cykeloplevelser her, mens jeg her vil fortælle om en lidt speciel vandre- klatreoplevelse der er mulighed for her.

 Storslået natur

Som alle bjergområder er der selvfølgelig mulighed for at planlægge kortere og længere vandreture efter temperament og kondition. Men området her har også en ekstra attraktion. Via ferrata.

På tidliger års vandreture har vi, i de kort vi anvender, flere steder set denne afmærkning ”Via ferrata” og vidste vejen kun kunne forceres ved hjælp af specielt udstyr.(tov til fastgørelse og hjelm) og derfor ikke ment det var noget for os.

 Tæt på naturen

Imidlertid havde vi dette år forsøgt at sætte os lidt ind i hvad det var og beslutte at gøre forsøget.

 

Lidt historie:

Under 1. verdenskrig var området en del af Stor-Østrig, og alle indbyggere var tysktalende. En af Italiens hensigter med at gå ind i krigen på Frankrig/England/Rusland-siden imod Østrig var, at få denne del tilbage til Italien, hvad de også fik i fredsprocessen i 1919. Mange af de kampe der blev udkæmpet her krævede stor mannøvredygtighed i bjergene og til det formål blev der ”anlagt” mange passager på de besværlige bjergsider/kamme.

Det er i stor udstrækning mange af disse ”veje” der i dag er gjort sikre, således man altid har mulighed for at blive fastgjort til en stålwire. Vejene er katerigoriseret efter sværhedsgrad.

 

Vor første forsøg:Vi starter let

I Canazei er der flere butikker der sælger og udlejer udstyr, og med hjælp fra én sådan, fik vi lejet det rigtige udstyre (en sele som både går under sædet og over skuldrene, med 2 korte snore med karabinhager og en hjelm), og begav os mod ”Paso di Gardena” hvor vi havde fundet, hvad vi mente var det rigtige sted at begynde.

Med "Sasso Lungo" i baggrundenBjergmasivet ”Cir” giver mulighed for med kort afstand imellem at prøve 2 forskellige med 2 forskellige sværhedsgrader. ”Grand Cir” (2592 m) er den meget lette, og gav os mulighed for at prøve udstyret, prøve hvorledes det var at koble karabinhagerne på og af,  inden vi begav os mod den næste og lidt sværere spids ”Piz da Cir” (2520 m).

Turen var startet i godt 2000 m højde, hvor vi parkerede bilen. Herfra var der en lille times vandring til foden af Grand Cir i ca.2200 m, og en anden lille time til toppen, hvor vi med en helt perfekt udsigt kunne nyde vor madpakke. Samme vej ned igen (der var ikke andre muligheder) inden den lidt mere spændende opstigning skulle begynde.

 På toppen af Gran Cir 

 

 

 

Vi begynder på Oiz da Cir

 

 

 

Det første stykke at ”Piz da Cir” er ganske let og kræver intet udstyr, indtil man når ca. 2400 m. Her starte klippen 125 m lodret op i luften. De første 4 trin er på en stige, hvorefter det blot er at finde fodfæste på selve klippen. Karabinhagerne skiftes over de steder wiren er gjort fast så der hele tiden er én fæstnet.  Vi var sikre på udstyret var OK og følte os faktisk ganske trygge, men det er helt fantastisk at opleve at man faktisk kan komme op ad noget der på afstand ser lodret og ufremkommelig ud – og lige så fantastisk er udsigten heroppefra.Piz da Cir V

 

Klippesiden i forstørrelse / Piz da Cir

 

Ud for de 3 røde pile er der personer. Billedet er en forstørrelse af det helt til højre

 

 

 

 

 

20 – 25 min varede det sidste lodrette stykke, til vi nåede toppen. Et lille plateau med et kors. Vi mødte her et tysk par, en far med sin datter der var ude at ”få en på opleveren”. Datteren havde gået på klatre-kursus hele vinteren, så hun vidste lige hvad det drejede sig om.

Nedstigningen på den anden side var knap så stejl og knap så smuk – men som helhed en kæmpeoplevelse som kan anbefales til de som ikke er bange for højder, kan løfte benene højt og som har nok kræfter i armene til at bære sig selv + oppakning.

Lotte på toppen

Og så skal vi ned igenNede igen