Dagbog for Jeantex-Tour-Transalp. 26. juni – 2. juli 2005

Som en del af vor sommerferie har vi de senere år deltaget bl.a. i Marmotten, Fausto Coppi , Coast to Coast , Alpeture og også selv komponeret forskellige cykelture, hovedsageligt i Dolomitterne. I 2005 var vi indstillet på at forsøge det ultimative, og valget var faldet på:

Jeantex-TOUR-Transalp 2005:

En cykel-marathon, som med udgangspunkt i Oberammergau i Tyskland går gennem Østrig, Schweiz og ender i Riva del Garda, Italien. 785 km - 18810 højdemeter - 19 bjergpas. Løbet har vundet utrolig stor popularitet blandt elite- og motionsryttere i hele Europa. Deltagerlisten som lukker ved 1000 deltagere, var således fuldtegnet allerede i december sidste år. Alle deltager som par, inddelt i kategorier. Herrer, damer, masters (hvor deltagerne tilsammen er over 80 år), grand masters (over 100 år) og Mix. Der var desværre ikke noget, der hed Grand Masters-Mix, selv om det nok var der, vi hørte hjemme.  Navnet på løbet kommer fra de 2 hovedsponsorer - tøjmærket ”Jeantex” og det tyske cykelmagasin ”Tour”. Se iøvrigt: www.tourtransalp.de

Denne beretning har tidligere været I magasinet "Cykelmotion" -.Sommer 2006.

Fredag d. 24 juni.                         

Efter ca. 12 timers helt udramatisk kørsel gennem Tyskland, ankom vi til Oberammergau kl. ca 18.00. Motorvejen har aldrig været den store oplevelse, men effektiv når man skal langt. Trafikken var lidt mere intens end vi tidligere har mærket og strækninger med vejarbejde forekom lidt oftere. Eller også var det på grund af det første vi mærkede det sidste lidt mere. Kørevejret var perfekt, og på termometeret kunne vi følge temperaturen udenfor stige langsomt efterhånden som vi kom sydpå. Den rundede 34 grader med tung og fugtig varme der senere slog om i regn og torden. De sidste 50 Km var heldigvis på normal landevej, og igen i tørvejr, hvor man modsat på motorvejen oplever hvor smuk Tyskland i virkeligheden er.

Oberammergau er en charmerende lille by i det aller-sydligste Tyskland. Den ligger i ca. 800 m højde med nære bjerge omkring, der rejser sig omkring 500 m over byen. Der er ca. 5600 indbyggere og er mest kendt for sine fest- og passionsspil. For 3. år i træk er den vært for starten til cykelløbet ”TourTransAlp”. Et 785 Km langt løb som over 7 dage/7 etaper skal bringe os gennem Østrig, Schweiz for at ende ved Gardasøen i Italien.

Med ankomst fredag aften ville vi have en hel dag her, hvor vi kunne klargøre vore cykler og udstyr inden starten på løbet, Søndag morgen.

Vor vært her har udover en lille pension også et af de utallige ”Holzschnizerei” og udstiller i sit hjem træskærerier i antal og størrelser som jeg ville mene det var umuligt at fremstille i et helt langt liv

Lørdag d. 25 juni.

Alt med tilmeldingen til løbet var for længst sket hjemmefra, men vi skulle fysisk melde os og indskrives. Her fik vi så også udleveret alle akkrediteringsbeviser, komplet beskrivelse af turen med afstande og højdekurver, chip til tidtagning, den taske i hvilken vi som eneste bagage kunne få  transporteret vore ejendele og skiftetøj med bussen til næste etapemål  m.m.

Efter at alle disse praktiske ting var i orden vendte vi en tur rundt i byen, hvor der var byfest. Tyrolermusik, solskin, værtshuse på alle gadehjørner og masser af mennesker.

Midt på eftermiddagen samlede vi cyklerne og kørte en tur rundt om byen (små 30 Km) for at være sikker på alt fungerede som det skulle.

Kl. 18,00 var der, som hver eneste aften på turen – fælles ”pasta-party”. Alle 1000 deltagere mødes til fællesspisning. Her var det i tennishallen, og efter spisningen briefede turens arrangør og planlægger generelt om ugens forløb og specielt om morgendagens etape.  Regler, tips  og detaljeret gennemgang af ruten med gennemført tysk grundighed.

Deltagerlisten fortalte om deltagere fra 19 lande. Heraf fandt vi i alt 8 fra Danmark.

Organisationen virker forbløffende, og alt virker alt super professionelt.

Sønd. 26 juni. 1. etape. Fra Oberammergau, Tyskland til Imst, Østrig. 109,4 Km 2226 højdemeter

Allerede på startlinien den første dag var vi klar over at dette her blev en kæmpe oplevelse.

Kl. 10,00 gik starten fra Oberammergau. Endelig – vi var meget spændte. Startområdet var midt i byen foran det store teater og 1000 cyklister fylder altså temmelig godt op i bybilledet. Alle veje var spærrede, men langs veje og gader var der mennesker der klappede og hujede. De små hår kunne godt rejse sig lidt, men nu var vi altså på vej .

Lige udenfor byen skiftede lyset på mastervognen fra rødt til grønt og løbet var givet frit. Før starten havde vi talt om hvorledes jeg bedst kunne støtte Lotte under løbet. Det var altså et parløb, men fra starten markerede hun, at det nok ikke blev nødvendigt foreløbig. Hun lagde sig midt i et felt som strøg afsted med ca. 40 Km/t. Sådan gik det de første 30 Km. Herefter var de 1000 små cyklister trukket ud til et temmelig langt felt som fandt sammen i små grupper. Lidt før kl. 12,00 var vi på toppen af dagens første forhindring (Ammersattel 1282m) som også er grænsen til Østrig. I alle små byer var der masser af mennesker, der hilser og klapper, og lidt ekstra energi giver alle disse tilråb. Turen gik herefter forbi ”Plannsee”, en meget smuk bjergsø, som havde kaldt de lokale frem i badetøjet. Men også her glemte de badningen for et øjeblik og klappede og kom med opmuntrende tilråb.

Efter 75 Km startede balladen. ”Hahntennjoch” - 20 Km, hvor det stiger fra 950 m til 1894 m. Flere strækninger er med 10% stigning og virkelig én der trækker tænder ud. Men efter 11/2 time var vi oppe, og så var det sådan set bare og slappe af de sidste 15 Km, som kun gik nedad (et fald på 1000 m). En fantastisk nedkørsel med perfekt vej, som betød hastigheder til tider lå på den pæne side af 70 Km/t. Det synes vi er pænt stærkt, men alligevel var der et par kamikaze-piloter imellem, som stryger forbi.  Vi kører ind i byen Imst, hvor byens brandmænd virker som vejvisere og har spærret ruten og målområdet af, og over mållinien. 1. Etape – Oberammergauer – Imst var slut. For vores vedkommende på 4t18min, og så var det bare ind i byen og finde vores overnatningssted. Og logistikken fungerer. Vore tasker, som vi i morges havde afleveret til transporten,  stod på den lille pension, da vi kom frem. Nu skal der fyldes depoter til i morgen, og måske en kold pilsner. Igen i aften ”paste-party”, og så får vi resultater og billeder fra dagen der gik og information om i morgen.

Vejret har været helt i top. 33 grader, da det var varmest og kun få skyer. Vi håber det holder.

Søndag d 26. juni – aften. Imst, Østrig

Denne aftens ”Pasta-Party” skulle ske i byens meget fornemme og Europas største klatrehal. En kæmpemæssig hal, hvor klatrer kunne øve deres færdigheder på hallens vægge og loft, som var udstyret med det dertil hørende. Undervejs derned mærker vi, hvor stor en aktivitet det er, vi deltager i. Kæmpe plakater og bannere spændt over vejen fortæller at Imst er 1. etapemål på denne tur.

Forløbet af  bespisningen var ikke den store succes.  Maden var ganske fortræffelig, 4 forskellige pastaretter, kylling, brød og masser af salat. Men at bespise 1000 mennesker kræver lidt planlægning. Her havde man valgt én serveringslinie, og at køre 1000 mand igennem her tager ca. 2 timer, hvilket er vildt utilfredsstillende, når man står midt i køen og virkelig er sulten. !!!  Alle tog det dog forholdsvis pænt, og der var masser af mad til alle, og byen Imst bør vel undskyldes, lidt da det var første gang, de var etapemål for turen.

I den efterfølgende ceremoni blev dagens etapevindere i alle grupper  hyldet og itrukket førertrøjen. Vores egen indsats rakte til en 27. plads blandt 56 par i gruppen (Mix), hvilket er over alt forventning, specielt da vi mener, vi rent aldersmæssigt kunne være forældre til de fleste.

Vi er dejligt trætte, har haft en god flot dag – og klar til i morgen, hvor turen går over Arlbergpasset (1800 m) og slutter i Ischgl efter at have været over endnu en lille knold. (Bielerhöehe/2032 m).

Mandag d. 27 juni. 2. etape. Fra Imst til Ischgl. 146,73 Km 3195 hdm.

 Vel i mål efter dagens etape. - Det var ikke bare hårdt.!! Det var helt og ganske aldeles forfærdeligt vidunderligt.  Temperaturen sneg sig ind imellem op imod 40 grader, og solen bankede ned. Det er sådan det skal være, og vi må sige at indtil nu er vore bønner om godt vejr blevet hørt.

De der kender St. Anton fra skiferien kender sikkert ganske udmærket området. Fra Imst kørte vi gennem Landeck og St. Anton og over Ahrlbergpasset. Vor taktik var helt klar. Vi var her for at få en rigtig god oplevelse, så vi ville følges ad og nyde det ”at cykle i bjerge”, og det er der rig mulighed for i denne helt enestående natur. Ganske vist kører der også en konkurrence, men den lader vi de halv- og helprofessionelle tage sig af.  Her et par timer efter det førende par, går det udmærket. Her er plads til alle, og der er faktisk nogle der allerede nu er 9 timer bagud. Men vi har det sikkert alle lige sjovt.

Fra Ahrlberg var der en 35 Km nedkørsel inden det igen så småt begyndte at gå opad. Undervejs hver dag er der to depoter, hvor der er rigeligt med energi i flydende og fast form, men ellers er der mulighed for at fylde flaskerne med det klareste – reneste kildevand direkte ved vejkanten. Sidste stigning i dag var en 2-1/2 times sag.  Fra ca. 600 m højde i dalen op gennem Gaschurn til toppen af Bielerhöhe. I 2032 m højde har vi længe været over trægrænsen. Og en dag som i dag hvor himlen er blå, er det et fantastisk skue. Vi kører her på det de kalder ”Silvretta Hochalpenstrasse”. En rigtig panoramatur.

Så gik resten af turen nedad – troede vi. 16 Km med et fald på næsten 700 m ned til Ischgl, som vi skulle køre forbi og ind i byen i den fjerneste ende, hvilket betød vi skulle tilbage op i byen. Det var næsten ikke til at få benene i gang op ad bakken de sidste 500m.

Vi kørte direkte igennem målområdet og ind på en af byen små restauranter. Maven råbte på noget andet end energibarer.  

Igen må vi beundre logistikken i hele arrangementet. Kufferten stod selvfølgelig foran døren til vor pension. Gad vide hvor mange pensioner og hoteller der er gang i? Men bagagen bliver hentet her igen i morgen kl. 07,00.

Ischgl´s store sportscentrum rummer sagtens 1000 mand til bespisning, og igen var der fin forplejning med efterfølgende hyldest af de førende,  - og briefing om i morgen.

Indtil nu har vi kun lokaliseret 8 andre danskere. Desværre er en af disse udgået med en skade. I et styrt fik han cykelstyret ind i maven, og på hospitalet ville de gerne beholde ham indtil de var sikre på, at de indre dele ikke havde taget skade.

Tirsdag d. 28 juni. 3 etape.  Fra Ischgl, Østrig til Scuol, Sweitz. 101,33 Km 2250 hdm.

Bagagen skal stå klar uden for vor lille pension kl. 07,00 - og så er der jo faktisk 2 timer til starten går. Så når vi har fået morgen mad kan man lige nå en ekstra ½ time på øjet.

Ischgl som jo er meget berømt p.g.a. sit skiløb er trods alt kun en lille by med godt 1000 indbyggere, så deltagerne i turen fordoblede næsten dette antal. Ikke fordi der ikke er plads. De har vist plads til ca. 10.000 turister i sæsonen, men tour-caravanen og alle boder, afspærringer, flag og reklamer koncentreret omkring centrum i byen fylder helt godt. Og så når højttalerne drøner, er der ingen, der er i tvivl om at, der sker noget. Under starterne som er hver morgen kl. 09,00 er mange af byens indbyggere på gaden og klapper os i gang det første stykke. Ude på ruten er der masser af mennesker og børnene står i lange rækker med hånden fremme og vil ”klappe” når vi kører forbi. Alt i alt er der en meget positiv stemning om turen. De lokale TV-stationer både i Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien har også udsendelser herfra.

Samtidig er der meget stor hjælp fra politiet, som regulerer færdslen perfekt.

Om vi er trætte ?? Jo – benene er brugte, og vi sover godt om natten. Den store iver fra første morgen, hvor alle deltagerne røg ud af starthullerne er væk, men alle er også klar over at vi skal holde 4 dage endnu.

Dagen i dag startede med en 20 Km nedkørsel, hvor man fornuftigt nok valgte det man kalder ”neutraliseret start”. D.v.s. at alle holder deres plads og ingen overhaler. Direktøren for løbet kører forrest med det røde lys på taget. 

Efter de 20 Km kom vi til ”Tobadill”, en 3 Km stigning på 9%, og i løbet af ganske få minutter var feltet spredt ud på hele stigningen. 9% og punktvis 14-16% var nok til at få nogle til at stå af og gå lidt. Men jeg tror ikke de var helt klar over, hvad der ventede dem 15 Km senere. ”Pillerhöhe” – små 6 Km som stiger ca. 700 m, hvilket betyder den nogen gange er ret stejl (op til 20 %) !!??!!. Jeg ved den tog lysten fra nogle stykker. På et tidspunkt blev vi overhalet af  ”Besenwagen”, som er fejebladet, der samler ryttere op, der er  ”stået af”. Den var fuld (8 mand)– og på vej hjem med det første læs. Men nu når man er kommet op, skal man også nyde belønningen. Nemlig den udsigt der fås herfra. Hverken turen op eller udsigten kan beskrives – det skal opleves !!  Samtidigt har vi fået vor samarbejde til at fungere helt perfekt. Ind imellem på stigningerne kan jeg med en hånd I rykken på Lotte få hendes puls til at falde lidt samtidigt med min stiger tilsvarende. Det giver en rigtig god fordeling af mit naturlige overskud.

Men vi er nu i Schweiz’s sydøstlige hjørne også kaldet Engadin, tæt på Samnaun, den toldfrie lilleputstat.  Scuol er en herlig gammel by, og da vi kun i dag var undervejs i 4t25min, var der også lidt tid til at se byen. Brostensbelagte gader og fine velbevarede gamle huse. På torvet drak vi vand fra kilden med mineralvand og naturligt brus.

I byen her er der arrangeret ”Riders night” på ”Motta”. D.v.s. vi skal alle have svævebanen op til 2243 m, hvor vi skal spise på en bjergrestaurant.

I morgen er der igen en lang dag. Vi skal 2 gange op over 2200 m.  - Flüela- og Albulapass

Onsdag. d. 29 Juni. 4. Etape. Fra Scuol – Pontresina, Sweitz. 124,95  3487 hdm.

Engang imellem, under de daglige ture kan man ikke undgå at føle sig en smule privilegeret. Tænk at få lov at deltage i sådan en tur. At opleve alperne så intens og nær, og være en del at et løb i dette format, hvor der både deltager professionelle og motionister. Turen er nu mere end halvvejs, og dagbogen her hjælper mig med at hitte rede på tid og sted. Ellers er det meget normalt at efter nogen tid, hvor man flytter hver dag, og kun har sig selv af tænke på, at få noget at spise og få sovet ordentligt,  at det kniber lidt med datoer og ugedage.

Turen i dag gik lidt bedre end vore forventninger. Startlinien var midt i den gamle del i den lille by og alle deltagere, delt i forskellige blokke, fyldte flere sidegader i centrum. Som hver dag var der mange mennesker at se på, så der var godt fyldt . 4. etape Scuol – Pontresina, 128 Km med foruroligende mange højdemeter og stigningen begyndte lige fra startlinien. En halv time senere var vi kun nået 7 Km længere frem, men til gengæld 425 m højere op. Et imponerende skue med så mange ryttere op ad bjergsiden. Herefter et par specialiteter. Under den næste lange nedkørsel var vi bedt om at holde øje med 2 ting. Dels 2 Km med grusvej – det er til at få øje på så her skulle der passes ekstra på, men også at vi kørte igennem ”Guarda”, en meget gammel by, hvor der ikke er bygget nyt i 150 år. For mit vedkommende så jeg kun meget lidt, da det var begyndt at regne lidt og vejbelægningen i den gamle by var brosten. Det er begrænset, hvad man ser med 50 Km/t på våde brosten. I første omgang var det kun lidt spredt regn, men det tog til efterhånden som vi nærmede os dagens første top. Flüelapass  2383m. Nu silede det ned, og temperaturen falder så hastigt, her fra 30 til 13 grader.  Heldigvis var der god vej uden for mange skarpe sving helt ned til Davos. Vi havde hørt vejrudsigten og var forberedte med ekstra tøj. Så overtrækket på og ”behersket”  nedad på de våde og glatte veje. Heldigvis lysnede det lidt igen, og resten af dagen var der kun mindre byger. Undervejs ned havde vi også fornøjelsen af en ca. 4 Km lang mørk tunnel. Med 50 Km i timen er der kun at holde fast og håbe på der ikke er huller i vejen. Bremser du for hårdt, får du en af de andre lige i nakken.

Efter 82 Km startede dagens 2.- og dagens skrappeste stigning. Albulapasset, fra 956m til 2313 over ca 25 Km. Det fik vi 2t10min til at gå med. En rigtig flot tur som bragte os fra tæt skovbevoksning til op over trægrænsen, og op i sneen. På toppen var der dagens anden forplejningszone, og vi fyldte os godt med nødder, rosiner, frugt – men det bliver nu ikke ved med at smage så godt som første dag,  Og så var det bare ned og til Pontresina så hurtigt som muligt. Der er ikke noget så godt som et varmt bad efter sådan en tur. Den billigste måde man kan bo undervejs er ”Trans-Alp-Camp”, hvor man bor på skoler og i lejre. Dette havde vi fra start valgt fra, til fordel for en rigtig seng på et mindre hotel, da vi ville være sikre på at få sovet godt, og alle hotellerne var forudbestil hjemmefra via Internettet. Derfor var vi endnu mere tilfredse med den beslutning, da vi efter at være kommet i mål, hørte i højttaleren, at det varme vand i ”Camp’en” desværre ikke virkede.

I morgen går turen til Italien og over Stelvio. Europas højest farbare pas. Vejrudsigten er desværre ikke for god, men vi ta´r ikke sorgerne på forskud.

Torsdag d. 30 juni. 5. Etape. Pontresina, Sweitz – Bormio, Italien. 129,67 Km  3040 hdm

Jeg tror alle kender den fornemmelse man får når man er i gang med noget man synes er sjovt, og det hele kører som det skal. Det er nok den nærmeste sammenligning jeg kommer med den fornemmelse vi følte kort efter starten denne morgen. Fra Pontresina som ligger i 1800 m højde, gik de første 30 Km svagt nedad. D.v.s. man holdt en god fart uden at træde ret meget. Hjulene triller, gearene knitrer, man sludrer lidt med sidemanden og alle tegn på at ”det her -bliver en god dag” er til stede. 

Altid begejstret publikum.

Endvidere viste vejret sig at være meget bedre end sit rygte. Efter veudsigten var det med bange anelser vi kiggede ud af hotelvinduet kl. 06,00 og så direkte ind i en stor sky. Vi pakkede derfor tøjet, som hører til sådan en dag. Men allerede inden starten gik kl. 09,00 var himlen blå og temperaturen langsom på vej opad, og vi glædede os til turens næstlængste tur på 135 Km

Hver dag under starten drøner de danske  ”Safri Duo” ud gennem højttaleren, som sammen med de meget dygtige speakere sørger for den rette Tour-stemning. Igen mange roser til arrangørerne, der formår at flytte det store start- og målområde med speakervogn, afspærringer, reklamer samt alle udstillinger fra alle sponsorer fra den ene by til den næste by, inden vi ankommer.

Efter 30 Km nedad var freden forbi og der skulle arbejdes lidt. Resten af turen, de næste to pas, havde vi glædet os til at se igen, da vi havde haft mulighed for at cykle dem for to år siden, og man kan vel næsten kalde det ”et gensyn med Ofen- og Stelvio-passet”.

Det mest bemærkelsesværdige ved Ofenpass er nedkørslen, som er delt i 3 afsnit. Der er ikke mange kurver så der er mulighed for høje hastigheder. De ca. 30 Km ned blev tilbagelagt på mindre end ½ time.

På det sidste stykke passeres grænseovergangen til Italien, og selvom det er fra ikke EU til EU, var der i løbet en aftale om ikke at vise pas, og det er lidt specielt at suse over græseovergangen på cykel.

Under hele turen har det lokale politi været meget behjælpelig med trafikken og stoppet den, når det var nødvendigt, og har gjort det så dygtigt, at der ikke har været nogle problemer. Italienerne har en lidt anden og effektiv måde at håndtere det på. Ved grænseovergangen stod der 14 motorcykelbetjente klar til at eskortere kortegen gennem Italien. Alle veje var lukkede for alt andet trafik i mindst 50 min efter de førende har passeret og lokalt er de meget mere synlige for at få alt til at glide.

Dagens sidste forhindring var Stelvio. 48 hårnålesving - ca. 8% stigning – 25 Km. Værs´go og spis. Stelvio er en fantastisk oplevelse, fordi den er så lang og så smuk. Gennem to små byer Gomagoi og Trafoi, og ved små 2000m kører man ud af skoven og har på en gang næsten overblik over hele passet. Lidt længere fremme kan man op af siden se alle ”hylderne”, hvor de andre cyklister er at se, som små kulørte prikker. Ligeså fantastisk er det, når man er næsten oppe at kigge ned over vejen som er ”foldet og stablet” op ad klippevægen.Midtvejs oppe hørte vi for første gang Mamottens (Murmeldyrets) små skrig, måske som advarsel på vi var trængt ind på deres område. Turen op tog os over 2t30min og i alt blev det for os  turens længste arbejdsdag. Godt 9 timer. Stelvio kunne have været et problem, hvis vejret ikke var godt, men heldigvis holdt det. En anden lille detalje der viser at Italiensk politi er vant til at håndtere sådanne løb var at under nedkørslen til Bormio som var målbyen passerede vi en del tunneler, som er ret ubehagelige, når de er uden lys. I en lang mørk tunnel, som også svingede samtidigt, var der parkeret 6 politimotorcykler med lys og blink så alle kunne lokalisere sig.

Alle målområder I de enkelte byer, var altid i centrum, men for at undgå der bliver kørt ræs i bytrafikken, placerer man tidtagningen uden for byen, således at man efter at have fået taget sin tid (elektronisk m/chip) blot triller stille og roligt ind i byen og over den ”officielle mållinie” og får den fortjente applaus fra det altid store fremmødte publikum..

I Bormio havde det ikke været muligt for mig at finde overnatning, hvorfor det nærmeste jeg var stødt på var 8 Km uden for byen, på et rigtigt Italiensk hotel. Vi kunne sagtens cykle derud, men det gav lidt problemer med bagagetransporten, som jeg troede blev løst, da vi ude foran hotellet mødte det førende par i pigegruppen, de havde booket sig ind på samme hotel.. De måtte da være så vigtige at arrangørerne ville køre helt herud med bagagen  ??

Desværre havde det ikke været en god dag for alle. FESTINA-pigerne (som havde ført stort og havde regnet med at vinde hele løbet), blev under dagens etape, i et område med meget vejarbejde, revet omkuld og blev nogetforslået i styrtet, hvilket betød de måtte udgå.

Nå – men krofatter hjalp med at køre bagagen. Men afstanden gjorde vi ikke denne aften kom til ”Pasta-Paty” men også her hjalp krofatter og –mutter. Et godt Italiensk måltid med en flaske vin. !!

Fredag d. 1. Juli. 6. etape. Bormio – Madonna di Campiglio. 97,7 Km   2995 hdm. 

Så var den der igen – den med vejret – men med modsat fortegn. Der var let morgenregn, men udsigten sagde opklaring, som vi selvfølgelig pakkede tøj efter, og blev straffet for det senere Vi burde være blevet klogere efter vi gennem mange års cykling i bjerge, har prøvet det. Opklaringen kom aldrig. Dagens etape, turens næstsidste var ellers den jeg havde glædet mig allermest til: Passo di Gavia. Hvor mange gange har man ikke set netop dette pas, i Giro d’Italia, gøre en forskel. Fra Bormio i 1216 m starter den med det samme op til 2589 m. Da vi stod klar til starten, blev der flere gange rådet til at man tog rigeligt tøj med der op, da der var 3 grader og en hård vind. Men hvad hjælper det, når det er 2 timer siden kufferten er pakket og afleveret og allerede med lastbilerne på vej til næste målområde. Jeg fik dog fire plastikposer stukket i lommen fra den venlige lokale grønthandler. Så kunne de måske skærme lidt mod vinden, når vi nåede derop. Gavia er skrap nok til man kan holde varmen undervejs derop, men på toppen flader den ud et stykke, hvor vinden bider godt, og det er altså over 2500 m og ingen læ. Plastposerne blev stoppet godt ind imellem tøjet og ned i skoene. Benene havde heldigvis fået varmecreme. Alligevel var de første 10 Km nedad ingen fornøjelse p.g.a kulden. Især tænkte jeg meget på mine handsker, som lå varmt og godt i min kuffert på vej til Madonna di Campiglio. Heller ikke de efterfølgende 10 Km var nogen fornøjelse, men mere p.g.a. meget dårlig vej. Heldigvis regnede det ikke på denne side af bjerget så vejene var tørre, hvilket også betyder bremserne virker optimalt.  I de lavere temperaturer melder tørsten sig ikke så meget, som når man sveder bravt, så derfor skal man hele tiden huske på at drikke rigeligt, og på forhånd. Når først depoterne er tomme er det for sent. Under vore ture her bliver det vel nemt til ca. 6-8 liter på en dagstur.

Nede i ca. 1300 m højde, starter det heldigvis med det samme opad til Passo Tonale. Ikke så højt, ikke så stejlt og ikke så koldt. Men bare det at køre opad kunne sætte gang i blodomløbet igen og få varmen tilbage i  kroppen.  Kroppen reagerer nu på den konstante belastning den har været udsat for dag efter dag. Det er svært at få pulsen op, selv om man synes man arbejder hårdt, hvilket er et sikkert tegn på, at kroppen trænger til hvile.

Dette næstsidste målområde var igen lagt i en ”lille” ski-by. Madonna di Campiglio ligner en middelstor by, men der er kun godt 1000 fastboere.  I højsæsonen (jul/nytår) kan der imidlertid bo op til  44000 mennesker her. Så mange er vi ikke, selv om 1000 cyklister + alle der arbejder med turen + rodies, der stiller op/piller ned og det de stiller op/piller ned, for ikke at tale om de cyklister, der har familien med, som følger med i privatvogn el. mobilhome, fylder godt op og sætter sit præg på byen. Centrum af byen er simpelthen blokeret fra kl. 12,00 middag til samme tid næste dag.

For at komme op til ”Madonna”  skal man lige over Passo Carlomagno. En sag på en god times tid, men det er ikke noget problem. Vi har efterhånden fået det at cykle sammen til at fungere helt godt og nyder turene meget, selv om det er hårdt. Løbet er jo et parløb, hvor kun tiden for den der sidst passerer mållinien er gældende. 

Fra toppen var der kun 3 Km ned til byen, og jeg vurderede det ikke var nødvendigt med overtræksjakken, modsat Lotte der have vindvest på. Ud af de 3 var de 2 Km  blot i en iskold tunnel, så det var ingen god ide. Arrangørerne kendte åbenbart problemet og der var masser af uldne tæpper i målområdet. Målbyerne var hver dag vært med forfriskninger lige når vi kom i mål. (depoterne skal fyldes). M. d. Campiglio havde valg brød med pølse, skinke og ost. Lige efter min smag. Der manglede bare rødvinen. Men den ved jeg, vi vil nå i morgen i Riva.

Og så var der selvfølgelig levende musik under aftenens ”Pasta-Party”, - jo de forstår at dreje den en ekstra gang de Italienere.

Vort hotel i M.d.Camppiglio havde jeg som alle de andre også bestilt via Internettet, men når man tror man kan Italiensk, kan det jo gå som det gik her.? Det hotel jeg troede lå i udkanten af selve byen viste sig at ligge i en helt anden by 12 Km væk. Heldigvis var der her så meget hotel-kapacitet, at vi med turistkontorets hjælp fik annulleret og flyttede ind på et lille hotel i selve byen.

Vejrudsigten til i morgen – sidste dag – er fuld sol : !!!

Lørdag 2. Juli. 7 og sidste etape. Madonna di Campiglio- Riva Del Garda. 70,36 Km 1418 hdm

Så blev det sidste dag. Sidste etape. Alle var i dag lidt mere opstemte end de andre dage. Solen skinnede fra en blå himmel og tilbage  var ”kun” turens korteste etape. 71 Km med ”sølle” 1418 højdemeter. Fra byen var der en fantastik flot ud- og nedkørsel, med udsigt til det store bjergmassiv ”Brenta”. Vi har ofte ferieret i Dolomitterne som er de smukkeste bjerge i verden, og massiverne heromkring bekræfter det så godt. Godt 20 Km blev det til uden at træde mange gange rundt på pedalerne, men så startede dagen.  Uli Stanciu, den mand der har planlagt alle ruterne, og også ham der hver aften briefede om næste dag, havde under briefingen fortalt, at han ved et tilfælde havde fundet dette – dagens første pas . Han havde selv cyklet hele ruten forinden og under sit ophold her i området, var han blevet bekendt med Passo Daone, som ikke engang var at finde på noget kort. -  Og vi som troede at dagen blev let. ! Nu - 6 Km  opad, hvoraf de 4 Km var med  +11% og helt op til 16%’s stigning. En meget hektisk sag, som fik én til at tænke tilbage på ”Pillerhöhe” fra turens 3 dag og som jeg husker som den ”værste” og som straks lavede en stor udskilning i feltet.

Under nedkørslen fra  Daone og endnu mere under nedkørslen efter den næste top, Durone, blev der markante ændringer i landskabet, som blev lidt mindre ”bjergagtigt”. Store grønne beplantede skråninger.  Flere opdyrkede arealer med andet end træbevoksede skråninger, som vi havde kigget på de sidste dage. Specielt ned fra det sidste pas, Passo Ballino, hvorefter det gik direkte ned til Riva del Garda, var der meget smukt. Grønt og frodigt med den blomsterrigdom, som området er blevet så kendt på. Igennem de små byer, hvor pelargonierne vælter ud fra alle altankasser og hvor idyllen denne dag blev brudt at 1000 cyklister, der susede igennem på vej nedad.Igen havde man valgt at lave selve tidtagningen på dagens distance et stykke uden for Riva, for at undgå der blev kørt ”ræs” inde i byen. Jeg må også lige tilføje, at i den ”ende af løbet” vi befandt os, blev der på ingen måde kørt ”ræs”. Alle kørte meget fornuftigt og disciplineret. Der blev ikke taget chancer ved nedkørsel , o.s.v. Selve ”ræset” tror jeg skete i den anden ende af feltet, hvor det drejede sig om placeringer og præmiepenge (der var 20.000 € i samlet præmiesum), men her var opsynet og trafikreguleringen også meget mere striks. Vi andre, der cyklede for oplevelsens skyld, for turens- og naturens skyld hjalp hinanden godt på vej ved at tage hensyn. Når dette er sagt ville det nok ikke være helt sandt, hvis vi ikke fulgte med i vores placering, og vi selvfølgelig gerne ville klare os pænt, men det var sekundært. Alligevel synes vi da i dag det var sjovt at have en tid, der var bedre end par nr. 41, Lars og Sten som vi havde mødt et par gange under turen. (jeg regner selvfølgelig med at høre fra jer når i læser dette)

Dagens  tid blev taget i den lille by, Deva, 3,5 Km før Riva og vi  trillede derefter alle videre ind i centrum af Riva til selve opløbet og den fortjente hyldest, og til den forløsning vi alle følte ved denne sidste gang at trille over mållinien –

”Vi havde gjort det. ” 785 Km – 18810 højdemeter – 7 etaper. Vi var alle vindere.  Det er en fantastisk fornemmelse, og som Lotte sagde ”følelserne er uden på og man er lige ved at græde”.

Søndag . 3 Juli  Ingen cykling

Vi var til turens sidste ”Pasta-party” i aftes (med øl og rødvin), og efter de respektive vindere havde fået overrakt deres pengepræmier blev alle vi andre ”vindere” efter tur kaldt på scenen for at få  beviset på vi havde gennemført – en ”Finisher-tricot”. En cykeltrøje, hvorpå der står vi har deltaget og gennemført. Det fysiske bevis på, at vi har deltaget i noget ”ud over det sædvanlige”. Inden i ved man godt, hvad det er, men det er utrolig vanskelig at definere. – det skal prøves, og det er en tur med meget lang inkubationstid, og evig eftervirkning.

Fra tur-redaktionen som dagligt udkom med  en lille avis, meldes det at par nr. 137 gennemførte turen på i alt  34t40min. Det er 11 timer efter vinderne (som både havde deltaget i Giro d’Italia og Tour de Schweiz), men på den anden side mere end 36 timer før de sidste. Sagt på en anden måde – det rakte til en 339.-plads, ud af 498 fuldførende par. Det er vi nu meget godt  tilfredse med.

Avisen siger også, at der på de daglige to depoter er indtaget: 28.000 liter vand og energidrik, 20.000 müslibar, 127 kasser bananer, 42 kasser appelsiner, 14 kasser æbler, 2,4 tons tørret frugt (rosiner, figner, abrikoser, dadler, nødder), og at der blev anvendt 11 lastvogne til at flytte 700.000 kg bagage fra sted til sted. 8 læge-og førstehælpsmedarbejdere + en række massører. Ikke at forglemme alt politi og officials til færdselsregulering og nattevagten på vore cykler og på bilerne, som var efterladt i Oerammergau.

Og så var der jo bare dagen efter at køre med bus tilbage til Oberammergau (arrangeret bus) for at hente bilen og tilbage til Riva, hvor Lotte ventede ved poolen, så vi kunne fortsætte ferien. 

Lotte & Bjarke