Via delle Trincee - La Mesola

En fantastisk "Via Ferrate" I Dolomitterne.

 21. juli 2008

 Den første og sværeste del af turen  e

Da jeg første gang stiftede bekendskab med "Via Ferrate" var det netop ved at læse om "Via delle Trincee". Derfor,  - og måske også fordi turen ligger i et område som vi kender ganske godt, har det været netop denne tur jeg har set mest frem til at gå. Da jeg første gang læste om den var jeg også klar over at det ikke er en begynderrute, men efter vi nogle år i træk har været på forskellilge ture, og efter at have sat sig godt ind i denne turs beskaffenhed, mente jeg nok vi kunne overkomme den.

"Trincee er en kategori "4B"  (læs: Lidt om hvordan Via Ferrata er opstået), og kategorien lige før det begynder at ligne bjergbestigning. Jeg vil lige indføje at vi p.t. ikke har nogen intentioner om at gå noget der er sværere, og også kun vil begive os afsted på en "4-er" efter i forvejen at have undersøgt hvad vi kan forvente. Når det så er sagt kan jeg så tilføje, at vi på denne tur, på intet tidspunkt var i problemer, og gerne tager afsted på noget tilsvarende igen.

Turen tager sit udgangspunkt lidt syd for Arabba, ved "Porta Vescovo" i 2575 m højde. Man kan komme hertil på forskellig vis. Vi valgte at gå hertil fra "Passo Pordoi". Det er en tur på 1½ time, og er overkommelig, selvom vi må indrømme at vi efterfølgende gerne ville have sluppet for turen tilbage, og de 1½ time det også tog at komme retur. En anden og nemmere måde ville have værer gondolen fra Arabba.

Men vejret var fint, og efter vi havde været i en souvenirbutik på toppen af Pordoi for at købe en lommelygte (vi havde glemt pandelamperne), parkerede vi bilen ved refugio "Lezuo" lidt på den anden side "Pordoi", tog rygsækkene på og begav os afsted. Turen er godt 4 km hvor det også går 500 opad. Udsigten fra "Porta Vescovo" tager næsten pusten fra én. Når man komme fra nord, og stikker hovedet over bjergkammen er der frit udsyn til Mamolada, Gran Vernel og alle de andre spidser som rager op over 3000 m, og nede foran det hele, den krystalblå sø I Fedaia-passet.

Fra "Vescovo" er der fin skiltning til "Ferrataens" begyndelse, så rundt om liftstationen og et par hundrede meter langs bjergkammen, og vi var ved stedet hvor selve "Via Ferrata delle Trincee" tog sin begyndelse.

3 andre par plus en famile på fire havde fået samme gode ide som os, men inden vi fik udstyret på og var klar til at gå I gang, var de allerede langt oppe ad klippesiden, og kun da vi senere sad og spiste madpakke så vi dem igen.

Turen starter med en næsten 100 m lodret klippevæg. Vi havde læst at dette var tuerns sværeste stykke, og allerede 3 m oppe mente Lotte at længere ben og arme måske ville være en forudsætning for at komme længere. Det var en hård start, men det var nok mere et spørgsmål om lige at komme ind i rytmen og rutinerne igen.

Ind imellem skal man lige huske at standse op og nyde udsigten,men ellers er det forholdsvis koncentrereret.  Flytte karabinhagere - findefodfæste - finde et sted at holde ved - og igen forfra. Det er en superfed fornemmelse at kigge op - ned - og rundt, og vide "man gør det her". !!

En lille times tid senere er vi i  små 2700 m højde, og kan svinge benet over bjergkammen, som her falder stejlt på begge sider. Lidt længere fremme passerrer vi en lille hængebro, inden kablet leder os op på turens højeste punkt - "La Mesola" -  2733 m.  Udsigten herfra er bare "WAUW".

Turen ned fra "La Mesola" er en 40 m lodret væg. Personligt vil jeg hellere klatre opad, hvor man hele tiden kan se og følge med. Nedad er det lidt mere besværligt hele tiden at følge med i hvor man sætter foden. Men ned kom vi uden problemer og fand et lille sted, hvor vi kunne spise vor madpakke, samtidig med vi kunne følge andre ned af samme væg vi netop var kommet.

Den sværeste del at turen var nu overstået. Turen, som jo har sin oprindelse under 1. verdenskrig (læs om Via Ferrata) gik nu forbi nogle forsvarsstillinger, udkigsposter og bivuak'er, og man blev mindet om de forfærdentlige forhold soldaterne levede under her.

På den sidste del af turen passerede vi en serie af tuneller. Heldigvis havde vi lommelygten, da vi ellers ikke havde været i stand til at se vejvisningen inde i mørket. Der er virkeligt mørkt herinde !!   - Ud I lyset - rundt om hjørnet - ned af en klippevæg - og en ny tunnel. Et imponerende "vej-net", lavet under primitive forhold.

Turen ender ved "Bivacco Bontadini" i 2552 m. Vi havde været i gang i ca. 6 timer, og var faktisk lidt møre, men havde stadig 2 timer tilbage til bilen. Det betød faktisk ned til Rifugio Padon i 2330 m- op til "Porto Vescovo" i 2516 m og derfra de 1½ time tilbage til "Passo Pordoi", hvor bilen stod parkeret.

Link: Til alle 79 billeder fra turen. billeder.bjarkeandersen.dk