Weisshorn, Schweitz

Mandag d. 2. Juli 2001

(billedteksten kommer frem når du kører musen over billedet)

Dette var den 2. dag i vor sommerferie og den dag Birthe havde forberedt ”Konge-etapen”.

Dagen før havde vi såmænd været på en 7 timers vandring fra Forclas-passet over l’Arpille tilbage til sommerhuset – vel ca 18Km og små 800 højdemetre – og derfor lidt ømme i kadaveret.

Ikke desto mindre drog vi af sted med forhåbninger om at vi kunne gå os fra ømheden. Vi blev meget meget klogere.

Med bil på snoede bjergveje kørte vi til St.Luc, en lille by øst for Martigny i nærheden af Sierre.

Her starte turen med ”Funiculairen”. En lille bjergbane, som bragte os fra byen i 1680m højde til vandreturens start i 2180m.  Stigningen er nogle gange over 50%, så det går virkeligt opad. Vi kunne også have valgt trappen som går lige ved siden af, men der er 3800 trin, så vi valgte den lette løsning.

Bjergstationen oppe som hedder Tignousa er også udgangspunkt for en vandretur som kaldes ”Planet-vejen”. Solen og alle vore planeter er opstillet i målestoksforholdet 1m = 1Mio.Km. og da ”solen” er opstillet i umiddelbar nærhed at bjergstationen er ”Pluto” at finde små 7 Km derfra.                                               

Vort mål lå endnu længere væk. Nemlig at komme helt igennem til byen Zinal, hvor vi kunne tage en bus tilbage til St.Luc efter bilen. Det ville betyde vi skulle op i 2475m højde og derefter nedad til 1680m som er højden på Zinal.

Det blev en fantastisk smuk vandretur. Himlen var blå, og konstant kunne vi foran os, i det fjerne, se Matterhorns karakteristiske spids strække sig mod himlen.  

Ved det gamle Hotel Weisshorn og ”Pluto”, den sidste planet, lavede vi en lille pause og fik et glas koldt hvidvin (selv om det ikke er det bedste at gå´ på) og undrede os lidt over alle de anstrengelser de havde haft med at bygge det hotel i 1882. Alt bragt hertil på muldyr

Nå men vi var endnu ikke halvvejs, og vi havde stadigt den smukkeste del tilbage. De næste ca. 10Km gik vi på forholdsvis gode stier, vi var jo hele tiden vel over trægrænsen og udsigten ubeskrivelig. Sneklædte tinder så langt øjet rakte. Solen knaldede ned og der var rigeligt brug for vandreserverne.

Faktisk gik det så godt at ømheden fra i går ikke var særligt at mærke, men det kom 10-fold tilbage.

De sidste 2 Km falder terrænet temmelig drastisk og den sidste Km er vel tæt på de samme 50% som vi klarede med toget den anden vej. D.v.s. vi var helt fremme i støvlen og bremsen (lårerne) var slået til hele tiden. Ned kom vi, men kunne stort set kun vralte sammen med et lille ”av” og ”uh” for hvert skridt. Igen blev det en tur på mere end 7 timer og omkring 17 Km, men 2 dages vandring i træk var for meget uden forudgående træning og vi kunne knapt overse at komme hjem.

Det lykkedes at komme i bussen, det lykkedes at finde bilen og komme hjemad. Birthe kendte så et svømmecenter, et bad, som havde forskellige former for aqua-massage og varme boble-bade, hvor vi søgte til. Men uanset alle lindrende tiltag, var der dømt hjemmedag dagen efter. Et trappetrin eller en kantsten var næsten en uoverkommelig forhindring, og var der mere end 3 trin var man nødt til at gå baglæns.

Måske endnu værre for Birthe som denne dag, som tennisinstruktør, skulle undervise sæsonens sidste time. (jeg ved hun klarede det siddende).