Cykelferie i Andalusien. 7 – 14 Maj 2004.

(Teksten til billedet kommer frem når du fører curseren henover det. !)

Belært af forrige års problematiske tur havde vi denne gang på forhånd købt billet til cyklerne, hvilket viste sig at være en god ide da alt indcheckning gik helt uden problemer. Betingelserne for en cykelkuffert er helt de samme som en golf-bag eller en barne-klapvogn, hvilket betød hurtig håndtering.

Lige så let modtog vi kufferterne i Malaga lufthavn og kunne rulle dem hen til den bil vi havde lejet. En lille Opel Mariva, som sagtens klarer 2 cykelkufferter og div. andet bagage.

30 Km mod øst og 20 Km mod nord til den lille by Almáchar, hvor vi tilbragte ugen. (Lejet lejlighed ved siden af Lottes datter og svigersøn). Det er nu anden gang vi har cyklerne med hertil og mener nok vi tør sige stort set at have kørt på alle veje i provinsen ”Axaquia” som går fra Malaga og næsten til Sierra Nevada. Området er fremragende for cykelferie og tilbyder alt fra over 50 Km strandvej til højder op til ca. 1000 m. Vejene er fine og mange steder helt ny-asfalterede. Kommer man bort fra strandvejen er det meget kuperet, men gode muligheder for varierede rundture.

Dagen efter ankomsten blev cyklerne hurtigt samlet og af sted på den første tur. Vejret var fint og himlen klar ind mod bjergene, hvilket fik os til at vælge den tur der gik længst med nord. Vejrudsigten for ugen var ikke så god som vi havde håbet, så derfor af sted med det samme når nu chancen var der.

Når man bor i ”Almáchar” betyder det at man starter med at køre opad. Der er 3 veje ud af byen som ligger i 200 m højde, og vejen mod El Borge og Cutar stiger 250 m over små 5 Km (godt 5%) for herefter at falde lige så meget over de næste 9 Km. Herefter fulgte et meget kuperet terræn forbi Riogordo, men dog med konstant stigning over ca. 30 Km. - op til 600 m højde. Sigtbarheden var god og en fantastisk udsigt over Viñuela-søen. Gennem Periana og store hastigheder på gode veje nedad igen. Helt nede ender vi i 50 m højde , hvilket vil sige der er stadig 200 m op til byen og 12 Km. En fin tur på godt 80 Km og ca. 1500 hdm.

Næste dag – Søndag – var der vandretur til La Maroma, som der kan læses om andet sted.

Mandag – regnevejr – så fik vi heldigvis en dag til at se Alhambra, som også er et ”must” når man er her i området.

Comares I baggrunden I 700 m højde.

På trods af vejrudsigten var det fint vejr tirsdag. Blå himmel men skyerne lå tungt inde over bjergene og vi ved det kan skifte hurtigt her. Målet var ”Comares” som vi kørte forbi i Lørdags. En lille by der ligger på toppen af et bjerg som kan ses i hele området. For at komme hertil skulle vi lige over det første bjerg fra i lørdags, og efter 18 Km står vi ved foden og kan se ”Comares” deroppe.  7,8Km hvor de 2 første stiger 12,8% og gennemsnittet er tæt på 7% . Belønningen – en helt fantastisk udsigt fra godt 700 m højde og en banan !

Planen var herefter at køre den anden vej (der er 2) ud af byen og helt ned til Malaga, og vi havde en forventning om det måske gik nedad det meste af vejen. Dette holdt ikke helt stik. Vi skulle yderligere 150 m op, hvilket foregik på en bjergkam med udsigt til begge sider.

Efter at have passeret den sidste top, som viste sig at hedde ”Santopitar” var der også havudsigt og hvad vejkvaliteten havde manglet på det sidste stykke opvejedes rigeligt af den lange fine nedkørsel der her fulgte. I udkanten af Malaga fandt vi igen kystvejen mod øst og efter små 10 Km var det ”kagetid”. En stor kage + kaffe på en strandcafe. Derefter mod nord ind i landet og hjem. Vi vidste hvad der ventede. 18Km – op i 600 m højde og slutte med 4 Km nedad.

Igen en meget tilfredsstillende tur. Lidt længere end den første dag, men i alt 2060 hdm.

Inden vi nåede af sted på onsdags-turen blev Lotte ramt af akut ferie-mave, hvilket betød ingen cykling og lidt ekstra hvile.

Jeg besluttede mig for en lille tur alene, og startede ”den hårde” vej ud af byen. D.v.s. en 4 Km stigning m/over 10%. Det kan jo godt få morgenmaden til at ”røre på sig”, i hvert fald havde jeg svært ved at kontrollere pulsen. Herefter er der så 14 Km udsigts- og nedad-kørsel til strandvejen. 10 Km langs strandvejen og igen ind (og op) i landet gennem Cajiz og Iznate. Imellem kan man komme til at tænke på om det er udsigten herinde mellem de små bjerge, med alle de små hvide byer og de mange (også hvide) bygninger/gårde spredt ud med nænsom hånd over hele området,  der er smukkest el. det er når man, på vej den anden vej, har udsigt over hav, havn og strand. Under alle omstændigheder er det et meget flot og fantastisk skue. Området her er kendt for sine rosiner og flere steder er der også henvist til ”Rosin-ruten”. Uden for de fleste gårde er der nogle meget karakteristiske små indhegninger som er rosin-tørre-pladser.

Turen blev på 55 Km og 1100 hdm, og hjemme igen viste dit sig heldigvis at Lotte allerede var frisk igen.

Torsdag startede med det hidtil bedste vejr. Ikke en sky og 25 grader. Vi besluttede at køre samme tur jeg havde kørt i går og forlænge den lidt. D.v.s. vi starter med 10% opad o.s.v. - den er stadigvæk hård.

Den ekstra sløjfe vi tilføjede var langs en flod til Benemargosa. På begge sider af vejen i dette fugtige område var der advocadotræer så langt øjet rakte. En afveksling fra de mange olivenlunde og drue-(rosin) marker der ellers var overalt.

Netop hjemme igen efter denne sidste dag med 80 Km og 1400 hdm lukkede himlen op for lidt regn. Regndråber så store at de hver afleverede en plet så stor som et spejlæg. Kun kort tid, men vejret er lunefuldt i bjergområder.

I alt fik vi i ugens løb 4 gode ture på tilsammen ca. 300Km, og med ca. 6000 højdemeter.

Vi mødte ikke mange andre på cykel, men med den kvalitet der findes her (veje/ruter og muligheder for at bo og spise) tror jeg ikke det varer længe inden cykelturismen blomstrer i ”Axaquia”.

Malaga til højre.  Rincon de la Victoria lige ud   -  og så selvfølgelig middelhavet.

Bjarke