Stelvio-passet 29 Juni 2003

Vejrudsigten for dagen er god. Skyerne hænger tungt ned mellem bjergtoppene og det ser ikke helt godt ud, men vores værtspar forsikrer os om at det helt sikker vil klare op og de 2 næste dage vil blive med fuld sol. Det er vores første feriedag, vi var ankommet aftenen i forvejen, i øs-regn- og tordenvejr og var selvsagt lidt skeptiske ved situationen, men vidende at vejret i bjergegne hurtigt ændrer sig, og samtidigt stoler vi på folk her ved hvad de taler om, så vi drog  af sted mod ”Stelvio”.

Stelviopasset er beliggende i Norditalien og er Europas højeste bjergpas. 2758 meter o.h.,. At cykle i disse højder kan være meget lunefuldt p.g.a. vejret, og det fulde udbytte af sådan en tur får man kun i godt vejr.

Uden i forvejen at være kendt i området, havde vi udset os et par steder hvor overnatning kombineret med et rigtigt  udgangspunkt for turen ville være godt. Det skulle vise sig ikke at holde helt stik da der det ene sted ikke var noget man kunne kalde en by og det andet (Prat) var så kedeligt at vi var igennem før vi fik holdt. Men få km derfra var der en mindre by, med egen bymur og middelalderligt præg, som straks faldt i vor smag, og Glorenza blev udgangspunktet for vore næste dages ture.

Gästehaus Hofer, netop uden for bymuren kan vi kun anbefale. Flinke mennesker og fine værelser.

Kl. 09,00 kørte vi ud af byen denne dag og havde pakket godt med varmt tøj i lommerne. 8 Km til Prat og til højre. Straks startede opstigningen. Foran os havde vi 24 Km, 48 hårnålesving (+ alle de andre) og en stigning på 1850 meter.

Vejret viste sig fra sin pæne side resten af dagen. Mere og mere opklaring og temperaturen stigende hele dagen, hvilket vi havde brug  for da vi jo også vidste at temperaturen oppe let kunne være 10 – 15 grader mindre end her (hvis det da ikke blæste deroppe).

Det første lange stykke gå det langs floden Adige som krydses et par gange. Men inden længe er man ved det første hårnålesving, ”nr. 48”.  Alle hårnålesving er nummererede og flere endvidere med højdeangivelse. Meget flot tur.

Et par mindre byer passeres undervejs, ”Gomagoi” og ”Tofoi”, et par navne som sikkert falder godt ind i det sprog de taler her. En uforståelig blanding af Tysk og Italiensk.

En tidlig start betød også vi var blandt de første cyklister på bjerget denne dag. Et par stykker kørte forbi os såvel som vi passerede et par stykker, men på vor efterfølgende nedkørsel var trafikken intensiveret. Motorcyklerne er dog i tifoldigt overtal. Et gæt på 500 motorcyklister tror jeg ikke vil være helt forkert. De summer omkring dig som hidsige små bier, og på de små rastepladser og specielt på toppen afføder de sig deres ”læder-puppe” og lader solen tørre deres våde t-shirt, samtidigt med at de mange cm³ er stillet frem til frit skue. Jo ingen tvivl om at motorcyklisterne som cyklisterne er lidt tossede og nyder det på deres egen måde.

Stigningen er meget konstant. Ingen panik-steder og ingen flade stykker. Men efter skov-stykket, over trægrænsen, når vi frem til det stykke man ofte ser gengivet på billeder. Blot er det at være midt i det endnu mere imponerende (og meget - meget sjovere.)

Et fantastisk syn da man første gang kan se toppen og samtidigt de sidste mange km derop. Vejen bugter sig frem og tilbage på  hylder og afsatser. Højdemæssigt mangler der vel stadig 600 meter og 8 Km at cykle. Vi har ikke aftalt at følges ad, men jeg fotograferer meget på vej op, hvilket resultere i at Lotte ind imellem er et godt stykke bagud for derefter af være lidt foran.

38 hårnålesving senere. I sving no. 10 er det værd lige at kaste et blik bagud.  Man overvældes næsten af ”hvad man lige har gjort”. De sidst tilbagelagte Km ligger alle over trægrænsen og du ser biler motorcykler og andre cyklister snige sig op til dig som en slange gennem det golde landskab.

              Stelvio set "fra-neden"                                        Stelvio set "ovenfra"

Du står i 2500 meters højde, mangler 10 ”sving” og 250 højdemetre. Vejret har været med hele vejen. Hvor temperaturen burde have faldet på vejen op, er der sket det at solen har fået mere og mere magt og temperaturen i solen er her 28 grader, og stort set ingen vind.

Det er sådan det skel være……………det er det man har ønsket og håbet på. !!!!

Man bliver lidt ”høj” af fornemmelsen og de sidste km er en sand fornøjelse. Snart triller vi forbi det sidste skilt med nr ”1” og ind på pladsen hvor der denne dag, i høj solskin, er stemning som på en markedsplads. Mange turister, alle souvenirbutikkerne er åbne og motorcyklerne står på rad og række. Vi finder en lille plet og nyder en kop kaffe og udsigten.

Hjemturen heroppefra er muligt at gøre ad en anden vej, som betyder vi skal en kort tur ind igennem Schweiz. Undervejs op havde vi talt om vi glemte passene, men ville spørge os for ved paskontrollen deroppe om det var nødvendigt.

Først kører man 3 Km og 250 højdemetre ned på den anden side, taler med pas-politier der, og får at vide at selv om vi godt kan komme ind i Schweiz kan de ikke garantere at vi kan komme tilbage til Italien igen uden pas. Derfor tør vi ikke binde an med det og kører de 3 Km og 250 hdm op igen. – For derefter at køre den samme vej ned ad Stelvio som vi var kommet op. Dette var ingen dårlig beslutning. Vejen er rigtig god og i sådant  et vejr er 24 Km uden at træde en omgang ikke det værste der kan ske. Efter 4 – 5 pauser på vejen nedaf for lige at mødes og se om alt var o.k. var vi helt nede efter ca. 45 minutter – under en tredjedel af hvad det tog at køre op.

Alt i alt over 2000 højdemetre på nogle få timer, og en utrolig nedkørsel - en fantastisk god oplevelse.

                                              Udsigten  &  kaffen nydes I fulde drag.

Den efterfølgende dag udnyttede vi den mulighed der var for at køre gennem 3 lande på den samme tur. Glorenza ligger jo helt op imod både den Østriske og den Schweitsiske grænse. Så direkte mod nord over Passo di Resia og ind I Østrig. Nogle få Km og en enkelt lille stigning her hvorefter vi passerede grænsen til Schweitz. De efterfølgende 65 Km I Schweitz var faktisk konstant stigende. I begyndelsen beskedent, men Ofen Pass eller Passo dal Fuorn som den hedder på Italiensk, og også er grænsen til Italien ligger i  2149 m. Men herfra var det så ned ad bakke hele vejen hjem. Ca. 30 Km. Turen ialt 137 Km og 2115 hdm.

       Lotte næsten oppe I Pass dal Fuorn.....                                      ...og mig selv helt oppe

Dagen efter flyttede vi til Canazei I Dolomitterne. Et sted vi er kommet til at holde meget af, og besøger både sommer og vilnter. Mulighederne for at cykle nogle højdemetre her er helt I top, og vandreturene her er af meget høj kvalitet.

Ialt fik vi I ferien cyklet følgende pas:

Stelvio                            2758 m
Passo di Resia                1504 m
Ofen Pass (Sch)             2149 m
Passo Sella                     2214 m
Passo Gardena               2121 m
Passo Compolunga         1875 m  (3 gange)
Passo Pordoi                  2242 m  (3 gange)        
Passo Fedaia                  2057 m  (2 gange)

Ialt over 10.000 højdemetre og ca. 450 Km

Bjarke