Via Ferrata "Bepi Zac"
Efter vi sidste år havde
stiftet bekendtskab med "Via Ferrate" og på denne måde
at opleve bjergene (Grand
Cir), havde vi i år glædet
os meget til at prøve kræfter med flere at disse ture. Forskellige
ruter var studeret, samtidig med vi også havde læst lidt på
det sikkerhedsmæssige, og en masse om historien bag dem.
Valget var faldet på "Bepi Zac", af flere årsager. Først af alt var det en rimelig let tur (1B), og derfor en god tur at komme igang på. Dernæst var ruten højt beliggende, hvilket som oftest betyder fantastiske udsigter, som vi også sætter meget pris på. Sidst men ikke mindst fulgte ruten en af de vigtigste grænsedragninger ml. Østrig/Italien fra 1. verdenskrig, som betyder vi sikkert kunne forvente at møde rester at de befæstninger de dengang lavede.
Med bil er der ½ time fra Canazei hvor vi boede, til San Pellegrino-passet i 1919 m. Herfra kan man spare den første gode times spadseretur til Rif. Paradiso i 2150 m ved at tage Costabella stoleliften. Når vi stiger af her, er der vel kun ca. ½ time til rifugiet.
Dagen har lagt ud med blå
himmel, så det tegner rigtigt godt. 
På den første tur frem til rifugiet er vi flere grupper på vej, men efter rifugiet er vi de eneste der bevæger os videre
På rifugiet deler vi 1 L vand, nyder udsigten, og bevæger os ud på ruten som har sit udgangspunkt umiddelbart ved siden af rifugiet,
Ruten er opkaldt efter ham der har restaureret turen - Bepi Zac.
Ruten starter ret stejlt, og følger rygningen til "Grand Lastei" op til 2716 m, og netop når vi følger rygningen er der en fantastisk udsigt til begge sider.
Efter ca. ½ times tid er vi på rygningen viere mod Cima de Campagnaccia som er dagens højeste punk, og hvor vi - hvis der er læ - vil spise madpakken.
Inden vi når toppen går vi gennem et par tunneller og andre tilvirkninger I klippematerialet som bærer vidnesbyrd om der engang blev udkæmpet en krig her. En bivuark med plads til 3 - 4 personer, men som faktisk fortæller der har boet 12 mand her I vinteren 1916. Lidt uhyggeligt når man tænker på hvilket udstyr de dengang var udrustet med.
Stadig på rygningen går vi mod Cima Costabella (2715m). Gennem et par tuneller, hvor vi også får brug for pandelampen for overhovedet at se noget. Vandreruten har forskellige varianter, men markeringerne er udmærkede så det er ikke noget problem at finde den rette vej.
Inde I tunellerne er der mange steder banket hul igennem til det fri, så der kunne holdes udkig, eller ligefrem som skydeskår.
Vejret var stadig fint. Der havde dannet sig få skyer, men ingen vind, og temperaturer pænt oppe I tyverne.
Et sted på ruten afvises der til et observatorie. Et lidt højere liggende parti, med en "hule" hvorfra der gennem huller I klippen er frit udsyn til alle sider. En strategisk god placering. I "hulen" var der en lille udstilling/museum, hvor der var fortalt om hvorledes de levede her under krigen, og om alle de trængsler de var udsat for med hensyn til bekæmpelse af fjenden -kampe hvor giftgas blev brugt i rigelige mængder, og sidst men ikke mindst naturens ræsen. Man regner med 60.000 døde i området under 1. verdenskrig, udelukkende p.g.a. laviner og andre 25.000 p.g.a. giftgas.
Efter det lille museum begynder nedstigningen, hvor bl.a. vejen gennem en meget stejl tunnel ender I en endnu stejlere træ-trappe.
Nede af trappen er der ikke mere brug for sikkerhedsselen og den sidste 1½ time er nedad på forholdsvis lette stier.
Vi valgte at gå hele turen ned og var tilbage ved bilen eft. 5½ time.
En rigtig god dag på bjerget. Skyerne havde trukket lidt sammen, og der var enkelte sorte imellem. Måske godt nok vi var nede nu.