Gran Canaria / Maspalomas  uge 7  2013

Lørdag d. 9. feb. 2013

Med planlagt afgang fra Aalborg Lufthavn kl. 06,00 var der dømt afgang fra Ikast ca. 03,00. Men aftenen inden tikkede der en SMS ind fra ”Spies”, at alt var forsinket 2½ time. Det betød lidt længere søvn, men også at vi først nåede frem til Hotelle i Maspalomas, Gran Canaria kl ca. 17,00. I første omgang nød vi nu den længere søvn, og bare det at have ferie.  I lufthavnen var der kr. 120,- til alle – til morgenmad – som kompensation for forsinkelsen. 

5 timer er lang tid i et charterfly med for lidt ben-plads.  Jeg havde i forvejen ”googlet” lidt på flytypen, en ”AirBus 321”, som flyselskabet  skrev, var et komfortabelt fly med plads til 185 passagerere!  Men her havde de klemt 220 sæder ind, så det var så som så med pladsen. Men turen forløb uden yderligere problemer.   Kl. 18,00 var vi indkvarteret på hotellet, cyklerne samlet og alt på plads.

Søndag d. 10. feb.

Havde turen herned ikke været forsinket, havde vi allerede i går nået at være på en lille cykeltur for at tjekke at det hele var samlet rigtigt, og alt kørte som det skulle.

Men jeg har efterhånden skilt- og samlet de to cykler så mange gange, at jeg er ret sikker på hvordan det forløber.  Så det var uden tvivl (men med lidt ekstra værktøj i lommen) vi drog af sted på den første tur.

Turen til ”Soria” går først 12 km mod vest, langs den smukke kyst. Lige før ”Arguineguin” kører vi mod nord. Herfra går det i begyndelsen, kun behersket opad. Efter yderligere 12 km er vi således kun i ca. 230m højde.  Herefter er der lidt mere reel bjergkørsel, som over der næste 8-9km bringer os op til den lille by ”Soria” i 675 m højde.  

Vi kører ind i byen og frem til ”Marta´s Supermarked”, blot for at opdage at alt var nøjagtigt som sidste år. Om det er Marta selv, ved jeg ikke, men en lille – ældre – handicappet kvinde gør med det samme – ligesom sidste år -  opmærksom på hun sælger figner fra det lokale område.  3€ for en pose er egentlig samme pris som hjemme i Føtex, men vi køber selvfølgelig en pose.  Efter nogle figner og en cola, er vi klar til næste stræk. 

Vejen fra ”Soria” mod ”Ayacata” lægger ud med  en stigningsprocent på 16. Ganske vist kun over nogle hundrede meter, men alligevel en hård start.  Når man kommer ud af byen er det lidt nemmere at have med at gøre, men vejkvaliteten er ikke høj.  Fra afkørslen i ”Soria” er stigningen ca. 5km lang, og ender i små 900m højde, hvor vi kører ind på den bedre og bredere vej mod ”Ayacata”.  Ca. 16km på helt ny asfalt.  Med udsigt til nationalparker og nogle af de søer, som også udgør øens vandreserrver.  Over de 16 km bevæger vi os langsomt op i 1305m, som er dagens højeste.  Herfra er der små  40km hjem, hvoraf de 35 går nedad. 

Først ned gennem ”Ayacata”.  Så lidt opad til det lille pas ”Cruz Grande” inden den længere nedkørsel til ”San Bartholemé”.  Her drønede vi lige ind i byen, og opdagede ikke den lille omkørsel der er lavet her. Så tilbage igen for at køre uden om byen, som også betød en  kort, men meget hidsig stigning. Et par hundrede meter som vel stiger 50m. Herefter er der fin vej nedad gennem ”Fataga” indtil den sidste lille stigning – 4 km – som leder os op til udsigtspunktet  ”Degollade de los Yeguas” i 480 m højde.

Herfra er der en fantastisk udsigt,  og kun 10 km hjem, som alle er nedad.

95km og 2008 højdemeter i høj solskin. Starten på ferien kunne ikke være bedre. !                                                 

Mandag d. 11

Cykeldagen startede med et fladt dæk. Lotte’s forhjul havde en ”siver” men hurtigt klaret. Herefter var beslutninen var at finde frem til den ”Hvide Klippe” (Risco Blanco) som vi huskede som én af de hårdeste stigninger hernede. Starten gik langs vandet mod øst og nord-øst. Efter at have søgt lidt i byen for at få den rigtige vej ud, fandt vi ud på ”GC500” og det gik derudaf, sammen med en del traffik.

I San Augustin er der et par kraftige bakker inden vi når helt ud af byen, men det var ikke det værste. Ofte er der modvind på dette stykke, men i dag var den særdeles skarp,  så der selv ”ned ad bakke” skulle trædes for at holde gang i cyklen. Efter et par km passerede vi en tysker, som  først lagde sig ind i læ, men senere var med til at trække os igennem. Vi holdt ca. 20km/t i den stride vind. Efter ca.10 km slog tyskeren ud, og kørte mod nord. Vi havde beslutte at køre helt ”Arinaga” og mod ”Agüimes” hvilket betød 10 km mere. 

Det var en hård tur, men tanken om lidt medvind når vi vendte holdt det lidt i gang. 25km i modvind var ved at tage pusten fra Lotte, men  modvinden blev nu erstattet af  den lille stigning op mod ”Agüimes”.  Herfra kørte vi mod ”Santa Lucia” som betød vi  over 12km skulle fra ca. 260m højde op i ca.  830m. Fantastisk asfalt, og ingen traffik.  Trafikken blev dirrigeret en anden vej rundt, da de undervejs flere steder var i færd med at skifte autoværn.  En meget smuk vej, med perfekt underlag, som snoede sig ud og ind i dalene, og hele tiden med udsigt mod kysten, som man kun skimtede i en dis i det fjerne. Den kraftige vind havde også båret sand fra Sahara ind over kysten, og fik det til at ligne tåge.

Efter ca. 50km, og et par km efter ”Santa Lucia” kom vi til afkørslen mod ”Risco Bianco” (Den hvide klippe). ”La Taidia” står der på skiltet og så starter balladen.  Højden viste 670m, og de næste 4 km var den gennemsnitlige stigning  over 10%. Med et par små nedkørsler undervejs, betød det, at Garmin  et par gange viste over 20%. En hård nød, hvor det bare drejede sig om at holde gang i cyklen og med elendig asfalt, og som endte i 1025m. Nu var det værste overstået, men vi skulle faktisk lidt højere op, inden vi igen begyndte nedkørslen.  Undervejs nåede vi også lige at spise den medbragte sandwich, siddende på autoværnet samtidigt med vi nød udsigten – fra den lille by  ”La Culata”.   Vejen snoede sig nu igen indtil vi kom ud på ”GC60” lidt nord for ”San Bartolemé”.  .Denne gang kørte vi den rigtige vej udenom og op over byen. For herfra at følge den samme vej som i går tilbage til ”Maspalomas” Hjemme igen 5½ time efter vi var startet. Tidsnok til at nå et par timer i solen.  90km og 1896 højdemeter blev det til.

Tirsdag d. 12 feb.

Vi havde bestemt turen i dag ikke skulle være lang el. hård, så vi tog den med ro fra morgenstunden. Vejret så ikke ud til at blive rigtigt godt, men det viste sig at være en fejlvurdering. Midt på dagen var alle skyer væk og den holdt pæne temperaturer.  Beslutningen blev ”Monte Leon”.

En lille stigning, der ligger lige uden for byen  Maspalomas, hvor vi boede, og som betyder kun ca. 30 km,  hvor vi en enkelt gang skal op i ca. 500m højde.  Rundkørslerne i Maspalomas kan være lidt komplicerede, men med lidt held fandt vi den rigtige vej ud af byen.

De første 3 km op ad bjerget til ”Montagne La Data” er ca. 11% og elendigt asfalt, men på resten af turen, er der fint underlag.  Eften den lille by, er der et par virkeligt eksklusive villaer drysset rund på skråning og i det hele taet et meget flot landskab. Kigger man sig tilbage over skulderen, er der udsigt over by, strand og hav.  Sikkert ikke det billigste område at bygge et hus. ? Lige inden man når toppen kan man på venstre side af vejen, dybt nede i dalen, se ned på ”Palmitos Park”. En forlystelsepark med delfiner og papegøjer. På højre side kan man se ned til byen ”Aygures”,  og en stor del af vejen som leder os tilbage mod Maspalomas. 

På toppen er der i øvrigt – siden sidste år – kommet et skilt med navnet på denne top. ”Cima Pedro Gonzales – 490m”. De 3,7km nedkørsel til byen falder ca. 175m og er super. Herefter er der 14 km som stille og roligt falder yderligere 300m, inden vi igen kører ind i byen.

Lotte havde fået nok, og ville gerne hjem til et par timer i solen med en bog. Jeg mente lige det måtte passe med den samme tur en gang til – blot i modsat retning. Så efter lige at have guidet hende forbi hotellet, fandt jeg i retningen mod”Aygures” igen.

I alt blev det til 60,3km og 1024 højdemeter.

Onsdag d. 13 feb.

Vejrudsigten var ”lige som de andre dage”. D.v.s. små skyer som sikkert ville forsvinde op ad formiddagen. Så derfor forberedte vi os på at komme tidligt af sted, hvilket vil sige at 09,15 var vi klar. Turen skulle måske ”ende på toppen” eller hvad vi nu besluttede undervejs, afhængigt også af hvordan vejret udviklede sig. Men vi skulle under alle omstændigheder i nærheden af toppen, og så deroppe beslutte hvilken vej vi ville køre tilbage.  

Helst ville vi ned ”på den anden side” af bjerget, hvilket betød ned til ”Ingenio” på østkysten. Turen op gennem ”Fataga” og ”St. Barrholemé” er en fantastik opkørsel.  Med sol og blå himmel, findes det næsten ikke bedre.  Vejret så ud til at udvikle sig rigtigt, og der var mange cykler på vej i samme retning.  Nord for ”St. Bartholemè”  var jeg løbet tør for væske, men i et autoværksted/garage var der indrettet et lille udsalg, og formedels € 2 fik man både 1½ liter vand og ½l Cola. Videre genne det lille pas ”Santa Cruz” som med vejen skåret ned gennem en klippe, næsten virker som porten til himlen. 

Efter 36km er vi nået til ”Ayacata”  og op i ca. 1300 m højde, og her  skulle vi så tage beslutningen om videre færd.  Vejret på vejen videre op, så lidt grumset ud. Skyerne væltede ned over klipperne, men indimellem, var der dog også blå himmel. Vi valgte i første omgang at køre op til ”Roque Nublo” som er i 1600m højde, og så tage en ny beslutning. Vi kunne altid vende om.

 På den lille P-plads foan ”Roque Nublo” gjorde vi et lille holdt og fik en kop dejlig varm kaffe.  Klippen var ”væk” i skyerne og vinden var meget kold. Vi tog overtræk og benvarmere på, og besluttede at køre de sidste 4-5 km hen over toppen (uden at køre på på ”Pico de las Nieves” – der kunne man alligevel ikke se noget) og så søge ned mod ”Ingenio” på den anden side bjerget. Den nedkørsel havde vi ikke kørt før, men det ville sikre os de sidste 30 km hjemad i den forrygende nordøstenvind, der altid blæser langs kysten. Vi skulle lige op og passere 1900m inden vi igen startede nedad, og derroppe var sigtbarheden meget dårlig,  med en tåge så tyk så det næsten virkede som regn.

Heldigvis havde vi godt med overtrækstøj med, så vi kunne modstå kulden. Nu regnede vi så med,  at vi blot skulle under 1600m for igen at komme i fornuftigt vejr.  Snydt igen!  På denne side af bjerget hang tågen betydeligt længere ned,  og vi skulle faktisk helt ned i 500m inden vi igen så den blå himmel.  Synd, for det har helt sikkert været en smuk nedkørsel.

  Undervejs nedad, blev vi overhalet af et par unge hollændere, der frøs bravt, og skulle skynde sig ned i varmen. Måske lidt for hurtigt, for i et sving skred den ene ud, væltede og udover skrammer på egen krop, brækkede han også sit cykelstel. Vi kunne jo ikke hjælpe dem meget, bortset fra at hjælpe med at finde telefonnummeret til det sted de havde lejet cyklerne (trykt på cyklen) og så sikre de selvfølgelig havde telefon.  Efter at have sikret alt var OK fortsatte vi turen ned i varmen.

I tågen havde vi misset en afkørsel, og vi kom ned betydeligt mere nordligt end vi havde regnet med, nemlig i Telde. Det gav vel en tur ca. 20 km længere end jeg havde regnet med, men hernede i varmen og med vinden i ryggen er det intet problem. Og turen fra Telde og hjem, tog kun ca. 1½ time.

På trods af tåge og kulde blev det en rigtig fin tur. 113km og 2693 højdemeter.

Torsdag d. 14 feb.

Efter kulden i højderne i går, ville vi blivened  varmen i dag, og den smukke tur langs vandet til ”Puerto Mogan” kunne være et godt valg.  På denne tur, er der altid mange cyklister, og også denne dag. Flere drejede dog fra op mod Soria, men vi fortsatte forbi ”Puerto Rico” og de 34 km til ”Puerto Mogan”. Vejen er de fleste steder hugget ind i klippesiden, og snor sig ind og ud, og op og ned. Faktisk er der 470højdemeter på de 34 km. ”Puerto Mogan” er en  lille hyggelig by, hvor der altid er mange mennesker og mange aktiviteter. VI søgte ned til den lille havn og fik en kop kaffe på promenaden.

For ikke at køre den samme vej hjem ville vi køre til ”Mogan” og forsøge finde vejen som ville lede os ned til ”Soria” fra nord, hvilket vist sig at være en rigtig god idé.  Fra ”Puerto Mogan” gik det  mod nord gennem ”El Molino” og ”Morgan” og efter godt 10km er vi kun nået i ca. 335m højde.

Her drejer vi fra og kører ind i en meget smuk og frodig dal.  Over de næste 10km kører vi yderligere 600m op, på en meget smuk, varieret og til tider udfordrende vej. Vejen er stort set fri for trafik, og ind mellem er der et fantastisk udsyn over hele dalen – helt tilbage til ”Mogan” med alle serpentinerne under én.

Fra toppen er der så det stejle stykke med dårligt asfalt ned til ”Soria”, så det gik stille og roligt. Herfra er der så 20 km ned til vandet som falder godt 600m. Afsluttende med de sidste 11 km langs vandet i modsat retning af i morges.

En rigtig fin tur på 88km og 1540 højdemeter. 

Fredag d. 15. feb

Den sids

te cykel dag i denne omgang! Vi havde haft nogle gode ture, og nydt at kunne køre i korte bukser og korte ærmer her i februar.  Så i beslutningen om ”den sidste tur”  indgik også at vi kunne tage en ”slapper” på drømmesengen i haven, og så have god tid til at pakke cyklerne ned i kufferterne.   

”Cima Pedro Gonzales” lød som en rigtig god løsning på det. 30km og 564 højdemeter. Vi havde været her i tirsdags, men for Lotte’s skyld kørte vi ”venstre om”. Som altid er der masser af cyklister på denne lille rundstrækning, hvor især det lange flade stykke også viser lidt af den sparsomme fauna de har her på øen.

1time20minutter –så kan der godt blive til et par timer på ryggen. ?  Og et glas champagne ?

Og så var der bare at pakke cyklerne ned igen:!

 476km / 9726 højdemeter – det meste i korte bukser og korte ærmer. Vel ikke så ringe, når man tænker på hvor koldt det er derhejemme. ?

Se også:

Gran Canaria 2010