Cykelferie på Gran Canaria 2016.
Fredag d. 19. feb.
Med fly fra Hamburg bliver turen til Gran Canaria let til en samlet rejsetid på 12 timer, selv om alt klapper og ingen uforudsete hændelser indtræffer. Godt 3 timer i bil til lufthavnen, hvor vi skal være mindst 2 timer før afgang ( +1 fordi vi skal aflevere bil i P-hus og også beregner ekstra tid, når vi har de store cykelkufferter med). Små 5 timer i luften og så bagageudlevering og fragt til hotellet.
Men kørevejret var fint – jeg holder meget af at køre bil en klar, rolig nat - og cykelkufferterne gav ingen problemer denne gang. Så med afgang fra Ikast 01:30 og indcheckning på hotel ”Vistaflor” 13:30 gav det nøjagtigt 12 timer.
På disse breddegrader regner vi måske altid med lidt solskin ( og specielt også når Lotte nu har fødselsdag) , men regnen høvlede ned, og fortsatte resten af dagen. Så der var fin tid at samle cyklerne og få diverse hjem til køleskabet. Der skal slæbes lidt, for vand fra vandhanen erikke ”drikkevand”, så det købes hjem i 5 og 10L dunke.
Lidt søvnunderskud var der vel også at indhente, så tidligt i seng til forhåbentlig bedre vejr. Udsigten var opklaring, men måske ikke helt tørt. ? Vi var dog meget fortrøstningfulde, da vi denne gang havde bestilt 14 dage, så vi skulle nok nå alt det vi gerne ville. !!
“Grand Canaria” er trods alt ikke større, end når man kommer der for 6 gang for at holde cykelferie, så er der stor risiko for at noget af beretningen let kommer til at ligne tidligere års fortællinger. Jeg vover forsøget alligevel.
Lørdag d. 20. feb.
Selv i dage med regn, er selve sydspidsen på GranCanaria ofte friholdt for nedbør. Således også denne dag, hvor gårsdagens uvejr endnu ikke havde sluppet helt, og tunge sorte skyer lå over den største del af øen. Vi er ikke meget for at køre i regnvejr, men besuttede at se, hvor langt vi kunne komme uden at blive alt for våde.
Vejene var tørre og himlen umiddelbart over den sydlige spids, hvor vi opholdt os, blå. Men rundt i horisonten så det mørkt ud, og specielt mod nord – mod bjergene – var det truende mørkt.
Først af alt skulle vi finde ud af om cyklerne var skruet rigtig sammen efter transporten, så det blev mod vest langs kystvejen, hvor vi ville prøve at søge mod nord, mod ”Soria”. Men allerede efter 8 km kom første ufrivillige stop. Et stort glasskår i dækket – med slangeskifte til følge. Heldigvis er det sjældent at punktere på disse breddegrader, og det blev også turens eneste.
Efter 10 km, umiddelbart før ”Arguineguin” kører vi med ”GC-505” mod nord ind i landet. Der er herfra 22km til ”Soria”. De første 11 rimeligt fladt, stiger kun til ca. 190m. Først herefter tager det fat med yderligere 11km reel bjergkørsel til ”Soria”, som ligger i ca. 625m højde.
Da vi havde tilbagelagt de første 11km, og skulle til at påbegynde selve stigningen, mærkde vi nogle få regndråber, og himlen videre mod nord så truende sort ud. Vi vendte om og ville forsøge at køre videre med kystvejen, måske helt til ”Mogan”.
Så tilbage igen, gennem ”Arguineguin”, PuertoRico” og videre mod ”Mogan”. Et par km før byen begynde det at dryppe lidt, og vi skulle nok have vendt cyklerne her, men fortsatte helt ind i byen og lige ind i et regnvejr. Vejret indbød ikke til café-besøg her, våde som vi var – og risiko for at blive kolde,så vi vendte bare cyklen og kørte retur. Og et par km senere var vi tilbage i tørvejr - og endnu et par km. senere var vi også blevet tørre. Så tørre, at vi lavede et lille stop i "Puerto Rico" for frokost. Resten af turen hjem forløb uden problemer. Kyststrækningen er altid en fornøjelse. Udsigt over havet hele vejen og vejkvaliteten er fin. Turen frem og tilbage til ”Mogan” giver alligevel 1000 højdemeter, selv om vi aldrig er over 80m højde.
Søndag d. 21. feb.
Vejret udviklede sig på den rigtige måde. Fin blå himmel som rakte helt til de højere bjerge, der kunne ses fra området. Så vi trillede ud fra hotellet kl. 10:00 med plan om at køre mod nord og gerne nå helt til ”St. Bartolome”.
Grand Canaria er en fantastisk cykel-ø, hvad mange Tyske, Norske, Svenske og få Danske også har fundet ud af. Blot i løbet af de 6 år vi er kommet her, er antallet af cykler vi møder på vore ture, steget ganske betydeligt, og er nogle gange næste helt ”Mallorca-agtigt”. Vej-kvaliteten er fin de fleste steder, og terrænet ubeskriveligt smukt og anderledes, men sammenlignet med Mallorca - betydeligt hårdere.(stigningerne er længere og stejlere).
Turen vi havde i planen at køre betyder bl.a. at vi på de første 25km skal køre ca. 1000 højdemeter. Med ”GC-60” er det direkte nord ud at byen, mod øens midte. Efter 9km på fantastisk god vej og fin-fin udsigt ankommer vi til ”Degollada de los Yeguas”. Et udsigtspunkt i 490m højde, med 360° panoramaudsigt. Herfra falder terrænet lidt igen, for igennem ”De 1000 palmers dal”, forbi ”Kamel-safari” og andre exotiske oplevelser, at stige op mod ”Fataga” og videre til ”San Bartolome” i 950m højde. Turen op med "GC-60" virker som forbinelsesvej til øens midte, og vi ville i de følgende dage komme til at køre denne tur adskillige gange - enten på ud- eller på hjem-turen.
På de højere bjerge som hele tiden var foran os, kunne vi se sne på toppen. Et meget sjældent syn her på øen, men fredagens vejr havde lagt et hvidt tæppe ud på alt over 1400m højde. Endnu værre var nabo-øen ”Tenerife” vist ramt. ”Tenerife” som har Spaniens største bjerg ”Teide” (+3700m), og i det lokale TV så vi hvordan sneplove kørte rundt i virkeligt dybt sne her.
Fra ”San Bartolomé” kørte vi til ”Santa Lucia”, som betyder en god 5km nedkørsel mod øst, med et fald på 300m og fin vej.
Vi fandt en solfyldt terrasse på en café, men desværre uden læ, og den kolde vind fik os til at køre videre med det samme. 22km fantastisk nedkørsel (GC-65) til ”El Doctoral” som ligger øst for ”Maspalomas”, og derefter 20km med kystvejen (GC-500) hjemad i god medvind.
En rigtig fin dag
med 72km og 1493 højdemeter.
Mandag. d. 22. feb. Rundtur i højderne. !
Dagen blev en af de mærkelige og meget oplevelsesrige,
specielt når man tænker på hvor vi befinder os.
Vejret startede fuldstændigt lige som forventet. Høj klar solskin, og ikke en sky. Vejrmeldingerne havde sagt det skulle fortsætte hele dagen, så vi havde besluttet os for en af de lidt længere ture. En rundtur oppe i højderne.
Samme vej ud af byen som i går, til ”San Bartolome” og videre nordpå. Efter ca. 33km står vi ved ”Cruz Grande” som ligesom er en port, hugget ind i klipperne - ind til højlandet (Himmelens Port). Vi havde kørt opad det mest af tiden og i alt rundet 1300 højdemeter. Da vi kører ind i ”Ayacata”, som både skulle være udgangspunk og slut, for den lille rundtur vi havde planlagt, ser vi, at den vej vi regnede med at skulle vende tilbage til byen ad(GC-600) er lukket p.g.a. sne længere oppe. Men vi forhører os, og får at vide at cykler godt kan passere.
Vi fortsætter opad med GC-60, og 3 km senere står vi på udsigtspunktet ”Degollada del Aserrador”, hvor vi mødes af et imponerende syn. På en klar dag som denne ser man tydeligt naboøen ”Teneriffe”, og i dag et lidt specielt syn iklædt sin vinterdragt efter gårsdagen snevejr. Bjerget/Vulkanen ”Tejde” er fuldstændig dækket af hvidt sne. Og lige foran os står ”Roque Bentaiga” i skarp kontrast til den blå himmel. I selve passet var der almindelig parkerings-forvirring, da alle skulle stoppe og tage billeder af det ”mærkelige/sjælne” syn. !!’
Herefter behagelig nedkørsel til ”Tejeda”, på god vej med ubeskrivelig smuk udsigt. På et tidspunkt kørte vi med udsigt til både ”Roque Nublo” og ”Roque Bentaiga” h.h.v. bagved og foran os. De 2 hellige klipper, hvor ”Roque Nublo er mest kendt, som øens vartegn.
Efter ”Tejeda” drejer vi fra mod ”Cruz de Tejeda”, og lige ind i en 15% stigning, som en konstant over de næste 3 km. Vejen går næsten lige ud, og er en hård nød. ! ”Cruz de Tejeda” ligger i ca. 1500m højde og vi har et godt stykke inden byen oplevet sne på begge sider af vejen. Oppe i byen er vejen fri, men der ligger vel omkring 10-15cm sne overalt.
De næste 5 km blev en noget speciel oplevelse. Vi skulle lidt højere op, inden vi kunne dreje fra med GC-600, tilbage til ”Ayacata”. Vejen går på øens øverste bjergkam, kun ganske få meter nede på nordsiden. Overalt var terrænet dækket af sne. Luftfugtigheden/kulden dampede op fra bjerget og steg/drev langsomt opad. Nordsiden af øen var total overskyet, og sydsiden skyfrit. D.v.s lige over os skilte himlen sig i overskyet/blå himmel.
Mange lokale var kørt til stedet for at opleve dette, men med store maskiner på toppen for at rydde sne og alt for mange biler var resultatet 5km bil-kø fra den side vi kørte op, og det var sikkert det samme fra de 3 andre veje der også var åbne mod toppen. Alt stod stille. Her kom vi så – i korte bukser - og snirklede os ud og ind mellem alle bilerne. Folk havde forladt bilerne og byggede snemænd, snebolde o.s.v. og flere havde deres surfbrædt med, som blev anvendt som kælk.
Vi nåede frem til vor afkørsel, og kørte forsigtigt ned ad en næsten ryddet vej. Kun lidt sne og is, som ikke ville have givet problemer i Danmark, men her nok til at spærre vejen. Fra ca. 1600 m højde var alt igen normalt, så vi kørte forbi” Roque Nublo” som nu også var forsvundet i tåge-disen. Skyerne trak hurtigt ned over bjerget.
I ”Ayacata” besluttede vi os for en hurtig frokost, som anbefalet af tjeneren på "Casa Melo" blev en god traditionel ret, som viste sig at være en glimrende bønnestuvning, - inden de sidste ca. 37km (samme vej som herop) som hovedsageligt var nedad.
Vejret havde som sagt skiftet til det overskyede, så det var godt med lidt vindtæt og varmt tøj til nedturen.
Tirsdag d. 23. februar Passo Tauro – Mogan.
Vejrmæssigt var denne dag meldt helt i top, så vi tog den ufuldendte tur fra i lørdags op igen. Så af sted mod ”Soria”, og helst hjem over ”Mogan”. !!
Turen til ”Soria” forløb helt uden problemer (GC-505). Efter ca. 32km nåede vi ”Barranquillo Andres” (620m), hvor vi fortsatte de 2,5km længere helt ind i byen. Vi skulle jo lige forbi ”Martas Supermarked” som vi plejer, efter en pose figner, og så se om ”Marta” sad der endnu. Det gjorde hun – samme sted som hun nu har siddet i 6 år. Og så mente vi, vi lige havde fortjent en kop kaffe, inden vi kørte den samme vej ud af byen igen, mod ”Passo Tauro”.
De tidligere år, hvor vi også har beøgt "Soria", har vi været meget fascineret af en lille have, med helt specielle blomsterkummer ?? Den er her skam endnu.! (se billede).
Vejen fra ”Barranquillo Andres” til ”Passo Tauro” er ca. 4km, og stiger ca. 300m. Samtidigt er det nok den dårligste vejbelægning vi kørte på turen. Store huller, stykker uden asfalt og masser af løst grus er ikke lige sagen, når stigningen ind imellem ligger på ca. 16%. Men opad er farten jo ikke høj, så det gik.
Til gengæld er den efterfølgende nedkørsel til ”Mogan” et rent svir. !! Fin vej forbinder dalens to sider, hvor man kører først på den ene side – så på den anden for til sidst at slutte ud midt i dalen næsten 9km senere.
Herfra der der så stadig 12km til ”Puerto Mogan” som var ren fornøjelse, da de samtidigt falder ca. 300m.
Froksost på strandpromenaden i ”Puerto Mogan” inden de 30km hjem langs vandet.
93km og1723 højdemeter.
Onsdag d. 24 februar
Så var der tid til restitution - en fridag. En dag, hvor man gør de ting som alle turister gør – solbader – tur i byen – slapper af !!!!!
............men....... !
….når man nu har et lille bjerg i baghaven (”Monte Leon” ligger 6km uden for byen, og der er en rigtig god rundtur, som går hen over den og op til den lille by ”Ayaguares”. En tur på 33km og 530 højdemeter) og vejret er rigtigt godt, kan man måske godt nå en lille eftermiddags tur derud, når man nu synes man har slappet nok af. ? Så mens Lotte slappede lidt mere af kørte jeg mod ”Monte Leon”, og hvis det så går godt, kan man måske lige snuppe stigningen 2 gange, så dermed blev det til 40km og 775 højdemeter.
Torsdag d. 25. februar. The VOTT
For 2 år siden vovede vi os ud på den tur der populært kaldes ”The VOTT” (Valley of the tears). Vi havde en ret voldsom oplevelse, både p.g.a. turens hårdhed, men også fordi vi ikke havde nok vand/energi med. Vi havde nok regnet med at kunne købe lidt undervejs, som vi jo altid gør i Italien, men her er der blot intet sted undervejs, du lige kan købe noget, så vi løb tør.
Alt i alt var det en oplevelse som fik os til at sige ”Den behøver vi ikke prøve igen” !! Men nu er det jo også sådan, at man ikke rigtigt ved hvor hård en tur er, inden man har prøvet den 2 gange, så jeg var opsat på at køre den igen – og Lotte accepterede at tage med.
De første 32km og 500 højdemeter med kystvejen til ”Puerto Mogan” var der ingen problemer i. Vejret var fint, og turen langs kysten er altid en super-oplevelse. Herfra går det ca. 10km nordpå gennem "Molino de Viento" og ”Mogan” på svagt stigende vej (GC-200).
Ved afkørsel GC-206 (340m) begynder stigningn til ”Passo Veneguera”. Fortegnelserne er lidt uklare, men jeg regner med den slutter godt 13km senere ved udsigtspunktet ”Degollada de la Aldea” i 684m højde. Undervejs har der været lidt nedkørsel, hvor man bl.a kører forbi et flerfarvet klippeparti kaldet ”Los Azuleos”. Forskellige metal-udtrækninger har givet klipperne dette helt specielle udseende, changerende i grønne, brune og gullige nuancer.
Fra udsigtspunktet er der en god udsigt over ”San Nicolas”, som ved første øjekast ser ud til at være ene drivhuse. Dette hjørne af øén er Grand Canarias spisekammer, så meget frugt og grønt (tomater) kommer herfra, og drivhusene er vist lige så meget beskyttelse for en til tider kraftig vind (Scirocco).
Vi havde nu kørt 64km, som var ca. halvvejs af
dagens tur, og den næste tanke var, at nu skulle flaskerne fyldes – inden
vi begav os ind i dalen. Så ind
på en lille bar der forsynede os med Cola og vand, så både
flaske og mave var fyldt. 
Vejen gennem byen og ind i dalen (GC-210) er lidt snørklet og trang, men snart bevæger vi os fremad i en slugt (Barranco de la Aldea) med stejle klipper på begge sider. Udgangspunktet var under 100m højde, og i løbet af små 25km skulle vi 1300m højere op.
"Barranco de la Aldea" er en afvandingsdal. Fra alle sider udmunder der sidekløfter ind i dalen, og under vinterens skybrud bæres der store vandmasser frem her. Derfor er der anlagt store dæmninger, så vandet ikke bare løber u-udnyttet ud i havet.
I begyndelsen moderate stigningsprocenter i et anderledes og goldt månelandskab. Et par gange blev vejen hævet kraftigt, op over dæmninger til opstemmede søer.
Efter ca. 10km er vi nået til afkørslen GC-210/GC-606, godt 300m højere, og mangler altså stadig ca. 1000 højemeter. Den korte vej (GC-606) er 12km og meget stejl, den lange (GC-210) er 33km, men mere human i stigningsprocenterne.
Vi havde allerede besluttet den korte, selv om vi godt
vidste det betød at Garmin i lange perioder viste + 16%, men denne gang
var vi bedre forberedte. 
Den er hård, og blandt de absolut sværeste vi har kørt, men desto større er tilfredsstillelsen når man endelig er oppe.
Herefter trillede vi ned til ”Ayacata”, og ind på den lille bar "Casa Melo, og gentog sucessen med den anbefalede ”bønne/kartoffel-stuvning” som gjorde godt i de sultne maver.
Herfra 37km hjem, op gennem ”Cruz Grande” (Himmelens Port) og resten herefter fortrinsvis nedad. (San Bartolomè - Fataga).
126km og 3147 højdemeter.
Fredag . 26. februar
Igen var der lagt op til at dagen blev en "slapper". Lidt tid på ryggen og en lille spadsere-tur. Men ikke mere end der henad eftermiddagen godt kunne blive plads til én lille cykeltur på en god times tid - d.v.s. det passer lige med en tur over "Monte Leon"
Så denne gang en enkelt tur rundt "imod uret".
Lørdag d. 27. feb. ”Risco Bianco”
Hvis der er nogen der mener det ikke blæser ret meget på GranCanaria, skulle de prøve at cykle de små 30 km fra ”Playa des Ingles” til ”Vecindario” på GC-502, på sydkysten. Så er det på lille klinge, og bare forsøge holde den over 20km/t.
Men dagens tur indebar denne tur i modvind, og vi ramte én af de dage, hvor det blæste godt. Kort efter "Vecindario" kører vi mod nord - ind i landet, for med GC-550 at køre fra "Agüimes" til ”Santa Lucia”. Denne tur hører absolut til en af mine farvoritter på ”GranCanaria”. Der er 18km fra ”Agüimes! (i ca. 250m højde) til ”SantaLucia”, som man kører ned til, efter lige at have været over 800m. På klippehylder, som snor sig ind og ud og følger bjergets slugter og dale. Vejkvaliteten er hele vejen helt i top, og svingene er ekstra udbygget så der også er plads til de store busser.
Lige før ”Agüimes” var vi kommet faretruende nær nogle sorte skyer, som lige nåede at true os, og afgive et lille pust med støvregn, men våde blev vi aldrig, og kort efter kørte vi igen modsat vej, og væk fra skyen.
I ”SantaLucia”kørte vi ind hos den lokale bager, som lavede os en fin sandwich, som blev indtaget på hans solfyldte terrasse.
Lige efter ”Santa Lucia” går GC-654 til højre mod ”Taidia” – og så starter balladen. ! Vi var nu nået frem til dagens opgave. ”Risco Blanco” (Den hvide klippe). 7,5km som stiger 450m. Lyder måske ikke så voldsomt, men stigningen ligger ofte omkring 15-16% og en enkelt gang sagde Garmin 21%. Den er hård, men vi havde jo lige et par dage i forvejen kørt ”The VOTT” og sammenlignet med denne, var vi her i den moderate ende. !
Den første lange stykke af stigningen havde fået nyt asfalt, hvilket man ikke kan sige om sidste halvdel. Mange huller/revner og en del grus. Men det betyder jo ikke så meget når farten ikke kommer over 10Km/t.
Helt oppe under klippen er vi i over 1000m højde, men skal lige et par hundrede ekstra op, på smalle veje gennem små byer, inden vi kører ned til ”San Bartolomé”.
Fra ”San Bartolomé” er der de kendte 25km hjem. Nu 3. gang vi kører turen ned ad dette år. Men om så strækningen herfra til Maspalomas var den eneste stigning/nedkørsel på ”Gran Canria” ville det stadig være et godt sted at cykle. De 25km har alt hvad en god tur kræver af stigning/serpentinere/god vej/intensitet/fantastisk natur o.s.v. - o.s.v.....!
92.2km og 1965 højdemeter.
Søndag d. 28. feb.
Søndag blev dagen hvor vi holdt os helt i ro.
Hvor den eneste opgave vi pålagde os selv, var at overholde spisetiderne.
Når vi cykler så meget som vi gør, vælger vi
altid vort ophold med ½-pension. Frokosten indtages ofte undervejs på
vore ture, men efter en cykeltur, gider vi ikke jage byen rundt efter et sted
at spise, og slet ikke selv at tilberede noget som helst. Aftensmaden
vil vi gerne have serveret !! Den skal være i god kvalitet, og der skal
være nok af den. !!
Mandag d. 29. feb.
Vi havde bekendte der holdt ferie i ”Puerto Mogan”, og som havde lovet ”Kaffe på strandpromenaden” hvis vi kom forbi. Så efter mogenmaden sendte vi en SMS, at vi ville være i den lille havn kl. 11:00. Vi havde jo kørt turen nogle gange, så vi vidste at med 1t20min. havde vi fin tid. Og det kom til at passe nøjagtigt med de 30km.
Fra ”Puerto Mogan” ville vi nu kører den meget flotte stigningen til ”Passo Tauro” (900m) (modsat af turen 23. feb) og så fortsætte med GC-605 forbi de store søer og det område der hedder ”Presa las Niñas”. Et område som igen er meget anderledes. Ser lidt mere vildt og barskt ud, men med blå himmel og ingen vind – en rigtig god oplevelse, med god udsigt overskråningerne med fyrreskov og de store søer. . Vejen snor sig over 15km, og stiger 400m, inden den munder ud i ”Ayacata”. Herfra kender vi jo de 37km hjem særdeles godt. Denne gang dog lige afbrudt af en frokostpause på et solbeskinnet lille torv i San Bartolomè
Tirsdag d. 1. marts.
Vi havde bl.a været på turistkontoret for at undersøge muligheden for vandreture på øen. Enten på egen hånd – hvis der fandtes materiale der kunne guide én – eller evt. gennem en tur-arrangør. ?
Materialet til ture på egen hånd var ikke imponerende, så vi besluttede at forsøge med en tur-arrangør der hedder ”Joselitomoves”. Det viste sig at være et rigtigt godt valg, hvor vi inden turen kommunikerede lidt med Jose over Email, om forskellige ture, sværhedsgrader o.s.v. Læs mere om denne vandretur her!
Onsdag . 2. marts
Garn Canaria giver trods alt begrænsninger i hvor mange variationer man kan planlægge cykelture. Vi har hver gang boet i Maspalomas, da der herfra er flest forskellige veje ud i baglandet, og nemmest at planlægge varierede ture fra. Men efter 10 ture allerede, er det svært ikke at komme de samme steder igen. Så planen i dag var stykket sammen at to enkelte ønsker. Dels at køre fra ”Santa Lucia” til ”San Bartolomé” (vi havde kun kørt den anden vej) og efterfølgende ”Ayacata” til ”Passo Tauro” (som vi også kun havde kørt den anden vej).
Det betød den samme vej med GC-500 mod øst ud i modvinden til ”Doctoral”. Vinden var dog knap så hård som i lørdags, så hastigheden var lidt højere. Temperaturen var også højere (26°C) selv om der lå en tyk dis over hele området.
Allerede efter 19 km, i ”Doctoral” (100m) kørte vi mod nord mod ”Santa Lucia” (670m) som er fornøjelige 17km, på bjerghylder med rigtig god vejkvalitet og god udsigt. Herfra til San Bartolomé (870m) og straks videre helt op til ”Cruz Grande” (1249m). Netop når man har passeret "Cruz Grande" er der udsigt til "Den sovende mand på Grand Canaria". En klippeformation, der med lidt god vilje godt kan ligne en mand liggende på ryggen med åben mund. (Stor mund og lille Penis som de siger dernede) !!??
Disen hang stadig over bjergene, men sigtbarheden alligevel nogle hundrede meter, så den gav ingen køremæssige problemer. Endvidere skulle vi fra ”Ayacata” køre vest-på, så opklaringen fulgte med den vej. Temperaturen heroppe i højden var dog faldt til ca. 14°C, så det var fint med lidt overtrækstøj inden nedkørslen.
Fra ”Ayacata” kører vi med GC-605 mod vest. Landskabet her er helt anderledes og vildt. Mere råt og vejen er flere gange hugget ind i klipperne. Desærre er vejen også mere rå, og underlaget kunne sagtens trænge til en ny belægning. Det mærkede vi knapt så meget da vi for få dage siden kørte den modsatte vej (29. feb.), men der kørte vi også opad, og ikke med samme hastighed. Jeg tror reparationen af vejen måske er på vej, for flere steder var vejen indskrænket til kun ét spor, p.g.a. nedstyrtninger. Men vi har god tid, kører roligt og nyder turen og udsigten, som er noget helt specielt.
Fremme ved ”Presan de las Niñjas”, er der udsigt over de store søer, som også udgør ”Grand Canaris” vandreserver – og her er vejkvaliteten pludselig rigtig fin (der var gursvej, da vi første gang kørte her for 6 år siden).
Efter 14km på GC605 drejer vi fra, kører op over ”Passo Tauro” og mod ”SorIa”. Det betyder igen dårlig vej. Måske det værste stykke på øen, og så lige op til 15% nedad samtidigt. Vi vidste det godt, og der er også frarådet cykling, men det er kun 4 km, inden vi møder den mest fantastiske nedkørsel, helt ned til kysten. 20km hvor de første 10 er sjov bjergkørsel, og de sidste 10 er lige ud ad landevejen med 2 – 3 % fald hele tiden.
Så er der bare 10Km hjem langs kysten- som hver gang er "rent svir". Det blev den sidste længere tur i denne omgang-
105km og 1941højdemeter.
Torsdag d. 3. marts.
Temperaturen varde sidste par dage steget lidt. Både dag og nat, så de ekstra tæpper vi havde brugt de første par dage, når nattemperaturen kun var 14 grader, var forlængst røget af. Det betød også ,man kunne sidde ude sent aften uden overtøj.
Vor sidste tur i denne omgang blev den korte tur ud til ”Monte Leon” som ligger umiddelbart bag ”Maspalomas”. Der er 6 km derud, hvor man på en lille rundtur op over bjerget ”Monte Leon” kører ned til ”Auagaures” og fladt tilbage til udgangspunktet. (eller den anden vej rundt).
At den ligger centralt for byen og er nem at komme til, betyder ogå der altid er mange cyklister her.
Jeg havde været herude et par gange i ugens løb – de dage vi skulle restituere - . Jeg tror jeg måske restituerer bedre med bare ”en lille tur”.??
”Med uret rundt” – løber man lige ind i 3km med 13 – 15%, herefter et glimrende udsyn ned på den berømte ”Palmito Park”, som ligger et par hundrede meter under bjergvejen, - med alle papagøjer og delfiner,- inden man står i 490m højde på det der hedder "Cima Pedro Gonzales”. Herefter 3½km super nedkørsel gennem den lille by "Ayagaures", inden det går tilbage til byen. Er der behov for lidt mere, kan man jo altid kombinere med at tage den et par gange – alt sammen under et par timer. !!
Hvem der bare havde sådan en lille bakke i baghaven. !
Og så kunne vi jo også lige nå ned i byen for at købe de der ting man skulle have med hjem, og nyde et glasgodt "brus" på terrassen, som afslutning på en rigtig god ferie.
!!
Fredag d. 4 marts
Afhentning på hotellet kl. 11:00 betyder der er god til at pakke, og en chance for at være hjemme på den rigtige side midnat. Sådan gik det uheldigvis ikke. Forsinkelse både i afgang og ved bagage udlevering, betød at klokken rundede 02:00 inden vi igen var på adressen i Ikast.
