Gran Canaria - uge 7

Gran Canaria - uge 7 - 2015

(7. - 14. februar)

Lørdag d. 7 feb. 2015

Der er ikke meget trafik på de jyske veje kl. 04:00 denne vintermorgen, men det er fint kørevejr, og turen til Ålborg Lufthavn gik glat. Afgang 10 min. før planen, men de må jo have været sikker på at alle var der, og med lidt medvind og én times tidsforskel, landede vi kl. 12:00 lokal tid.

Vore cykelkufferter optog ca. ½-delen af bagagepladsen i den lille bus de havde sendt, men også det forløb uden problemer. Indcheckning i den lille lejlighed vi kendte fra sidste år, blot var beliggenheden i år lige ud til den store swimming-pool, og hurtig samling af cykler, samtidigt med Lotte hentede vand og øl i det lille supermarked på hotellet. Vand til drikkedunken og øl til køleskabet, så den var kold, når vi om et par timer var tilbage igen, efter den første lille tur.

Lidt før 15:00 rullede vi af sted på den lille planlagte tur, for at se om alting var skruet rigtigt sammen. Vil man cykle på Gran Canaria, kan vi kun anbefale at bo på sydspidsen. Området omkring Maspalomas, giver de fleste muligheder for varierede ture, og acces ind i landet. Umiddelbart nord for byen ligger ”Monte Leon”, et lille (490m) højt bjerg, med gode tilkørselsforhold, og en lille rundtur (30km) der er meget besøgt af cyklister.

Vi havde begge netop investeret i nye cykelcomputere, som kunne vise os vej, og med ruten installeret begav vi os undervejs. Ud og hjemturen krydser hinanden, hvilket man lige skal være opmærksom på, når man ”kører efter kort”. Vi opdagede det først efter 5km, da vi igen holdt foran hotellet. Vi fandt dog hurtigt ud af hvor det var gået galt, og forsøgte igen med bedre held.

Efter 5km står vi ved foden af det lille bjerg. På skiltet står der 7,2km med 8,1% i snit, men den første km stiger mere end 100m, så er man ligesom i gang! Efter den lille by ”La Data” flader det lidt ud, og man er ovre det værste. ”Cima Pedro Gonzales” i 490m højde – så var ugen ”kørt i gang” !”

Himlen var helt overskyet og temperaturen oppe, ikke over 10°C. , så det var godt med et par løse ærmer og en vindstopper. Nedkørslen til den lille by Ayagaures” er på fin vej. Falder 175m over 3,7km. Herfra er der så yderligere 14km med et fald på 300m tilbage til Maspalomas.

Hele turen tog små et par timer, og var i alt 35km og 633 højdemeter. Og cyklerne blev undervejs justeret ind til at klare resten af ugens udfordringer. Vi havde glædet os til at køre i korte bukser, hvilket også var muligt, men den kolde øl på terrassen, efter hjemkomst, skulle indtages under varme tæpper. !!

Søndag d. 8 feb.

Vejrudsigten havde sagt endnu en overskyet dag, hvilket holdt helt stik. Ikke sorte skyer, men himlen dog helt dækket.

Vores tur gik mod vest langs kysten til ”Auguiniguin”, hvor vi efter 12km drejer mod nord – mod ”Soria”. Turen her er også anvendt af rigtigt mange cykliste, så der var mange på vej samme vej denne dag. Efter yderligere 14 km passerer man den lille by ”Cercados di Espinos” og er stadig ikke over 200m i højden, men herefter ændrer omgivelserne sig drastisk til rigtig bjergkørsel. Vejen bliver lagt op ad klippesiden og snor sig ud og ind. Ca. 7 km med 7,7% i snit og over 14% på det stejleste.

En bjergvej, som har det hele. En fantastisk flot opkørsel som stiger næsten 450m. Vor videre plan var at fortsætte over ”Passo Tauro” og ned til ”Puerto Mogan”, men små huller i skydækket og lidt stigende temperatur, gav lyst til en kop kaffe i ”Soria”, så vi fortsatte de 2 km ind i byen og fandt en lille café med udsigt, og et lille solstrejf.

Så kunne vi passende samle energi til hvad vi vidste nu ville komme. Efter de 2km tilbage ad samme vej vi var kommet, ud af ”Soria” stod vi nu ved afkørslen til ”Mogan”, med små 4km op til ”Passo Tauro”. 4 km som stiger ca. 350m og ligger hårdt ud. 16% - 17% i starten, og de første par km konstant over 12%. Vejbelægningen er elendig, men det betyder mindre ved denne hastighed. Efterhånden bliver stigningen mere medgørlig, og ind imellem er vi under 10% stigning.

Gran Canaria har indtil nu i år haft lavere temperaturer end vanligt, hvilket betyder foråret er lidt forsinket. Det betyder også, at mandeltræerne, som vi tidligere har oplevet i uge 7, værende I den sidste fase af deres blomstring, nu stå i fuldt flor. Et fantastisk syn når de utallige blomstrende træer er spredt ud over klippesiderne.

Fra ”Passo Tauro”, hvor vi er helt oppe mellem de inddæmmede søer, som udgør Gran Canarias vandreserve, er der nu godt 20km ned ad til ”Puerto Mogan”, hvor vi ville ind og have frokost. 20km, hvor de første 10km er en af de rigtigt gode, smukke oplevelser. Vejen snor sig ud af dalen gennem pinjeskov og stejle klippevægge. Ofte med udsigter der afslører vejens forløb langt fremme.

De sidste 10km går stort set lige ud, men stadig med godt fald på vejen, så der kan holdes en pæn hastighed, ned gennem ”Mogan”, ”Molino de Viento” osv. ned til ”Puerto Mogan”, hvor vi fandt er lille restauration med lidt læ for den kølige vind, til dagens sandwich og Cola.

Herefter var det blot langs kysten tilbage til ”Maspalomas”. En tur man aldrig bliver træt af. Hele tiden med Atlanterhavet på din højre side og klippekysten på din venstre. Godt 30 km hvor man også samler næsten 500 højdemeter sammen.

Cykelturismen er stærkt stigende på Gran Canaria. Siden første gang vi var her i 2010, er der betydeligt flere cykler på vejene, og i år, som noget nyt, også en masse elektriske cykler. Specielt på kyststrækningen tæt på de større feriemål, var der flere som synes det var sjovt at prøve følge os på de små stigninger lang vandet.

95km og 2426 højdemeter blev der sat ind på bogen. !

Mandag d. 9 februar.

Vi vågnede til helt skyfri himmel. Solen står først op lidt før 08:00 på disse breddegrader, og luften var kølig men frisk. Efter 5 km er du ude af byen, og samtidigt ude af al trafik. Turen gik ud af "Maspalomas" og med ”GC60” direkte mod nord. D.v.s. nok den mest befærdede cykelvej ud af byen og området. Efter ca. 12 km, hvoraf de fleste km er på fantastisk god asfalt, kommer man til en lille platform/P-plads ”Degollada de la Yegua” i 480m. Herfra er der en fantastisk 360° panoramaudsigt.

Turen fortsætter først på en rigtig sjov og god nedkørsel . Ca. 4 km nedad, et fald på godt 100m, inden den igen tager fat opad gennem ”Fataga” og den lidt stejlere opkørsel til ”Alto di Fataga” (930m), hvor der også er en lille platform/P-plads med god udsigt over den sydlige halvdel af øen, og selvfølgelig også nogle af de lokale, som tjener til føden ved at sælge smykker, udformet i lava og malakit.

Fra ”Alto di Fataga” gik det nedad, hvor vi drejede fra lige før ”San Bartolome” og kørte gennem ”Rosiana” mod ”Santa Lucia”. Vejret i dag var fint cykelvejr. 20°C i solen, men kun 9°C i skyggen.

Når vi kiggede mod syd, så det ud som himmelen stadig var blå længst mod syd, så vi besluttede at køre hjemad for at se om vi kunne nå en time eller to på drømmesengen foran poolen. Så fra ”Santa Lucia” gik det med ”GC65” ud af byen, sydpå mod ”Vecindario”.

Vi havde før kørt vejen, og vidste god det ikke var nedad hele vejen, men vi havde måske glemt lidt, hvor smuk en vej det er. Næsten 20 km som snor sig langs og ud og ind af de mange slugter. På øen støder du mange gange på ordet ”Barranco” som netop betyder slugt, og bjergene/klipperne som ofte er i vulkansk tuf danner disse slugte.

I den lille by ”Sardina” skulle vi gerne have fundet en genvej, som ledte os uden om den større ”Vecindario”, men et eller andet gik galt, og vi havnede midt inde i byen. Men efter lidt ”omkørsel” var vi tilbage på ”GC-500” som kører direkte tilbage til ”Maspalomas” .

Som altid er der en god vind over øens sydlige flade del. Også denne dag, hvor vi med en stiv kuling i ryggen blæste de 20 km hjemad, næsten uden at træde rundt.

En forholdsvis kort tur, på kun 4½time alt incl., men alligevel 79km og 1857 højdemeter – og så blev der også til lidt sol på maven ! I sol og i læ, kunne de højere temperaturer godt findes frem.

Tirsdag d. 10. februar

Vejret begyndte lidt mere venlig end de tidligere dage. Himlen var mere blå ,med små vandrende skyer og temperaturen i skyggen over 15 grader. Beslutningen var at køre langs kysten mod nord-øst til ”Agüimes”, og ind på øen med ”GC-100” og videre ad ”GC-550” til ”Santa Lucia”.

Vejens beliggenhed og beskaffenhed ville være i nærheden af, hvad vi kørte nedad i går, blot lidt længere distance. Med det betød ingenting. Den slags oplevelser er jo dem vi leder efter når vi har cyklen med.

Tidligt på formiddagen er vinden på kystvejen ikke noget stort problem, så de første 25km i modvind blev klaret på under en time. Efter vi havde drejet fra mod ”Agüimes” mødte vi flere hold som havde fået samme ide, med at køre denne vej, så over de næste 5km/200 højdemeter op til byen, og ”Alto de las Crucitas” som er navnet på denne stigning til 270moh, var der heftig cykeltrafik.

De 20 km til ”Santa Lucia” blev også den gode oplevelse vi regnede med. Behersket stigning, som følger slugternes sider ud og ind. I ”Santa Lucia” var det tid til kaffe og sandwich, og mens vi sad her på caféen, kom mange af de cyklister vi havde kørt forbi for 20km siden i ”Agüimes”, også ind på caféen.

Herfra var der kun et par km hen til starten på opkørslen til ”Risco Blanco” som var dagens næste punkt.

Inden vi sidste år kørte ”The VOTT” (Valley of the tears) troede vi ”Risco Blanco” var øens hårdeste stigning. Men den er dog hård nok, med stignings% op til 22 på visse stræk.

Lige efter vi har drejet fra mod ”Risco Blanco” eller ”Taidia” som der står på skiltet (GC-654) står vejen lodret op med 16% over de første mange hundrede meter. Godt 4km med over 400m højdeforskel, og et par små nedkørsler undervejs. Jo, den tager godt ved, og de 4 km fik jeg da også 27 min. til at gå med. !!

Efter stigningen havner man lige under ”Risco Blanco” (Den hvide klippe), som er meget markant og tydelig at se i hele området dernede. Vejen videre frem går så ind i slugten ”Barranco de la Culata” og den lille by ”Culata” inden den går over bakkekammen – op i 1144m højde, inden det igen går nedad mod ”San Bartolome”.

Herfra er vi på kendt grund. Så er der 30 km hjem, og det går hovedsageligt nedad på virkeligt gode veje.

Det var 5tim10min siden vi kørte hjemmefra og havde kørt 90km og 2668 højdemeter.

Onsdag d. 11. februar.

Dagens tur blev lidt dikteret af en vej spærring/lukning, som vi først opdagede undervejs op på bjerget. Vejret var stadigt blevet lidt bedre, og vi havde først planlagt at komme lidt længere op i højden. Men efter et par km. mødte vi flere på vej nedad igen, som råbte til os at vejen var lukket. Tilbage ved stigningens begyndelse i udkanten af byen, kunne vi også se på skiltning, at vejen ville være lukket indtil kl. 18:00 samme aften.

Hurtigt blev den ny beslutning at køre en kopi af Søndagens tur, blot i modsat retning. D,v,s, vi lagde ud med de 30 km med kystvejen (GC500), gennem ”Arguiniguin” og ”Puerto Rico” til ”Puerto Mogan”, og de 500 højdemeter der følger med denne tur langs kysten. Her var der fuld sol, og en fin temperatur. Herefter nordpå med med den langsomt stigende GC-200, gennem ”Molino di Viento” og ”Mogan” til vej-T efter ca. 20km., hvor vi fulgte vej GC605 mod ”Tejeda”.

Her fulgte så den fantastiske opkørsel, vi var drønet ned ad forleden dag. 9km som stiger fra godt 300m til ”Passo Tauro” i ca. 950m højde. En opkørsel, hvor man med jævne mellemrum er nødt til at stoppe op, og kaste et blik bagud over det imponerende skue, da en stor del af stigningen konstant er synlig.

Fra ”Passo Tauro” var det så nedad/hjemad. Først de 4 stejle km, med rimeligt dårligt asfalt, herefter godt 6 km forrygende bjerg- nedkørsel på nyt asfalt efterfulgt af det sidste stykke på 14 km ned til kysten, som stadig falder et par hundrede meter, og derfor med rimeligt god fart. I ”Arguineguin” er det så blot de 10km hjem langs kysten og ind i byen til hotellet.

Vi havde nu kørt 95km, og Lotte mente det måtte være OK for i dag. Jeg fandt at dagen godt kunne bære en lille tur til, og når der nu ligger ”en lille bakke” lige uden for byen, så hvorfor ikke slutte dagen af med den. ?

Så efter at have ”sat Lotte af” – gik det mod ”Monte Leon”. Denne gang ”mod uret” rundt. D.v.s startende med den lange 14km) opkørsel som stiger svagt (i alt 300m). I byen ”Ayagaures” bliver det lidt mere seriøst. En lille stigning på 3,7km som har det hele. God asfalt, fin stigning (max 12%), serpentiner, fin udsigt – kort sagt en ren fornøjelse. ”Cima Pedro Gonzales” ender i 490m i et lille udsigtspunkt, inden nedkørslen.

I alt fik jeg kørt 127km og 2944 højdemeter.

Torsdag d. 12 februar

Vejrprofeterne havde spået denne torsdag, som ugens bedste dag, med mulighed for mest sol. Så vi havde valgt dagen til at køre i højden. I første omgang til ”Ayacata” (ca. 1300m), videre til ”Roque Nublo” (1600m) hvis muligt, og derfra bedømme mulighederne for at køre videre. Vi ville gerne endnu længere nordpå, en rundtur vi endnu aldrig havde prøvet.

Et problem var dog den vejspærring vi var løbet i i går, og som ville blive opretholdt både i dag og i morgen. Det betød, at hvis vi holdt fast i planen, ville blive nødt til at lægge yderligere 30 – 40km oven i p.g.a. den længere vej udenom.

Vi begav os mod nordøst – med kystvejen, for at se hvor langt planen kunne holde. ? Godt 20 km i let modvind, inden vi drejer ind i landet mod ”Aguimes ”, hvor der er en kort hektisk stigning til ”Alto de lad Crucitas” (270 moh.) , men så er vi i gang.

Efter byen kører vi mod ”Santa Lucia”, hvilket betyder en udsædvanlig smuk rute, på helt nyt asfalt. På smukke bjergskråninger og ud og ind i dale til 825m højde, inden det igen begyndte at gå langsomet nedad igen til byen ”Santa Lucia” i 690m. I dag var der ikke tid til kaffe og sandwich i den hyggelige by, for vi havde stadig planer om at nå længere denne dag.

På vejen op hilste vi på de to eneste andre Danske cyklister vi mødte i ugens løb. Grenå og Brovst var også repræsenteret her på stigningen.

”San Bartolome” i ca. 930m, og 5,6km senere i ”Cruz Grande” i 1253m. ”Cruz Grande” er næsten som en port indtil højlandet. De efterfølgende 5 km falder først ganske lidt for igen at gå op til ”Ayacata” (1290m), som i store træk er et par små huse og en stor Café/restauration, fyldt op med cyklister. Herfra er der adgang til de lidt højrere liggende del af øen samt veje til og fra både nord-, øst- og vest-side. Så naturligt er det et sted mange cyklister passerer hver dag. I dag fandt vi dog en plads i solen til lidt kaffe/Cola/sandwich så vi ikke løb tør for energi senere.

Vejret var stadig med os – d.v.s. ca. 8 grader i skyggen (men godt i solen) heroppe i højden (1300m), med blå himmel imellem de vandrede skyer og ingen udsigt til regn – så vi fortsatte. Mandeltræerne står tættere heroppe i højden, og skråningerne næsten dækket at blomstrende træer, er et fantastisk smukt syn.

Afkørslen i ”Ayacata” mod ”Roque Nublo” (GC-600) giver med det samme stignings% på ca. 15% , og først efter at have passeret P-pladsen ved den berømte klippe, efter godt 3 km., flader det lidt ud. Vi fortsætter gennem skoven, som også er vejen til toppen – ”Pico de las Nieves”. Fra vejen kan vi se op på militærbasens radar, som er kugle-rund.

I stedet for at køre til toppen, hvor vi tidligere år havde været, drejede vi med GC-150 videre mod nord og mod ”Cruz de Tejeda”. Det var næsten 5 km nedad med elendigt asfalt, og meget forsigtig kørsel. Midtvejs lavede vi et lille stop på et udsigtspunkt, hvor der var frit udsyn og en fantastisk udsigt mod vest til ”Roque Bentayga”. Den anden af de to berømte klippepartier. Toppen af ”Roque Nublo” er 1803m, og toppen af ”Bentayga” 1415m. Lidt længere fremme gav vejen også udsigt mod nordøst, hvilket betød vi kunne se øens hovedstad ”Las Palmas” og ud over den lille halvø ”La Isleta”

Efter ”Cruz de Tejeda” var det stadig nedad – men nu på rigtig god vej, hvilket var fint, for det var næsten 7km, med et fald på over 400m, inden det igen gik opad. Vi kom nu helt tæt ind under ”Bentayga”, som er et imponerende syn, men under det meste af stigningen var der frit udsyn til både ”Nublo” og ”Bentayga”.

Det var første gang vi kørte denne rundtur oppe i højderne, men en rigtig god oplevelse.

Da vi rundede den sidste top i 1400 m højde, vidste vi at det var stort set nedad, indtil vi var hjemme. Der var blot 3 km ned til ”Ayacata” og herfra 35km direkte hjem, og 50km hvis der stadig var omkørsel.

Da vi nåede ”San Bartolomé” stoppede vi en betjent for at høre hvorledes det gik medmkørslen/vejspærringen. Han kunne fortælle at de hævede den kl. 18:00. Klokken var på det tidspunkt ikke 17:00 endnu, så vi satsede på at være hjemme – næsten på det tidspunkt. Og vi fortsatte så med omkørslen og de ekstra km. og højdemeter det gav til ”Santa Lucia”, ned til kysten ved ”El Doctoral” og i medvind hjem langs vandet til Hotellet.

En rigtig god dag, hvor vi havde været af sted i 8½ time, havde kørt 144km og 4100 højdemeter.

Fredag d. 13 februar.

Sidste cykel- dag. Vejret var i ugens løb, ikke nået op på samme temperaturer som tidligere år, men det havde holdt tørt, og vi havde så rigeligt fået kørt, hvad vi kunne forvente. Benene var lidt trætte efter den fantastiske tur i går, og der var ikke noget, vi absolut skulle nå. Så der var ingen hast med at komme på cyklen, så klokken var næsten 10:00 inden vi trillede af sted på en lille ”afslutningstur”.

Lotte ønskede en stille og rolig tur, hvor jeg måske var til lidt mere. Aftalen blev så at vi kørte ud til "den lille runde" nord for byen, der gik til "Ayagaures". Lotte ville så køre stille og roligt op til byen og videre op ad stigningen til "Cima Pedro Gonzales". Jeg ville så forsøge køre i forvejen - videre ned på den anden side - vende om igen og køre op og møde hende tilbage på toppen af stigningen. Det lykkedes næsten. Jeg gav den fuld knald, og hun havde ikke ventet mange minutter på toppen inden jeg var retur. Herfra fulgtes vi så tilbage til hotellet, hvor den stod på "nedpakning af cykler" - men ikke før vi havde fået sagt "tak for tur"

Det var 5 gang vi var på Gran Canaria I vinterferien / uge 7. Se de andre beretninger her:

2010 2012 2013 2014

Gran Canaria er en fantastisk cykel-ø. Vejene er generelt af rigtig god kvalitet, og meget lidt trafik.(kun på kystvejen). Terrænet er hårdere, hvis man f.eks. sammenligner med Mallorca, og man kommer let over 2000 højdemeter med en rundtur på 100km.