Dage i Schweiz sommeren 2008

 12 Juli.

Igen i år var der mulighed for nogle dage i det skønne "Valais" (eller Wallis). Det sydøstlige hjørne af Schweiz, som efterhånden har givet os så mange gode oplevelser. Forventninger til nogle rigtigt gode vandre- og naturoplevelser, var som sædvanligt tårnhøje (vi er måske lidt forvænt), men bladr blot tilbage på siden til tidligere år (2001) ( 2002) (2005) (2007) her og se hvor vi har været.

Det var måkse derfor lidt antiklimaks at ankomme i regnvejr, og dermed reducerede muligheder for vandreture.  

Nu er det jo heldigvis ikke såddan, at alle muligheder for gode oplevelser forsvinder med regnvejr, blot måtte vi erkende at muligheden for at komme op i højden, som vi holder meget at, var borte, p.g.a. at vi dermed ville gå rundt inde i skyerne og ikke kunne se en sk...  Men Schweiz giver heldigvis også mange andre muligheder som vi måske aldrig havde opdaget, var det ikke for lidt regnvejr - eller gråvejr må jeg hellere rette det til, for regnen så vi faktisk kun lidt til den første dag hvor vi ankom til Ravoire, nær Martigny.

Efterhånden er vi blevet helt gode til det. Ferien starter hjemme på gårdspladsen, og stille og roligt triller vi de 14 - 15 timer af sted indtil vi når bestemmelsesstedet. Jeg kan glæde mig til turen i flere dage før, og slapper meget af undervejs. Hvad enten jeg kører eller snupper en lur ved  siden af. Og sådan nåede vi da også frem til Ravoire i år, hvor Birte og Michel igen havde inviteret.  Forbi Lac Leman til Martigny og lidt op ad bjerget mod passet Forclas. Ca. 1400 Km

13. Juli.

Ravoire ligger i ca. 1200 m højde, og isådant vejr er det inde i skyerne. Luften er mættet med vand, men en lille spadseretur i nærområdet giver ind imellem frit udsyn til den fantastiske udsigt der er herfra ud over byen Martigny og Rohndalen.  Dagen efter var vejret under kraftig bedring, så vi vovede at køre til Sion som er "hovedstaden" i Wallis. Sion er en gammel by med rødder tilbage til 1200-tallet og en af de største seværdigheder er slottet og kirken, bygget på klipperne "Valére" som omgiver byen. Et godt besøgsmål, når skyerne hænger lavt.

 14. Juli.  "Lac de Taney"

Igen en forbedring i vejrsituationen. Skyerne var færre og lå betydeligt højere. Og vejrudsigten var, at det ville klare lidt op senere på dagen. Der var således ingen hast med at komme afsted, da vejret kun ville blive bedre, og planen var en forholdsvis kort tur. Så klokken var henad 12 inden vi startede bilen og kørte nordpå mod "Lac Leman" søen. Målet var Miex. En lille by i 1000 m højde syd for søen. Herfra ville vi gå op til "Lac de Taney", rundt om den og tilbage ti Miex

Turen op til søen var på én lille time. Små 2 Km som stiger ca 400 m., til "Col de Taney" i 1440 m, inden det gik ned mod søen, og det lille sommerhusområde som ligger i 1400 m højde, hvor vi spiste vor madpakke ved søen og nød udsigten til de omliggende bjergtoppe, bl.a. "La Tâche" (1693m). Efter madpakken gik vi over til den lille café, hvor vi købte kaffe som også gav rettigheden til at låne toilettet.

Herefter rundt om den lille, smukke sø, som er bemærelsesværdig, ved ikke at have et tilløb, men intet afløb. Vandet siver ganske simpelt ud gennem bunden.

Ved den nordøstlige ende af søen gik vi videre nordpå og over "Alpe Prelagine", hvorfra der var den mest fantastiske udsigt ofer "Lac Leman" efterfulgt af en temmelig heftig og stejl tur tilbage til Miex

.

Turen var ialt små 10 Km og 642 højdemeter.

Tirsdag d. 15. juli.  "Fenêtre de Ferret"      

 Vi vågnede til en dag, hvor vejrsituatione nu var helt som vi gerne ville ha' den. Ikke en sky - optimale forhold - uden en vind, og under sådanne forhold kan man sådant set ikke opholde sig et bedre sted end her i "Wallis".  Af alle de muligheder der er for vandreture, havde Birte i dag valgt at gå til "Fenêtre de Ferret", hvilket skullle vise sig at være et helt perfekt valg for dagen.

"Fenêtre de Ferret" ligger på grænsen mellem Italien og Schweiz, hvilket betød vi først skulle ind i Italien, og faktisk starte med at gå nedad, og herefter passere passet tilbage til Schweiz.  Logistikken klarede vi ved først at køre til Orsiéres, hvorfra vi tog "Saint-Bernard Expressen" til passet "Gd.St.Bernard". Undervejs op fortalte buschauffrøren at han i går havde kørt turen med sneplov foran i mere end 15cm sne. Men kun på de mest skyggefulde steder var der endnu en rest at se af gårsdagens snevejr.

"Gd.St.Bernard"  ( 2473 m) er grænseovergangen mellem  Schweiz og Italien, og er mest kendt for sine Sct. Bernhards-hunde, som vi også mødte et par gange i løbet af dagen. Allerede kl. ca. 10,00 var vi klar til at starte ud fra passet, og herfra gik turen først et par Km nedad på den Italienske side, inden vi påbegyndte turen op til "Fenêtre de Ferret".  1½ Km nedad og små 2 Km opad, og ialt 1½ time, inden vi stod på "Fenétre de Ferret" i 2698 m.

,

Var opstigninge bemærkelsesværdig flot, bl.a. p.g.a. den krystal klare blå himmel og den forholdsvis megen friske hvide sne der lå overalt, var udsigten fra toppen fuldstændig ovevældende. Og ikke mindst når man kom et par hundrede meter ned fra toppen til den første af de 3 søer der er her, og fik frit udsyn til bl.a. "Mont Blanc" og "Gr. Jorasses", og så se det hele spejle sig i søens spejlblanke overflade.  Ubeskriveligt. Billederne yder ikke fuld retfærdighed, men giver dog et indtryk

.

Ved den sidste af de 3 små søer slog vi os ned for at fortære madpakken. Dette var stort set lige under "Col de Bastillon" som vi havde været på sidste år (ankomst fra modsat side).  Dengang var himlen ikke så klar som i dag, og Mont Blanc som vel kun er ca. 20Km væk i luftlinie kunne dengang ikke ses.

Man bliver aldrig træt af bare at se og "indånde" sådan en udsigt, men vi havde endnu et par timer til "La Fouly",hvor vi skulle have en bus tilbage til Orsières, så vi brød op og begav os ned gennem "Val de Ferret".

Vejen ned var også en god oplevelse. Fra højderne med den storslåede udsigt og sparsomme, men farvestrålende beplantning, til frodige grønne skråninger med en meget rig fauna og skovbevoksning, og små vandfald der springer ud over klipperne.

Næsten nede mødte vi en af vagterne fra passet med en af Sct.Bernhardshundene. Han dykkede straks ned i tasken efter en mini-Sct-Bernhard/nøglering til pigerne.

Efter ialt 4½ time ankom vi til "La Fouly", og fandt et lille "vandhul" i en have som serverede dejligt koldt (og fortjent) fadøl til tørstende sjæle. Og sådan fordrev vi tiden til bussen tog os med tilbage til "Orsières", hvor bilen ventede,

Efterfølgende har vi talt lidt om hvorledes den danske familie, vi mødte her, har klaret sig. De havde samme morgen starte på "Tour de Mont Blanc"  (en 6 - 8 dages vandretur ) og havde fundet ud af de havde forregnet sig lidt med (for meget) bagage, og var godt trætte - og måske lidt opgivende. Vi håber de fandt en løsning, da det ellers kunne blive en rigtig lang tur for dem.!

Onsdag d. 16. Juli.  "Mont de l'Arpille & Glacier de Trient"

Nu er det jo ikke altid nødvendigt at køre langt efter de gode oplevelser. Og da slet ikke hvis man er så heldig at bo i Ravoire, og har det meste lige uden for døren.  Som tidligere fortalt ligger byen Ravoire i ca. 1200 m højde. Asfaltvejen kører lidt længere op - til små 1750 m, hvor den ender i en stor P-Plads. Her stilles bilen, og der er en forholdsvis let fremkommelig sti helt op på toppen af "Mont de l'Arpille" i 2085 m højde. Det sidste stykke går man med en ret utrolig udsigt. "Mont Blanc" foran sig - Rohndalen til venstre, ca. 1500 m under sig, hvor man selvfølgelig kan se Martigny og helt til den anden side Sion. De nære bjerge La Catogne, tårner sig op, aftegnet mod den hvide top på "Gr. Combin" (over 4000 m) som ligger lidt længere væk (20 - 25 km luftlinie). Mod nordvest can man skelne "Les Marecottes" og skimte "Emmerson-dæmningen".  Helt på toppen er der et panoramabillede (et foto), som sætter navn på det hele, men en dag som i dag er billedet ikke nødvendigt - der er udsigt til - "det hele".  Samtidigt må området ligge noget beskyttet af de omkringliggende endnu højere bjerge, for selv over 2000m  er skovbevoksningen tæt.

Det var blevet madpakke-tid, og vi trak lidt ned ad skråningen med udsigt over indgangen til Trient-dalen. Madpakker smager dobbelt så godt I denne højde.

Birte foreslog vi skuyylle fortsætte turen til "Col de la Forclaz" og videre derfra til "Trient-gletchen". Hun ville så gå samme vej tilbage og hente bilen, og samtidig få lov i ro og mag at kigge efter lidt svampe - som er en ret stor passion for hende. Hun ville så nå tidsnok tilbage og møde de håndværkere der skulle komme i huset og kunne så efterfølgende køre op og hente os i passet, når vi havde endt vores tur.

For os betød det en rigtig god tur. Først ned til "Col de la Forclaz" - fra 2085 m til 1526 m højde. Herefter gik vi langs "Bisse de Trient" - først til "Chalêt de Glacier" og efterfølgende op mod gletche-kanten. Vi var her sidst i 2003 og tidligere havde jeg været her i 1993.  Om det er global opvarmning eller hvad det er der gør sin indflydelse, vil jeg ikke gøre mig klog på, men der mangler adskillige hundrede meter af gletchen, og det er lidt uhyggeligt, men stadigt meget imponerende.

Det sidste stykke fra passet og frem til hytten "Chalet de Glacier" som er en tur på ca. 45 min, er meget let fremkommeligt, og stiger kun ganske lidt, så her var der god trafik af børn, hunde og mennesker i alle aldre, men det er også en rigtig god oplevelse at komme her.

Dagens tur for os blev ca. 15 km og 680 højdemeter.

Fra gletschen er der kun den samme vej tilbage til "Col de la Forclaz" hvor Birte hentede os og kørte os de ca. 12 Km tilbage til Ravoire.

Trods lidt vejr-problemer den første dag endte det med igen at blive nogle fantastiske gode ture. Især turen til "Fenêtre de Ferret" skal p.g.a udsigten have mange stjerner.   - - jo det giver mange fordele at have "personlig guide" med på turene. !!!