"Klik" - for store billeder. !!!
Cykling på Gran Canaria 2018
15. februar - 1. marts.
Rejseselskab: "byebye".
2018 blev 8. gang vi besøgte denne fantastiske lille ø, kun 5 flyvetimer fra Danmark. (Denne gang fra Hamburg). Hver gang har vi haft cyklerne med, og hver gang har vor indkvartering været på øens sydlige spids omkring ”Maspalomas” / ”Playa de las Ingles”, som efter min mening giver det bedste udgangspunkt for at cykle. Og der er efterhånden ikke mange steder på den sydlige ø-halvdel vi ikke har været.Beretninger fra tidligere år dækker i store træk de tur-muligheder der er, og som kan nås på enkeldagsture med udgangspunkt i Maspalomas. Så i beretningen her vil jeg tilføje de nye fra i år, ikke blot uprøvede, men også et par meget udfordrende ture, og gå let henover de ”kendte” ture fra tidliger år.
I år var der afgang uge 8 & 9, og turen afgik fra Hamburg, med ankomst til hotellet i Maspalomas ca. midnat, torsdag d. 15. feb. En af fordelene ved ”all inklusive” er at selv ved denne sene ankomst, er der sørget for forplejning ved ankomst. .
Næste morgen – 16. feb. - 1. dag. – cyklerne samles, og en tur op på Monte Leon” og ”Cima Pedro Gonzales” som toppen hedder. Det lille bjerg der ligger umiddelbart bag ved byen. En tur på 30 km og 500 højdemeter, som en god test på at cyklen er samlet rigtigt og funger som den skal.
34km og 603 højdemeter
Vejret var denne dag fint, men hen over ugen oplevede vi meget varierede vejrtyper. Ofte gav det meget vand om natten og nogle dage også hen over dagen, og blæsten var i perioder meget kraftig.
Lørdag d. 17. feb.
En af de gammel kendte ture som går via Fataga og San Bartolomé til Santa lucia og tilbage til kysten ved Doctoral og retur til Maspalomas. Som regel også rigtig sjov da de sidste 20km retur til "Maspalomas med kystvejen som regel går med +50km/t i forygende medvind.
68km og 1430 højdemeter ("Klik" for store billeder).!
Søndag d. 18. feb.
Maspalomas – Augineguin- Soria – Passo Tauro – forbi de store søer m/GC605 til ”Ayacata”, og herfra mod syd m/GC60 – nedad – til Maspalomas. Turen også kørt tidligere år - se beretningen her.
90km og 2037 højdemeter.
("Klik" på billederne for at se kort og højdekurve)
Fra Arguineguin til Soria er der 22km og en højdeforskel på 650m.
"Soria" altid god for en lille pause og en kop kaffe. !
Fra Soria går det først ad den stejle opkørsel til "Passo Tauro" inden vi krydser højlandet gennem "Cruz de San Antonio" til "Ayacata".
Og så er vi kommet til højlandet, hvor mandeltræerne står i fuld flor overalt på bakker og skråinger.
Mandag d. 19.feb.
Vi havde fået oplyst at kystvejen til ”Puerto Mogan” var lukket p.g.a. stenskred, og for at finde ud af hvor voldsomt det var, og om der også var lukket for cykler, og hvor det var, - forsøgte vi en ny variant, som indebar at vi sejlede fra ”Puerto Rico” til ”Puerto Mogan” (det stykke der var spærret), og kunne vi så ikke cykle tilbage igen, kunne vi kører den længere tur ”oven-om” til ”Passo Tauro”.
"Klik" - for store billeder. !!!
Så først cyklede vi til ”Puerto Rico” og steg ombord på den lille båd, og sejlede de 8km til ”Puerto Mogan”. Så fik vi også den meget smukke kyststrækning at se fra søsiden, og kunne også ane, hvor problemet med stenskreddet befandt sig.
På cyklen retur mødte vi den første vejspærring lige uden for byen, men samtidigt også flere spadserende, som fortalte hvorledes vi blot skulle kravle udenom alle spærringer. Det var åbenbart blevet et udflugtsmål, at komme op at se stenskreddet og hullet i kystvejen. ?Så udenom hegnet og videre på cykel. ! 500m længere fremme kunne vi godt se det var umuligt for biler at passerer, men vi trak cyklen forbi og kørte videre, hvor vi lige før byen ”Taurito” mødte afspærringen fra denne side. Her var der ligefrem klippet hul i hegnet, så man kom igennem uden problemer. Herfra så små 30km hjem, ad den meget smukke kyststrækning GC500.
Tirsdag d. 20. feb.
Dagens tur blev allerede besluttet sidste år, da vi kørte fra toppen (Pico de las Nieves) af en for os ny og uprøvet vej. GC130/GC120 mod ”Ingenio” overraskede flere gange med dens stejlhed, og det var oplagt at forsøge opad.
En hård tur på 102km og 2534 højdemeter
Beslutningen betyder også at de første 24 km er i dirkte og kraftig modvind mod nord-øst, igennem ”Vecindario” til ”Cruce di Arinaga” inden vi kunne dreje lidt fra og komme i læ af klipperne. Vindmøllerne nyder godt af det, men bl.a. deres plast-drivhuse holder ikke længe, og er så ikke noget kønt syn. Videre igennem ”Agüimes” til ”Ingenio”, hvor vi fandt afkørslen ”mod toppen”.
Vi havde nu kørt godt 30km og stod i ca. 350m højde.
Stadig næsten 25km og 1600 højdemeter til toppen.
Vejen herfra kører op på siden af en kløft. ”Barranco de Guayadeque” (Barranco = kløft). Efter sigende skulle ikke mindre end 60 kilder sørge for at bunden og siderne på kløften er grøn hele året, og være bevokset bl.a. med planter som kun findes her. Men det er der ikke meget tid til at kigge på. Stigningsprocenten tager hurtigt til. + 10 % op gennem ”Ingenio” og eft. endnu ca 8km gennem ”La Pasadilla” hvor stigningsprocenten viste +16%. Herfra var det vekslende de næste 5 km til ”Cazadores” med meget hårde stigninger, vekslende med lidt udglatning. Men alt i alt en hård tur.
Fra Cazadores til toppen (de sidste 11km) var stigningsprocenten mere konstante, men dog 2-cifrede en pæn del af tiden. Samtidigt kørte vi efter ”Cazadores” ind under skydækket, som ofte dækker øens højeste punkt. Det betød også at temperaturen faldt betragteligt, så da vi nåede toppen (Pico de las Nieves) i 1945m højde, var temperaturen 1°C.
Vi havde været af sted i ca. 4 timer og kørt ca. 55km. Den direkte vej hjem herfra ville være ca. 48km, og selv om det var hovedsageligt nedad på god vej, ville der med ”modbakker” og små pauser alligevel være over 1½ time. Så på med det varme tøj og tilbage på sporet. !
På nedturen dukkede ”Roque Nublo” ud af skyerne, men her i godt 1600m højde, var det stadig kun 3 grader, så for tidligt at tage tøj af. Efter ”Ayacata” skal der arbejdes lidt igen, da vejen stiger, så her begynder varmen at vende tilbage i kroppen igen, og da vi samtidigt kom ud af skyernes skygge, begyndte solen at varme igen, og vi kunne tage det varme tøj af.
Onsdag d. 21 feb.
Vi kørte med kystvejen til ”Puerto Mogan”, hvilket betød vi igen ”brød loven” og afspærringen på kystvejen ved stenskredet ved ”Taurito”. Om det var en god ide, ved jeg ikke rigtigt – specielt ikke efter at være kommet hjem, og har læst om hvorfor de har spærret ?. Det er åbenbart mere farligt end det ser ud til. Men når der er flere hundrede cyklister og gående der går samme vej, føler man det er OK.
Stigningen som starter efter ”Mogan” til ”Passo Taurito” er en af de smukkeste på øen, og turen har vi kørt mange gange før. 8km, som stiger 600m (18km og 900 højdemeter helt fra Puerto Mogan)– og så ned til ”Soria” til en kop kaffe.
I alt 83km og 1600 højdemeter.
Torsdag d. 22. feb.
Sandstranden på den sydlige spids at ”Gran Canaria” er noget helt specielt, og denne dag gik vi turen langs vandet. 13km – og blev godt luftet/blæst igennem.
Lørdag d. 24 feb.
"The VOTT".
Ugens hårdeste og den mest spetakulære tur på Gran Canaria.
"Klik" - for store billeder. !!!
Vejrudsigten var gunstig, hvilket også var nødvendigt for vore planer for dagen. ”The VOTT”.”Valley of the tears” – lang version. som vi ikke havde kørt før. Vi vidste vi ville være væk i ca. 9 timer, så derfor tidlig start. Allerede kl. 08:20 var vi på vej. Langs kysten til ”Puerto Mogan”, og endnu engang igennem de afspærrede stykke.
Mod nord gennem ”Morgan” og mod ”Aldea/San Nicolas”. Forbi de fantastisk kulørte klippe ved ”Los Azuleos” – op til ”Degolada de la Aldea” i 685m højde og herefter, den fantastisk hurtige og gode nedkørsel til byerne ”Aldea” og ”San Nicolas”. Allerede på nuværende tidspunkt har vi kørt igennem noget at det mest specielle, egenartede og smukkeste natur de har på ”Gran Canaria”, men vi vidste at alle disse indtryk blot ville blive endnu mere intense efterhånden som vi kom frem.
Inden vi kørte ind i ”Barrnco de la Aldea”, som er det officielle navn på ”The VOTT” skulle vi lige have tanket op med vand. Vi havde små 50km og ca. 1500 højdemeter foran os, med meget begrænsede muligheder for indkøb. Madpakken lå allerede i rygsækken.
Vejen er ikke særlig benyttet, så meget skiltning findes der ikke, og selve vejen er også meget undseelig. Siden 2005 har området haft status som ”UNESCO-biosfære”- område, og det er en speciel overvældende fornemmelse at køre turen.
”Barranco de la Aldea” er en afvandingsdal. I regntiden tilføres store mængder af regnvand fra alle sidekløfter, og samles i store opdæmmede reservoire, og det er ganske imponerende dels at zigzagge op langs dæmningerne for derefter at følge kløftens kurver helt ud til kanten.
Efter ca. 15 km når vi et ganske speciel sted på ruten. Til venstre for os ligger den store sø ”Presa del Paralillo”. Til højre går vejen op til ”El Carrizal”. Vi kørte den sidste år. Den er kortere men op til 22% stejl. Og foran os ses både ”Roque Bentayga” (ca. 5km i luftlinie) og ”Roque Nublo” (ca. 10km. i luftlinie), og helt tæt på (600m) ”Molino del Viento” – den gamle vindmølle, hvor vi havde planlagt madpakken. Men selv om den synes tæt, skulle vi lige en 4km tur rundt om klippen, og 150 højdemeter ekstra inden vi gjorde holdt, men så var belønningen også – udover madpakken – en helt fabelagtig udsigt.
"Klik" - for store billeder. !!!
Over de næste 5km var stigningen forholdsvis vedholdende på med 2-cifrede stigningsprocenter. Da nåede vi frem til ”Acusa Verde” som er kendt for sine grottehuse. Kun facaden er muret op. Hele huset er hugget ind i selve klippen.
I knap 1000m højde når vi ”Vega de Acusa” som virker som et plateau, igen med en helt fantastik udsigt til de 2 hellige klipper og i horisonten ses observatoriet på ”Pico de las Nieves” – øens højeste punkt 1945m.
Vi kører videre ind i fyrskoven på midten af øen, og ud på den anden side, og ind i byen ”Artenara”. Øens højest beliggende landsby med sine 1220m.Vi skal nu videre til ”Tejeda” med GC-210, som er fortrinsvis nedad, men et skilt fortæller at vejen er lukket. En af de lokale fra landsbyen siger ”Auto” – NO !!!!, peger på vores cykler og siger ”Bici”- SI !! - så vi vover forsøget. Alternativet ville have været en hel masse km mere og ret mange højdemetre. !!!
Det gik også fint de første 5 km nedad på rigtig god vej, indtil vi kom rundt i et sving og så et stenskred, der fik den lille skade vi tidligere på ugen havde passeret på kystvejen til at ligne et lille ”bump”. Foran os var vejen fuldstændig væk. Et jordskred med store klippestykker havde taget skråningen, vejen, autoværnet – alt - over en bredde på ca. 50m, og hvor der før havde været vej, var der kun et sotrt hul. Skreddet må have været nyt, for der var endnu ingen tiltag til oprydning.
Hvad gør vi nu. ?? Vi kunne se at der på den anden side jordskreddet var 2 cyklister på vej den anden vej rundt, og for at undgå den store omvej hvor vi først skulle tilbage igen, forsøgte vi, fra hver sin side, langsomt at forcere hen over klippestykker og jordskered. Med cyklen som det tredje ben som støtte lykkedes det at komme over, selv om der stadig var skred i det løse sten/jord, når vi trådte ned. Hvor fornuftig beslutningen var er jeg ikke sikker på, men vi kom over, og kunne fortsætte tuern på sikker grund. !
Fra ”Tejeda” kører vi videre mod dagens sidste og højeste pas ”Degollada del Aserrdor” (ca. 1380m). På vejen op udfolder Gran Canaria sig i sit allersmukkeste. Samtidigt med man kører helt tæt ind under ”Roque Bentayga” er der frit udsyn til ”Roque Nublo” for ikke at tale om øen ”Tenerife” der med vulkanen, og Spaniens højeste bjerg ”Teide” som står som en silouette ude over vandet, og mandeltræerne der blomstre overalt på skråningerne.
"Klik" - for store billeder. !!!
Fra passet går det nedad igen. 1 time og 20 min - ned gennem ”Ayacata” og ind på den kendte gode nedkørsel GC-60 og hjem.En tur lang ud over det almindelige. Lang, hård men helt fantastisk, og vi var hjemme inden det blev helt mørkt146km og 3387 højdemeter.
